Maribo gamle Rådhus

Maribo gamle Rådhus.

Maribo Rådhus eller Maribo Gamle Rådhus (efter et nyere blev opført i 1984-85[1][2][3]) er et tidligere rådhus, der ligger på Torvet i Maribo midt på Lolland.[4] Det blev opført i 1857, og huser i dag byens turistinformation.

Bygningen er blandt byens bygningsmæssige attraktioner.[5]

Historie

Maribo Rådhus ligger på Torvet i byen.

Rådhuset blev opført i 1857. Et tidligere rådhus, der lå i det nuværende Torvegade, fra 1819 var blevet opført i så dårlige materialer, at det allerede ved færdiggørelsen var nødvendigt med udbedringer, og i 1823 blev det renoveret og igen i 1846. I 1856 blev det revet ned og erstattet med det nye rådhus på Torvet,[6] hvor der også tidligere havde været rådhus.[7] Det blev opført af en lokal bygmester ved navn J.C. Mertins.[3][8]

I 1879 donerede en lokal købmand ved navn Laurits Schrøder ca. 400 forskellige oldsager og antikviteter til Maribo Kommune, som valgte at udstille dem i rådhuset under navnet "Mariebo Antiqvitetssamling" i 1880. I takt med at flere borgere donerede genstande til museet voksede samlingen, og i 1890 kunne man flytte samlingen over i den nyendviet bygning, hvorved Stiftsmuseet Maribo var etableret på sin nye adresse.[9][10]

I 1949 blev der foretaget en mindre tilbygning.[1]

Rådhuset var administrationcentrum for den tidligere Maribo Kommune fra 1970 og frem til strukturreformen i 2007, hvor kommunen blev lagt sammen med flere nabokommuner og dannede den nye Lolland Kommune med administrationscenter i Nakskov.

Bygningen blev brugt som filmlokation i komedien Fængslende feriedage fra 1978.[11]

I anlægget ved rådhusets gavl findes Kaj Munks statue, skabt af billedhugger Henry Luckow-Nielsen og doneret til byen som en gave fra Henry Petersen, direktør for P. Hatten og Co. 1964.[12]

Beskrivelse

Maribo Rådhus er opført i en blanding af nygotik og nyrenæssance. Bygningen er to etager høj og med sadeltag. På forsiden ud mod Torvet er et ottekantet trappetårn midt på bygningen, og gavlene har kamtakker. Sokkelen er fremstillet i kløvet granit, mens facaden er hvidpudset.[1]

Taget på tårnet er løgformet og udført i kobber. Over hovedindgangen ud mod pladsen står opførelsesåret. På første sal, over hovedindgangen, er en altan, hvorover der står skrevet "Retfærdighed ophøier et Folk" med Frederik 7.'s initialer over. Endnu højere oppe sidder et ur.[1]

Referencer

  1. ^ a b c d Rådhusbilleder (Webside ikke længere tilgængelig). Museum Lolland-Falster. Hentet 13/6-2019
  2. ^ Maribo Rådhus | Dall og Lindhardtsen | 1984 - 1985. arkitekturbilleder.dk. Hentet 13/6-219
  3. ^ a b Maribo Gl. rådhus (Webside ikke længere tilgængelig). arkark.dk. Hentet 13/6-2019
  4. ^ Maribo Torv Arkiveret 1. juni 2019 hos Wayback Machine. VisitLolland-Falster. Hentet 13/6-2019
  5. ^ Maribo. Lolland-Falsters Folketidende. Hentet 13/6-2019
  6. ^ Maribo rådhus fra 1819. byhistorie.dk. Hentet 13/6-2019
  7. ^ Maribo Byquiz. historiespor.dk. Hentet 13/6-2019
  8. ^ Husene. Maribo Miniby. Hentet 13/6-2019
  9. ^ Stiftsmuseet Arkiveret 11. juni 2019 hos Wayback Machine, aabne-samlinger.dk/ Arkiveret 20. januar 2014 hos Wayback Machine, hentet 22/4-2013
  10. ^ Historie Arkiveret 23. april 2021 hos Wayback Machine, aabne-samlinger.dk/ Arkiveret 20. januar 2014 hos Wayback Machine, hentet 22/4-2013
  11. ^ Maribo Gamle Rådhus. danskefilm.dk. Hentet 13/6-2019
  12. ^ Weilbachs Kunstnerleksikon og Folketidende, 11-12-2022
Litteratur

Koordinater: 54°46′26″N 11°30′06″Ø / 54.77392°N 11.50175°Ø / 54.77392; 11.50175

Medier brugt på denne side

Maribo Rådhus1.JPG
Forfatter/Opretter: Hubertus45, Licens: CC BY-SA 3.0
Den tidligere Maribo Købstads og Maribo Kommunes rådhus på Torvet i Maribo på Lolland.
Maribo, the town hall.JPG
Forfatter/Opretter: Dguendel, Licens: CC BY 4.0
Maribo, the town hall