Middelalderskibe

Et søslag mellem franske og engelske skibe (kogger) i 1200-tallet.

Middelalderskibe var de fartøjer på vand, der blev brugt i Europa i middelalderen. Ligesom skibe fra oldtiden blev de bevæget fremad af sejl, årer eller en kombination af de to. Udvalget var stort og baserede sig for det meste på meget ældre, konservative skibskonstruktioner. På trods af bedre og hyppigere kommunikation inden for Europa med en række skibsforbedringer til følge, kostede det dyrt at mislykkes i konstruktionsforsøgene.[1]

Skibe i nord var udformet af vikingetiden, mens skibe i syd bar præg af antikken eller romertiden. Der skete dog teknologiske ændringer. De forskellige traditioner brugte forskellige byggemetoder: klinkbyggeri i nord og kravelbygning i syd. Ved slutningen af perioden kom karavel-konstruktioner til at dominere bygningen af store skibe, ligesom perioden også så et skifte fra styreror/sideror til styring ved agterstavnen og udviklingen fra enmastede til flermastede skibe. Da middelhavsområdet var forbundet af vandveje, byggede folk omkring havet flere typer af skibe for at imødekomme forskellige havniveauer og klimaer, og skibene blev desuden brugt i forbindelse med opdagelsesrejser, handel og krig.[2]

Sejlskibe

Tidlig middelalder

Knarr

Model af en knarr

Knarren, en slægtning til langskibet, var en type fragtskib, der blev brugt af vikingerne. Den adskilte sig fra langskibet ved, at den var større og næsten udelukkende afhængig af sit råsejl til fremdrift.

Højmiddelalderen

Kogge

Kogge

En kogge var et enmastet skib med klinkbyggede sider og en plan, flad bund.[3]

Selvom betegnelsen "kogge" er registreret så tidligt som i det 9. århundrede,[4] ser det havgående fartøj af samme navn ud til at have udviklet sig på den frisiske kyst i løbet af det 14. århundrede.[5] Kogger erstattede gradvist vikingeskibe i nordlige farvande i løbet af det 13. århundrede, sandsynligvis fordi de kunne bære mere last end knarren af samme størrelse. Deres flade bund gjorde det muligt for dem at ligge lavt i havnen, hvilket gjorde dem lettere at losse og læsse. Deres høje sider gjorde dem sværere at borde i et søslag, hvilket kan have gjort dem mere sikre mod pirater.[6] Kogger blev også brugt som militære transportskibe og krigsskibe, udstyret med forhøjninger for og agter.

Som sejlskibstype nåede den Middelhavet i 1304, hvilket førte til en middelhavsvariant kaldet "vognen".[7]

Hulk

Betegnelsen "en hulk" (oldengelsk [oe]: hulc) er første gang registreret i det 10. århundrede, hvor den skelnes fra skibe med køl (oe: ceol), i den nordiske tradition som f.eks. knarr. Meget lidt er kendt om en hulk, grundet manglende arkæologiske levn eller brugbart samtidigt beskrivende optegnelser. Tidlige billeder af hulke viser dem stærkt buede opad ved stævn og agterstavn.[8]

Brugen af hulke omtales fortsat i skrifter fra middelalderen og ind i det 16. århundrede, hvor de især er forbundet med Østersøen og Hanseforbundet. Disse sene hulke kunne være lige så store som nutidige store skibe. Jesus af Lübeck fra 1544 var et skib på ca. 700 tons, det samme som orlogsfartøjet Mary Rose.[9] Det vides dog ikke, hvor ens senere middelalderlige hulke var i forhold til deres forgængere, men der er set tegn på en form for hybrid-konstruktioner, der både indeholder hulke og efterfølgende skibsudviklinger.[10] Andre har foreslået, at de senere hulke læner sig bygningsmæssigt op ad karaveller.[11]

Referencer

  1. ^ https://trivent-publishing.eu/img/cms/Richard.W.Unger.pdf
  2. ^ https://weaponsandwarfare.com/2015/11/23/medieval-war-at-sea/
  3. ^ Mcgrail (1981), s.36
  4. ^ Mcgrail, 1981, s.36
  5. ^ Crumlin Pederson (2000)
  6. ^ Mcgrail (1981), s.38
  7. ^ Bass (1972), s.190
  8. ^ McGrail (1981) s.38-40
  9. ^ Davies (2005), s.94
  10. ^ Friel (1995), s.37
  11. ^ Davies (2005), s. 20

Litteratur og kilder

  • Bass, George F. 1972. A History of Seafaring: Based on Underwater Archaeology. Thames and Hudson Ltd, ISBN 0-500-01077-3
  • Crumlin-Pedersen, O. (2000). "To be or not to be a cog: the Bremen Cog in Perspective". International Journal of Nautical Archaeology 29.2: s. 230–246
  • Davies, Jonathan (2005). The King's Ships. Leigh-on-Sea, Essex: Partizan Press. ISBN 1-85818-547-5.
  • Friel, Ian (1995). The Good Ship. London: British Museum Press. ISBN 0-7141-0574-0.
  • McGowan, Alan (1981). Tiller and Whipstaff:The development of the Sailing Ship 1400-1700. London: National maritime Museum. ISBN 0-11-290313-4.
  • McGrail, Sean (1981). Rafts, Boats and Ships. London: National Maritime Museum. ISBN 0-11-290312-6.
  • Rose, Susan (2013). England's Medieval Navy 1066-1509. Montreal & Kingston: McGill-Queen's University Press. ISBN 9780773543225.
  • O'Connell, Monique; Dursteler, Eric R. (2016). The Mediterranean world: from the fall of Rome to the rise of Napoleon. Johns Hopkins University Press. s. 133. ISBN 978-1-4214-1901-5. OCLC 1047614281.

Yderligere læsning

  • Flatman, Joe (2009). Ships and Shipping in Medieval Manuscripts. British Library Publishing, ISBN 978-0-7123-4960-4
  • Hutchinson, Gillian (1994). Medieval Ships and Shipping. London: Leicester University Press, ISBN 978-0-7185-0117-4
  • S. McGrail: "Medieval boats, ships, landing places" in Waterfront archeology in Britain and Northern Europe, s. 7–23, Council for British Archeology, 1981.
  • Gardiner, R & Unger, Richard W. (1994). Cogs, Caravels, and Galleons. Conway Maritime Press, ISBN 1-55750-124-6
  • McGrail, Sean (2004). Boats of the world from the Stone Age to Medieval times. Oxford University Press (udgivet 28. marts 2002). s. 88-164. ISBN 9780199271863. OCLC 1120663729.

Eksterne henvisninger

Medier brugt på denne side

Duel between French and English Ships from The Sea, Its Stirring Story of Adventure, Peril, & Heroism.jpg
King John stoutly claimed for England the sovereignty of the sea—he was not always so firm and decided—and decreed that all foreign ships, the masters of which should refuse to strike their colours to the British flag, should be seized and deemed good and lawful prizes. This monarch is stated to have fitted out no less than 500 ships, under the Earl of Salisbury, in the year 1213, against a fleet of ships three times that number, organised by Philip of France, for the invasion of England. After a stubborn battle, the English were successful, taking 300 sails, and driving more than 100 ashore, Philip being under the necessity of destroying the remainder to prevent them falling into the hands of their enemies. Some notion may be gained of the kinds of ships of which these fleets were composed, by the account that is narrated of an action fought in the following reign with the French, who, with eighty “stout ships,” threatened the coast of Kent. This fleet being discovered by Hubert de Burgh, governor of Dover Castle, he put to sea with half the number of English vessels, and having got to the windward of the enemy, and run down many of the smaller ships, he closed with the rest, and threw on board them a quantity of quick-lime—a novel expedient in warfare—which so blinded the crews that their vessels were either captured or sunk. The dominion of the sea was bravely maintained by our Edwards and Henrys in many glorious sea-fights. The temper of the times is strongly exemplified by the following circumstance. In the reign of Edward I. an English sailor was killed in a Norman port, in consequence of which war was declared by England against France, and the two nations agreed to decide the dispute on a certain day, with the whole of their respective naval forces. The spot of battle was to be the middle of the Channel, marked out by anchoring there an empty ship. This strange duel of nations actually took place, for the two fleets met on April 14th, 1293, when the English obtained the victory, and carried off in triumph 250 vessels from the enemy. In an action off the harbour of Sluys with the French fleet, Edward III. is said to have slain 30,000 of the enemy, and to have taken 200 large ships, “in one of which only, there were 400 dead bodies.” The same monarch, at the siege of Calais, is stated to have blockaded that port with 730 sails, having on board 14,956 mariners. The size of the vessels employed must have been rapidly enlarging.
Modell Knorr.jpg
Forfatter/Opretter: unknown, Licens: CC BY-SA 3.0
Kieler Hansekogge 2007.jpg
(c) I, VollwertBIT, CC BY-SA 2.5
Segelschiff (Kogge) Kieler Hansekogge auf der Kieler Woche 2007. Nachbau der bei Bremen 1962 aufgefundenen Bremer Kogge von 1380. Fertigstellung des Nachbaus: 1991.