Nazisternes bogbrænding

Fra de tyske nazisters bogbrænding på Opernplatz (i dag omdøbt til Bebelplatz) i Berlin 10. maj 1933. Arkivfoto fra U.S. National Archives.
Tyske studenter og SA-folk plyndrer biblioteket i Institut für Sexualwissenschaft (= Institut for seksualkundskab) i Berlin.

Nazisternes bogbrænding var en kampagne iværksat af myndighederne i Nazityskland for at brænde bøger, der blev anset uoverensstemmende med nazistisk ideologi. I alt blev der brændt henved 25.000 bøger af 2.500 forfattere. Aktionen blev gennemført i maj/juni 1933, inspireret af bogbålet i 1817, da tyske studenterforeninger (Burschenschaften) demonstrerede for et forenet Tyskland med at brænde "utyske" og reaktionære tekster og litteratur i Wartburg.[1]

Baggrund

I 1933 begyndte propagandaminister Joseph Goebbels arbejdet med at ensrette kulturvirksomheden i overensstemmelse med nazisternes mål. De nye myndigheder begyndte udrensningen af jødiske kulturorganisationer og andre, der blev anset som suspekte. De tyske studenter stod her i forreste linje. Ultranationalismen og antisemitismen stod stærkt i middelklassen, og især var modstanden mod Weimarrepublikken (1919-33) stor blandt studenterne.

Bogbrændingskampagnen

Den tyske studenterorganisations løbeseddel med tolv punkter mod "jødisk intellektualisme" og for tysk nationalisme.

Den 6. april 1933 proklamerede den tyske studenterorganisations (Deutsche Studentenschaft) hovedkontor for presse og propaganda en landsomfattende "aktion mod anti-tyske holdninger". 8. april offentliggjorde organisationen sine tolv teser, som indebar et "rent" sprog og en "ren" kultur. De angreb "jødisk intellektualisme" og krævede, at tyske universiteter skulle være centre for tysk nationalisme.

Den 10. maj blev der gennemført bogbrændinger af henved 25.000 bøger af såkaldte "utysk" type. I de fleste universitetsbyer blev der gennemført fakkeltog, og på mødepladserne blev der spillet musik, sunget og aflagt eder – mens SA-folk, drenge fra Hitlerjugend og nazistudenter kastede bøger på bålet.[2]

På Opernplatz (nu Bebelplatz) i Berlin samlede omkring 40.000 tilskuere sig for at høre Goebbels holde tale: "Nej til dekadence og moralsk fordærv!"[3] Derefter smed SA og ungdomsforeninger omkring 20.000 bøger fra Institut für Sexualwissenschaft (= Institut for seksualkundskab) og Humboldt-universitetet ind i flammerne. Erich Kästner skrev en ironisk beretning - først offentliggjort efter krigen - om at være vidne til at se sine egne bøger smidt på bålet.[4] Sigrid Undsets romaner blev også brændt på baggrund af hendes udsagn om race som "hverken en moralsk eller en umoralsk kvalitet...At sætte sin lid til race - dvs. være urimeligt forelsket i sine egne forkærligheder og fordomme, uden kritisk at granske værdien af dem - er den sikre vej til at lade alle de mindst værdifulle elementer indenfor racen udfolde sig uhæmmet, kun fordi den er farvet med vor yndlingskulør."[5]

En del af bogbålene blev udsat på grund af regnvejr. Andre blev lagt til sankthansaften. Alligevel blev der gennemført 34 bogbål, og aktionen regnet som en succes med stor pressedækning, hvor enkelte af arrangementerne blev direkteoverført på radio.[6]

Målet for aktionen

Bøgerne af den senere nobelprisvinder Carl von Ossietzky blev brændt på grund af "frækhed og arrogance". Ossietzky afbildet på et vesttysk frimærke fra 1975.

Richard Euringer, direktøren for biblioteket i Essen, har identificeret 18.000 værker af 2.500 forfattere som blev brændt offentligt under kampagnen.[7] Blandt de ramte skribenter var ledende tyske forfattere som Bertolt Brecht, Lion Feuchtwanger og Alfred Kerr. Ernest Hemingway, Jack London og Helen Keller er blandt amerikanske forfattere, som fik sine bøger brændt; og naturligvis jøder som Franz Kafka.

Under ceremonierne blev det fortalt hvorfor de enkelte forfatteres bøger blev brændt. Joseph Goebbels holdt talen på Opernplatz i Berlin og gav følgende begrundelse:[8]

  • Karl Marx og Karl Kautsky, for klassekamp og materialisme.
  • Heinrich Mann, Ernst Glaeser og Erich Kästner, for dekadence og moralsk forfald.
  • Friedrich Wilhelm Foerster (pacifist), for politisk uansvarlighed og politisk forræderi.
  • Sigmund Freud, for overdrivelse af ubeviste impulser og destruktive analyser af det menneskelige sind.
  • Emil Ludwig og Werner Hegemann, for historieforfalskning og bagvaskelse af store personligheder.
  • Thodor Wolff og Georg Bernhard, for anti-tysk og jødisk demokratisk journalisme.
  • Erich Maria Remarque, for litterært forræderi mod soldaterne under første verdenskrig.
  • Alfred Kerr, for indbildsk degradering af vort tyske sprog.
  • Kurt Tucholsky og Carl von Ossietzky, for frækhed og arrogance.

Litterære eftervirkninger

Under talen ved bogbrændingen i Berlin annoncerede Goebbels, at "den ekstreme jødiske intellektualismes æra er nu omme...Fremtidens tysker vil ikke kun være en bogens mand, men en karakterfast mand. Det er med dette for øje, vi ønsker at uddanne jer...Så i denne midnatstime gør I klogt i at overgive til flammerne fortidens onde ånd."[9] Goebbels flyttede kontrollen over litteraturen over til sit eget ministerium. Ministeriet satte hurtigt standarder for, hvordan forfattere skulle skrive. Litterære værker måtte skrives indenfor fire kategorier:

  • Fronterlebnis (= frontoplevelse), om krigens kammeratskab.
  • Weltanschauung (= verdensanskuelse), genspejle nazisternes syn på verden.
  • Heimatroman (= hjemstedsroman), tysk nationalromantik.[10]
  • Rassenkunde (= racekundskab) om nazismens racesyn.

Allerede to uger forinden havde amerikanske organisationer som American Jewish Congress kendskab til de planlagte bogbål, og skrev protester. Helen Keller skrev et åbent brev til de tyske studenter: "Historien har intet lært jer, hvis I tror, I kan slå tanker ihjel." Forfattere som Sherwood Anderson og nobelprisvinderen Sinclair Lewis erklærede sig solidariske med de bandlyste skribenter, og protesterede offentligt mod bogbålene. Bagefter marcherede 100.000 mennesker i New York City i protest mod nazistisk politik; ligeså i Philadelphia, Chicago og St. Louis.[9]

Mindesmærker

Mindesmærke på Bebelplatz til minde om bogbrændingen i Berlin i 1933.

I Berlin på Bebelplatz ved siden af statsoperaen er der bygget en montre i bakken med tomme boghylder på stedet, hvor bogbrændingen i Berlin blev foretaget 10. maj 1933. Ved siden af er en bronzetavle til minde om hændelsen. På denne finder man også et citat fra Heinrich Heines "profeti" fra 1821.

"Det var kun et forspil. Hvor der er brændt bøger, vil man ende med også at brænde mennesker." (Originalsprog: "Das war Vorspiel nur. Dort, wo man Bücher verbrennt, verbrennt man am Ende auch Menschen.")
- Heinrich Heine, Almansor (1821)

I Göttingen er der placeret en "tænketavle" ved Albanikirchhof (på den tid Adolf Hitler Platz). I Frankfurt er der placeret en mindetavle mellem den gamle Nikolaikirke og justitsbygningen. Tilsvarende mindesmærker findes i en række tyske byer som Hamborg, Landau, Bremen, Düsseldorf, Erlangen og Köln. I flere andre tyske byer har der været mindesarrangementer på de steder, hvor bogbrændingen fandt sted.

Noter

  1. ^ Book Burning | The Holocaust Encyclopedia
  2. ^ Book-burning: fanning the flames of hatred | Books | The Guardian
  3. ^ Book Burning — United States Holocaust Memorial Museum
  4. ^ Nazi book burning in 1933 - RareNewspapers.com
  5. ^ Sigrid Undsets lykkelige år — Den katolske kirke
  6. ^ Fighting the Fires of Hate | The Book Burning
  7. ^ Infamous Nazis book burnings in 1933... - RareNewspapers.com
  8. ^ Fire Oaths | The Holocaust Encyclopedia
  9. ^ a b Book Burnings in Germany, 1933 | American Experience | Official Site | PBS
  10. ^ ZEIT ONLINE | Lesen Sie zeit.de mit Werbung oder im PUR-Abo. Sie haben die Wahl

Medier brugt på denne side

Institut für Sexualwissenschaft - Bibliothek 1933.jpg
1Young men, one in a SS (Schutzstaffel) uniform, likely students, some from the Academy of Physical Exercise (Hochschule für Leibesübungen), examine materials plundered from the library of Dr. Magnus Hirschfeld, director of the Institute for Sexual Science (Institut für Sexualwissenschaft) in Berlin on May 6, 1933. Among the publications are seen editions of Die Ehe. Monatsschrift für Ehe,Wissenschaft, Recht und Kultur. While some materials were burned immediately on the street outside the Institute, others were loaded onto trucks and carted away for sorting. Some were torched at the ceremonial book burning on Berlin's Opera Square on May 10, but selected valuable antiquarian books and periodicals were actually sold abroad, including some that were purchased by Hirschfeld himself, since he aimed to establish a new Institute in exile in Paris. The public library of the Institute comprised approximately 10,000 mostly rare German and foreign books on the topics of sex and gender. (Manfred Baumgardt, Schwules Museum Berlin).
Buecherverbrennung-flugblatt.jpg
Flyer or poster issued by the German Student Union (German: Die Deutsche Studentenschaft), distributed in the spring of 1933 to justify the plundering of unwanted literature in Nazi Germany and the subsequent Nazi book burnings. The text expresses the so called "12 Theses against the Un-German Spirit", published on April 12, 1933. Instead of well-founded theses, it contains only the positions and goals of the "Action" or campaign (Aktion wider den undeutschen Geist) and denounces Jewish, social democratic, communist, and liberal ideas as well as their representatives. The "theses" were posted in red Fraktur script at German universities and printed by many newspapers.

English translation:

Against the Un-German Spirit!
1. Language and literature are rooted in the people. The German people bear the responsibility to ensure that their language and literature are a purer and unadulterated expression of their national identity.
2. There is a contradiction today between literature and German national identity. This state of affairs is a disgrace.
3. Purity of language and literature lies with you! Your people have entrusted the language to you for faithful preservation.
4. Our most dangerous adversary is the Jew and those who are subservient to him.
5. The Jew can only think in a Jewish manner. When he writes in German, he lies. The German who writes in German but thinks in an un-German way is a traitor. The student who speaks and writes in an un-German manner is also thoughtless and disloyal to his duty.
6. We want to eradicate lies, we want to brand treason, we want for the student not places of thoughtlessness but of discipline and political education.
7. We want to respect the Jew as a stranger, and we want to take national identity seriously. Therefore, we demand from censorship: Jewish works appear in Hebrew. If they appear in German, they must be labeled as translations. The strictest measures against the misuse of the German script. German script is only available to Germans. The un-German spirit will be eradicated from public libraries.
8. We demand from the German student the will and ability for independent knowledge and decision-making.
9. We demand from the German student the will and ability to preserve the purity of the German language.
10. We demand from the German student the will and ability to overcome Jewish intellectualism and the associated liberal signs of decay in German intellectual life.
11. We demand the selection of students and professors based on the security of thinking in the German spirit.
12. We demand the German university as a stronghold of German national identity and as a battleground fueled by the power of the German spirit.
The German Student Union.
DBP - Nobelpreisträger, Carl von Ossietzky - 50 Pfennig - 1975.jpg
stamp for Nobel Peace Prize Laureates, Carl von Ossietzky (1889-1938)
1933-may-10-berlin-book-burning.JPG
A member of the SA throws confiscated books into the bonfire during the public burning of "un-German" books on the Opernplatz in Berlin.
Berlin DenkmalBuecherverbrennung BookBurningMemorial Bebelplatz.jpg
Forfatter/Opretter: Daniel Neugebauer (nick: Energiequant), Licens: CC BY-SA 2.5
Book burning memorial on Bebelplatz at night in Berlin, Germany.