Martin Dessau
Martin Dessau | |
---|---|
Personlig information | |
Født | 22. januar 1865 Horsens, Danmark |
Død | 6. november 1919 (54 år) Hellerup, Danmark |
Gravsted | Mosaisk Vestre Begravelsesplads |
Nationalitet | Dansk |
Politisk parti | Venstre |
Søskende | Hartvig Dessau, Benny Dessau, Harry Dessau |
Uddannelse og virke | |
Beskæftigelse | Politiker |
Nomineringer og priser | |
Udmærkelser | Ridder af Dannebrog (1903), Dannebrogordenens Hæderstegn (1912) |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Martin Dessau (22. januar 1865 i Horsens – 6. november 1919 i Hellerup) var en dansk erhvervsleder, etatsråd og direktør i B&W. Hans brødre Harry, Hartvig og Benny Dessau blev også store erhvervsledere.
Martin Dessau var født i Horsens som søn af mægler Salomon Dessau (død 1869) og hustru Flora født Meyer. Han kom i hovedstaden 1879 på kontoret hos Philip W. Heyman, der besad Københavns Svineslagteri, og blev 18 år gammel først rejsende i Danmark for Heyman og 1885 bestyrer af det af Heyman overtagne Fyens Svineslagteri i Assens. Denne stilling fratrådte han i 1888 for at overtage pladsen som direktør for Slagelse Andelssvineslagteri, i hvilken egenskab han fungerede som dommer over svin ved dyrskuer og landmandsforsamlingen i Randers. 1894 fik han af Odense Byråd sammen med Adolf Küster en koncession på anlæg og drift af et offentligt slagtehus med tilhørende kødkontrolstationer for Odense by og drev disse virksomheder i forbindelse med et eksportslagteri og et svineslagteri, indtil han i 1897 solgte hele foretagendet til andelsselskabet Odense offentlige Slagtehuse og Eksportslagteri.
Den 1. september 1897 begyndte et nyt kapitel, idet han tiltrådte stillingen som forretningskyndig direktør i aktieselskabet Burmeister & Wains maskin- og skibsbyggeri, og fra 1908 blev han direktør i denne virksomheds datterselskab, Burmeister & Wains Export Kompagni, der tilvirkede mælketransportspande og andre pressede stålvarer. I 1905 lykkedes det Dessau at skaffe fornøden garantikapital til at afholde De samvirkende sjællandske Landboforeningers store jubilæumsdyrskue i Fælledparken i København.
Martin Dessau købte landstedet Eltham på Strandvejen 34 i Hellerup, der lå tæt ved broderen Benny Dessaus direktørvilla på Strandvejen 46 ved Tuborg. Begge villaer er siden revet ned.
Gift 1. gang 29. juli 1890 i København (Mosaisk Trossamfund.) med Bodil Inge Goldschmidt, født 17. juli.1872 i København (Mosaisk Trossamfund.), død 13. november1897 i Hellerup, datter af fabrikant Bendix (Benny) Moses Goldschmidt (1834-1901) og Dora Levy (1842-1924).
Gift 2. gang 16. maj.1902 i Kbh. (borgerlig vielse) med Ellen Margrete Salomonsen, født 28.september.1881 i København. (Mosaisk Trossamfund), død 27.februar.1916 i Hellerup, datter af dr. med., senere professor C. J. S. (1847-1924) og Ellen P. Henriques (1857-1920).
Formand for Dansk Orchidé Selskab 1909, Venstres kandidat ved folketingsvalget i Slagelsekredsen 1906, formand for aktieselskabet Hørsholm Klædefabriks bestyrelse, medlem af Nordisk Brandforsikrings repræsentantskab.
Han er begravet på Mosaisk Vestre Begravelsesplads.
Kilder
Eksterne henvisninger
Medier brugt på denne side
Danish businessman, director of Burmeister & Wain, Martin Dessau with his wife Ellen Margrethe Dessau, née Salomonsen (1881-1916) in the garden of their villa Eltham in Hellerup, Denmark.