Nibelungenlied

Det ældste kendte manuskript, "Håndskrift C", til Nibelungenkvadet.

Nibelungenlied eller Vølsungesagnet er et heltekvad om burgundernes nederlag til romersk-hunniske styrker i slaget ved Worms. Det er videregivet mundtligt og blev nedskrevet på mellemhøjtysk i det 13. århundrede. Titlen stammer fra den afsluttende linje: Hie hât daz mære ein ende: daz ist der Nibelunge liet (= "Her har fortællingen en ende: det er kvadet om Nibelungerne").

Den historiske kerne er ødelæggelsen af burgunderriget omkring Worms, fremkaldt af den romerske hærfører Aëtius og hans hunniske hjælpetropper i 436. Formentligt er striden ved de merovingiske hoffer mellem Brunichilde (= Brynhilde) og Fredegunde (= Fredegund) efter 575 blevet blandet ind i fortællingen sammen med en beretning om Attilas bryllup med den germanske fyrstedatter Ildikó i 453.

Forfatter

Forfatteren til kvadet bliver ikke nævnt i teksten, hvad der stemmer godt med den mundtlige overlevering (altiu mære = gamle fortællinger). Derfor ved vi ikke, om der er tale om en redaktørs arbejde, et stykke originalkunst af en eller flere skjalde, der har nedskrevet kvadet.

Den skrevne version kan tidsfæstes af politiske strukturer og digtning: Kvadet er antagelig nedskrevet mellem 1180 og 1210, altså midt i den middelhøjtyske litteraturs blomstringsperiode. Lokalkendskab, overvægt af tradition fra det bayersk-østrigske område og en påfaldende fremhævelse af biskoppen af Passau peger på Passau som tilblivelsessted. Meget tyder på, at digtet er nedskrevet hos Wolfger af Erla, mæcen og biskop af Passau (1191-1204). De fleste går ud fra, at forfatteren til Nibelungenlied var en litterær gejstlig, der var knyttet til bispehoffet i Passau, og at læserne først og fremmest var adelige i gejstlig eller verdslig tjeneste ved hoffer dér.

Kilder

Teksten til Nibelungenlied kendes fra 35 tyske håndskrifter og en nederlandsk bearbejdelse. Håndskrifterne er fortrinsvis fundet i Sydtyskland, Schweiz og Østrig med centrum i Tyrol. De tre ældste tekstlige kilder ("hovedhåndskrifterne") betegnes med bogstaver:

• A = Hohenems-München håndskriftet (sidste fjerdedel af det 13. århundrede) på det bayerske statsbibliotek
• B = Skt. Gallen håndskriftet fra det 13 århundrede ligger på stiftsbiblioteket i Skt. Gallen
• C = Hohenems-Laßberg håndskriftet / Donauesching håndskriftet fra første halvdel af det 13. århundrede. Fra 2001 på delstatsbiblioteket i Karlsruhe

De tre manuskripter er de vigtigste repræsentanter for tre forskellige tekstudgaver, hvis indbyrdes forhold ikke er afklaret. Ved siden af de tre håndskriftsrækker A, B og C eksisterede en bred, mundtlig tradition og har kunnet påvirke de nedskrevne versioner i en grad, som er vanskelig at bedømme.

Ofte grupperes håndskrifterne og deres tekstrækker efter den sidste verselinje. Række A og B slutter med ordene daz ist der Nibelunge not (= "det er Nibelungernes undergang"). Derfor kaldes tekstrækken og de forskellige håndskrifter, der hører til i den, for not-versionen. Håndskrift C slutter med ordene daz ist der Nibelunge liet (= "det er Nibelungernes kvad"), og både det og rækken af yngre håndskrifter kaldes for liet-versionen.

Wagners brug af kvadet

Komponisten Richard Wagner brugte kvadet som grundlag for sit store operaværk Ring des Nibelungen. Han digtede videre på middelalderteksten, og operakredsen fik næsten karakter af et tysk "nationalepos", og under Hitlertiden blev Wagners musik og digtet fremhævet som eksempler på ægte tysk kultur.

Litteratur

• Michael S. Batts (udg.): Das Nibelungenlied. Parallelt opstillede tryk af håndskrifterne A, B og C med henvisninger til de øvrige håndskrifter, 1971 ISBN 3-484-10149-0
• Hermann Reichert (udg.): Das Nibelungenlied. Efter Skt. Gallen håndskriftet, 2005 ISBN 3-11-018423-0.
• Ursula Schulze (udg.): Das Nibelungenlied. Efter håndskrift C i Karlsruhe, 2005 ISBN 3-538-06990-5.

Eksterne links

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Nibelungenlied
• Nibelungenhåndskrift C i digital form
• Håndskrift A, B og C på middelhøjtysk
• Talrige links til kvadet og litteraturen om det Arkiveret 27. februar 2009 hos Wayback Machine