Middelhavet

Middelhavet ligger mellem tre kontinenter: Det vestlige Asien, det nordlige Afrika og det sydlige Europa.

Middelhavet er et hav, der er forbundet med Atlanterhavet. Det er stort set helt omsluttet af Middelhavslandene; mod nord Sydeuropa og Anatolien, mod syd Nordafrika og mod øst Levanten. I nogle sammenhænge betragtes Middelhavet som en del af Atlanterhavet. Som regel ses det dog som et selvstændigt hav.

Inden for oceanografi kaldes det nogle gange for det Eurafrikanske Middelhav (engelsk: Eurafrican Mediterranean Sea (eller Europæiske Middelhav (engelsk: European Mediterranean Sea) for at skelne det fra indhave andre steder (på engelsk mediterranean seas).[1][2]

Det engelske navn Mediterranean er afledt af det latinske ord mediterraneus, der betyder "lands indre" eller "i midten af land" (fra medius, "midten" og terra, "land").

Middelhavet dækker et 2,5 millioner km2 stort område og er forbundet til Atlanterhavet via det blot 14 kilometer brede Gibraltarstræde, som adskiller Gibraltar og Spanien i Europa fra Marokko i Afrika.

I nord-sydretningen ligger havet mellem den 30. og 46. nordlige breddekreds og i øst-vestretningen er det imellem den 6. vestlige længdekreds og den 36. østlige længdekreds. I øst-vestlig længde fra Gibraltarstrædet til İskenderunbugten på sydvestkysten af Tyrkiet er der omkring 4.000 kilometer. Den gennemsnitlige nord-sydlige længde fra Kroatiens sydkyst til Libyen er omkring 800 kilometer. Middelhavet, inklusive Marmarahavet (forbundet via Dardanellerne til det Ægæiske Hav) har et overfladeareal på omkring 2.510.000 km2.[3]

Tilbage fra oldtiden har Middelhavet været en vigtig rute for handlende og rejsende. Det har gjort det muligt at udveksle varer og kultur mellem områdets lande og civilisationer. Middelhavslandenes historie er vigtig for forståelsen af oprindelsen og udviklingen af mange moderne samfund.

Følgende lande har en kystlinje ud til Middelhavet: Albanien, Algeriet, Bosnien-Hercegovina, Cypern (og Nordcypern), Frankrig, Grækenland, Israel, Kroatien, Italien, Libanon, Libyen, Malta, Marokko, Monaco, Montenegro, Slovenien, Spanien, Syrien, Tunesien, Tyrkiet og Ægypten. Derudover kan nævnes Gazastriben, det britiske oversøiske territorium Gibraltar samt baseområdet Akrotiri og Dhekelia.

Middelhavets opståen

Middelhavet var med stor sikkerhed tørlagt og oversvømmet i den miocæne tidsperiode. For omkring 5,9 millioner år siden i den geologiske tid Miocæn var Middelhavets vandoverflade cirka to kilometer under verdenshavets. For cirka 5,4 millioner år siden brød havvandet igennem Gibraltarstrædet og oversvømmede Middelhavet.[4][5]

Etymologi

I gamle syriske tekster, lyriske tekster og i den hebræiske Bibel omtales Middelhavet som "Det store hav" (הַיָּם הַגָּדוֹל, HaYam HaGadol, Johannesevangeliet 1:4, 9:1, 15:47; Ezekiel 47:10,15,20) eller bare havet. I regionen øst for Middelhavet omtales det som Vesterhavet (5 Mos 11:24; Joels Bog 2:20). En anden betegnelse er Filistrenes hav (יָם פְּלִשְׁתִּים, 2 Mos 23:31). Den blev især anvendt af folkene, som boede i nærheden af Israel. Osmannerne har anvendt betegnelsen Bahr-i Sefid, som betyder det "rene, hvide hav".[1][2]

På hebræisk har det været omtalt som HaYam HaTikhon (הַיָּם הַתִּיכוֹן), "Middelhavet", med henvisning til det oldgræske navn (Mesogeios) og det latinske navn (Mare internum). Det er formentlig herfra, den moderne betegnelse for havet er opstået.

Historie

Uddybende Uddybende artikel: Middelhavslandene historie
Græske (røde) og føniske (gule) kolonier i antikken – omkring 500-tallet før vor tidsregning.

Oldtidens civilisationer

Romerriget under den største udbredelse i år 117.

Adskillige af oldtidens civilisationer opstod langs Middelhavets kyster. Beliggenheden ud til havet åbnede for handelsruter, kolonisering samt adgang til at fiske fisk og skaldyr. Havet betød også, at soldater hurtigt og let kunne flyttes over store afstande, hvilket gav anledning til en række krige.[6]

Ensartet klima og geologi tillige med adgangen til havet har forbundet mange af kulturerne omkring Middelhavet.

To af de vigtigste civilisationer i antikken var de græske bystater og fønikerne, og begge havde de omfattende kolonier langs Middelhavets kyster. Senere, da Augustus grundlagde Romerriget, omtalte romerne Middelhavet som Mare Nostrum ("Vores Hav").

Dareios 1. (Dareios den Store) erobrede Det gamle Egypten og byggede en kanal, som forbandt Middelhavet med det Røde Hav. Dareios' kanal var bred nok til, at to trierer kunne passerer hinanden med årene ude. Det tog tre dage at sejle igennem hele kanalen.[7]

Middelalderen og imperier

Slaget ved Lepanto i 1571 endte med sejre til den Hellige Liga mod det Osmanniske Rige.

Det Vestromerske rige kollapsede omkring 476. I en overgang var østen domineret af det Byzantinske Rige, der udgjorde den østlige halvdel af Romerriget. En ny magt rejste sig i 600-tallet sammen med religionen islam, der snart dækkede den østlige del. Da det Arabiske imperium var på sit højeste, dækkede det omkring 75 % af Middelhavslandene, og riget efterlod varige aftryk på både øst- og sydkysten.

Europa blev langsomt genoplivet, og mere organiserede og centraliserede stater opstod i slutningen af middelalderen efter det tolvte århundredes renæssance.

Det Osmanniske Riges magt fortsatte med at blive styrket, og i 1453 gik det Byzantinske Rige under ved Konstantinopels fald. Osmannerne fik kontrol over en stor del af havet i 1500-tallet og opretholdt havnebaser i Sydfrankrig, Algeriet og Tunesien. Barbarossa, den berømte osmanniske kaptajn, er et symbol på rigets dominans, hvilket blev understreget ved hans sejr under slaget ved Preveza. Slaget ved Djerba markerede højdepunktet på det Osmanniske Riges dominans i Middelhavet. De europæiske landes kunnen til havs blev bedre og bedre, hvilket satte en stopper for det Osmanniske riges ekspansion i området, efter at den osmanniske flåde blev besejret i slaget ved Lepanto. Det var det sidste søslag primært udkæmpet imellem galejer.

Barbareske pirater fra Nordafrika jagtede kristne skibe i den vestlige del af Middelhavet.[8] Ifølge Robert Davis fangede pirater fra 1500-tallet og frem til 1800-tallet et sted mellem 1 og 1,25 millioner europæere og gjorde dem til slaver.[9]

Udviklingen af sejlads på verdenshavene begyndte at påvirke hele Middelhavsområdet. Tidligere passerede al handel fra øst igennem området, men nu gik sejlruterne syd om Afrika, hvilket gjorde, at krydderier og andre varer kunne importeres via atlanterhavshavne i Vesteuropa.[10][11][12]

2000-tallet og immigranter

Uddybende Uddybende artikel: Flygtningekrisen i Europa

I 2013 beskrev Maltas præsident, George Abela, Middelhavet som en "kirkegård" som følge af det store antal immigranter, der hvert år druknede, fordi deres både kæntrede i forsøget på at nå Europa.[13] Formanden for Europa-Parlamentet Martin Schulz udtalte, at Europas migrationspolitik havde "gjort Middelhavet til en kirkegård". Han refererede til antallet af druknede flygtninge i området som direkte resultat af Europa-Parlamentets politik.[14] En embedsmand fra Aserbajdsjan beskrev havet som "en gravplads... hvor folk dør".[15]

Efter Bådforliset ved Lampedusa i 2013 besluttede den italienske regering at styrke landets patruljering langs kysterne. Parlamentet godkendte "Operation Mare Nostrum", en militær og humanitær mission med det formål at sikre immigranter og arrestere menneskehandlere.[16]

I 2015 krydsede mere end 1 millioner immigranter Middelhavet for at nå Europa.[17]

Geografi

Et satellitbillede, hvor Middelhavet. Gibraltarstrædet ses nederst i den venstre fjerdedel af billedet. Til venstre ligger Den Iberiske Halvø i Europa og til højre Maghreb i Afrika.
Strædet Dardanellerne i Tyrkiet. Nordsiden er Europa med halvøen Gallipoli i Thrakien; sydsiden er Anatolien i Asien.

Middelhavet er forbundet til Atlanterhavet via Gibraltarstrædet (af Homer beskrevet som "Herkules' Søjler") mod vest og Marmarahavet og Sortehavet via henholdsvis Dardanellerne og Bosporus mod øst. Marmarahavet ses ofte som en del af Middelhavet, hvorimod Sortehavet ikke gør. Den 163 kilometer lange menneskeskabte Suez-kanal mod sydøst forbinder Middelhavet med det Røde Hav.

Blandt større øer i Middelhavet kan nævnes: Cypern, Kreta, Euboea, Rhodos, Lesbos, Chios, Kefallonia, Korfu, Limnos, Samos, Naxos og Andros i den østlige del. Sardinien, Korsika, Sicilien, Cres, Krk, Brač, Hvar, Pag, Korčula og Malta i den centrale del. Og Ibiza, Mallorca og Menorca (de Baleariske Øer) i den vestlige del.

Det typiske middelhavsklima har varme, fugtige og tørre somre, mens vintrene er milde og regnfulde. Til de vigtigste afgrøder hører: Oliven, grapefrugt, appelsin, tangerin og kork.

Udbredelse

Den internatiuonale hydrografiske organisation (IHO) har defineret Middelhavets afgrænsninger som følger:[18]

Det strækker sig fra Gibraltarstrædet i vest til indgangen til Dardanellerne og Suez-kanalen i øst, og Middelhavet omringet af kysterne langs Europa, Afrika og Asien, og det er delt op i to bassiner:

  • Vestbassinet:
    • Mod vest: En linje, der går fra det Kap Trafalgar (Spanien) og Kap Spartel (Afrika).
    • Mod nordøst: Vestkysten af Italien. I Messinastrædet går en linje fra de to punkter Kap Paci (15°42'E) til Kap Peloro, det østlige yderpunkt på øen Sicilien. Den nordlige kyst på Sicilien.
    • Mod øst: En linje, der går fra Kap Lilibeo, på det østligste Sicilien (37°47′N 12°22′Ø / 37.783°N 12.367°Ø / 37.783; 12.367), igennem Adventure Bank til Kap Bon (Tunesien).
  • Østbassinet
    • Mod vest: De nordøstlige og østlige grænser af vestbassinet.
    • Mod nordøst: En linje, der går fra Kum Kale (26°11'E) til Kap Helles, den vestlige del af indgangen til Dardanellerne.
    • Mod sydøst: Indgangen til Suez-kanalen.
    • Mod øst: Syrien og Israels kyst.

Oceanografi

De herskende overfladestrømme i Middelhavet i juni.

Middelhavet er næsten helt omgivet af land, hvilket har flere effekter på havstrømmene: Tidevand er meget begrænset, som følge af den smalle forbindelse til Middelhavet. Middelhavet er karakteriseret ved dets dybe blå farve.

Fordampningen i høj grad nedbøren og mængden af vand, der stammer fra floder med udløbet i dette hav, hvilket er centralt for vandcirkulationen i bassinet.[19] Fordampningen er særligt høj i Middelhavets østlige halvdel, hvilket forårsager, at havniveauet falder, og saltholdigheden (saliniteten) stiger, jo længere mod øst man kommer.[20] Saliniteten på 5 meters dybde er 3,8 %.[21]

Trykgradienten presser relativt koldt vand med lavt saltindhold fra Atlanterhavet ind i bassinet. Her varmes vandet op og opnår højere saltkoncentrationer i takt med, at det kommer længere østpå. Vandet bliver så salt, at det synker mod bunden ud for Levanten, hvorefter det cirkulerer tilbage vestover mod Gibraltarstrædet.[22] Således flyder havvand østpå i havoverfladen og vestpå under havoverfladen; når det rammer Atlanterhavet, kan den særlige kemi i Middelhavets vand bevare sammensætningen mange tusinde kilometer fra kilden.[23]

I snit er vandets temperatur i den dybeste del af Middelhavet 13,2 °C.[21]

Kystlande

Kort over Middelhavet.

Følgende lande har kystlinje ud til Middelhavet:

Adskillige andre områder ligger også ud til Middelhavet: det britiske oversøiske territorium Gibraltar, de spanske områder Ceuta og Melilla og de nærliggende øer samt Akrotiri og Dhekelia på Cypern.

Barcelona er det største byområde på Middelhavets kyst. Her har Unionen for Middelhavet sit hovedkvarter.
Akropolis i Athen med Middelhavet i Baggrunden.
Den gamle havneby Jaffa i Israel: Ifølge Biblen var det her, Jonas satte sejl, før han blev slugt af en hval.[24]
Alexandria, en af de største byer ud til Middelhavet.

Følgende større byer med en befolkningen på over 200.000 indbyggere ligger ud til Middelhavet:

LandByer
AlgerietAlgiers, Annaba, Oran
ÆgyptenAlexandria, Port Said
FrankrigMarseille, Nice
GrækenlandAthen, Piraeus, Patras, Thessaloniki
IsraelAshdod, Haifa, Rishon LeZion, Tel Aviv
ItalienBari, Catania, Genova, Messina, Napoli, Palermo, Rom, Taranto, Trieste, Venedig
LibanonBeirut, Tripoli
LibyenBenghazi, Al Khums, Misratah, Tripoli, Az Zawiyah, Zliten
MarokkoTétouan, Tangier
SpanienAlicante, Badalona, Barcelona, Cartagena, Málaga, Palma de Mallorca, Valencia
SyrienLatakia
TunisienSfax, Sousse, Tunis
TyrkietAntalya, Adana, İzmir, Mersin

Underområder

Lokale stednavne i Middelhavet:

De 10 største øer efter areal

De to største øer i Middelhavet: Sicilien og Sardinien (Italien). Begge er mere end dobbelt så store som Cypern, der er havets tredjestørste ø. Det er også de to øer med størst befolkning.
Uddybende Uddybende artikel: Øer i Middelhavet
LandØAreal (km2)Befolkning
ItalienSicilien25.4605.048.995
ItalienSardinien23.8211.672.804
CypernCypern9.2511.088.503
FrankrigKorsika8.680299.209
GrækenlandKreta8.336623.666
GrækenlandEuboea3.655218.000
SpanienMallorca3.640869.067
GrækenlandLesbos1.63290.643
GrækenlandRhodos1.400117.007
GrækenlandChios84251.936

Havtemperatur

Gennemsnitlig havtemperatur (°C)
JanFebMarAprMajJunJulAugSepOktNovDecÅrs
gns
Marseille[25]13131314161821222118161416,6
Gibraltar[26]16151616172022222220181718,4
Málaga[27]16151516172022232220181618,3
Athen[28]16151516182124242421191819,3
Barcelona[29]13131314172023252320171517,8
Heraklion[30]16151516192224252422201819,7
Venedig[31]11101113182225262320161417,4
Valencia[32]14131415172124262421181518,5
Malta[33]16161516182124262523211819,9
Alexandria[34]18171718202325262625222021,4
Napoli[35]15141415182225272522191619,3
Larnaca[36]18171718202426272725221921,7
Limassol[37]18171718202426272725221921,7
Antalya17171718212427282725221921,8
Tel Aviv[38]18171718212426282726232022,1

Geologi

Undersøisk karstkilde, kaldet vrulja, nær Omiš, der kan observeres som krusninger i vandet på en ellers stille havoverflade.

Middelhavets geologiske historie er kompleks. Man antog tidligere, at det var en tektonisk rest af Tethyshavet. I dag ved man, at det et væsentligt yngre bassin kaldet Neotethys, da den Afrikanske og Eurasiske Plade bevægede sig fra hinanden under den sene trias- og juraperiode. Fordi det stort set var totalt omgivet af land i et relativt tørt klima, blev bassinet offer for en intensiv fordampning og efterfølgende nedbør. Den messiniske salinitetskrise begyndte for omkring 6 millioner år siden, da Middelhavet blev et indlandsområde. 'Saltkrisen' endte med, at havet tørrede ud. Af den grund findes der store saltaflejringer på bunden af Middelhavet. Samlet er mængden af deponeret salt beregnet til mere end 1 million kubikkilometer. Nogle steder er saltlaget mere end tre kilometer tykt.[39][40]

Forskere antager, at det nuværende hav blev fyldt med vand for omkring 53 millioner år siden under den to årlange zanclean-oversvømmelse. Her strømmede vand ind fra Atlanterhavet af det nyligt opståede hul ved Gibraltarstrædet. Denne 'flod' af havvand kan have haft en vandføring, der var tusinde gange større end den mængde vand, der strømmer gennem Amazonfloden.[41]

Middelhavet har en gennemsnitsdybde på omkring 1.500 meter og er 5.267 meter på det dybeste sted: Calypsodybden i det Ioniske Hav imellem Italien og Grækenland.

Kystlinjen er omkring 46.000 kilometer lang. En undersøisk højderyg (Sicilienstrædet) mellem øen Sicilien og Tunesiens kyst deler havet op i to mindre dele; det vestlige Middelhavsbassin, der har et areal på omkring 850.000 km2; og det østlige Middelhavsbassin med et areal på omkring 165 millioner km2.

Karstkilder eller vrulja er karakteristiske for dele af Middelhavets kystlinje, hvor grundvand bliver presset ud i havet fra undersøiske reservoirer. Vandet er typisk ferskvand og er i nogle tilfælde termisk varmt.[42][43]

Pladetektonik

Den messiniske salinitetskrise før zanclean-oversvømmelsen.
Animation af den messiniske salinitetskrise.

Middelhavesbassinet og havsystemet blev etableret, da det tidligere afrikansk-asiatiske kontinent kolliderede med Eurasien. Da det afrikansk-asiatiske kontinent bevægede sig mod nord, lukkede det sig over det tidligere Tethyshav, der inden da havde separeret de to superkontinenter Laurasien og Gondwanaland.

Omtrent halvvejs gennem juratiden blev der skabt et langt mindre havbassin kaldet Neotethys. Dette bassin opstod, kort før Tethyshavet havde lukket sig i den vestlige (arabiske) ende. En kollision over et meget bredt stykke skubbede et langt bjergsystem op, der gik fra Pyrenæerne i Spanien til Zagrosbjergkæden i Iran i en bjergopbyggende pladetektonik kaldet Alpiderna eller den alpine bjergkædefoldning. Neotethys blev større under denne bevægelse, der foregik i den oligocæne og miocæne periode (for cirka 34 til 5,33 millioner år siden). Således består Middelhavets bassin af flere tektoniske plader i forkastningszone, hvilket er grundlaget for den østlige del af Middelhavet. Forskellige forkastningszoner danner de dybeste og største undersøiske bjergkæder i den østlige del af det Ioniske Hav og den sydlige del af det Ægæiske Hav. Den Centralindiske Bjergryg løber øst for Middelhavet mod sydøst imellem Afrika og den Arabiske Halvø og videre ud i den Indiske Ocean.

Økologi og biota

Som et resultat af udtørringen af havet under den messiniske salinitetskrise[44] kommer Middelhavets biota primært fra Atlanterhavet. Nordatlanten er væsentligt koldere og mere næringsrig end Middelhavet. Meget af havlivet har derfor måttet tilpasse sig varierende betingelser i de 5 millioner år, Middelhavsbassinet har været fyldt med vand.

Alboranhavet er en overgangszone imellem to havområder. Her lever arter fra både Atlanterhavet og Middelhavet. Alboranhavet har den største mængde af øresvinsarten tursiops i den vestlige del af Middelhavet og er hjemsted for den sidste bestand af marsvin i Middelhavet. Det er ligeledes det vigtigste opvækstområde i Europa for den uægte karetskildpadde. Der foregår et stort fiskeri i Alboranhavet efter sardiner og sværdfisk. Middelhavsmunkesælen lever i det Ægæiske Hav ved Grækenlands. I 2003 udtrykte WWF Verdensnaturfonden bekymring for visse former for garnfiskeri i Middelhavet. Problemet er, at delfiner, skildpadder og andre havdyr ofte uforvarende fanges og drukner i disse fiskenet.

Miljøhistorie

I de seneste 4.000 har menneskets tilstedeværelse omkring Middelhavet ændret de fleste europæiske middelhavslande. Menneskets påvirkning af landskabet har overlappet med fremkomsten af middelhavsklimaet.[45] Billedet af, at Middelhavet var et paradis på jorden i Antikken, som blev ødelagt af senere civilisationer, går i hvert fald tilbage til 1700-tallet og var en udbredt opfattelse blandt arkæologer og historikere i flere århunderede. Alfred Thomas Grove og Oliver Rackham udfordrer i værket The Nature of Mediterranean Europe denne opfattelse. De to baserer sig på en lang række metoder, inklusive historiske dokumenter, analyser af handelsruter, sedimenter på flodsletter, pollenanalyse, dendrokronologi og yderlige arkæometriske analyser samt befolkningsstudier. De stiller sig skeptiske over for ideen om Middelhavet som en tabt edens have med frugtbare og skovrige områder, der gik til grunde og blev gold som følge af dårlig menneskelig indgriben.[45] Opfattelsen stammer i højere grad fra et nyere tids indgriben, end de imaginære ting, der har påvirket området i antikken, og som blev idaliseret i Oplysningstiden af kunstnere, digtere og videnskabsfolk.[45]

Udviklingen af klimaet, vegetationen og landskabet i Sydeuropa fra forhistorisk tid og frem til i dag er langt mere kompleks og har gennemgået mange ændringer. Eksempelvis foregik afskovning allerede inden romertiden. Under Romerriget sørgede store virksomheder for vedligehold af skove og marker, og ved Romerrigets fald skete der en stor affolkning. Nogle antager, at der foregik en stor afskovning i moderne tid, og der er en stor forskel i afskovningen i Nord- kontra Syditalien. Klimaet har været ustabilt fra antikken og frem til i dag, hvilket bl.a. ses ved Den lille istid,[46] som betød ændret udbredelse af forskellige typer planter i forhold til både klimaet og menneskelig aktivitet.[45]

Kilder/referencer

  1. ^ a b "Microsoft Word — ext_abstr_East_sea_workshop_TLM.doc" (PDF). Hentet 23. april 2010.
  2. ^ a b "Researchers predict Mediterranean Sea level rise — Headlines — Research – European Commission". Europa. 19. marts 2009. Hentet 23. april 2010.
  3. ^ "Mediterranean Sea". Encyclopedia Britannica. Hentet 2015-10-23.
  4. ^ DID THE MEDITERRANEAN SEA DRY OUT DURING THE MIOCENE? A REASSESSMENT OF THE EVAPORITE EVIDENCE FROM DSDP LEGS 13 AND 42A CORES (Webside ikke længere tilgængelig) Citat: "...The idea that the Mediterranean Sea dried out completely during the late Miocene (Messinian, 5--6 Ma) is now widely accepted..."
  5. ^ New insight into the Messinian salinity crisis Arkiveret 22. august 2006 hos Wayback Machine Citat: "...It is now widely accepted that these evaporites, which formed during the Messinian (late Miocene) – between 5.96 and 5.33 m.y. – resulted from the closure of the marine passages between the Atlantic and the Mediterranean..."
  6. ^ David Abulafia (2011). The Great Sea: A Human History of the Mediterranean. Oxford University Press.
  7. ^ Rappoport, S. (Doctor of Philosophy, Basel). History of Egypt (undated, early 20th century), Volume 12, Part B, Chapter V: "The Waterways of Egypt", pages 248-257. London: The Grolier Society.
  8. ^ Robert Davis (5. december 2003). Christian Slaves, Muslim Masters: White Slavery in the Mediterranean, the Barbary Coast and Italy, 1500–1800. Palgrave Macmillan. ISBN 9780333719664. Hentet 17. januar 2013.
  9. ^ "British Slaves on the Barbary Coast". Bbc.co.uk. Hentet 17. januar 2013.
  10. ^ C.I. Gable - Constantinople Falls to the Ottoman Turks - Boglewood Timeline - 1998 - Hentet 3. september 2011.
  11. ^ "History of the Ottoman Empire, an Islamic Nation where Jews Lived" - Sephardic Studies and Culture - Hentet 3. september 2011.
  12. ^ Robert Guisepi - The Ottomans: From Frontier Warriors To Empire Builders Arkiveret 11. marts 2015 hos Wayback Machine - 1992 - History World International - Hentet 3. september 2011.
  13. ^ "Migrant deaths prompt calls for EU action". Al Jazeera — English. 13. oktober 2013. Hentet 12. december 2014.
  14. ^ "Schulz: EU migrant policy 'turned Mediterranean into graveyard'". EUobserver. 24. oktober 2013. Hentet 12. december 2014.
  15. ^ Novruz Mammadov: The Mediterranean become a burial ground. topnews.az. Hentet 18/12-2016
  16. ^ Loperazione Mare Nostrum Arkiveret 18. juli 2014 hos Wayback Machine. eurasia-rivista.org.
  17. ^ "Over one million sea arrivals reach Europe in 2015". UNHCR - The UN Refugee Agency. 30. december 2015.
  18. ^ "Limits of Oceans and Seas, 3rd edition" (PDF). International Hydrographic Organization. 1953. Arkiveret fra originalen (PDF) 8. oktober 2011. Hentet 20. april 2016.
  19. ^ Pinet, Paul R. (1996), Invitation to Oceanography (3rd udgave), St Paul, Minnesota: West Publishing Co., s. 202, ISBN 0-314-06339-0
  20. ^ Pinet 1996, p. 206.
  21. ^ a b "Temperature and salinity variations of Mediterranean Sea surface waters over the last 16,000 years from records of planktonic stable oxygen isotopes and alkenone unsaturation ratios". Palaeogeography, Palaeoclimatology, Palaeoecology. 158: 259-280. 2000. doi:10.1016/s0031-0182(00)00053-5.
  22. ^ Pinet 1996, pp. 206–207.
  23. ^ Pinet 1996, p. 207.
  24. ^ Israel, By Sue Bryant, (New Holland Publishers, 2008), page 72
  25. ^ Marseille Climate and Weather Averages, France
  26. ^ Gibraltar Climate and Weather Averages
  27. ^ Malaga Climate and Weather Averages, Costa del Sol
  28. ^ Athens Climate and Weather Averages, Greece
  29. ^ Barcelona Climate and Weather Averages, Spain
  30. ^ Iraklion Climate and Weather Averages, Crete
  31. ^ Venice Climate and Weather Averages, Venetian Riviera
  32. ^ Valencia Climate and Weather Averages, Spain
  33. ^ Valletta Climate and Weather Averages, Malta
  34. ^ "Alexandria Climate and Weather Averages, Egypt". Arkiveret fra originalen 5. januar 2014. Hentet 18. december 2016.
  35. ^ Naples Climate and Weather Averages, Neapolitan Riviera
  36. ^ Larnaca Climate and Weather Averages, Cyprus
  37. ^ Limassol Climate and Weather Averages, Cyprus
  38. ^ Tel Aviv Climate and Weather Averages, Israel
  39. ^ William Ryan (2008). "Decoding the Mediterranean salinity crisis". Sedimentology. 56 (1): 95-136. doi:10.1111/j.1365-3091.2008.01031.x.
  40. ^ William Ryan (2008). "Modeling the magnitude and timing of evaporative drawdown during the Messinian salinity crisis" (PDF). Sedimentology. 5 (3-4): 229. Arkiveret fra originalen (PDF) 4. marts 2016. Hentet 19. december 2016.
  41. ^ Garcia-Castellanos, D., Estrada, F., Jiménez-Munt, I., Gorini, C., Fernàndez, M., Vergés, J., De Vicente, R. (10 December 2009) Catastrophic flood of the Mediterranean after the Messinian salinity crisis, Nature 462, pp. 778–781,
  42. ^ Elmer LaMoreaux, Philip (2001). "Geologic/Hydrogeologic Setting and Classification of Springs". Springs and Bottled Waters of the World: Ancient History, Source, Occurrence, Quality and Use. Springer. s. 57. ISBN 978-3-540-61841-6.
  43. ^ Žumer, Jože (2004). "Odkritje podmorskih termalnih izvirov" [Discovery of submarine thermal springs] (PDF). Geografski obzornik (slovensk). Association of the Geographical Societies of Slovenia. 51 (2): 11-17. ISSN 0016-7274. (slovensk)
  44. ^ Hsu K.J., "When the Mediterranean Dried Up" Scientific American, Vol. 227, December 1972, p32
  45. ^ a b c d The Nature of Mediterranean Europe: An Ecological History, by Alfred Thomas Grove, Oliver Rackham, Yale University Press, 2003, review at Yale university press Nature of Mediterranean Europe: An Ecological History (review) Brian M. Fagan, Journal of Interdisciplinary History, Volume 32, Number 3, Winter 2002, pp. 454-455 |
  46. ^ Little Ice Ages: Ancient and Modern, Jean M. Grove, Taylor & Francis, 2004

Eksterne henvisninger

Autoritetsdata

Medier brugt på denne side

Alexandria coast (2715600220).jpg
Forfatter/Opretter: Filip Maljković from Pancevo, Serbia, Licens: CC BY-SA 2.0
A view on the Alexandria (Egypt) coastal line from the 7th floor.
Tunisia - Sicily - South Italy.jpg
Tunisia, Sicily, Sardinia, the south of Italy and Malta
MEDCURR.GIF
(c) Valery Kulaga at engelsk Wikipedia, CC BY 2.5
Valery Kulaga, www.1yachtua.com
Etapa3muda.jpg
Forfatter/Opretter: Paubahi, Licens: CC BY-SA 3.0
Aixecament total de l'estret i dessecació del Mediterrani
Vrulja kod Omiša.jpg
Forfatter/Opretter: Ante Perkovic, Licens: CC BY-SA 3.0

Submarine karst spring, emerging fresh water in the Adriatic Sea. "Vrulja Bay", South Croatia.
4,5km N of Brela, half way between Omiš and Makarska.

Submarine, because the sea's water level rose by ca. 120 m since late Pleistocene (last glacial period, 25ka) and karstification of the Biokovo mountains continues to an even lower level.
Battle of Lepanto 1571.jpg
Slaget ved Lepanto, 1571.
Barcelona skyline.jpg
Forfatter/Opretter: frank müller, Licens: CC BY-SA 2.0
Barcelona, Spain, view over the city towards the coast with Torre Agbar, which is illuminate at night in the colours of the “F. C. Barcelona”
AntikeGriechen1.jpg
Forfatter/Opretter: unknown, Licens: CC BY-SA 3.0
Attica 06-13 Athens 36 View from Lycabettus.jpg
Forfatter/Opretter: A.Savin, Licens: CC BY-SA 3.0
View from Lycabettus in Athens (Attica, Greece)
Roman Empire Trajan 117AD.png
Forfatter/Opretter: Tataryn, Licens: CC BY-SA 3.0
The Roman Empire (red) and its clients (pink) in 117 AD during the reign of emperor Trajan.
Coast of Tel Aviv-Yaffo.JPG
Forfatter/Opretter: Miriam Sommer, Licens: CC BY-SA 3.0
coast of Tel Aviv-Yaffo
STS059-238-074 Strait of Gibraltar.jpg
The Strait of Gibraltar provides a natural physical barrier between the countries of Spain (north) and Morocco (south). In geologic terms, the 10-mile (16-kilometer) strait that separates the two countries, as well as Europe and Africa, is located where the two major tectonic plates—the Eurasian Plate and the African Plate—collide. This high-oblique, northeast-looking photograph shows the mountainous northern coast of Morocco and the coastal mountains of southern Spain, including the dagger-shaped, snow-covered Sierra Nevada Mountains of southeastern Spain. The Guadalquivir River flows from east to west along the base of the Sierra Morena Mountains in southern Spain. The famous British city of Gibraltar is located on the wedge-shaped peninsula on the east side of the bay in the southernmost protrusion of Spain. The city of Ceuta is a Spanish enclave on the extreme northeastern coast of Morocco. Ceuta, a free port with a large harbor, has remained under Spanish control since 1580.
Crisis salina del Messiniense.ogv
Forfatter/Opretter:

Federica Brigida

Obra derivada de / Lavoro derivato / Derivative work:

  • Manolo Mantero, Daniel Garcia-Castellanos 2011-12-05 (fotos de la placa tectótica subducida / fotos per fenomeno di subduzione / photos for the phenomenon of subduction)
  • Paubahi 2012-03-19
  • Paubahi 2012-04-03 Paubahi 2012-03-19
  • Paubahi 2012-04-03
  • Paubahi 2012-04-03
  • Paubahi 2012-05-14
, Licens: CC BY-SA 3.0
The animation shows the salinity crisis of Messiniense in the Mediterranean Sea, that took place in the Miocene geological era, characterized by the accumulation of masses of salt on its bottom and probably including a period of almost complete desiccation (00:49 minutes)

A possible cause of the subsequent closure of the connection with the Atlantic is the removal of plaque collapsing (slab rollback) during a phenomenon of subduction. (0:13 minute) in combination to the change of sea level (minute 0:28).

Following the complete closure between the Atlantic Ocean and the Mediterranean Sea (0:31 minutes) the level of the Mediterranean Sea dropped rapidly just because there was no supply of water coming from the Atlantic. The rivers that flowed into the sea, began to run the seabed creating deep ruts and waterfalls in its delta. The evaporation (0:35 minutes) produced the storage of large amounts of salt on the sea bottom (0:39 minutes).

Presumably, during the period in which the level of the Mediterranean Sea was 1500-1200 meters lower than today, some mammals passed through Africa and Europe, through the present Gibraltar Strait. (minute 0:44).

It is believe that the crisis saline, ended with a flood of enormous dimensions of the Atlantic in the Mediterranean Sea 5.33 million years ago, through an passage opened in the current Straits of Gibraltar (minute 0:52). When the strait collapsed to the level of the sea, the Atlantic overflowed in the Mediterranean Sea and the water, the erosion due to the waters dug a groove getting bigger, finishing the filling process catastrophic, that lasted only few months. (minute 1:10).


Animation created by Federica Brigida under the supervision of Marina Bolado Penagos (Faculty of Marine and Environmental Sciences, of the University of Cádiz) and Daniel Garcia Castellanos.
Gallipoli peninsula from space.jpg
Gallipoli peninsula from space