Mimi Schwartzkopf
Mimi Schwartzkopf | |
---|---|
Født | 30. januar 1851 ![]() København, Danmark ![]() |
Død | 29. december 1932 (81 år) ![]() København, Danmark ![]() |
Statsborger i | ![]() |
Ægtefælle | Karl Larsen |
Uddannelse og virke | |
Elev af | Pietro Krohn, Gustave Courtois ![]() |
Beskæftigelse | Kunstmaler ![]() |
Eksterne henvisninger | |
Beskrevet i | Mimi Schwartzkopf på Kunstindeks Danmark/Weilbachs Kunstnerleksikon af Elisabeth Fabritius |
Information med symbolet ![]() |
Mathilde Minona Marie (Mimi) Schwartzkopf (født 30. januar 1851 i København, død 29. december 1932 i København) var en dansk maler. Hun var gift med forfatteren Karl Larsen.
Schwartzkopf var datter af Minona Bianca Malvina Hostrup-Schultz og Christian Friedrich Schwartzkopf. Faren var kontorchef i Kultusministeriet og etatsråd. Mimi Schwartzkopfs slægt er ført tilbage til Anne Arence Huulegaard, født 1743, og hørkræmmer og værtshusholder Rasmus Riber, født 1731.[1]
Schwartzkopf malede især figurer og blomster, og hun var med på flere af tidens udstillinger, men opgav at male, da hun blev gift.[2]
Kunstnerisk virke
Tidligt i sin karriere (1880-81) opholdte Mimi Schwartzkopf sig i Paris hvor hun boede hos den franske kunstner Paul Gauguin og hans danske hustru Mette Gad. Hun har sandsynligvis modtaget undervisning i denne periode af Gauguin, som netop i 1880 udstillede på Den Sjette Impressionistudstilling i Paris. Derudover modtog hun undervisning af E. Barrias og G. Courtois.[2] Schwartzkopf blev altså tidligt eksponeret for den franske avantgarde indenfor maleriet, hvilket kom stærkt til udtryk i hendes kunst. Hun arbejdede med en penselføring, der opløste motivet i enkeltstrøg i tråd med tidens franske impressionisme.
I forbindelse med Juleudstillingen på Charlottenborg i 1883 fik hendes egne værker stor ros i den danske presse. Jyllandsposten skrev bl.a. følgende om Schwartzkopf: "føre[r] Penslen med en næsten hensynsløs Flothed", som giver "Indtryk af noget fornøjeligt Frisk og Beaandet."[3]
Tilbage i København var hun elev hos kunstner og senere museumsdirektør Pietro Krohn.[2]
Da hun i 1892 blev gift og fik barn med forfatteren Karl Larsen, opgav hun imidlertid at male, men fortsatte med at udstille sine værker. Bl.a. på Verdensudstillingen i Chicago i 1893 og Kvindernes Udstilling i København i 1895, nu under navnet Mimi Larsen.[3]
|
Udvalgte udstillinger
- 1883: Nordisk Kunstudstilling, København
- 1884, 1889: Charlottenborg, København
- 1893: Verdensudstillingen, Chicago
- 1895: Kvindernes Udstilling, København
- 1920: Kvindelige Kunstneres retrospektive Udstilling, Den Frie Udstillingsbygning, København.[3]
Referencer
- ^ "Smaa Meddelelser", Personalhistorisk Tidsskrift: 73-82, 1939, Wikidata Q131682799
- ^ a b c Biografi hos Kulturarv.dk (Weilbachs Kunstnerleksikon) af Elisabeth Fabritius
- ^ a b c Kvindernes moderne gennembrud 1880-1910, red.: Inge-Lise Mogensen Bech & Lene Bøgh Rønberg. Den Hirschsprungske Samling, Randers Kunstmuseum, Aarhus Universitetsforlag, 2024. ISBN 978 87 7597 430 6.
Eksterne henvisninger
- Mimi Schwartzkopf på Kunstindeks Danmark/Weilbachs Kunstnerleksikon af Elisabeth Fabritius
Spire |
Medier brugt på denne side
Artist stub