Masnedsund
Masnedsund er navnet på farvandet mellem det sydligste Sjælland ved Vordingborg og øen Masnedø. Sundet krydses af Masnedsundbroen, som sammen med Storstrømsbroen mellem Masnedø og Falster er bindeled for såvel tog- som biltrafik mellem Sjælland og Falster.
Masnedsund er tillige navnet for de sydligste kvarterer af Vordingborg, blandt andet med industri- og lystbådehavn, boligkvarteret Ore med Ore Strand og andre boligområder og småindustrier. Vordingborgs første jernbanestation lå lidt nord for den nuværende Vordingborg Station mens Sydbanen endestation blev anlagt i Vordingborgs havneforstad Masnedsund i 1870 med forbindelse mod nord til Næstved, Køge og Roskilde (Sydbanen). Efter at den første Masnedsundbro åbnede i 1883, kørte togene også til Masnedø med adgang til færgeforbindelse til Falster, og fra 1897 fik stationen forbindelse med Kalvehavebanen. I forbindelse med åbningen af Storstrømsbroen og den nye Masnedsundbro i 1937 åbnede den nye Vordingborg Station i den nordlige del af byen, og Masnedsund Station mistede efterhånden sin betydning.
Et andelssvineslagteri eksisterede i bydelen mellem 1889 og 1988. I 1937 åbnede en lokal biograf, Kino, som dog måtte flytte til et andet sted i byen efter fem år. Den tidligere Masnedsund Skole på Orevej blev i 1980 overtaget af den private Rudolf Steiner-skole.
Som erstatning for mange lukkede industrivirksomheder i Masnedsund arbejder Vordingborg nu på at udvikle boliger og servicevirksomheder i og omkring havnen.
Koordinater: 54°59′45″N 11°53′30″Ø / 54.99583°N 11.89167°Ø
Medier brugt på denne side
Forfatter/Opretter: Guillaume Baviere from Uppsala, Sweden, Licens: CC BY-SA 2.0
Vordingborg. Ved Masnedsund