NATO

North Atlantic Treaty Organization
Organisation du traité de l'Atlantique nord
Flag
NATO's logo
Logo
NATO's medlemslande
NATO's medlemslande
HovedkvarterBruxelles
Officielle sprogEngelsk
Fransk
Medlemskab
Ledere
Jens Stoltenberg (NO)
• SACEUR
General Philip M. Breedlove (US)
• Chef for militærkomiteen
General Petr Pavel (CZ)
Etableret
• Grundlagt
4. april 1949
Hjemmeside
nato.int

NATO (engelsk: North Atlantic Treaty Organization; dansk: Den Nordatlantiske Traktats Organisation;[1] fransk: Organisation du traité de l'Atlantique nord, OTAN) er en international organisation for politisk og militært forsvarssamarbejde omkring den nordlige del af Atlanterhavet, som blev etableret i 1949 med de allierede krigspartnere USA, Storbritannien[2] og Frankrig som de drivende kræfter.[kilde mangler]

Landene er forpligtet til at forsvare hinanden i tilfælde af, at de skulle blive angrebet. Derudover arrangerer NATO ofte større, militære øvelser for medlemslandene. NATO deltager desuden med styrker i krigshærgede lande, fx Afghanistan fra 2001 (efter Al-Qaida fløj fly ind i World Trade Center, d. 11. september) til 2021.[3]

Oprindeligt havde NATO 12 medlemslande: Belgien, Canada, Danmark, Frankrig, Nederlandene, Island, Italien, Luxembourg, Norge, Portugal, Storbritannien og USA.[4] Senere er NATO blevet udvidet med flere medlemslande. Den sidste store udvidelse skete i 2004, hvor blandt andet en række af de tidligere Warszawapagt-lande blev medlemmer af NATO.[4] Efter Finlands optagelse i april 2023 består alliancen af 31 medlemslande.

Historie

Begyndelsen

Bruxelles-Traktaten, der blev underskrevet den 17. marts 1948 af Belgien, Holland, Luxembourg, Frankrig og Storbritannien, anses for at være forgængeren til NATO aftalen. Denne traktat etablerede en militær alliance, der kaldtes Vestunionen eller WEU.[5] Men amerikansk deltagelse blev anset for nødvendig, hvis man skulle kunne matche Sovjetunionens militære styrke, og derfor begyndte forberedelsen af en ny, militær alliance hurtigt efter traktatens vedtagelse.[6]

Resultatet blev den Nordatlantiske Traktat, der blev udarbejdet af Lester B. Pearson[7] og underskrevet i Washington D.C. 4. april 1949.[8][9] Traktaten inkluderede de fem lande, der havde underskrevet Bruxelles-Traktaten, samt USA, Canada, Portugal, Italien, Norge, Danmark og Island.[10] Tre år senere, 18. februar 1952, underskrev også Grækenland og Tyrkiet aftalen. På grund af deres geografiske beliggenhed kunne Australien og New Zealand ikke være med i alliancen, og i stedet blev ANZUS aftalen indgået mellem de to lande og USA.[11]

I 1954 foreslog Sovjetunionen, at den skulle indgå i NATO-alliancen for at bevare fred i Europa;[12] NATO-landene nægtede dog dette,[13] da de så det som et forsøg på at opløse NATO indefra.

Indlemmelsen af Vesttyskland i NATO 9. maj 1955 blev beskrevet som "et afgørende vendepunkt i vort kontinents historie" af Norges daværende udenrigsminister Halvard Lange.[14] Et af de øjeblikkelige resultater var da også oprettelsen af Warszawapagten,[15] der blev underskrevet 14. maj 1955 af Sovjetunionen og dens satellitstater. Dermed var de to parter i den kolde krig endeligt etableret.

Den kolde krig

Kort der viser NATO- og Warszawapagt-landene under Den kolde krig
Uddybende Uddybende artikel: Den kolde krig

Krise med Frankrig

NATO's sammenhold blev brudt allerede tidligt i alliancens historie med en krise under Charles de Gaulles tid som præsident i Frankrig fra 1958 og frem. De Gaulle protestererede mod det, han mente var USA's hegemonistiske rolle i organisationen, og det han så som et specielt forhold mellem USA og Storbritannien.[kilde mangler] I et memorandum, han sendte til USA's præsident Eisenhower og den britiske premierminister Harold Macmillan 17. september 1958, argumenterede han for en ligestilling af USA, Storbritannien og Frankrig, og for at NATO's dækning skulle udvides til også at omfatte franske geografiske interesseområder.[kilde mangler]

Charles de Gaulle anså svaret på sit memorandum som utilfredsstillende og begyndte at arbejde for et uafhængigt, fransk forsvar. Frankrig trak sin middelhavsflåde ud af NATO kommandoen 11. marts 1959 og arbejdede henimod et selvstændigt atomvåbenprogram.[kilde mangler]

I juni 1959 forbød de Gaulle al udstationering af udenlandske atomvåben på fransk jord, og USA trak 200 militærfly ud af Frankrig. Dermed blev 26th Tactical Reconnaisance Wing, der tidligere var baseret i Tol-Rosiéres luftbasen, relokeret til Ramstein Air Base i Vesttyskland, og Tol-Rosiéres blev givet tilbage til Frankrig i 1967.[kilde mangler] Mellem 1950 og 1967 drev det amerikanske luftvåben ti større baser i Frankrig. 13. februar 1960 afprøvede Frankrig sin første atombombe,[16] Gerboise Bleue.[17]

Selv om Frankrig udviste solidaritet med resten af NATO under Cubakrisen i 1962, fortsatte de Gaulle sine bestræbelser for et selvstændigt fransk forsvar ved også at trække de franske atlanterhavs- og kanalflåder ud af den integrerede NATO kommando. I 1966 blev de franske, væbnede styrker også trukket ud af NATO's integrerede kommando, og alle udenlandske tropper blev bedt om at forlade Frankrig.[kilde mangler] Frankrig fortsatte dog som medlem af den politiske alliance. Frankrigs nej til udenlandske tropper resulterede i, at NATO's europæiske overkommando (SHAPE) blev flyttet fra Paris til Casteau, nord for Mons i Belgien 16. oktober 1967.[18] Frankrig trådte igen ind i NATO's militære kommando i 1993.[kilde mangler]

Standardiseringer

Uddybende Uddybende artikler: STANAG og NATO Stock Number

Skabelsen af NATO havde som konsekvens, at der blev brug for en standardisering af militær teknologi. Standardiseringen skete gennem STANAG aftalen, der blandt andet resulterede i en fælles kaliber for militære håndvåben, fælles procedurer for militære lufthavne og en række andre standardiseringer.[kilde mangler] Der blev også brug for en fælles militær strategi. Den blev sikret gennem fælles kommando, kontrol og kommunikationscentre.

Afspænding og ny skærpelse af konflikten

Uddybende Uddybende artikler: Traktaten om ikke-spredning af kernevåben og Dobbeltbeslutningen

Under det meste af den kolde krig optrådte NATO ikke som organisation i åbne militære konflikter. 1. juli 1968 blev Traktaten om ikke-spredning af kernevåben åbnet for underskrifter.[kilde mangler]

30. maj 1978 definerede NATO landene to yderligere mål for alliancen: At opretholde sikkerheden og arbejde for afspænding. Dette skulle gøres ved at tilpasse alliancens militære magt til Warszawapagtens offensive formåen uden at starte et våbenkapløb.[kilde mangler]

12. december 1979 efter at warszawapagtlandene havde øget deres atomvåbenkapacitet i Europa, blev yderligere amerikanske atomvåben deployeret i Europa. De nye våben skulle styrke Vestens forhandlingsposition i forhandlingerne om nedrustning. Beslutningen blev kaldt Dobbeltbeslutningen,[19] fordi den egentlig indeholdt to beslutninger. Man ville tilbyde Sovjetunionen nedrustningsforhandlinger, men samtidig opruste, hvis ikke disse forhandlinger førte til noget. I 1983-1984 blev der i forbindelse med denne beslutning opstillet amerikanske Pershing II raketter i Europa som svar på Warszawapagtlandenes oprustning med SS-20 mellemdistanceraketter i Europa.[20] Pershing II raketterne[21] var i stand til at nå Moskva på få minutter. Denne oprustning førte til protester fra fredsbevægelserne i Vesteuropa.[kilde mangler]

I denne periode var der ikke de store ændringer i NATO's sammensætning. I 1974 trak Grækenland sine tropper væk fra NATO kommandoen, og 30. maj 1982 blev Spanien medlem af alliancen.[22] Efter græsk-tyrkiske spændinger efter striden om Cypern i 1974 blev de græske styrker igen underlagt NATO kommandoen i 1980 i samarbejde med Tyrkiet.[kilde mangler]

I november 1983 skabte NATO-øvelsen Able Archer 83 panik i Kreml. Øvelsen simulerede et atomvåbenangreb mod Sovjet. Det sovjetiske lederskab blev bekymret for, at den amerikanske præsident Ronald Reagan havde planlagt at starte et rigtigt angreb. Som reaktion blev de sovjetiske atomvåbenstyrker i Østtyskland og Polen sat i alarmberedskab. Selvom Sovjetunionens reaktion i samtiden blev udlagt som propaganda, mener mange historikere,[kilde mangler] at den sovjetiske frygt for et angreb var ægte.[kilde mangler]

Operation Gladio

Uddybende Uddybende artikel: Operation Gladio

24. oktober 1990 afslørede den italienske premierminister, Giulio Andreotti, eksistensen af Gladio, en hemmelig, paramilitær milits, hvis officielle mål var at udkæmpe en guerillakrig bag fjendens linjer i tilfælde af et angreb fra warszawapagtlandene. Andreotti fortalte det italienske parlament, at NATO længe i det skjulte havde trænet partisaner til dette formål.[23][24][25]

Gladio programmet var tilsyneladende aktivt i alle europæiske NATO-lande og nogle neutrale lande og kaldes uformelt Operation Gladio. Emnet er specielt kontroversielt i Italien, hvor en rapport i 2000 konkluderede, at Gladio havde været involveret i nyfascistisk terrorisme, der skulle mindske kommunistisk, politisk indflydelse i landet.[26][27]

Efter den kolde krig

Uddybende Uddybende artikel: Kosovokrigen

Afslutningen på den kolde krig og opløsningen af Warszawapagten i 1991 fjernede NATO's primære modstander. Dette gav anledning til en strategisk revaluering af NATO's formål og opgaver. I praksis medførte det en gradvis (og stadig igangværende) ekspansion af NATO i Østeuropa og en udvidelse af aktiviteter til en række områder, der ikke tidligere havde været NATO's arbejdsområder. Den første udvidelse af NATO efter den kolde krig skete med genforeningen af Tyskland 3. oktober 1990 efter Berlinmurens fald. Det tidligere Østtyskland blev en del af Tyskland og dermed også af NATO alliancen. For at sikre en sovjetisk godkendelse af et forenet Tyskland, der fortsat var en del af NATO, blev det aftalt, at udenlandske tropper og atomvåben ikke måtte udstationeres i Østtyskland. Fra russisk side påstås at der blev lavet en mundtlig aftale om at NATO aldrig ville blive udvidet længere østpå, men dette bestrides af NATO.[28]

28. februar 1994 deltog NATO for første gang i åben kamp, da fire serbiske fly blev skudt ned efter at have brudt et flyveforbud over Bosnien-Hercegovina der var beordret af FN.[kilde mangler] NATO håndhævede flyveforbuddet, der var startet 12. april 1993 og sluttede 20. december 1995.[kilde mangler] NATO's luftangreb i 1995 hjalp med til at afslutte krigen på Balkan.

Mellem 1994 og 1997 dannede NATO flere fora for regionalt samarbejde mellem NATO og alliancens naboer, for eksempel Partnerskab for fred og Euro-Atlantic Partnership Council. 8. juli 1997 blev tre tidligere kommunistiske lande, Ungarn, Tjekkiet og Polen inviteret til at deltage i NATO alliancen[29] og blev formelt medlemmer i 1999.[30]

24. marts 1999 deltog NATO i den første større konflikt i alliancens historie, da NATO styrker gik ind i Kosovokrigen med en 11 uger lang luftkampagne mod dele af det daværende Jugoslavien (nuværende Serbien). En formel krigserklæring fandt aldrig sted. De serbiske jugoslaver kaldte Kosovokrigen for militær aggression og imod FN-charteret.[31]

Konflikten sluttede 11. juni 1999, da Slobodan Milošević bøjede sig for NATO's krav og accepterede resolution 1244.[32] NATO hjalp derefter med at etablere KFOR,[33] en NATO ledet styrke under FN mandat, der varetager sikkerheden i Kosovo.

NATO efter 11. september 2001

NATO's ekspansion, aktiviteter og geografiske dækning er blevet forøget yderligere efter terrorangrebet 11. september 2001. Angrebet førte til, at NATO chartrets artikel 5 blev taget i brug. Artikel 5 siger, at et angreb på en medlemsstat anses for et angreb på alle alliancens medlemmer. 4. oktober 2001 fastslog NATO endeligt, at angrebet var dækket af artikel 5.[34]

Angrebet medførte de første militære aktioner begrundet med artikel 5 i NATO's historie: Operation Eagle Assist og Operation Active Endeavour.

På trods af denne hurtige, solidariske reaktion stod NATO snart over for en krise. 10. februar 2003 nedlagde Frankrig og Belgien veto mod planer om at forsvare Tyrkiet i tilfælde af en krig med Irak. Begrundelsen var, at sådanne planer ville sende et signal om, at forhandlingerne med Irak havde slået fejl.[35] Tyskland brugte ikke sin veto-ret, men støttede alligevel Frankrigs og Belgiens veto.[kilde mangler]

I spørgsmålet om Afghanistan udviste alliancen til gengæld større sammenhold. 16. april 2003 enedes NATO landene om at tage kommandoen over International Security Assistance Force (ISAF) i Afghanistan. Forslaget blev fremsat af Tyskland og Holland, de to lande der ledte ISAF, og alle 19 NATO ambassadører godkendte beslutningen enstemmigt. ISAF kom under NATO's kontrol 11. august. Det var første gang i NATO's historie, at alliancen styrede en militær operation uden for Europa.[36]

31. juli 2006 overtog en NATO-ledet styrke bestående af tropper fra Canada, Storbritannien, Tyrkiet, Danmark og Holland de militære operationer i det sydlige Afghanistan fra en amerikansk ledet styrke.[37]

Fire gange 30

NATO's generalsekretær Jens Stoltenberg annoncerede i 2018 at NATO's medlemsstater skal kunne udsende 30 mekaniserede bataljoner, 30 eskadriller kampfly og 30 krigsskibe indenfor 30 dage i 2020.[38]

Ekspansion og omstrukturering

NATO topmødet i Prag i 2002

Nye NATO-strukturer blev skabt, og gamle nedlagt. NATO's reaktionsstyrke, NATO Response Force (NRF), blev dannet efter NATO topmødet i Prag 21. november 2002.[39] 19. juni 2003 startede en større omstrukturering af de militære NATO-kommandoer, da hovedkvarteret for Supreme Allied Commander Atlantic blev nedlagt og en ny kommando, Allied Command Transformation (ACT) blev oprettet i Norfolk i Virginia i USA. Samtidig blev Supreme Headquarters Allied Powers Europe (SHAPE) også hovedkvarter for Allied Command Operations (ACO). ACT er ansvarlig for at transformere NATO til fremtidige opgaver, mens ACO er ansvarlig for militære operationer.[40]

Udvidelsen med nye medlemslande fortsatte, og syv nye lande blev NATO-medlemmer: Estland, Letland, Litauen, Slovakiet, Slovenien, Bulgarien og Rumænien.[41] Disse lande blev inviteret til forhandlinger om medlemskab ved NATO-topmødet i Prag i 2002 og blev optaget i NATO 29. marts 2004. Udvidelsen var den største i NATO's historie.[42]

En række andre lande har også udtrykt ønske om at blive optaget i NATO, blandt andre Balkan-landet Bosnien-Hercegovina[43] og den tidligere sovjetreupblik Georgien.[44] Kosovo håber på at blive i stand til at søge om NATO-medlemskab.[45]

Rusland mener, at NATO's udvidelser mod øst siden slutningen på den kolde krig har været en klar overtrædelse af en aftale mellem den sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov og George H.W. Bush, der tillod en fredelig genforening af Tyskland. Rusland ser NATO's ekspansionspolitik som en fortsættelse af den kolde krigs forsøg på at omringe og isolere Rusland.[46][47][48]

Animeret, kronologisk kort over medlemslande i NATO
Animeret, kronologisk kort over medlemslande i NATO

Medlemslande

Kort der viser NATOs europæiske udvidelser til 2023.
NATO-landene pr. 2023.

Fremtidigt medlemskab

Artikel 10 af den Nordatlantiske Traktat gør det muligt for ikke-medlemslande at blive optaget i NATO:

Dato for optagelseLandUdvidelseNoter
4. april 1949Belgien BelgienGrundlæggere
Canada Canada
Danmark DanmarkInkluderer også de danske områder Grønland og Færøerne.
Frankrig FrankrigFrankrig trak sig fra den integrerede militære kommando i 1966. Frem til 1993 var Frankrig udelukkende medlem af NATO's politiske struktur.
Nederlandene Nederlandene
Island IslandIsland er det eneste medlem af alliancen, der ikke har sine egne stående, militære styrker. USA's militære styrke på Island blev trukket ud i september 2006. Island blev medlem af alliancen under betingelse af, at det ikke forventedes, at man oprettede et islandsk militær. Island har dog en kystvagt og har for nylig sendt norsktrænede tropper på fredsbevarende opgaver for NATO.
Italien Italien
Luxembourg Luxembourg
Norge Norge
Portugal Portugal
Storbritannien Storbritannien
USA USA
18. februar 1952Grækenland GrækenlandFørsteGrækenland trak sine tropper ud af NATO's integrerede militære kommando fra 1974-1980 som et resultat af de græsk-tyrkiske spændinger efter konflikten om Cypern i 1974.
Tyrkiet Tyrkiet
9. maj 1955Tyskland TysklandAndenVesttyskland blev optaget i 1955. Saarland blev genforenet med Vesttyskland i 1957, og Østtyskland og Vesttyskland blev genforenet 3. oktober 1990.
30. maj 1982Spanien SpanienTredje
12. marts 1999Polen PolenFjerde
Tjekkiet Tjekkiet
Ungarn Ungarn
29. marts 2004Bulgarien BulgarienFemte
Estland Estland
Letland Letland
Litauen Litauen
Rumænien Rumænien
Slovakiet Slovakiet
Slovenien Slovenien
1. april 2009Albanien AlbanienSjette
Kroatien Kroatien
5. juni 2017Montenegro Montenegro[49]Syvende
27. marts 2020Nordmakedonien Nordmakedonien[50]Ottende
4. april 2023Finland Finland[51]Niende
CitatDeltagerne kan ved enstemmig beslutning opfordre enhver anden europæisk stat, som er i stand til at fremme grundsætningerne i denne traktat og bidrage til det nordatlantiske områdes sikkerhed, til at tiltræde denne traktat. Enhver stat, som modtager en sådan opfordring, kan blive deltager i traktaten ved at deponere sit tiltrædelsesdokument hos Amerikas Forenede Staters regering. Amerikas Forenede Staters regering vil underrette enhver af deltagerne om deponering af ethvert sådant tiltrædelsesdokument.[52]Citat

Artikel 10 sætter to generelle begrænsninger for kommende medlemsstater:

  • Kun europæiske lande kan opnå medlemskab
  • Lande skal godkendes af alle eksisterende medlemslande. Det andet kriterium betyder, at enhver medlemsstat kan blokere for optagelsen af et land, som fx Tyrkiet gør ved at blokere for en optagelse af Cypern.[kilde mangler]

I 1999 blev der fastsat en procedure for optagelsen af fremtidige medlemslande, Membership Action Plan (MAP). Et potentielt medlemsland skal årligt rapportere om sine fremskridt inden for fem områder:[53]

  • Villighed til at bilægge internationale, etniske eller territoriale stridigheder fredeligt, forpligtelse over for menneskerettighederne, og demokratisk kontrol over væbnede styrker.
  • Evne til at bidrage til NATO's forsvar og missioner
  • Villighed til at bidrage med tilstrækkelige ressourcer til de væbnede styrker, så man er i stand til at møde kravene til medlemskab.
  • Sikkerhed i forbindelse med følsomme oplysninger og procedurer til at sikre dem
  • Landets lovgivningskompatibilitet med et NATO samarbejde

NATO giver feedback og teknisk rådgivning til det enkelte land og evaluerer dets fremskridt.[54]

Det er usandsynligt, at NATO skulle invitere lande som Irland, Østrig og Schweiz til medlemskab, fordi befolkningen og de valgte regeringer i disse lande ikke støtter et medlemskab i NATO.[kilde mangler] NATO anerkender officielt disse landes neutralitetspolitik.

Finland og Sverige indgav den 18. maj 2022 ansøgning om optagelse i NATO.[55]I Finlands parlament stemte 188 for og 8 imod og i Sveriges parlament 305 for og 44 imod at ansøge om medlemskab i NATO. Finland blev optaget i alliancen den 4. april 2023. Sveriges ansøgning er pr. april 2023 endnu ikke accepteret af NATO grundet modstand fra Ungarn og Tyrkiet.

Samarbejde med ikke-medlemslande

Det euro-atlantiske partnerskab

Uddybende Uddybende artikler: Partnerskab for fred og Euro-Atlantiske Partnerskabsråd
     NATO-medlemmer      Partnerskab for fred lande      Lande i Middelhavsdialogen

Der er blevet etableret to fora, der skal fremme fremtidigt samarbejde mellem de 30 NATO-lande og 20 såkaldte "partnerlande".

  • Partnerskab for fred (PfP) programmet blev etableret i 1994 og er baseret på individuelle relationer mellem hvert partnerland og NATO. Hvert partnerland må vælge sin grad af deltagelse. PfP programmet anses for at være den operationelle del af det euro-atlantiske partnerskab.[56]

De 20 partnerlande er:

  • Tidligere sovjetrepublikker:
  1. Armenien Armenien
  2. Aserbajdsjan Aserbajdsjan
  3. Georgien Georgien[58]
  4. Hviderusland Hviderusland
  5. Kasakhstan Kasakhstan
  6. Kirgisistan Kirgisistan
  7. Moldova Moldova
  8. Rusland Rusland
  9. Tadsjikistan Tadsjikistan
  10. Turkmenistan Turkmenistan
  11. Ukraine Ukraine
  12. Usbekistan Usbekistan
  • Lande der under den kolde krig var neutrale, men havde en kapitalistisk økonomi (og som samarbejder med NATO):
  1. Irland Irland[59]
  2. Schweiz Schweiz[60]
  3. Sverige Sverige[61]
  4. Østrig Østrig[62]
  1. Bosnien-Hercegovina Bosnien-Hercegovina (ansøger om NATO-medlemskab og har MAP[43])
  2. Serbien Serbien (samarbejder med NATO[63])
  3. Kosovo Kosovo (løsrevet fra Serbien i 2008) håber på at blive i stand til at søge om NATO-medlemskab.[64]

Den Individuelle Partnerskabshandlingsplan

Den Individuelle Partnerskabshandlingsplan (IPAP), der så dagens lys ved NATO topmødet i Prag i 2002, er åben for lande, der har den politiske vilje til at øge deres samarbejde med NATO.[65][66]

IPAP handleplaner er oprettet med disse lande:

Middelhavsdialogen

Uddybende Uddybende artikel: Middelhavsdialogen

Middelhavsdialogen der blev startet i 1994, er et forum for samarbejde mellem NATO og syv lande i Middelhavsområdet.

I 2004 styrkedes Middelhavsdialogen på et topmøde i Istanbul, og blev hvad NATO kalder et "ægte partnerskab," med en række nye mål: Styrkelse af den politiske dialog, større interoperabilitet, en forsvarsreform og terrorbekæmpelse.[69] Flere af Middelhavsdialogens medlemmer er allerede "Større ikke-NATO-allieret" med USA.[70]

Andre partnere

Tidligere Sovjetrepublikker

NATO samarbejder med Rusland i NATO-Rusland Rådet, der blev etableret i maj 2002.[71] NATO samarbejder med de to sortehavslande Ukraine[72] og Georgien[44] samt med Moldova;[73] de tre lande er blevet foreslået som større ikke-NATO allierede med USA.[74]

NATO og Israel

Israel er med i middelhavsdialogen og har søgt at udvide sit samarbejde med NATO. Siden 1989 har Israel været større ikke-NATO allieret med USA.[75] Israel blev for første gang besøgt af en NATO-leder 23. februar – 24. februar 2005.[76] Den første fælles flådeøvelse mellem NATO og Israel fandt sted 27. marts 2005.[77] I juni samme år deltog israelske tropper i NATO øvelser.

Flere har talt for, at Israel optages i NATO-alliancen, blandt andre Spaniens tidligere premierminister, José María Aznar og den italienske forsvarsminister Antonio Martino. Men NATO's generalsekretær Jaap de Hoop Scheffer, afviste i september 2006 at et Israelsk medlemskab kan komme på tale. Israel har heller ikke søgt om en optagelse i NATO.[78]


NATO og Asien / Oceanien

Filippinerne har siden 1951 været allieret med USA.[79] Filippinerne fik betegnelsen større ikke-NATO allieret[70] 6. oktober 2003, hvilket tillod USA og Filippinerne at samarbejde om militær forskning og udvikling. Et andet ASEAN-land,[80] som er også er større ikke-NATO allieret med USA, er Thailand.[70] ASEAN-medlemmet Vietnam har siden 2012 arbjedet nært sammen med USA både økonomisk og militært.[81] Taiwan er de facto større ikke-NATO allieret med USA.[70] I april 2005 indgik Australien, der siden 1951 har været allieret med USA,[82] en sikkerhedsaftale med NATO, der skulle øge efterretningssamarbejdet i krigen mod terrorisme. Australien har også en forsvarsattaché posteret i NATO's hovedkvarter.[83] Samarbejde med Japan, Sydkorea og New Zealand er også blevet udtrykt som værende en prioritet.[84] Saudi-Arabien og tre andre arabiske lande[85] samt Indien[86] er blevet foreslået som større ikke-NATO allierede med USA.

NATO og Latinamerika

Colombia er allerede NATO’s partner,[87] og Argentina er allerede større ikke-NATO-allieret med USA.[70] I 2019 var USA’s præsident Trump fortaler for at lade Brasilien blive medlem,[88] og Trump har udnævnt Brasilien til større ikke-NATO allierede med USA.[89] Mexico er også blevet foreslået som muligt fremtidigt medlem af NATO.[90] Samarbejde mellem NATO og El Salvador er også blevet udtrykt som værende en prioritet.[84] Ifølge USA's udenrigsministerium er Chile en af USA's stærkeste partnere i Latinamerika.[91]

NATO's øvrige partnere

Ifølge NATO's hjemmeside hører Pakistan[92] til NATO’s partnere.[93]

Ligeledes ifølge NATO's hjemmeside samarbejder NATO med flere europæiske lande så som Irland,[94] Sverige,[95] og Schweiz,[96] Østrig[97] og Serbien.[98]

Politisk struktur

NATO's generalsekretær fra 1. august 2009 - 1. oktober 2014[99] Anders Fogh Rasmussen

Som alle alliancer styres NATO i sidste ende af sine 31 medlemslande. Den Nordatlantiske Traktat, og andre aftaler, fastsætter rammer for hvordan beslutninger tages i NATO. Hver af de 31 medlemslande sender en delegation, eller mission, til NATO's hovedkvarter i Bruxelles i Belgien. Lederen af hver delegation kaldes "den permanente repræsentant" og er normalt en højtrangerende embedsmand eller erfaren ambassadør. Den permanente repræsentant har diplomatisk status af ambassadør.

Sammen udgør de permanente repræsentanter det Nordatlantiske Råd (NAC), et organ der mødes mindst en gang om ugen og har den politiske beslutningsmagt inden for NATO. Der er også jævnlige møder i rådet med deltagelse af udenrigsministre, forsvarsministre eller regeringsledere, og det er ved disse møder, store beslutninger om NATO's politik normalt bliver taget. Det skal dog bemærkes, at rådet har samme politiske beslutningsmagt, ligegyldigt hvilket niveau møderne foregår på.

Møderne i det Nordatlantiske Råd ledes af NATO's generalsekretær, og når beslutninger skal træffes, træffes beslutningerne enstemmigt. Der stemmes ikke, og der kan ikke tages beslutninger ud fra flertallets ønsker.[100]

Et andet medlem af hvert lands NATO-delegation er den militære repræsentant, en højtrangerende officer fra det enkelte lands militær. Sammen udgør de militære repræsentanter den Militære Komité,[101] et organ, der er ansvarligt for at udarbejde anbefalinger til det politiske organ i militære spørgsmål. Til tider holder rådet også møder med landenes forsvarschefer.

NATO's Parlamentariske Forsamling (NPA) udgøres af repræsentanter fra medlemslandene og repræsentanter fra 13 partnerlande.[102] Officielt er forsamlingen ikke en del af NATOs politiske struktur og har som arbejdsområde at samle NATO-lande til diskussioner om sikkerhedspolitik.

NATO's generalsekretærer

NATO's generalsekretær[103]
1General Lord IsmayStorbritannien Storbritannien4. april 1952 – 16. maj 1957
2Paul-Henri SpaakBelgien Belgien16. maj 1957 – 21. april 1961
3Dirk U. StikkerHolland Holland21. april 1961 – 1. august 1964
4Manlio BrosioItalien Italien1. august 1964 – 1. oktober 1971
5Joseph LunsHolland Holland1. oktober 1971 – 25. juni 1984
6Lord CarringtonStorbritannien Storbritannien25. juni 1984 – 1. juli 1988
7Manfred WörnerVesttyskland Vesttyskland1. juli 1988 – 13. august 1994
8Sergio BalanzinoItalien Italien13. august 1994 – 17. oktober 1994
9Willy ClaesBelgien Belgien17. oktober 1994 – 20. oktober 1995
10Sergio BalanzinoItalien Italien20. oktober 1995 – 5. december 1995
11Javier SolanaSpanien Spanien5. december 1995 – 6. oktober 1999
12Lord Robertson of Port EllenStorbritannien Storbritannien14. oktober 1999 – 17. december 2003
13Alessandro Minuto-RizzoItalien Italien17. december 2003 – 1. januar 2004
14Jaap de Hoop SchefferHolland Holland1. januar 2004 – 1. august 2009
15Anders Fogh RasmussenDanmark Danmark1. august 2009 – 1. oktober 2014[99]
16Jens StoltenbergNorge Norge1. oktober 2014 -

Militær struktur

NATO E-3A AWACS fly med amerikanske F-16 fly under en NATO øvelse

NATO's militære operationer ledes af to strategiske ledere, begge højtstående officerer fra USA's militær, assisteret af en stab, der udgøres af medlemmer fra hele NATO. De strategiske ledere er underlagt den Militære Komité.

Før 2003 var de strategiske ledere øverste, allierede leder i Europa (SACEUR) og den øverste allierede leder for Atlanten (SACLANT). Under den nuværende ordning er den samlede kommando delt mellem to kommandocentre, Allied Command Transformation (ACT), der er ansvarlig for udvikling og træning af NATO-styrkerne, og Allied Command Operations, der er ansvarlig for NATO's militære operationer på verdensplan. Lederen af Allied Command Operations har beholdt titlen SACEUR, og hovedkvarteret er stadig SHAPE, der ligger i Belgien. ACT derimod ligger i det tidligere SACLANT hovedkvarter i Norfolk i Virginia, USA.[kilde mangler]

NATO's militære ledere

SACEUR

Stillingen som chef for Allied Command Europe, der siden 2003 har heddet Allied Command Operations, er blevet besat af følgende:[104]

NavnVærnFraTil
1.General of the Army Dwight D. EisenhowerU.S. Army2. april 195130. maj 1952
2.General Matthew RidgwayU.S. Army30. maj 195211. juli 1953
3.General Alfred GruentherU.S. Army11. juli 195320. november 1956
4.General Lauris NorstadU.S. Air Force20. november 19561. januar 1963
5.General Lyman LemnitzerU.S. Army1. januar 19631. juli 1969
6.General Andrew GoodpasterU.S. Army1. juli 196915. december 1974
7.General Alexander HaigU.S. Army15. december 19741. juli 1979
8.General Bernard W. RogersU.S. Army1. juli 197926. juni 1987
9.General John GalvinU.S. Army26. juni 198723. juni 1992
10.General John ShalikashviliU.S. Army23. juni 199222. oktober 1993
11.General George JoulwanU.S. Army22. oktober 199311. juli 1997
12.General Wesley ClarkU.S. Army11. juli 19973. maj 2000
13.General Joseph RalstonU.S. Air Force3. maj 200017. januar 2003
14.General James L. JonesU.S. Marine Corps17. januar 20037. december 2006
15.General Bantz John CraddockU.S. Army7. december 20062. juli 2009
16.Admiral James G. StavridisU.S. Navy2. juli 200913. maj 2013
17.General Philip M. BreedloveU.S. Air Force13. maj 20134. maj 2016
18.General Curtis ScaparrottiU.S. Army4. maj 20163. maj 2019
19.General Tod D. WoltersU.S. Air Force3. maj 20194. juli 2022
20.General Christopher G. CavoliU.S. Army4. juli 2022nuværende

Note: Fra Ridgways tid har SACEUR også været chef for United States European Command

Noter

  1. ^ Den Europæiske Union Publikationskontor. "NATO (Den Nordatlantiske Traktats Organisation)". Eur-Lex. Hentet 23. oktober 2022.
  2. ^ Thies, Wallace J. (15. juni 2014). "NATO before the Korean War: April 1949–June 1950 by Lawrence A. Kaplan (review)". Journal of Cold War Studies. 16 (2): 128-128.
  3. ^ NATO - Topic: NATO and Afghanistan
  4. ^ a b NATO - Topic: Member countries
  5. ^ Bruxelles-Traktaten – EUABC.com
  6. ^ Forhandlingerne om Artikel 5 Arkiveret 13. april 2007 hos Wayback Machine – NATO review, sommer 2006
  7. ^ NATO - Declassified: Canada and NATO - 1949
  8. ^ NATO | Founders, History, Purpose, Countries, Map, & Facts | Britannica
  9. ^ Underskriftsceremonien og taler af Harry S. Trumann og den norske og danske udenrigsminister er dokumenteret i filmen Atlantpagten
  10. ^ 50th Anniversary of the North Atlantic Treaty – National Archives and Record Administration
  11. ^ ANZUS Arkiveret 10. maj 2007 hos Wayback Machine – Australian War Memorial
  12. ^ Molotov's Proposal that the USSR Join NATO, March 1954 | Wilson Center
  13. ^ Soviets tried to join Nato in 1954 | World news | The Guardian
  14. ^ 1955: West Germany accepted into Nato – BBC.co.uk
  15. ^ Warsaw Pact | Summary, History, Countries, Map, Significance, & Facts | Britannica
  16. ^ nuclear weapon - France | Britannica
  17. ^ Declassified files expose lies of French nuclear tests
  18. ^ NATO update 1966
  19. ^ NATO | lex.dk – Den Store Danske
  20. ^ NATO - 1979: The Soviet Union deploys its SS20 missiles and NATO responds, 04-Mar.-2009
  21. ^ NATO Update - 1979
  22. ^ NATO Update - 1982
  23. ^ Secret agents, freemasons, fascists... and a top-level campaign of political 'destabilisation' – Cambridge Clarion, 5. december 1990
  24. ^ "The dark side of the West". Arkiveret fra originalen 9. marts 2007. Hentet 24. april 2007.
  25. ^ Gladio is still opening wounds – Cambridge Clarion, 1. december 1990
  26. ^ US 'supported anti-left terror in Italy' – The Guardian, 24 juni 2000
  27. ^ Nekrolog for Paolo Emilio Taviani – The Guardian, 21. juni 2001
  28. ^ Gorbachev's Lost Legacy Arkiveret 18. maj 2007 hos Wayback Machine – The Nation, 24. februar 2005
  29. ^ https://www.nato.int/docu/comm/1999/9904-wsh/pres-eng/03acce.pdf
  30. ^ https://www.nytimes.com/1999/03/13/world/expanding-alliance-the-overview-poland-hungary-and-the-czechs-join-nato.html
  31. ^ FN's definition af agression blev fastsat af FN's generalforsamling 14. december 1974 i resolution 3314: "Aggression er en stats brug af væbnet magt mod en anden stats suverænitet, territoriale integritet eller politiske selvstændighed, eller i enhver anden sammenhæng hvor det er imod FN's charter."
  32. ^ FN's resolution 1244
  33. ^ North Atlantic Treaty Organization - NATO in the post-Cold War era | Britannica
  34. ^ Invocation of Article 5 confirmed NATO.int, 3. oktober 2001
  35. ^ France, Belgium, Germany veto NATO defence plan for Turkey – CBC News, 10. februar 2003
  36. ^ Pressekonference med Afghanistans udenrigsminister, Abdullah Abdullah, den tyske forsvarsminister Struck og NATO's vicegeneralsekretær, Minuto Rizzo – 11. august 2003
  37. ^ Special Edition: NATO EXPANDS TO SOUTHERN AFGHANISTAN Arkiveret 30. september 2007 hos Wayback Machine – Transatlantic Focus, 7. august 2006
  38. ^ Mørke skyer over NATO-toppmøtet: Frykter nye harde Trump-krav
  39. ^ The NATO Response Force – NRF – SHAPE's hjemmeside
  40. ^ Transforming NATO's military structures Arkiveret 1. april 2008 hos Wayback Machine – NATO Review, foråret 2004
  41. ^ B 143 – FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING VEDRØRENDE NATO'S UDVIDELSE – Udenrigsministeriet
  42. ^ Seven new members join NATO – NATO update, 29. marts 2004
  43. ^ a b NATO - Topic: Membership Action Plan (MAP)
  44. ^ a b NATO - Topic: Relations with Georgia
  45. ^ Kosovo PM: “After approving army, Kosovo will apply for NATO” - Top Channel
  46. ^ NATO Seeking to Weaken CIS by Expansion — Russian General Arkiveret 13. november 2006 hos Wayback Machine – MOSNEWS.COM, 1. december 2005
  47. ^ UKRAINE MOVES CLOSER TO NATO MEMBERSHIP – The Jamestown Foundation, 29. april 2005
  48. ^ Condoleezza Rice wants Russia to acknowledge USA's interests on post-Soviet space – Pravda, 4. maj 2006
  49. ^ jyllands-posten.dk: Montenegro er blevet medlem af Nato
  50. ^ "North Macedonia joins NATO as 30th Ally". NATO. 27. marts 2020. Hentet 29. marts 2020.
  51. ^ Finland to join NATO as Allied Foreign Ministers meet, NATO.int, 4. april 2023
  52. ^ Den Nordatlantiske Traktat
  53. ^ The Membership Action Plan – NATO Handbook
  54. ^ "Membership Action Plan (MAP)". Arkiveret fra originalen 14. maj 2004. Hentet 14. maj 2004.
  55. ^ Officiel pressemeddelelse fra NATO om modtagelse af ansøgninger fra Finland og Sverige, NATO.intl, 18. maj 2022
  56. ^ The Partnership for Peace – NATO Topics
  57. ^ The Euro-Atlantic Partnership Council – NATO Topics
  58. ^ https://mod.gov.ge/en/page/38/nato-georgia-cooperation
  59. ^ NATO ‘committed to partnership with Ireland’ says Alliance deputy chief
  60. ^ NATO: Partnerschaft für den Frieden
  61. ^ Finland och Sverige driver närmare Nato – utan att bekräfta slutmålet
  62. ^ Zusammenarbeit Österreichs mit der NATO im Rahmen der Sicherheitspolitik - Bundeskanzleramt Österreich
  63. ^ NATO official: Serbia is a valued and longstanding partner – EURACTIV.com
  64. ^ Kosovo parliament urges government to start NATO membership bid | Reuters
  65. ^ NATO fortsætter med at skabe sikkerhed gennem Partnerskab Arkiveret 10. maj 2007 hos Wayback Machine – NATO Nyt, forår 2003
  66. ^ Forstå PfP's værktøjskasse Arkiveret 10. maj 2007 hos Wayback Machine – NATO Nyt, forår 2003
  67. ^ Mission of the Republic of Azerbaijan to NATO
  68. ^ Overview of Azerbaijan-NATO Partnership
  69. ^ Åbning mod Middelhavsområdet og Mellemøstregionen – NATO Nyt, efterår 2004
  70. ^ a b c d e Major Non-NATO Ally Status - United States Department of State
  71. ^ Analyse – En ny begyndelse Arkiveret 1. april 2008 hos Wayback Machine – NATO Nyt, sommer 2002
  72. ^ NATO - Topic: Relations with Ukraine
  73. ^ NATO - Topic: Relations with the Republic of Moldova
  74. ^ Statement by the President on the Ukraine Freedom Support Act | whitehouse.gov
  75. ^ U.S. declares Afghanistan major non-NATO ally to ensure the nation gets defense aid beyond 2014 troop withdrawal | Daily Mail Online
  76. ^ Israel, NATO to seek closer ties during Scheffer visit Arkiveret 29. september 2007 hos Wayback Machine – The Daily Star, 25. februar 2005
  77. ^ Israel, NATO Conduct First Joint Naval Exercise Arkiveret 3. maj 2016 hos Wayback Machine – Jewish Virtual Library
  78. ^ Israel NATO Membership ‘Not on the Table’: Scheffer (Webside ikke længere tilgængelig) – DefenseNews.com, 2. september 2006
  79. ^ Mutual Defense Treaty Between Rp & Usa - Chan Robles Virtual Law Library
  80. ^ U.S. and ASEAN join forces in historic exercise | ShareAmerica
  81. ^ "Welcome globalbalita.com - BlueHost.com". Arkiveret fra originalen 7. april 2020. Hentet 23. maj 2020.
  82. ^ ANZUS Pact | Britannica
  83. ^ Round-up: Australia, NATO seek closer ties – People's Daily Online, 2. april 2005
  84. ^ a b News conference by the NATO Secretary General – Informal meeting of the North Atlantic Council at the level of Foreign Ministers – NATO Speeches, 27. april 2006
  85. ^ U.S. may raise Arab states to 'major' ally status - POLITICO
  86. ^ US Senate okays non-Nato ally status for India | India News - Times of India
  87. ^ NATO - Topic: Relations with Colombia
  88. ^ Trump says strongly considering NATO membership for Brazil | Reuters
  89. ^ "Arkiveret kopi". Arkiveret fra originalen 10. maj 2020. Hentet 12. maj 2020.
  90. ^ Why NATO Should Accept Mexico | HuffPost Politics
  91. ^ U.S. Relations With Chile - United States Department of State
  92. ^ NATO - Partners
  93. ^ NATO - Topic: Relations with partners across the globe
  94. ^ NATO - Topic: Relations with Ireland
  95. ^ NATO - Topic: Relations with Sweden
  96. ^ NATO - Topic: Relations with Switzerland
  97. ^ NATO - Topic: Relations with Austria
  98. ^ NATO - News: NATO and Serbia boost cooperation on defence education , 25-Feb.-2020
  99. ^ a b Morten Bruno Engelschmidt (28. marts 2014). "Jens Stoltenberg: NATO skal både samarbejde og vise styrke". TV2 Nyheder. Hentet 30. september 2014.
  100. ^ HOW DOES NATO WORK? – Foreign & Commonwealth Office
  101. ^ NATO Organisation: Civilian & military structures
  102. ^ "About the NATO Parliamentary Assembly". Arkiveret fra originalen 22. juli 2011. Hentet 1. maj 2007.
  103. ^ NATO Who's who? - Secretaries General of NATO
  104. ^ NATO's liste over SACEUR. Indeholder også links til biografier.

Eksterne henvisninger

  • v
  • d
  • r
Efterkrigstiden (1945 til 1989)
Efterkrigstiden
Den kolde krig
68'erne
Europæisk integration

Autoritetsdata

Koordinater: 50°52′47.9″N 4°25′32.7″Ø / 50.879972°N 4.425750°Ø / 50.879972; 4.425750

Medier brugt på denne side

Flag of Albania.svg
Flag of Albania
Flag of Canada (Pantone).svg
Flag of Canada introduced in 1965, using Pantone colors. This design replaced the Canadian Red Ensign design.
Flag of Finland.svg
Finlands flag
Flag of Croatia.svg
Det er let at give dette billede en kant
Flag of Montenegro.svg
Montenegros flag (i brug den 13. juli 2004).
Flag of Portugal.svg
Flag of Portugal, created by Columbano Bordalo Pinheiro (1857–1929), officially adopted by Portuguese government in June 30th 1911 (in use since about November 1910). Color shades matching the RGB values officially reccomended here. (PMS values should be used for direct ink or textile; CMYK for 4-color offset printing on paper; this is an image for screen display, RGB should be used.)
Flag of Slovenia.svg
The flag of Slovenia.
"The construction sheet for the coat of arms and flag of the Republic of Slovenia
is issued in the Official Gazette Uradni list Republike Slovenije #67, 27 October 1994
as the addendum to the Law on the coat of arms and flag."
Flag of Austria.svg
Flag of Austria with the red in the Austrian national colours which was official ordered within the Austrian Armed Forces (Bundesheer) in the characteristic “Pantone 032 C” (since May 2018 the Red is ordered in the characteristic “Pantone 186 C”.)
NATO partnerships.svg
Forfatter/Opretter: Patrick, Licens: CC BY-SA 3.0
A global map of NATO partners around the world, with all the sovereign states that are under 20,000 km2 in area represented by a circle.
 
NATO member states
 
Membership Action Plan
 
Enhanced Opportunities Partner[1]
 
Individual Partnership Action Plan
 
Partnership for Peace (PfP)
 
Mediterranean Dialogue (MD)
 
Istanbul Cooperation Initiative (ICI)
 
Partners across the globe
Flag of Belgium.svg

Belgiens flag

This is the national flag of Belgium, according to the Official Guide to Belgian Protocol. It has a 13:15 aspect ratio, though it is rarely seen in this ratio.

Its colours are defined as Pantone black, Pantone yellow 115, and Pantone red 032; also given as CMYK 0,0,0,100; 0,8.5,79,0; and 0,94,87,0.
NATO-2002-Summit.jpg
NATO-Summit 2002
NATO members (blue).svg
Forfatter/Opretter: No machine-readable author provided. Alketii assumed (based on copyright claims)., Licens: CC BY-SA 3.0
Map of current member states of NATO
History of NATO enlargement.svg
Forfatter/Opretter: Patrickneil,, Licens: CC BY-SA 3.0
Kort over NATOs historiske udvidelser i Europa.
Anders Fogh Rasmussen - World Economic Forum Annual Meeting Davos 2008.jpg
Forfatter/Opretter: World Economic Forum, Licens: CC BY-SA 2.0
Anders Fogh Rasmussen, Prime Minister of Denmark, captured during the session 'Europe's Purpose' at the Annual Meeting 2008 of the World Economic Forum in Davos, Switzerland, January 26, 2008.
NATO vs. Warsaw (1949-1990).svg
Forfatter/Opretter: Julian Oster, Licens: CC BY-SA 3.0
Border of NATO and Warsaw Pact in contrast to each other from 1949 (formation of NATO) to 1990 (withdrawal of East Germany)
Nato awacs.jpg
Luxembourgian-registered NATO E-3 AWACS flying with three American Air Force F-16 Fighting Falcon fighter aircraft in a NATO exercise
Flag of Mauritania.svg
Flag of Mauritania, adopted in 2017. The National Assembly added red stripes to the top and bottom edges to represent “the blood shed by the martyrs of independence”.
Map of NATO chronological.gif
Forfatter/Opretter: Arz, Licens: CC BY-SA 3.0
An animated map of the expansion of the intergovernmental military alliance NATO from its founding to 2023.
North Atlantic Treaty Organization (orthographic projection).svg
Forfatter/Opretter: Addicted04, Licens: CC BY 3.0
North Atlantic Treaty Organization in orthographic projection.
NATO OTAN portrait logo.svg
NATO/OTAN Logo. Source converted by Imalipusram