Claudio Monteverdi

Claudio Monteverdi
Portræt af Claudio Monteverdi i Venedig, 1640, af Bernardo Strozzi.
Information
Født	15. maj 1567 Cremona, Italien
Død	29. november 1643 (76 år) Venedig, Italien
Gravsted	Basilica di Santa Maria Gloriosa dei Frari
Statsborger	Republikken Venedig
Søskende	Giulio Cesare Monteverdi
Ægtefælle	Claudia de Cattaneis
Sprog	Italiensk
Genre	Opera, barokmusik
Beskæftigelse	Musikolog, musikteoretiker, sanger, gambist, klassisk komponist, Operakomponist, koreograf, katolsk præst, komponist
Instrumenter
Orgel, Viola da gamba, viola da braccio
Kendte værker
Il combattimento di Tancredi e Clorinda, L'incoronazione di Poppea, L'Orfeo, Il ritorno d'Ulisse in patria
Signatur
Information med symbolet hentes fra Wikidata.  [ redigér på Wikidata ]

Claudio Giovanni Antonio Monteverdi (døbt 15. maj 1567, død 29. november 1643) var en italiensk komponist, instrumentalist og sanger. Hans værker markerer overgangen mellem Renæssancen og Barokmusikken, og han er en af operaens pionerer. Hans første opera L'Orfeo (1607) regnes for den tidligste egentlige opera, hvor både musik og tekst er bevaret og som ofte bliver opført i vore dage.

Liv

Opvækst og ungdom

Claudio Monteverdi var den ældste søn af barbereren og sårlægen Baldassare Monteverdi (født omkring 1542). Selv om faderen levede i beskedne kår, fik de to ældste sønner en grundig musikalsk uddannelse hos Marc'Antonio Ingegneri, kapelmester ved katedralen i Cremona, hvor den unge Claudio sang i kirkekoret. Ingenieris indflydelse genfinder man i Claudios første samling Sacrae cantiunculae (1582) som han komponerede 15 år gammel. I 1587 offentliggjorde han sin første samling madrigaler.

Mantova

Monteverdis først publicerede værker var motetter og åndelige madrigaler, Cantiunculae Sacrae, 1582, resp. Madrigal Spirituali, 1583. Derefter fulgte en samling med trestemmige canzonetter i 1584, hans første madrigalbog for fem stemmer i 1587 og den anden madrigalbog i 1590. I 1590 blev Monteverdi ansat som sanger og violinist ved hertug Vincenzo 1. af Gonzagas hof i Mantova. Her var det gode betingelser med et fuldstændig orkester og fremragende solister. Han må hurtigt være blevet et ledende medlem af hoforkesteret, for i 1595 fik han lov til at følge tjenesteherren på en militært motiveret rejse til Ungarn for at yde modstand mod tyrkerne. Den 20. maj 1599 giftede han sig med Claudia de Cattaneis, selv sanger og datter af en af musikerne ved hoffet, med hvem han fik to sønner og en datter. Næsten umiddelbart efter måtte han følge tjenesteherren, som skulle på et kurophold i Flandern, og her stiftede Monteverdi bekendtskab me mestrene i den fransk-flamske musikstil.

Omkring år 1600 var Monteverdis ry som komponist befæstet, men hans musik blev også angrebet af repræsentanter for den gamle renæssancestil, som anklagede den nye monodiske stil for ikke at følge 1500-tallets musikalske krav om et jævnt flydende kontrapunkt, forberedte dissonanser og ligeværdige stemmer. Giovanni Artusi offentliggjorde i 1599 en pamflet, hvori han – uden at nævne navn – kritiserede flere madrigaler for at være "utålelige for øret" og hævdede, at de "sårede i stedet for at charmere".

I 1601 blev Monteverdi udnævnt til kapelmester, maestro di cappella. Trods forpligtelserne ved hoffet komponerede Monteverdi fra 1590 til 1605 musik nok til at fylde fire madrigalbøger. Fra den femte bog var han begyndt at komponere i den nye stil, og fra monodiens betoning af klare melodilinjer, forståelig tekst og et sparsomt akkompagnement, var der blot et kort og logisk skridt til den nye operaform: i 1607 komponerede Monteverdi en af de første af sin art, L'Orfeo, som han skrev som bestillingsværk til det årlige karneval i Mantova. Operaen blev opført den 24. februar med stor succes.

Claudia døde i september 1607, et tab Monteverdi tog meget hårdt. Han boede en periode hos sin fader i Cremona og vægrede sig ved at rejse tilbage til hoffet i Mantova, men til sidst blev han kaldt tilbage for at komponere en opera til tronfølgerens bryllupsfest. Han skrev da operaen L'Arianna (1608), hvoraf kun den kendte "Ariadnes klage" er bevaret.

I 1610 udgav han sit vigtigste kirkemusikalske værk, Vespro della Beata Vergine ("Mariavesper"). Efter hertug Vincenzo Gonzagas død i 1612 blev Monteverdi sagt op af den mindre musikinteresserede efterfølger.

Venedig

Monteverdi boede en kort tid i Cremona, før han i 1613 enstemmig blev valgt som kapelmester i Markuskirken i Venezia, en af de vigtigste poster i den musikalske verden på den tid. Her viste han sig som en effektiv administrator. Musiklivet havde ligget nede en tid, men han fik koret på fode igen, engagerede nye virtuose sangere som Francesco Cavalli, indkøbte nye noder, genindførte regelmæssig messesang og sørgede for at orkestermedlemmerne fik månedsløn i stedet for løn på opgavebasis. Dermed begyndte hans bedste og mest produktive år. Ved siden af talrige kirkemusikalske værker fortsatte Monteverdi at skrive verdslig musik, og han offentliggjorde mellem 1614 og 1638 madrigalsamlingerne nr. 6 til 8.

Sønnen døde i en pestepidemi, og nu forværredes Monteverdis helbred hurtigt. I anledning af åbningen af det første offentlige operahus i Venedig i 1637 skrev han flere værker for scenen, blandt andet Il ritorno d'Ulisse in patria (1641) og L'incoronazione di Poppea (1642). Samtidig overvågede han udgivelsen af udvalgte kirkemusikalske værker fra samlingen Selva morale e spirituale (1641).

Død

Han døde i 1643 i Venedig efter en rejse til Cremona og Mantova. Venetianerne gav ham en fyrstelig begravelse, og han er gravlagt i kirken Santa Maria Gloriosa dei Frari hvor der findes en mindeplakette i et af kapellerne der flankerer hovedkoret.

Musikken

Madrigaler

Til han var 40 år, arbejdede Monteverdi hovedsagelig med madrigaler, og han udgav totalt ni madrigalbøger. De første otte viser en enorm udvikling fra renæssancemusik til typisk monodisk barokmusik.

Den femte Madrigalbog

Quinto Libro (5. bog), offentliggjort i 1605, viser overgangen fra renæssance- til barokstil.^[1] Bogen var kernen i kontroversen mellem Monteverdi og Artusi. Monteverdi svarede på kritikken i forordet til den femte bog, hvori han foreslog at inddele musikken i to retninger: den gamle renæssancestil, som han kaldte prima prattica, og den nye barokstil, seconda prattica. Prima prattica beskrev han som forgængernes polyfone ideal fra 1500-tallet med strengt kontrapunkt, forberedte dissonanser og jævnbyrdighed mellem stemmerne. Seconda prattica anvendte et meget friere kontrapunkt med et tiltagende hierarki mellem stemmerne med vægt på sopran og bas. I Prima Prattica skulle harmonierne kontrollere ordene, i Seconda prattica skulle ordene kontrollere harmonierne.^[2] Det er et skridt mod den nye monodiske stil. Mange af de nye madrigaler tog den meget moderne generalbas-teknik i brug. Desuden viste den femte bog begyndelsen på en bevidst funktionel tonalitet (det vil sige dur-mol-tonalitet i modsætning til modal tonalitet).

Den ottende madrigalbog

Ottavo Libro (8. bog), offentliggjort i 1638, inkluderer de såkaldte Madrigali dei guerrieri ed amorosi (det vil sige "Madrigaler om krig og kærlighed"), som mange anser for at være madrigalformens højdepunkt.

Mens Montveri var i Venedig, fuldførte han sin 6., 7. og 8. madrigalbog. Den 8. er den største og indeholder værker skrevet over en 30-år. Bindet indeholder blandt andet en dramatisk scene i Tancredi e Clorinda (1624), hvor orkester og stemmer danner to separate grupper, som spiller mod hinanden. Sandsynligvis blev Monteverdi inspireret af Markuskirkens to modstående balkoner til denne opsætning. Et andet træk ved kompositionen er, at det er første gang tremolo og pizzicato bruges på strengeinstrumenter for at opnå specielle effekter i dramatiske scener.

Den niende madrigalbog

Den niende bog blev udgivet posthumt i 1651 og indeholder lettere stykker som canzonetter i begge stilarter.

Operaer

Florentineren Jacopo Peri skrev omkring århundredeskiftet de første værker inden for det, man i dag kalder opera, og skabte dermed operaformen, eller en forløber for den. Kort efter, i 1607, skrev Monteverdi L'Orfeo – den første opera, som udnytter genrens fulde potentiale. Handlingen beskrives i levende musikalske billeder og melodierne er lineære og klare. Monteverdi skabte med L'Orfeo en helt ny musikstil, dramma per la musica. Monteverdis anden opera, L'Arianna, blev uropført i Mantova i 1608, og er den i samtiden mest indflydelsesrige og berømte af de tidlige barokoperaer, selv om den i dag er gået tabt. Handlingen drejer sig om den gamle græske legende om Ariadne og Thesevs.

Monteverdi skrev i alt mindst 18 operaer, men kun L'Orfeo, L'incoronazione di Poppea, Il ritorno d'Ulisse in patria og den berømte arie "Ariadnes klage" fra hans anden opera L'Arianna er bevaret. De sidste år af sit liv var Monteverdi meget syg, men skrev trods det de to mesterværker Il ritorno d'Ulisse in patria (1641) og den historiske opera L'incoronazione di Poppea (1642) baseret på en episode fra kejser Neros liv.

Kirkemusik

I Mantova ser det ikke ud til, at Monteverdi havde ansvar for kirkemusik, før han blev udnævnt til maestro di cappella i 1601. Det første kirkemusikalske værk, han offentliggjorde, var en messe i prima prattica (gammel) stil med temaer efter Nicolas Gomberts motet In illo tempore fra 1554. Senere blev denne en del af den berømte Vespro della Beata Vergine (1610, ofte fejlagtig kaldet "Mariavesper"), som hovedsagelig er i seconda prattica-stil.^[3] Disse Vesper-salmer er et godt eksempel på en tidlig komposition med gentagelse og kontraster – flere satser har en klar ritornel. Det offentliggjorte værk er i stort format, og der har været en del uenighed om hvorvidt meningen var at alle satserne skulle fremføres i en og samme gudstjenteste. Imidlertid er der flere indikationer på en indre sammenhæng. I sin store bredde er værket en forløber for barokmusikkens højdepunkter, som Händels Messiah og J.S. Bachs Matthäuspassion. Hver af de 24 dele er fuldt udviklede både musikalsk og dramatisk, og den instrumentale tekstur udnyttes for at opnå præcise dramatiske og emotionelle virkninger på en måde, som den gang var helt ny.

Værker

Monteverdi var en meget flittig komponist og skrev en lang række værker, som alle var mere eller mindre banebrydende. Hans produktion kan deles op i to:

• Tiden i Mantova, hvor han hovedsagelig skrev verdslige værker som madrigaler, solosange og operaer og
• Tiden i Venedig, hvor han dels koncentrede sig om kirkemusikken, dels skrev mange musikdramatiske værker. Her skrev han operaerne Il ritorno d'Ulisse in patria (Odysseus' hjemkomst, 1641) og L'incoronazione di Poppea (Poppeas kroning, 1642). De er de eneste fra denne periode der stort set er bevaret i deres helhed. Langt den største del af hans kirkemusik er publiceret i Sanctissimae Virgini Missa... Ac Vespere pluribus... (1610), Selva morale e spirituale (1640) og den store posthume samling Messa a quatro voci, et Salmi... (1650).

Madrigaler og verdslige værker

• Canzonette a tre voci, 1584
• 1. madrigalbog: Madrigali a cinque voci, 1587
• 2. madrigalbog: Il secondo libro de madrigali a cinque voci, 1590
• 3. madrigalbog: Il terzo libro de madrigali a cinque voci, 1592
• 4. madrigalbog: Il quarto libro de madrigali a cinque voci, 1603
• 5. madrigalbog: Il quinto libro de madrigali a cinque voci, 1605
• Scherzi Musicali a tre voci, 1607
• 6. madrigalbog: Il sesto libro de madrigali a cinque voci, 1614
• 7. madrigalbog: Concerto. Settimo libro di madrigali, 1619
• Lamento d'Arianna... Et con due Lettere Amorose..., in genere rappresentatavo, 1623
• Scherzi musicali Cioè Arie, & Madrigali in stil recitativo, 1632
• 8. madrigalbog: Madrigali guerrieri, et amorosi con alcuni opuscoli in genere rappresentativo, che saranno per brevi Episodi fra i canti senza gesto., 1638
• 9. madrigalbog: Madrigali e canzonette a due e tre voci, 1651

Operaer og musikdramatiske værker

• L'Orfeo – favola in musica (Orfeus), opera, lib. Striggio, 1607. Bevaret i samtidigt tryk, som den eneste af hans operaer.
• L'Arianna, opera, lib. Rinuccini, 1608 – tabt (bortset fra Ariannas klagesang, Lamento d'Arianna, publ. 1623)
• Il ballo delle Ingrate, ballet, 1608 (publ. 1638)
• Prolog til L'Idropica, komedie med musik, lib. Guarini, 1608 – tabt
• Tirsi e Clori, ballet, lib. Striggio, 1616
• Le nozze di Tetide, favola marittima, 1616 – tabt
• Prolog til La Maddalena, sacra rappresentazione, lib. Andreini, 1617 – tabt
• Andromeda, opera, 1618–20 – tabt
• Apollo, dramatisk kantate – tabt
• Combattimento di Tancredi e Clorinda, dramatisk scene, lib. Tasso, 1624 (publ. 1638)
• La finta pazza Licori, lib. Strozzi, 1627 – tabt
• Gli amori di Diana e di Endimione, intermezzo, lib. Pio, 1628 – tabt
• Mercurio e Marte, torneo, lib. Achillini, 1628 – tabt
• Proserpina rapita, lib. Strozzi, 1630 – tabt (bortset fra trioen "Come dolce oggi", publ. 1651)
• Volgendo il ciel, ballet, ca. 1636 (publ. 1638)
• Il ritorno d'Ulisse in patria (Odysseus' hjemkomst), lib. Badoaro, 1640
• Le nozze d'Enea con Lavinia, lib. Badoaro, 1641 – tabt
• La vittoria d'Amore, ballet, 1641 – tabt
• L'incoronazione di Poppea (Poppeas kroning), lib. Busenello, 1642

Kirkemusik

• Sacrae cantiunculae tribus vocibus... Liber primus, 1582
• Madrigali spirituali a quattro voci, 1583
• Sanctissimae Virgini Missa... Ac Vespere pluribus... (inkl. Vespro della Beata Vergine), 1610
• Selva morale e spirituale, 1640
• Messa a quatro voci, et Salmi A Una... Otto Voci, ...Concertati, e Parte da Cappella...,, 1650

Noter

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

Litteraturhenvisninger

• Manfred Bukofzer: Music in the Baroque Era. New York, W.W. Norton & Co. 1947
• Denis Arnold: Monteverdi. London, J.M. Dent & Sons Ltd, 1975
• Leo Schrade: Monteverdi. London, Victor Gollancz Ltd, 1979
• Claudio Monteverdi (ed. Denis Stevens): The Letters of Claudio Monteverdi. London, 1980
• Silke Leopold (overs. Anne Smith): Monteverdi (Music in Transition). Clarendon Press, Oxford, 1991
• Tim Carter: Music in Late Renaissance and Early Baroque Italy. Amadeus Press, 1992
• Paolo Fabbri (overs. Tim Carter): Monteverdi. Cambridge University Press, Cambridge and New York, 1994
• Mark Ringer: Opera's First Master: The Musical Dramas of Claudio Monteverdi. Amadeus Press, 2006
• John Whenham & Richard Wistreich (ed.): The Cambridge Companion to Monteverdi. Cambridge University Press, 2007
• Ellen Rosand: Monteverdi's Last Operas: A Venetian Trilogy. University of California Press, 2007

Eksterne henvisninger

Wikimedia Commons har medier relateret til: Claudio Monteverdi

• Frie noder på ChoralWiki
• Værker af Claudio Monteverdi i Werner Icking Music Archive
• Frie noder af Claudio Monteverdi i International Music Score Library Project
• Hjemmeside tilegnet Monteverdis Vesper fra 1610 Arkiveret 3. februar 2011 hos Wayback Machine
• Lauda Jerusalem Arkiveret 25. maj 2007 hos Wayback Machine fra Vespro della Beata Vergine som interaktiv hypermedia ved BinAural Collaborative Hypertext Arkiveret 9. marts 2007 hos Wayback Machine