Mellemtræk

Et mellemtræk eller et indskudt træk (tysk: Zwischenzug) er et motiv i skak, hvor en spiller i stedet for at spille et umiddelbart forventet træk (som f.eks. kan være at slå tilbage lige efter, at en af spillerens brikker er blevet slået) indskyder et andet træk, der udgør en trussel, som modstanderen må imødegå, for først derefter at spille det foventede træk.(Hooper & Whyld 1992:460) (Golombek 1977:354). Ideelt set skal mellemtrækket ændre situationen til spillerens fordel, som for eksempel at vinde materiale eller undgå en fortsættelse, som ville være fordelagtig for modstanderen.

Når det indskudte træk giver skak, kaldes det en mellemskak (Horowitz & Reinfeld 1954:183–85), (Mednis 1997:270).

Det tyske ord for mellemtræk, Zwischenzug er indgået i en række andre sprog, bl.a. engelsk og russisk. Et mellemtræk er også set betegnet som et intermezzo (Cox 2007:216), mellemliggende træk (Kasparov 2008:208) eller et træk ind imellem (Burgess 1997:494) (Horowitz & Reinfeld 1954:180–97).

Som det ofte er tilfældet omkring skakudtryk, er det ikke muligt at fastslå, hvornår et mellemtræk første gang blev udført. Tre tidlige eksempler fra skakhistorien er skakpartierne Lichtenhein-Morphy, New York 1857, Rosenthal-De Vere, Paris 1867 og Tartakower-Capablanca, New York 1924. Betegnelsen mellemtræk (zwischenzug) anvendtes første gang i 1933 af de amerikanske skakskribenter Fred Reinfeld og Irving Chernev i bogen Chess Strategy and Tactics.

Historie

Lichtenhein-Morphy, New York 1857 a b c d e f g h 8 8 7 7 6 6 5 5 4 4 3 3 2 2 1 1 a b c d e f g h

Stillingen efter 10.Lxe4

Ingen ved, hvornår det første mellemtræk blev spillet, men det var helt klart længe før begrebet selv var kommet til.^[1] Et tidligt eksempel er Lichtenhein-Morphy, New York 1857.^[2] I diagrammet til højre har hvid netop slået sorts springer på e4 og regnede sikkert med at der ville blive slået tilbage med 10...dxe4 11.0-0, hvor hvids konge er i sikkerhed, og han har den bedste bondestilling. Morphy, der var tidens stærkeste spiller, indskød mellemtrækket 10...Qh4!^[3] Nu kan hvid ikke redde løberen, eftersom et træk som 11.Lf3?? besvares med 11...Dxf2#.^[3] Yderligere ville 11.0-0 besvares med 11...Dxe4 11.Sc3 Dh4, hvor "Sort har løberparret og en stilling uden alvorlige svagheder" (Reinfeld & Soltis 1974:53). Hvid spillede i stedet 11.De2 (hvilket tvinger sort til at svække sine bønder) med dxe4 12.Le3? (efter 12.0-0!, har sort kun en lille fordel)^[4] Lg4! 13.Dc4 Lxe3!! og Morphy vandt i den "strålende" stil, han er kendt for.^[2][3] (Réti 1976:32–36) (Reinfeld & Soltis 1974:51–54)

Rosenthal-De Vere, Paris 1867 a b c d e f g h 8 8 7 7 6 6 5 5 4 4 3 3 2 2 1 1 a b c d e f g h

Stillingen efter 16.Lxb4

Rosenthal-De Vere, Paris 1867,^[5] er et andet eksempel på et mellemtræk i det 19. århundrede(Hooper & Whyld 1992:107–8). De Vere (sort) havde tidligere ofret en let officer for to bønder. Hvid har netop spillet 16.Lxb4. I stedet for at slå tilbage med 16...Dxb4+ spillede De Vere først mellemtrækket (eller mellemskakken) 16...Tc1+! Efter 17.Kd2 Txf1 18.Dxf1 Dxb4+ 19.Ke2 Dxf4 20.Dg1 Sxe5 havde De Veres mellemtræk indbragt ham to bønder mere og en materiel fordel på fire bønder for en springer. Hvid gav op efter 12 yderligere træk.

Tartakower-Capablanca, New York 1924 a b c d e f g h 8 8 7 7 6 6 5 5 4 4 3 3 2 2 1 1 a b c d e f g h

Stillingen efter 9. Lxb8.

Et andet prominent eksempel på et mellemtræk, omend ikke selve udtrykket, fremkom i partiet Tartakower-Capablanca, New York 1924.^[6] Partiet blev vundet af den regerende verdensmester i en af de stærkest besatte turneringer i begyndelsen af det 20. århundrede.^[7] I stilling til højre har Tartakower (hvid) lige spillet 9. Lxb8 og tror, at han har lokket Capablanca i en fælde: Hvis 9...Txb8, 10.Da4+ og 11.Dxb4 vil vinde en løber (Tartakower & du Mont 1975:295). Capablanca overraskede imidlertid med mellemtrækket 9...Sd5!, som dækker hans løber og yderligere truer med 10...Se3+, med familieskak på hvids konge og dronning. Efter Tartakowers svar 10.Kf2 Txb8 genvandt Capablanca sin officer og forsatte med at vinde efter yderligere 20. træk. Bemærk, at sort efter 10.Lf4 (i stedet for 10.Kf2), ikke ville spille 10...Sxf4??, hvilket stadig ville tillade 11.Da4+ med gevinst af en officer. Sort ville her spille et andet mellemtræk, 10...Df6!, som igen angriber løberende og også gentager truslen om 11...Se3+ (Alekhine 1961:208 note h) (Reinfeld 1974:230). Efter et træk som 11.Dc1 kunne sort enten slå løberen eller overveje et tredje mellemtræk med 11...Ld6.

a b c d e f g h 8 8 7 7 6 6 5 5 4 4 3 3 2 2 1 1 a b c d e f g h

Euwe-Breyer, stillingen efter 27.Lxd8

Aljechin, Reinfeld, Tartakower og du Mont kalder ikke 9...Sd5! et "mellemtræk" i deres bøger (oprindeligt udgivet henholdsvis 1925, 1942 og 1952). I stedet omtales det som "en smule finesse", en "snu interpolation" og en "mellemliggende manøvre" (Alekhine 1961:208 note e) (Reinfeld 1974:230) (Tartakower & du Mont 1975:296).

Den tidligst kendte brug af udtrykket mellemtræk fremkom først på et tidspunkt, som ligger efter disse tre partier. Ifølge skakhistorikeren Edward Winter ses udtryket første gang brugt i 1933.^[8] Fred Reinfeld og Irving Chernev, der kommenterede partiet Max Euwe-Gyula Breyer, Wien 1921, kaldte Breyers 27. træk 27...Nge3! for "et vigtigt Zwischenzug" (Reinfeld & Chernev 1933:48).^[9]

Yderligere eksempler

a b c d e f g h 8 8 7 7 6 6 5 5 4 4 3 3 2 2 1 1 a b c d e f g h

Sort trækker her ...Txh4?; Hvid svarer med et mellemtræk

Diagrammet viser et andet eksempel. Sort i trækket spiller

1...Txh4?

og forventer, at hvid spiller 2. Dxh4, hvor sort bevarer en materiel fordel. Hvid har imidlertide et mellemtræk:

2.Dd8+!

som følges af

2...Kh7

3.Dxh4+ Kg8

4.Dxg3

og hvid har vundet et tårn, hvilket giver ham gevinststilling.^[10]

Mieses-Reshevsky

Mieses-Reshevsky, 1935 a b c d e f g h 8 8 7 7 6 6 5 5 4 4 3 3 2 2 1 1 a b c d e f g h

Stillingen før 29. Sd4

Der optrådte et mellemtræk i Mieses-Reshevsky, Margate 1935.^[11] Fra stillingen i diagrammet fortsatte spillet med:

29. Sd4 Lxd4

30. cxd4

Hvid må have ventet 30... Dxd4 31. Dxc4 Te1+ ahvorpå 32. Kg2 ville redde ham ud af problemerne, men sort har et mellemtræk:

30... Te4!

der er et dobbeltangreb på d-bonden og samtidig forhindrer, at hans egen bonde bliver slået. Hvis nu 31. Dxc4, vil 31... Te1+ fremtvinge 32. Txe1, og hvid mister sin dronning.(Chernev 1965:211)

L. Steiner-Helling

L. Steiner-Helling, 1928 a b c d e f g h 8 8 7 7 6 6 5 5 4 4 3 3 2 2 1 1 a b c d e f g h

Stillingen før 15... Sxf2

L. Steiner-Helling, Berlin 1928,^[12] er et eksempel på en mellemskak. Sort har slået hvids bonde på f2 med sin springer. Hvid svarede med 16.Dxf2 og forventede 16...Lg3??, som han ville gendrive med 17.Dxf7+! Txf7 18.Te8#. Sort spillede imidlertid mellemskakken 16...Lh2+! Nu koster 17.Kxh2 Dxf2 hvid dronningen. Spillet fortsatte 17.Kf1 Lg3! og uden at se pointen, fortsatte hvid med sin plan: 18. Dxf7+?? Txf7+. Hvis opdager nu, at han er i skak (hvilket bar ideen med 16...Lh2+!), så hans planlagte 19.Te8# vil være et ulovligt træk. Det tvungne 19.Lxf7+ Kxf7 ville indbringe sort dronningen for tårnet, hvilket er en vindende fordel, så hvid opgav (Horowitz & Reinfeld 1954:178–80) (Golombek 1977:354).

Kerchev-Karastoichev

Kerchev-Karastoichev, 1965 a b c d e f g h 8 8 7 7 6 6 5 5 4 4 3 3 2 2 1 1 a b c d e f g h

Sort i trækket

I partiet mellem Zlatozar Kerchev og Emil Stefanov Karastoichev trak sort

1... Sg5

med et afdækkertræk, der angriber den hvide dronning. Hvid trak:

2. Dxg6

(foretager hvid et andet træk med dronningen, vinder sort en kvalitet ved at slå hvids tårn på f3 med sin springer.) I stedet for at slå dronningen straks, spillede sort nu

2... Sxf3+

så hvis må undvige skakken. Efter

3. Lxf3 hxg6

havde sort vundet kvaliteten.(Burgess 2000:47)

Se også

• Skak fra A-Å
• Skakkombination
• Stille træk

Kilder

Litteratur

• Alekhine, Alexander (1961), The Book of the New York International Chess Tournament 1924, Dover, ISBN 978-0486207520
• Burgess, Graham (1997), The Mammoth Book of Chess (1st udgave), Carroll & Graf, ISBN 0-7867-0431-4
• Burgess, Graham (2000), The Mammoth Book of Chess (2nd udgave), Carroll & Graf, ISBN 978-0-7867-0725-6
• Chernev, Irving (1965), The Most Instructive Games of Chess Ever Played: 62 Masterpieces of Chess Strategy, Dover, ISBN 0-486-27302-4
• Cox, John (2007), Starting Out: Sicilian Sveshnikov, Gloucester Publishers, ISBN 9781-85744-431-5
• Golombek, Harry (1977), Golombek's Encyclopedia of Chess, Crown Publishing, ISBN 0-517-53146-1
• Hooper, David; Whyld, Kenneth (1992), The Oxford Companion to Chess (second udgave), Oxford University Press, ISBN 0-19-866164-9
• Horowitz, I.A.; Reinfeld, Fred (1954), Chess Traps, Pitfalls, and Swindles, Simon and Schuster, ISBN 0-671-21041-6
• Mednis, Edmar (1997), How to Beat Bobby Fischer, Dover, ISBN 0-486-29844-2
• Kasparov, Garry (2008), Modern Chess: Part 2, Kasparov vs Karpov 1975-1985, Everyman Chess, ISBN 978-1-85744-433-9
• Reinfeld, Fred (1974), The Immortal Capablanca, Dover, ISBN 0-02-029690-8
• Reinfeld, Fred; Chernev, Irving (1933), Chess Strategy and Tactics
• Reinfeld, Fred; Soltis, Andrew (1974), Morphy Chess Masterpieces, Collier Books, ASIN B0011U1746
• Réti, Richard (1976), Masters of the Chessboard, Dover, ISBN 0-486-23384-7
• Tartakower, Savielly; du Mont; Julius (1975), 500 Master Games of Chess, Dover, ISBN 0-486-23208-5
• van Perlo, Gerardus C. (2006), Van Perlo's Endgame Tactics, New In Chess, ISBN 978-90-5691-168-3