Muammar Gaddafi
| Muammar Gaddafi مُعَمَّر القَذَّافِي | |
|---|---|
 Under et møde i den Afrikanske Union (2009) | |
| Leder for den Libyske Revolution | |
| Embedsperiode 1. september 1969 – 20. oktober 2011 | |
| Foregående | Post indført |
| Efterfulgt af | Post nedlagt |
| Leder for det Revolutionære Kommandoråd | |
| Embedsperiode 1. september 1969 – 2. marts 1977 | |
| Foregående | Idris (konge) |
| Efterfulgt af | Sig selv (som Generalsekretær for Folkets Generalkongres) |
| Generalsekretær for Folkets Generalkongres | |
| Embedsperiode 2. marts 1977 – 2. marts 1979 | |
| Foregående | skiftede embede (som Leder for det Revolutionære Kommandoråd) |
| Efterfulgt af | Abdul Ati al-Obedi |
| Libyens premierminister | |
| Embedsperiode 16. januar 1970 – 16. juli 1972 | |
| Foregående | Mahmud Sulayman al-Maghribi |
| Efterfulgt af | Abdessalam Jalloud |
| Formand for den Afrikanske Union | |
| Embedsperiode 2. februar 2009 – 31. januar 2010 | |
| Foregående | Jakaya Kikwete |
| Efterfulgt af | Bingu wa Mutharika |
| Personlige detaljer | |
| Født | Juni 1942 Sirte (Italiensk Libyen) |
| Død | 20. oktober 2011 Sirte (Libyen) |
| Dødsårsag | Skudsår, lynchning |
| Gravsted | Libyske Ørken |
| Fulde navn | Muammar Muhammad Abu Minyar al-Gaddafi |
| Nationalitet | Libysk |
| Politisk parti | Den arabiske sosialistunion, Libysk Arabisk Socialist Union |
| Højde | 1,85 m |
| Ægtefælle(r) | Fatiha al-Nuri (1969-1970) Safia el-Brasai (1971-2011) |
| Børn | 8 sønner (heraf 1 adopteret) 2 døtre (heraf 1 adopteret) |
| Mor | Aisha Ben Niran |
| Far | Abu Meniar |
| Uddannelsessted | Benghazi Militærakademi |
| Religion | Sunni-islam |
| Underskrift |  |
| Militærtid | |
| Troskab |  Kongeriget Libyen (1961–1969) Libysk Arabisk Republik (1969–1977) Libysk Arabisk Jamahiriya (1977–2011) |
| Værn | Den Libyske Hær |
| Tjenestetid | 1961-2011 |
| Rang | Oberst |
| Slag/krige | Den Libysk-Egyptiske Krig Den Libysk-Tschadiske Konflikt Den Ugandisk-Tanzaniske Krig Borgerkrigen i Libyen 2011 |
| Udmærkelser | Orden af den Jugoslaviske Stjerne (Jugoslavien) Orden af det Gode Håb (Sydafrika) |
| Informationen kan være hentet fra Wikidata. | |
Oberst Muammar Muhammad Abu Minyar al-Gaddafi (arabisk: معمر القذافي, på dansk også stavet Kadafi, Khadaffi, Kaddafi m.fl.[1]) (født 7. juni 1942 i Yūḥannām ved Sirte, død 20. oktober 2011 i Sirte) var statsleder i Libyen fra 1969–2011. Indtil 2011 bestemte han som revolutionsfører Libyens politik, men i oktober 2011 mistede han magten til oprørshæren. Den 20. oktober 2011 meldte kilder i Sirte at Gaddafi formodentligt døde af kvæstelser, i forbindelse med en tilfangetagelse.[2]
Familie
al-Gaddafi stammer fra en beduinfamilie i regionen Tripolitanien. Hans far, Mohammed Abdul Salam bin Hamed bin Mohammed al-Gaddafi († 1985), kaldt Abu Meniar, bliver officielt angivet som hans far, og hans mor er Aisha Gaddafi († 1978).
I 1962 studerede han geografi, men opgav studiet til fordel for en uddannelse fra 1963 til 1965 på det libyske militærakademi, hvorefter han fortsatte sin militære uddannelse i England.
Gaddafi havde otte børn. Den ældste søn er Muhammad Gaddafi, som er leder af den libyske-olympiske komite og ejer alle telekommunikationsfirmaer i Libyen.
Den næstældste søn, Saif al-Islam al-Gaddafi, født i 1972, er maler. Han har medvirket til at få løsladt vestlige gidsler, som blev bortført af islamister.
Den tredje søn, Al-Saadi Gaddafi, var leder af den libyske fodboldunion. Han har tjent sin formue i olieindustrien og som filmproducent.
Den fjerde søn, Mutasim-Billah Gaddafi (1974-2011), var oberstløjtnant i den libyske hær. Angiveligt efter at have forsøgt et kup mod sin far, flygtede han til Egypten. Efter at Gaddafi tilgav ham, kom han tilbage og blev sikkerhedsrådgiver og anfører for en militærenhed.
Den femte søn, Hannibal Gaddafi, er kendt for flere private skandaler. Han blev blandt andet i juli 2008 anholdt for at have begået vold i Schweiz.
Muammar al-Gaddafi havde endvidere to sønner – Saif al-Arab (1982-2011) og Khamis Gaddafi (1983-2011).
Gaddafis eneste datter, Ayesha Gaddafi, er sagfører og var med til at forsvare Saddam Hussein.
Karriere
Fra 1969
Gaddafi fik magten, da han som leder af en gruppe officerer begik statskup mod det pro-vestlige monarki 1. september 1969. Før dagen var omme havde de afsat kongen, som var under medicinsk behandling i Tyrkiet og sat kongens nevø Sayyid Hasan ar-Rida al-Mahdi as-Sanussi, i husarrest, afskaffet monarkiet og erklæret den nye Libyske Arabiske Republik. Gaddafi blev herefter Libyens de facto-præsident, men han antog ingen højere formel titel – hverken militær eller politisk – end oberst. I stedet påstår han, at Libyen »regeres af folket«. I officielle dokumenter kaldes han for »revolutionens leder og vejleder«.
Gaddafi var især inspireret af den egyptiske præsident Gamal Abdel Nasser (1918-1970), som ligeledes ved et militærkup tog magten i Egypten i 1952. Gaddafis politiske ideologier var islamisk socialisme, panarabisk nationalisme og hans selvopfundne begreb Jamahiriyya (»Massernes Stat«), der var den officielle betegnelse for Libyens statsform.
1975 offentliggjorde Gaddafi den såkaldte Grønne bog, hvori han beskriver sine politiske mål, der lænede sig op ad den islamiske socialisme.
Gaddafi støttede Ugandas diktator Idi Amin, og da tanzanianske tropper væltede Idi Amin i 1979, havde Gaddafi sendt 2.-3.000 libyske soldater til Uganda for at beskytte ham.
1980'erne
Internationalt havde Gaddafi længe været en kontroversiel person; f.eks. menes han at have stået bag bombeattentatet på diskotek La Belle i Berlin den 5. april 1986. USA's præsident Ronald Reagan gav Gaddafi skylden og hævnede attentatet ved at lade den amerikanske flåde sænke to libyske krigsskibe. Derefter gav Reagan ordre til at bombe Tripoli og Benghazi: Under Operation El Dorado Canyon bombede amerikanske kampfly den 15. april 1986 Tripoli, hvormed 36 civilister blev dræbt, derunder Gaddafis adoptivdatter. Denne adoptivdatter blev dog først adopteret af Gaddafi efter sin død ifølge journalister, der undersøgte sagen. Gaddafi menes også at have beordret sprængningen af et PanAm-fly over byen Lockerbie i Skotland i 1988 og et DC-10 fra UTA over Nigers ørken i 1989.
Gaddafi støttede oprørsbevægelser i nabolandene, herunder Tchad. I 1986 vendte de tchadiske oprørsbevægelser sig dog imod Gaddafi i 'Toyota-krigen'.
1990'erne
Fra midt-halvfemserne havde han imidlertid i stigende grad forsøgt at ændre sit dårlige renommé. F.eks. støttede han en fredelig løsning af den israelsk-palæstinensiske konflikt og købte en fodboldklub i Italien.
I februar 1996 mislykkedes et bombeattentat på Gaddafis eskorte. Han blev ikke såret, men i stedet døde flere af dem, der fulgte ham. For at slippe for FN's sanktioner og den amerikanske handelsembargo på grund af La Belle (1986), Pan Am Flight 103 over Lockerbie (1988) og UTA Flight 772 over Niger (1989), oprettede Gaddafi i 1999 fonden Gaddafi International Foundation for Charity Associations (GIFCA) på 2,7 milliarder dollars til ofrenes familier, dog uden at påtage sig ansvaret. Han udleverede også attentatmændene Abdul Baset Ali al-Megrahi og Al-Amin Khalifa Fhimah til en domstol i Holland. Sidstnævnte blev dog frifundet af retten.
2000'erne
I år 2000 medvirkede Gaddafi i gidseldramaet på den filippinske ø Jolo. 2003 bekendtgjorde Gaddafi, at Libyen havde udviklet masseødelæggelsesvåben, men at han var parat til at opgive programmet. Siden den tid forbedrede Gaddafis forhold til Vesten sig. I marts 2004 besøgte Tony Blair Libyen og afbrød dermed den lange isolation af landet. I september 2006 på 37. årsdagen for hans magtovertagelse opfordrede Gaddafi i en tale til, at regimets politiske modstandere burde dræbes. Efter henrettelsen af den irakiske diktator Saddam Hussein den 30. december 2006 beordrede Gaddafi landet til at holde landesorg i tre dage.
Gaddafis søn, Hannibal Gaddafi, har flere gange været i mediernes søgelys i Europa. Flere gange har han været arresteret.[3] Også datteren Aisja al-Gaddafi har i europæisk retssal råbt »Øje for øje, tand for tand. Den, der har begyndt, har handlet forkert.« i den retssag, der i juli 2008 kørte mod broderen i Geneve.[4]
I oktober 2008 besluttede Gaddafi at trække alle Libyens interesser ud af Schweiz[5], dette uden godkendelse i nogen demokratisk forsamling.
2010-2011
I februar 2011 begyndte et oprør i Libyen, der forsøgte at vælte Gaddafis regime. Flere steder i landet og flere større byer blev overtaget af oprørerne. Der var flere store demonstrationer mod regimet på Den Grønne Plads i Tripoli,[6] og i forbindelse med dette brød det østlige Libyen fra Gaddafis diktatur, og mange lande sendte kampfly til Libyen i en NATO-ledet operation.[7]
Referencer
- ^ Gaddafi (stavemåde Arkiveret 16. september 2011 hos Wayback Machine)
- ^ Pol.dk – 20.10.2011 – Lægekilder til Politiken.dk i Sirte: Gaddafi er død. Hentet 20-11-2011
- ^ Libyere rasere efter anholdelse af Gaddafi – Verden
- ^ Gaddafi-søn udløser international krise
- ^ Libyen trækker milliarder ud af Schweiz
- ^ "Rebeller overtager central plads i Tripoli". information.dk. 22. august 2011. Hentet 4. august 2016.
- ^ "Østlige Libyen bryder med Gaddafi – TV 2 Nyhederne". Arkiveret fra originalen 26. februar 2011. Hentet 23. februar 2011.
Eksterne henvisninger
Medier brugt på denne side
.svg)
Forfatter/Opretter: F l a n k e r, Licens: CC BY-SA 2.5
Flag of the Kingdom of Sardinia (1851-1861) and of the Kingdom of Italy (1861-1946). Use: Civil flag and ensign. In a governmental or a military context, the crowned version (see Crowned version) was always used (as State flag and naval ensign).
_crowned.svg){kind=link}
Forfatter/Opretter: F l a n k e r, Licens: CC BY-SA 2.5
Flag of the Kingdom of Sardinia (1851-1861) and of the Kingdom of Italy (1861-1946). Use: Civil flag and ensign. In a governmental or a military context, the crowned version (see Crowned version) was always used (as State flag and naval ensign).
.svg)
Flag of Libya, used from 1972 to 1977.
.svg)
Flag of Libya between 1951-69, and re-introduced in the interim Constitutional Declaration of 3 August 2011.
The flag of the Kingdom of Libya was described in article 7 of the constitution of 7th October 1951 and officially adopted on 24 December 1951. The relevant passage in the constitution reads as follows (English translation based on The Libyan Flag & The National Anthem, a booklet issued by the Ministry of Information and Guidance of the Kingdom of Libya (year unknown), cited after Jos Poels at FOTW, 27 January 1997)
- The national flag shall have the following dimensions: Its length shall be twice its breadth, it shall be divided into three parallel coloured stripes, the uppermost being red, the centre black and the lowest green, the black stripe shall be equal in area to the two other stripes and shall bear in its centre a white crescent, between the two extremities of which there shall be a five-pointed white star.
- The red shall be sign red, and the green permanent green. The Crescent shall be on the hoistward side of the star, and the centre of the circle of which the crescent forms a part shall be in the centre of the flag. The star shall be in the open end of the crescent and one point of the star shall point to the centre of the circle. The maximum width of the 270 crescent shall equal 1/6th of its outside diameter which is 1/4th of the width of the flag. The distance between the tips of the crescent shall equal that between the uppermost and lowermost point of the star measured along a perpendicular forming the hoistward sides of these two points. The perpendicular shall form a tangent to the outside circumference of the crescent at a point equidistant from the top and bottom of the flag.
The booklet cited by way of illustration of the symbolism of the flag adds: "In the words of a well known Arab poet 'Our deeds are the colour of white, our battles of black, our meadows of green and our swords of red.' [...] The crescent is symbolic of the beginning of the lunar month according to the moslem calendar. It brings back to our minds the story of Hijra (migration) of our prophet Mohammed from his home in order to spread Islam and teach the priciples of right and virtue. The Star represents our smiling hope, the beauty of aim and object and the light of our belief in God, in our country, its dignity and honour which illuminate our way and puts an end to darkness."
But according to Barraclough's Flags of The World (1965): "The black stripe and its charges were from the black flag which the king had adopted when he was proclaimed Amir of Cyrenaica in 1947; the red stripe represents Fezzen, and the green Tripolitania."
Article 3 of the Constitutional Declaration (3 August 2011) reads (unofficial translation from the Arabic):
- "The national flag shall have the following shape and dimensions:"
- "Its length shall be double its width, it shall be divided into three parallel coloured stripes, the uppermost being red, the centre black and the lowest green, the black stripe shall be equal in area to the two other stripes together and shall bear in its centre a white crescent, between the two extremities of which shall be a five-pointed white star. "
.svg)
A "family" photo at the G-8 summit in L'Aquila, Italy, July 9, 2009. First rank: Silvio Berlusconi, Giorgio Napolitano (president of Italy), Nicolas Sarkozy, Barack Obama, Meles Zenawi (second row), Lula, Hosni Mubarak (back) and Muammar Gaddafi.
Muammar al-Gaddafi's signature.
Muammar al-Gaddafi at the 12th AU summit, February 2, 2009, in Addis Ababa.