Margit Carstensen

Margit Carstensen
Personlig information
Født29. februar 1940 Rediger på Wikidata
Kiel, Slesvig-Holsten, Tyskland Rediger på Wikidata
Død1. juni 2023 (83 år) Rediger på Wikidata
Heide, Slesvig-Holsten, Tyskland Rediger på Wikidata
NationalitetTyskland Rediger på Wikidata
Uddannelses­stedHochschule für Musik und Theater Hamburg Rediger på Wikidata
BeskæftigelseFilmskuespiller, teaterskuespiller, skuespiller Rediger på Wikidata
Nomineringer og priser
UdmærkelserDeutscher Filmpreis (til 1973) Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata.

Margit Carstensen (født 29. februar 1940 i Kiel, død 1. juni 2023 i Heide) var en tysk skuespiller, der især er kendt for sine roller i en række af Rainer Werner Fassbinders film fra 1970'erne. Hun spillede desuden med i flere film af Christoph Schlingensief og Leander Haussman, lige som hun spillede teater.

Tidlige teaterkarriere

Carstensen var datter af en læge og voksede op i fødebyen Kiel. Efter sin studentereksamen i 1958[1] begyndte hun som teaterelev på Hochschule für Musik og Theater i Hamburg.[2] Efter endt uddannelse fik hun roller på flere vesttyske scener, inden hun i 1965 fik en fireårig ansættelse på Deutsches Schauspielhaus i Hamburg. Her spillede hun hovedroller i stykker af blandt andet John Osborne og spanske Lope de Vega.[3]

I 1969 var hun en stjerne på den nordtyske teaterscene, og hun mødte første gang Rainer Werner Fassbinder. Han var hendes instruktør i Cafeen af Carlo Goldoni (tv-udgave, 1970) og gjorde hende kendt i hele Vesttyskland.[4] Derpå spillede hun seriemorderen Geesche Gottfried i uropførelsen af Fassbinders eget stykke, Bremer Freiheit (tv-udgave, 1972),[5] fulgt af titelrollen i Nora Helmer, en modernisering af Ibsens Et dukkehjem.[6]

1973-1976 var hun fast engageret på Staatstheater i Darmstadt,[2] fulgt af nogle år på Staatliche Schauspielbühnen i Vestberlin.[7] Senere arbejdede hun i Stuttgart med instruktøren Hansgünther Heyme, og hun spillede teater flere steder i Tyskland til op i 2010'erne.[3]

Filmkarriere

Uden for Tyskland var Carstensen nok mest kendt for sine roller i en række af Fassbinders film. Hun havde således titelrollerne i Petra von Kants bitre tårer (1972) og Martha (1974) og havde betydelige roller i film som Mutter Küsters' himmelfart (1975), Satans yngel (1976), Kinesisk roulette (1976) og Den tredje generation (1979). Desuden medvirkede hun i nogle af Fassbinders store tv-serier: Otte timer er ikke hele dagen (1972-1973) og Berlin Alexanderplatz (1980) samt en række af hans tv-film.[3]

Af andre film kan nævnes Agnieszka Hollands Bitter høst (1985), Christoph Schlingensiefs 100 Jahre Adolf Hitler - Die letzte Stunde im Führerbunker (1989) og Terror 2000 - Intensivstation Deutschland (1992).[3]

Hun medvirkede også i flere tv-film, blandt andet i enkelte episoder af Derrick og Tatort - i sidstnævnte i et afsnit fra 2016 sammen med andre af Fassbinders faste kvindelige skuespillere som Hanna Schygulla og Irm Hermann.[3]

Referencer

  1. ^ Buß, Christian (19. august 2019), "Eine Kamerapirouette für diese Schauspielerin!", Der Spiegel (tysk), hentet 4. juni 2023
  2. ^ a b Margit Carstensen (tysk), filmportal.de, hentet 4. juni 2023
  3. ^ a b c d e Margit Carstensen (tysk), deutsches-filmhaus.de, hentet 4. juni 2023
  4. ^ Das Kaffeehaus (tysk), fassbinderfoundation.de, hentet 4. juni 2023
  5. ^ Bremer Freiheit (tysk), fassbinderfoundation.de, hentet 4. juni 2023
  6. ^ Nora Helmer (tysk), fassbinderfoundation.de, hentet 4. juni 2023
  7. ^ Busche, Andreas (2. juni 2023), Zum Tod von Margit Carstensen: Der unterschätzte Star der „Fassbinder Factory“ (tysk), tagesspiegel.de, hentet 4. juni 2023

Eksterne henvisninger