Niels Andersen (1849-1919)
- For alternative betydninger, se Niels Andersen. (Se også artikler, som begynder med Niels Andersen)
Niels Andreas Christian Andersen (født 13. august 1849 i Ribe, død 24. november 1919 i Nørresundby) var en dansk embedsmand, historisk forfatter og politiker.
Han var søn af hospitalsforstander Anders Nielsen Andersen og hustru Anna Margrethe Simonsen. Han tog studentereksamen i Ribe i 1867 og juridisk embedseksamen i 1873. Han var først fuldmægtig i blandt andre Rougsø Herred med sæde i Ørsted på Djursland.[1][2]
I 1890 blev han udnævnt til sorenskriver på Færøerne med bopæl i Tórshavn. Mens han boede på Færøerne, var han også indvalgt på det færøske Lagting fra Suðurstreymoy fra 1893 til 1895.[1][2] Han udgav også bogen Færøerne 1600–1709, som skildrede Færøernes næringsveje og sociale forhold i 1600-tallet.[2][3] Bogen er senere udgivet i redigerede udgaver som et kildeskrift.[4]
I 1895/1896 flyttede han tilbage til Danmark, hvor han blev herredsfoged og herredsskriver i Kær Herred i Vendsyssel med bolig i Nørresundby. Fra 1900 da Nørresundby blev købstad, var han også byfoged, byskriver og borgmester i Nørresundby. Han tog sin afsked i september 1919 og døde et par måneder senere.[1][2]
Han giftede sig første gang i 1875 med Maria Margaritha Bruun, enke efter løjtnant Emil Victor Schau, som var faldet i kampene ved Dybbøl, og datter af provst Carl Adolph Theodor Bruun. Ægteskabet blev opløst i 1899, og han giftede sig igen samme år med Sicka Margrethe Jacobsen, datter af overlærer ved Stavanger katedralskole Boye Jacobsen.[1][2]
Referencer
- ^ a b c d Falk-Jensen, A.; Hjorth-Nielsen, H. (1954). Danske Jurister 1736–1936 (PDF). Vol. I. København: I kommisjon hos G.E.C. Gad. s. 46.
- ^ a b c d e Dahl, Árni (2002). "Ævisøgur". Løgtingið 150 – Hátíðarrit (PDF) (færøsk). Vol. 2. Tórshavn: Løgtingið. s. 256. ISBN 978-99918-966-5-6. Arkiveret fra originalen (PDF) 2014-01-04.
- ^ Andersen, Niels (1895). Færøerne 1600–1709. København: G.E.C. Gad.
- ^ Andersen, Niels (1964). Færøerne 1600–1709. Personregister og rettelser ved John Davidsen. Tórshavn: Helge Justinussens Bókahandil.
Eksterne henvisninger
- Niels Andersen i Dansk Biografisk Leksikons 3. udgave (1979-84)