Maid café

To piger forsøger at lokke kunder til maid caféer i Akihabara.
Maid café i Osaka.

En Maid café (メイド喫茶 / メイドカフェ Meido kissa / Meido kafe) er en form for cosplay restaurant, der først og fremmest findes i Japan. I caféen cosplayer personalet (dvs. er klædt ud) som tjenestepiger (engelsk: maids) og behandler kunderne som herrer (og fruer) i et privat hjem snarere end som almindelige kunder i en café. Den første permanente[1] maid café, Cure Maid Café, blev etableret i bydelen Akihabara i Tokyo i marts 2001,[2] og konceptet blev hurtigt populært. Følgelig er konkurrencen også øget, hvilket nogle steder har ført til usædvanlige måder at tiltrække kunder på.[3] Konceptet har også fundet vej til andre lande som Kina,[4] Sydkorea, Taiwan, Australien, Ungarn, Tjekkiet, Frankrig, Nederlandene, Mexico, Canada og USA.[5]

Kostumer og udseende

Kostumerne varierer fra café til café, men de fleste er baseret på det stereotype billede af en tjenestepige fra det 19. århundredes Frankrig og består ofte at en kjole, et underskørt, et forklæde, matchende hårtilbehør og strømper. Nogle gange har de ansatte også dyreører på for ekstra appeal.

Servitricerne i maid caféer vælges ofte på baggrund af deres udseende; de fleste er unge, attraktive og uskyldigt udseende kvinder.

Nogle maid caféer har også mænd, der er klædt som tjenestepiger.[6] Modsat findes der så også caféer, hvor personalet er kvinder, der er klædt som butlere.[7]

Klientel

Maid caféer blev oprindelig designet primært for at appellere til fantasierne hos mandlige otakuer, fans af medier som anime, manga og videospil, hvor forestillingen om en tjenestepige netop er blevet populariseret og brugt som fetich. Vigtigt for at tiltrække otakuer til maid caféer er det japanske koncept moe, der generelt dækker over tiltrækning af figurer i anime, manga og videospil og mere specifikt af unge eller uskyldigt udseende kvindelige figurer. Personer med moe, her mere specifikt maid moe, tiltrækkes derfor af steder, hvor de kan interagere med virkelige udgaver (både fysisk og i opførsel) af de fiktive tjenestepiger, de fantaserer om.

Nu om stunder tiltrækker maid caféer dog ikke kun mandlige otakuer men også par, turister og kvinder.

Menu

På de fleste maid caféer svarer menuen til det, man også vil finde på mere almindelige caféer. Kunderne kan bestille kaffe, andre drikkevarer og et bredt udvalg af mellemretter og desserter. Men i maid caféer vil servitricen desuden ofte dekorere det bestilte med et sødt design ved kundens bord. Desserter kan således dekoreres med sirup, mens den populære ret omurice (omelet med ris) typisk dekoreres med ketchup. Denne ydelse bidrager til billedet af servitricerne som uskyldige men forkælende tjenestepiger.

Ritualer, etikette og ekstra ydelser

I mange maid caféer findes der en række ritualer og ekstra ydelser. Tjenestepiger byder kunder velkomne med "Velkommen hjem, herre (frue)" (お帰りなさいませ、ご主人様! Okaerinasaimase, goshujinsama) og tilbyder dem menuer. Tjenestepiger vil også knæle ved bordet for at blande fløde og sukker i en kundes kaffe, og nogle caféer tilbyder endda, at tjenestepigerne mader kunderne med en ske. Maid caféer tilbyder desuden i stigende grad ekstra ydelser som ørerensning og massage af ben, arme og ryg (forudsat at kunden forbliver fuldt påklædt) for et ekstra beløb.[8]Nogle steder kan kunder også betale for at spille kort eller videospil med tjenestepiger.

Kunderne forventes også at følge visse grundlæggende regler når de besøger en maid café. En maid café i Tokyo offentliggjorde i 2009 en liste med ti regler, som kunderne skal følge i en maid café. F.eks. må kunder ikke berøre en tjenestepiges krop, spørge om personlige kontaktinformationer eller i øvrigt invadere hendes privatliv med stalking. Det er heller ikke tilladt at fotografere tjenestepigerne eller interiøret i øvrigt, men her tilbyder enkelte andre maid caféer dog muligheden for at få et hånddekoreret billede af sig selv sammen med en tjenestepige mod betaling. Til de mere almindelige regler hører forbud mod medbragt mad, rygning og at genere personale, andre kunder og naboerne.[9]

Noter

  1. ^ "Intersections: Maid in Japan: An Ethnographic Account of Alternative Intimacy". Intersections.anu.edu.au. Hentet 2014-01-22.
  2. ^ "Maid Cafés – The Expanding Industry in Japan". Arkiveret fra originalen 22. juni 2006. Hentet 2. marts 2014.
  3. ^ Galbraith, Patrick (2009-11-13). "Best Tokyo maid cafés". CNNGo. Hentet 2009-11-17.
  4. ^ "Cosplay dinner attracts China's anime fans". China Daily. 2012-02-06. Hentet 2012-02-06.
  5. ^ KイKイ (2009-10-30). "Maid for Dummies Part 1 (version 1.0)". Akibanana. Arkiveret fra originalen 21. september 2008. Hentet 2009-11-17.
  6. ^ "Tokyo's cross-dressing maid cafe". Reuters. 2008-04-14. Arkiveret fra originalen 27. november 2015. Hentet 2012-01-23.
  7. ^ Butlers Café Arkiveret 27. marts 2019 hos Wayback Machine (japansk)
  8. ^ "Maid Cafés In Japan". Curiosite. Hentet 2009-11-17.
  9. ^ "Maid Cafe Code of Conduct Chastises Creepy Clients". InventorSpot. Arkiveret fra originalen 14. januar 2014. Hentet 2009-11-17.

Litteratur

Medier brugt på denne side

Maid cafe 4.jpg
Forfatter/Opretter: Vitalie Ciubotaru, Licens: CC BY 3.0
Inside a Maid Cafe in Den-Den Town, Osaka, Japan
Akihabara Maids2.jpg
Forfatter/Opretter: Ricky G. Willems, Licens: Attribution
Photo of maids promoting cafes in Akihabara, Tokyo.