Milanković-cykler
Milanković-cykler (eng.: Milankovitch cycles) er betegnelsen for de klimatiske forandringer der sker på Jorden, på grund af ændringer i Jordens aksehældning, dens nutation, dens præcession og Jordbanens (beskedne) excentricitet , med de ændringer i solindstrålingen det forårsager. Tilsammen medfører dette en overlappende, tredobbelt cyklus på ca. 100.000, ca. 41.000 og ca. 23.000 år mellem istider på Jorden. Fænomenet er opkaldt efter den serbiske ingeniør og matematiker Milutin Milanković.
Teoriens historie
Milanković beskrev sin teori i tre korte artikler så tidligt som 1912-14, men eftersom de blev offentliggjort på serbisk i et serbisk tidsskrift, blev hans teori ikke bemærket af andre forskere. Først da Milanković sent i 1920'erne kom i kontakt med Alfred Wegener, blev den kendt i en videre kreds.
Wegener gjorde Milanković opmærksom på, at det mest følsomme område for variationer i solindstrålingen var omkring 65° nordlig og sydlig bredde, hvor selv små ændringer i temperatur var bestemmende for, om sne og is smeltede eller forblev permanent frossen, hvorimod temperaturen på de af Milanković beregnede breddegrader 45° (altid kun is om vinteren) og 75° (permanent isdække) kun havde en ubetydelig indflydelse på klimaet.
Milankovićs teori blev kendt i videre kredse, da hans bog Kanon der Erdbestrahlungen und seine Anwendung auf das Eiszeitenproblem udkom (på tysk) i 1941 i Beograd.
Milankovićs teori kom i modvind senere i 1940'erne, fordi de på daværende tidspunkt kendte data ikke stemte med hans beregninger.
Teorien anerkendes igen
Imidlertid blev indsigten i klimatiske svingninger forøget, idet
1955 opdagede C. Emiliani at nyindvundne målinger stemte godt overens med Milankovićs beregninger.
1956 gennemførte Erickson et al. en præcis datering af strandvoldene på Barbados og deres alder passede præcis med Milankovićs teori.
1969 offentliggjorde Kukla dateringer af löss på grundlag af urans henfald til thorium, og også denne datering stemte præcis med Milankovićs teori.
1969 viste palæomagnetiske dateringer af lange borekerner af havbundssedimenter sig at passe med Milankovićs teori.
1971 offentliggjorde J. Imbrie og Kipp, derefter i 1974 Hays et al. klimamodeller på grundlag af solindstrålingen nær 45° nordlig bredde, i overensstemmelse med Milankovićs teori.
1978 offentliggjorde Alfred Berger endelig genberegnede og mere præcise formler for ændringer i solindstrålingen.
Disse fremskridt medførte, at Milanković (igen) blev anerkendt som ophavsmand til den bedste teori om klimaændringer som følge af variationer i solindstrålingen.
Forløbere for Milankovićs teori
James Croll (1821-1890) beskrev allerede i 1864, hvorledes der kunne være sammenhæng istider og variationer i Jordens baneelementer. Senere, i 1875, udvidede Croll sin teori med virkningen af jordaksens hældning. Blandt kendere betegnes teorien derfor Croll-Milanković-teorien. Croll, som var pedel og arkivar, blev senere udnævnt til æresdoktor for sin indsats.
Endnu tidligere, i 1842, havde J.A. Adhémar foreslået at forklare istidsklima med jordaksens præcession, hvilket dog var helt utilstrækkeligt til at give en sammenhængende forklaring.
Eksterne henvisninger
 | Wikimedia Commons har medier relateret til: |
- Milankovitch Cycles and Glaciation Arkiveret 6. august 2011 hos Wayback Machine
- The Milankovitch band Arkiveret 29. juli 2008 hos Wayback Machine
- Some history of the adoption of the Milankovitch hypothesis (and an alternative)
- More detail on orbital obliquity also matching climate patterns
- Graph of variation in insolation Arkiveret 12. januar 2012 hos Wayback Machine Note 20,000 year, 100,000 year, and 400,000 year cycles are clearly visible.
- "Milutin Milankovitch". On the Shoulders of Giants. Arkiveret fra originalen 8. august 2007. Hentet 2. november 2007.
- Potential Problems with Milankovitch Theory by Sean Pitman
- The Seasons Arkiveret 2. august 2013 hos Wayback Machine
- The NOAA page on Climate Forcing Data includes (calculated) data on orbital variations over the last 50 million years and for the coming 20 million years.
- The orbital simulations by Varadi, Ghil and Runnegar (2003) provide another, slightly different series for orbital eccentricity, and also a series for orbital inclination
- ABC: Earth wobbles linked to extinctions
 | Spire Denne naturvidenskabsartikel er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |
Medier brugt på denne side
Forfatter/Opretter:
- Urutseg: Blank_template.svg
- AllyUnion, Stannered: Science-symbol-2.svg
- Ain92: combination
Science stub icon.
Forfatter/Opretter: This image was produced by Robert A. Rohde from publicly available data, and is incorporated into the Global Warming Art project., Licens: CC BY-SA 3.0
This figure shows the variations in Earth's orbit, the resulting changes in solar energy flux at high latitude, and the observed glacial cycles.
According to Milankovitch Theory, the precession of the equinoxes and the apsides, variations in the tilt of the Earth's axis (obliquity) and changes in the eccentricity of the Earth's orbit are responsible for causing the observed 100 kyr cycle in ice ages by varying the amount of sunlight received by the Earth at different times and locations, particularly high northern latitude summer. These changes in the Earth's orbit are the predictable consequence of interactions between the Earth, its moon, and the other planets.
The orbital data shown are from Quinn et al. (1991). Principal frequencies for each of the three kinds of variations are labeled. The solar forcing curve (aka "insolation") is derived from July 1st sunlight at 65 °N latitude according to Jonathan Levine's insolation calculator [1]. The glacial data are from Lisiecki and Raymo (2005) and gray bars indicate interglacial periods, defined here as deviations in the 5 kyr average of at least 0.8 standard deviations above the mean.