Mistænksomhedens hermeneutik

Mistænksomhedens hermeneutik er et begreb skabt af den franske filosof Paul Ricœur, der mener, at Marx’, Freuds og Nietzsches skrifter alle udviser denne særlige tankemåde.[1] Senere hen er det blevet udviklet til en litteraturteoretisk metode, der læser imellem linjerne på et værk for at udpege værkets selvmodsigelser og udeladelser. På denne måde er begrebet relateret til ideologikritikkens læsemetode. Ifølge litteraten Rita Felski er denne hermeneutik særligt fremherskende i litteraturfagene i dag. Ifølge en litterat, tildeler mistænksomhedens hermeneutik "konteksten en forklarende autoritet i forhold til teksten."[2] Felski mener, at selvom psykoanalytisk litteraturkritik, nyhistoristisk kritik og postkolonial kritik nok har forskellige fokuspunkter, deler de alle sammen en overbevisning om, at den mest grundige læsning, er en læsning der læser mod teksten - against the grain. Det primære motivation for tekstanalyse er i denne tradition at kritisere teksten for alt det, den ikke ved eller forstår.[3]

Se også

Noter

  1. ^ Rita Felski (2012) "Critique and the Hermeneutics of Suspicion", M/C Journal, Media culture, 15 (1).
  2. ^ Jørgensen, Jens Lohfert (2017). ”Motiv og kontekst.” K&K nr. 123: 88.
  3. ^ Rita Felski (2011) “Suspicious Minds.” Poetics Today 32.2, s. 217. (“While psychoanalytical feminism, New Historicism, and postcolonial criticism, to name just a few current approaches, are characterized by obvious differences in focus and method, they share the conviction that the most rigorous reading is one that is performed against the grain, that the primary rationale for reading a text is to critique it by underscoring what it does not know and cannot understand.”)