My Fair Lady (film fra 1964)

My Fair Lady
Fotograf Harry Stradling sammen med Audrey Hepburn.
Overblik
OriginaltitelMy Fair Lady
GenreMusical
Instrueret afGeorge Cukor
Manuskript afAlan Jay Lerner
Baseret påMy Fair Lady,
Pygmalion Rediger på Wikidata
MedvirkendeAudrey Hepburn
Rex Harrison
Stanley Holloway
Wilfrid Hyde-White
Gladys Cooper
FotograferingHarry Stradling
KlipWilliam H. Ziegler
ScenografiGene Allen Rediger på Wikidata
Musik afAndré Previn
Produceret afJack L. Warner
DistributørWarner Bros.
Udgivelsesdato21. oktober 1964
CensurAlle Tilladt for alle
Længde170 min.
OprindelseslandUSA
SprogEngelsk
Budget$17 mio.
Nomineringer og priser
8 Oscars
· Bedste Film
· Bedste Mandlige Hovedrolle
· Bedste Instruktør
· Bedste Fotografering (farver)
· Bedste Scenografi (farver)
· Bedste Kostumer (farver)
· Bedste Lyd
· Bedste Musik
Links
på IMDb Rediger på Wikidata
på scope.dk Rediger på Wikidata
i DFI's filmdatabase Rediger på Wikidata
i SFDb Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata.

My Fair Lady er en amerikansk film fra 1964, baseret på musicalen af samme navn fra 1956, som igen var baseret på George Bernard Shaws skuespil Pygmalion, som havde urpremiere på tysk i Wien i 1913. Skuespillet blev til film allerede i 1935, mens musicalen i 1964 blev til film med Audrey Hepburn i hovedrollen.[1]

Shaws titel på stykket var lånt fra Pygmalion i græsk mytologi. Hans skuespil fandt vejen tilbage til tysk, efter at Berlinmuren kom op i august 1961; 25. oktober 1961 havde musicalen My Fair Lady premiere på Theater des Westens med Karin Hübner som den første tyske Eliza.[2]

Plot

Advarsel! - Handling, afslutning og/eller plot afsløres i det følgende.

Henry Higgins er en snobbet - men dygtig - sprogprofessor og inkarneret ungkarl, og Eliza Doolittle en forhutlet og beskidt - men ukuelig - blomstersælgerske, der taler cockney (dvs. sociolekten fra Londons East End[3]) og har en fattig piges forståelse af verden. De to mødes tilfældigt på gaden, og Higgins indgår et væddemål med sin kollega oberst Pickering om, hvorvidt Higgins på seks måneder forvandle gadetøsen til en overklassedame, og præsentere hende i de højere sociale cirkler.

Eliza får et værelse i Higgins temmelig store hus, og må udholde megen undervisning mens Higgins herser med hende, og oberst Pickering dels sponsorerer projektet og dels møder Eliza med noget mere hjertevarme end Higgins. Elizas far Alfred sørger for at lave så lidt som muligt, og nasser hellere på sin datter. Higgins' mor, som har sine egne meninger om både projektet og sin søn, viser sig efterhånden venligtsindet overfor Eliza.

Afsløringer af handling, afslutning og/eller plot ender her.
Eliza Doolittles kjole og kolossale hat ved Ascot-løbene.

Historien bag skuespillet

Hovedartikel: Pygmalion (skuespil).

Shaws skuespil blev inspireret af historien om Eliza Armstrong fra Charles Street i bydelen Lisson Grove i London. Armstrong blev i 1885 "solgt" til redaktør W.T. Stead i Pall Mall Gazette for £ 5. Steads afsløring af denne menneskehandel vakte enorm opsigt i samtiden, og førte til en ændring i britisk lovværk, hvorefter den seksuelle lavalder blev sat op fra 13 til 16 år.[4] Præstesønnen William Thomas Stead (1849-1912) huskes i dag som en foregangsmand indenfor journalistik. Det var som redaktør han i juli 1885 afslørede Londons børneprostitution, en skandale, der kostede ham selv et kortvarigt fængselsophold. Hans indsats regnes dog som vellykket, idet den fik presset regeringen til at hæve lavalderen.[5]

Om filmen

I teateropsætningen spillede Julie Andrews hovedrollen som Eliza, men filmselskabet ville have en filmstjerne og ikke en teaterskuespillerinde, og fastholdt dette på trods af ivrig lobbyvirksomhed fra særligt manuskriptforfatter Alan Lerner. Det blev vurderet, at Andrews ikke var kendt nok udenfor teatret til at kunne bære hovedrollen, som derfor gik til Audrey Hepburn. Andrews fik dog i stedet muligheden for hovedrollen i Mary Poppins, som hun både fik Oscar for bedste kvindelige hovedrolle og en Golden Globe for.

My Fair Lady vandt otte Oscars i 1965: Bedste film, bedste mandlige hovedrolle, bedste instruktør, bedste fotografering (farve), bedste scenografi (farve), bedste kostumer (farve), bedste lyd og bedste originale musik. Den vandt også tre Golden Globes.

Rollebesætning

SkuespillerRolle
Audrey HepburnEliza Doolittle
Marni NixonElizas sangstemme
Rex HarrisonHenry Higgins
Stanley HollowayAlfred P. Doolittle
Wilfrid Hyde-WhiteOberst Hugh Pickering
Gladys CooperMrs. Higgins, husholderske
Jeremy BrettFreddy Eynsford-Hill, bejler
Bill ShirleyFreddys sangstemme
Theodore BikelZoltan Karpathy, ungarsk sprogforsker
Mona WashbourneMrs. Pearce
Isobel ElsomMrs. Eynsford-Hill
John HollandButleren
Henry DaniellBritisk ambassadør
Charles FredericksKonge (i Elizas fantasi)
Queenie LeonardCockney tilskuer
Moyna MacGillLady Boxington

Sange fra filmen

  • Why can't the English?
  • Wouldn't it be Loverly
  • The Flower Market
  • I'm an Ordinary Man
  • With a Little Bit of Luck
  • Just You Wait
  • The Rain in Spain
  • I Could Have Danced All Night
  • Ascot Gavotte
  • On the Street Where you Live
  • You Did It
  • Show Me
  • Get Me to the Church on Time
  • A Hymn to Him
  • Without You
  • I've Grown Accustomed to Her Face

Referencer

  1. ^ Pygmalion | Summary, Characters, & Facts | Britannica
  2. ^ Karin Hübner (1936-2006) - WELT
  3. ^ Cockney | Accent, Rhyming Slang, & Facts | Britannica
  4. ^ "Arkiveret kopi". Arkiveret fra originalen 30. september 2020. Hentet 4. december 2020.
  5. ^ "Arkiveret kopi". Arkiveret fra originalen 30. september 2020. Hentet 4. december 2020.

Eksterne henvisninger

Medier brugt på denne side

Medierådet Tilladt for alle.svg
Approval of the film for general admittance
Harry Stradling-Audrey Hepburn in My Fair Lady.jpg
Harry Stradling, Sr. (cinematographer) & Audrey Hepburn on the set of My Fair Lady - publicity still
Audrey Hepburn My Fair Lady Dress.jpg
Forfatter/Opretter: popculturegeek, Licens: CC BY 2.0
The iconic Ascot dress of Audrey Hepburn in My Fair Lady (1964).