Nürnbergprocessen

(c) Bundesarchiv, Bild 183-V01057-3 / CC-BY-SA 3.0
De anklagede (tættest på soldaterne), bageste række fra venstre: Karl Dönitz, Erich Raeder, Baldur von Schirach, Fritz Sauckel, Alfred Jodl, Franz von Papen, Arthur Seyß-Inquart, Albert Speer, Konstantin von Neurath og Hans Fritsche. Forreste række fra venstre: Hermann Göring, Rudolf Heß, Joachim von Ribbentrop, Wilhelm Keitel, Ernst Kaltenbrunner, Alfred Rosenberg, Hans Frank, Wilhelm Frick, Julius Streicher, Walter Funk og Hjalmar Schacht.

Nürnbergprocessen var tre retssager fra 1945 til 1949, som blev ført af de allierede mod tyske ledere efter anden verdenskrig i Nürnberg i den amerikanske sektor efter opdelingen af efterkrigstidens Tyskland. De anklagede var 24 topnazister samt flere fra de tyske koncentrationslejre. I den første Nürnbergproces blev der rejst tiltale mod NSDAP's ledergruppe, Gestapo og Sicherheitsdienst, SS, SA, Rigskabinettet og den tyske overkommando (OKW) for at begrænse retsagerne mod medlemmerne af de seks organisationer.

Af de 24 anklagede i den første proces, var de 21 til stede. Robert Ley begik selvmord, Martin Bormann var forsvundet og Gustav Krupp von Bohlen und Halbach blev fundet for svækket.

Baggrund

Amerikansk filmavis 17. oktober 1946 fra domfældelsen.
Domhuset i Nürnberg stod uskadet efter krigen.
Hermann Göring for domstolen.
Tribunalets præsident Lord Justice Lawrence.

Det var i udgangspunktet ingen selvfølge, at opgøret skulle ske ved en retssag efter juridisk mønster. Churchill havde foreslået, at 50-100 ledende nazister og militære ledere ved krigens slutning skulle henrettes som krigsforbrydere før en tilbagevenden til fredstidens retssikkerhed. Det britiske krigskabinet og den britiske justitsledelse sagde sig enige. Stalin fremholdt, at hvis 50.000 tyske officerer blev henrettet, kunne krigen afsluttes. Roosevelts opfatning er ikke kendt, men hans finansminister Henry Morgenthau ønskede at få Tyskland sønderbombet og landets ledelse helt udraderet. I en erklæring afgivet i Moskva 30. oktober 1943 fremkom, at de allierede ville holde alle tyske krigsforbrydere ansvarlige, men ikke noget om, hvordan det skulle ske.[1] 

Stalin var først til at ombestemme sig. I februar 1945 foreslog han en allieret domstol, og snart sluttede de andre seg til. 8. august 1945 blev der aftalt et charter til etablering af et internationalt militærtribunal. Dømmende tribunaler var en stalinistisk specialitet, hvor hans udrensninger i 1930'erne blev gennemført som retssager. Også i 1918 havde sejrsmagterne givet Tyskland al skyld for krigen, og fastlagt en fredstraktat, der straffede landets befolkning hårdt, iberegnet en mulig retssag mod kejser Wilhelm. Den blev der dog ikke noget af, da kejseren flygtede til Nederland, som nægtede at udlevere ham, mens straffen mod Tyskland gradvis mildnedes og bortfaldt. For at undgå et tilsvarende halvhjertet opgør, fremstod et tribunal som en fornuftig løsning.[2] 

Til trods for Roosevelts skepsis til Charles de Gaulle, fik Churchill skaffet Frankrig en plads i tribunalet, selv om landet ikke hadde været nogen allieret magt, men tværtimod besat område. Det internationale militærtribunal, IMT, blev dermed sat med fire dommere: Nikitsjenko fra Sovjetunionen, Biddle fra USA, de Vabres og Lord Justice Geoffrey Lawrence, som også var rettens formand. Amerikaneren Telford Taylor udarbejdede retningslinjerne.[3] Nürnbergs domhus stod mærkeligt nok uskadet efter bombeangrebene. Et par snes jurister fra de allierede gennemførte sagen, og vurderede dertil lovligheden af de vigtigste nazistiske organisationer for at skabe præcedens for senere retssager. Dermed var rigsregeringen, førerkorpset i NSDAP, SS og SD, Gestapo, SA, generalstaben og overkommandoen OKW til vurdering. De fleste blev dømt ulovlige.[4]

Men hvad kunne danne grundlag for at dømme en lovligt valgt regering, og for at dømme en militær ledelse, hvor generalerne gjorde, hvad generaler til alle tider har gjort, dvs. planlægge krige og føre dem? Et andet problem var forskellen på angelsaksisk common law og andet europæisk lovværk. Sovjetunionen var selv et diktatur, der forbrød sig mod de samme principper som Nazityskland havde, og selv havde overfaldet Polen som led i en ikke-angrebsaftale med Hitler i 1939. Anklagen mod tyskerne for Katynmassakren i 1940 droppede russerne selv, pga de åbenbare uklarheder som de andre allierede bemærkede ved sagen.[5]

Tre processer

  • Militærdomstol med en repræsentant fra hver af de fire stormagter mod de 24 topnazister (20. november 19451. oktober 1946).
  • Engelsk militærdomstol mod nazistiske ledere fra militæret.
  • Amerikansk militærdomstol mod nazistiske ledere fra retsvæsenet, industrien og militæret.

Domstolens placering

Sovjetunionen ønskede domstolen placeret i Berlin, men Nürnberg blev valgt fordi

  • Byen lå i den amerikanske sektor (Tyskland var opdelt i fire sektorer).
  • Byens domhus havde rigeligt med plads og var en af de få bygninger, som var næsten ubeskadiget efter intensive allierede bombardementer. Et stort fængsel hørte til komplekset.
  • Byen havde været centrum for mange af nazisternes store møder og havde stor symbolværdi for Det Tredje Rige.

Tiltalepunkter

(a) Forbrydelser mod freden (konspirations-anklagepunktet), at have planlagt eller åbnet en angrebskrig, eller krænket traktater.

(b) Krigsforbrydelser, dvs. brud på folkerettens bestemmelser om krigsfanger og repressalier.

(c) Forbrydelser mod menneskeheden, herunder mordcivile.

Ledere, organisationer eller medhjælpere, som deltog i planer eller konspirationer i henhold til ovennævnte paragraffer, blev i henhold til Charter of the International Military Tribunal af 8. august 1945 (Londontraktaten) anset for kollektivt ansvarlige.

Anklagede i Nürnberg:
Første række, venstre mod højre, Hermann Göring, Rudolf Hess, Joachim von Ribbentrop, Wilhelm Keitel,
Anden række, venstre mod højre Karl Dönitz, Erich Raeder, Baldur von Schirach og Fritz Sauckel.

Sagerne mod topnazisterne

NavnPositionDom
Martin BormannRigsminister. Hitlers privatsekretær fra 1941-1945.Dødsdom in absentia.
Karl DönitzStoradmiral og chef for den tyske flåde fra 1943-1945. Hitlers efterfølger.10 års fængsel.
Hans FrankGeneralguvernør i PolenDødsdom, eksekveret.
Wilhelm FrickRigsindenrigsminister. Rigsprotektor i Böhmen-Mähren fra 1943-1945.Dødsdom, eksekveret.
Hans FritzscheAfdelingschef i Goebbels propagandaministerium og radiospeaker.Frikendt.
Walter FunkRigsbankchef fra 1939-1945.Fængsel på livstid.
Hermann GöringRigsmarskal og øverstkommanderende for Luftwaffe.Dødsdom, begik selvmord aftenen før dødsdommen skulle eksekveres.
Rudolf HessHitlers stedfortræder til 1941. Interneret i England i 1941.Fængsel på livstid.
Alfred JodlGeneralstabschef og chef for OKW’s operative afdeling.Dødsdom, eksekveret.
Ernst KaltenbrunnerChef för RSHA og højest rangerende overlevende fra SS.Dødsdom, eksekveret.
Wilhelm KeitelGeneralfeltmarskal og chef for OKW.Dødsdom, eksekveret.
Gustav Krupp von Bohlen und HalbachIndustrimagnat og koncernchef for Kruppverken.Tiltale frafaldet af helbredmæssige årsager.
Robert LeyArbejdsleder og chef for Deutsche ArbeitsfrontBegik selvmord 25. oktober 1945.
Konstantin von NeurathDiplomat, udenrigsminister fra 1932-1938 og rigsprotektor i Böhmen-Mähren fra 1939-1943.15 års fængsel.
Franz von PapenDiplomat og ambassadør i Tyrkiet.Frikendt.
Erich RaederStoradmiral og chef for den tyske flåde fra 1935-1943.Fængsel på livstid.
Joachim von RibbentropUdenrigsminister fra 1938-1945.Dødsdom, eksekveret.
Alfred RosenbergNSDAP’s chefideolog og rigsminister for de okkuperede områder i øst.Dødsdom, eksekveret.
Fritz SauckelArbejdsleder. Generalbefuldmægtigede for mobilisering af arbejdskraft i 1942.Dødsdom, eksekveret.
Hjalmar SchachtRigsbankchef fra 1933-1939, økonomiminister fra 1934-1937.Frikendt
Baldur von SchirachRigsungdomsleder og chef for Hitlerjugend fra 1933-1940.20 års fængsel
Arthur Seyss-InquartRigskommisær i Nederlandene fra 1940-1945.Dødsdom, eksekveret.
Albert SpeerRustningsminister, Hitlers privatarkitekt og chef for Organisation Todt20 års fængsel
Julius StreicherGauleiter i Franken og chefredaktør for Der Stürmer.Dødsdom, eksekveret.

Retssagens afslutning og henrettelser

Domstolen afgav sine domme d. 1. oktober 1946 efter lang votering. Diskussionen drejede sig specielt om, hvorvidt Hess, Funk og Speer skulle dømmes til døden, eller modtage fængselstraffe til afsoning i Spandau-fængslet i Berlin.

De russiske dommere var stemt for dødsdom, men fik ikke medhold fra resten af dommerpanelet.

Den franske dommer ønskede halshugning af Keitel og Jodl, men fik ikke medhold.

Dødsdommene blev eksekveret natten til d. 16. oktober 1946 og skulle foregå ved hængning. Göring havde begået selvmord nogle timer før henrettelsen, hvorfor Ribbentrop blev den første, som besteg skafottet, efterfulgt af Keitel, Kaltenbrunner, Rosenberg, Frank, Frick, Streicher, Sauckel, Jodl og Seyss-Inquart.

(c) Bundesarchiv, Bild 119-5243 / CC-BY-SA 3.0
Seyß-Inquart med Hitler, Himmler og Heydrich i Wien i 1938. Seyß-Inquart blev henrettet i Nürnberg.

Henrettelserne påbegyndtes kl. 01.11 og blev afsluttet kl. 02.27. Alle 11 blev kremeret i Dachau koncentrationslejr.[6] Russerne insisterede på, at ligene først blev fotograferet nøgne.[7] Asken blev tømt i åen Wenzbach, der løber ud i floden Isar.[8]

Bagefter

Spiegel-journalist Felix Bohr har afsløret, hvordan fremtrædende repræsentanter for både den katolske og protestantiske kirke i Tyskland tidligt begyndte at så tvivl om Nürnbergdomstolen, ved at fremstille den som et udslag af hævnlyst og "sejrsjustits". Biskopper og kardinaler stod nærmest i kø hos de øverste allierede militærmyndigheder med ansøgninger om benådning for dømte massemordere.[9]

Tyske krigsforbrydere sad fængslet i flere vestlige lande, men med Vesttysklands forbindelser i Vesten blev de fleste løsladt. I Italien og Holland sad fem tyskere under politibevogtning: Herbert Kappler[10] som ansvarlig for Ardeatiner-massakren [11] i Rom, og "de fire fra Breda", som havde været afgørende ved deportationen af de hollandske jøder. Højtstående tyske politikere, deriblandt socialdemokraterne Willy Brandt og Helmut Schmidt, arbejdede for at få dem sat fri.[12] Den norske angiver Finn Knutinge Kaas,[13] der oprindeligt var dødsdømt, slap ud i november 1957 som følge af tyske myndigheders pres mod den norske regering.[9] Felix Bohr skildrer den vesttyske aktivitet til fordel for landsmænd, der sad arresteret i udlandet for krigsforbrydelser. Han har afsløret, hvordan kirkelige grupperinger, veteranforbund og diplomater dannede et indflydelsesrigt netværk, der tilbød juridisk og økonomisk hjælp. På et tidspunkt, da naziregimets ofre kæmpede for overlevelse, organiserede denne lobby støtte for forbryderne på allerhøjeste politiske niveau.[12]

Noter

  1. ^ Hans Fredrik Dahl: Krigen som aldri tar slutt (s. 70-71), forlaget Aschehoug, Oslo 2017, ISBN 978-82-03-29679-6
  2. ^ Hans Fredrik Dahl: Krigen som aldri tar slutt (s. 71-72)
  3. ^ http://c250.columbia.edu/c250_celebrates/remarkable_columbians/telford_taylor.html
  4. ^ Hans Fredrik Dahl: Krigen som aldri tar slutt (s. 73)
  5. ^ Hans Fredrik Dahl: Krigen som aldri tar slutt (s. 74)
  6. ^ "Photograph of all four ovens in the crematory at Dachau concentration camp". Arkiveret fra originalen 7. januar 2009. Hentet 24. november 2018.
  7. ^ Wehe den Besiegten: Von der Asche der Welt - Grieskirchen & Eferding
  8. ^ Hermann Goering - New World Encyclopedia
  9. ^ a b Kirkepresset som skulle få Norge til å løslate livstidsdømte naziforbrytere - Dagbladet
  10. ^ Kappler, Herbert - WW2 Gravestone
  11. ^ Ardeatine massacre - Alchetron, The Free Social Encyclopedia
  12. ^ a b The War Criminals’ Lobby: West German Aid for Nazi-Perpetrators Taken into Custody Abroad von Felix Bohr - Suhrkamp Insel Bücher Buchdetail
  13. ^ «Alt i alt blev det en flott fangst på 59 damer samt 8 herrer, alle tidligere i Gestapo-tjeneste»

Se også

Eksterne henvisninger


Koordinater: 49°27′16″N 11°02′54″Ø / 49.4544°N 11.0483°Ø / 49.4544; 11.0483

Medier brugt på denne side

1946-10-08 21 Nazi Chiefs Guilty.ogv
Twenty-one Nazi Chiefs Guilty, 1946/10/08 (1946). Nuremberg trials, 21 Nazis to learn fate at end of 10-month trial (partial newsreel)
Defendants in the dock at the Nuremberg Trials.jpg
Nuremberg Trials. Defendants in their dock, circa 1995-1996.
(in front row, from left to right): Hermann Göring, Rudolf Heß, Joachim von Ribbentrop, Wilhelm Keitel
(in second row, from left to right): Karl Dönitz, Erich Raeder, Baldur von Schirach, Fritz Sauckel
Ostbau Justizpalast Nürnberg.jpg
Justizpalast Nürnberg, Schauplatz der Nürnberger Prozesse 1945–49, aufgenommen im Jahr 2007
Bundesarchiv Bild 183-V01057-3, Nürnberger Prozess, Angeklagte.jpg
(c) Bundesarchiv, Bild 183-V01057-3 / CC-BY-SA 3.0
For documentary purposes the German Federal Archive often retained the original image captions, which may be erroneous, biased, obsolete or politically extreme. Info non-talk.svg
Nürnberger Prozess, Angeklagte

Zentralbild Ben/Pe Strafprozeß vor dem Internationalen Militärgerichtshof in Nürnberg vom 20.11.1945 bis 1.10.1946 gegen führende Personen (Hauptkriegsverbrecher) des faschistischen Deutschlands wegen Kriegsverbrechen, Verbrechen gegen den Frieden und gegen die Menschlichkeit; Abgeschlossen durch Urteil vom 3.9./1.10.1946. Urteilsvollstreckung am 16.10.1946. UBz: Den Stand der Angeklagten. Hintere Reihe von Links: Karl Dönitz, Erich Raeder, Baldur von Schirach, Fritz Sauckel, Alfred Jodl, Franz von Papen, Arthur Seyß-Inquart, Albert Speer, Konstantin von Neurath, Hans Fritzsche. Vordere Reihe von links: Hermann Göring, Rudolf Heß, Joachim von Ribbentrop, Wilhelm Keitel, Ernst Kaltenbrunner, Alfred Rosenberg, Hans Frank, Wilhelm Frick, Julius Streicher, Walter Funk und Hjalmar Schacht.

[Nürnberg.- Anklagebank im Prozess gegen die Hauptkriegsverbrecher vor dem Internationalen Militärgerichtshof]

Abgebildete Personen:

Goering on trial (color).jpg
German Reichsmarschall, Commander of the Luftwaffe Hermann Goering (1893 - 1946) during cross examination at his trial for war crimes in Room 600 at the Palace of Justice during the International Military Tribunal (IMT), Nuremberg, Germany, 1946.
Lord-justice-lawrence-at-nuremberg-72-867.jpg

Lord Justice Geoffrey Lawrence at the Nuremberg War Crimes Trials.

  • Subjects (ARC): Nuremberg Trial of Major German War Criminals, Nuremberg, Germany, 1945-1946
  • Subjects (HST): Nurnberg Trials; Germany - Nurnberg
  • People: Lawrence, Geoffrey
  • Accession number: 72-867
  • Physical Size: 7.25x9 inches
  • Color: Black & White
  • Cropped: no
Bundesarchiv Bild 119-5243, Wien, Arthur Seyß-Inquart, Adolf Hitler.jpg
(c) Bundesarchiv, Bild 119-5243 / CC-BY-SA 3.0
For documentary purposes the German Federal Archive often retained the original image captions, which may be erroneous, biased, obsolete or politically extreme. Info non-talk.svg
Wien, Arthur Seyß-Inquart, Adolf Hitler

Hitler in Wien mit Arthur Seyß-Inquart

[Österreich, Wien.- Adolf Hitler mit Reichsstatthalter von Österreich Dr. Arthur Seyß-Inquart. Rechts neben Hitler Heinrich Himmler und Reinhard Heydrich, links neben Hitler Ernst Kaltenbrunner]

Abgebildete Personen: Martin Bormann ist between Hitler and Seyß-Inquart