M114 155 mm haubits
| M114 155 mm Haubits | |
|---|---|
 | |
| Type | Haubits |
| Oprindelsesland |  USA |
| Tjenestehistorie | |
| I tjeneste | 1942- |
| Benyttet af | se Brugernationer |
| Krige | 2. Verdenskrig, Koreakrigen, Vietnamkrigen |
| Produktionshistorie | |
| Konstrueret | 1939–1941 |
| Produktionsperiode | 1941- |
| Antal produceret | > 6.000 |
| Specifikationer | |
| Vægt | 5.800 kg(under transport) 5.600 kg (i kamp) |
| Længde | 7,32 m (under transport) |
| Løbslængde | Udboring: 3,56 m, løb i alt: 3,79 m |
| Bredde | 2,44 m (under transport) |
| Højde | 1,83 m (under transport) |
| Besætning | 11 |
| Granat | Separat projektil og ladning i pose |
| Kaliber | 155 mm |
| Bundstykke | skruemekanisme |
| Rekyl | hydropneumatisk system |
| Lavet | delt hale |
| Højderegulering | -2 til +63 grader |
| Sideregulering | 24 grader t.v., 25 grader t.h. |
| Skudkadence | 4 skud i minuttet vedvarende: 40 skud i timen |
| Mundingshastighed | 563 m/s |
| Maksimal rækkevidde | 14,6 km |
M114 155 mm haubits var en trukket haubits som blev benyttet af USA. Den blev først fremstillet i 1942 som en middelsvær artillerikanon under betegnelsen 155 mm Howitzer M1. Den blev indsat i kamp i den amerikanske hær under 2. Verdenskrig, Koreakrigen og Vietnamkrigen inden den blev udskiftet med M198 haubits. Kanonen blev anvendt af hærene i mange lande, herunder Afghanistan, Argentina, Brasilien, Cambodja, Canada, Chile, Danmark, Ecuador, Filippinerne, Grækenland, Iran, Irak, Israel, Italien, Jordan, Jugoslavien, Libanon, Libyen, Norge, Pakistan, Portugal, Saudi-Arabien, Singapore, Sydkorea, Taiwan, Thailand, Tyrkiet, Venezuela, Vietnam og Østrig. 116 overskudshaubitser blev sendt til Bosnien i 1997. I nogle lande er M114 stadig i tjeneste.
I 1986-87 blev habitsen i den danske hær ombygget og fik to meter længere rør med mundingsbremse og et noget kraftigere bundstykke.
Fra de før maks 14,9 km, blev rækkevidden med det nye rør forøget til 30 km.
Habitsen fik efter moderniseringen modelnr: M114/39
Udvikling
En ny kanonlavet var under udvikling i en stor del af 1930'erne til 1. Verdenskrigs M-1918 155 mm haubits, som var en fransk Canon de 155 C modèle 1917 Schneider som var bygget på licens i USA, indtil man i 1939 erkendte, at det ikke gav megen mening at sætte en forældet haubits på en ny lavet. Udviklingen begyndte derfor forfra på en lavet, som skulle bruges til enten en 155 mm haubits eller en 120 mm (4,7") kanon. Konstruktionen var færdig den 15. maj 1941 da Howitzer M1 på lavetten M1 blev gjort til standard.
Haubitsen selv afveg fra den ældre model ved at have et længere løb og en ny lukkemekanisme. Det var den eneste 'slow-cone' skruemekanisme, som blev taget i brug efter 1920.[1] Det betød, at det var nødvendigt at foretage to adskilte bevægelser for at åbne bundstykket, i modsætning til den ene bevægelse i en 'steep cone' lukkemekanisme, som samtidig roterede og åbnede bundstykket.
M1A1 blev omdøbt til M114A1 i 1962.
Varianter af kanonlavetten
Kanonlavetten blev også anvendt af 120 mm M1 kanonen. Den gennemgik en række mindre forandringer i tidens løb. De oprindelige Warner elektriske bremser blev erstattet med Westinghouse trykluftbremser på M1A1. Både M1 og M1A1 lavetter havde en affyringspedal, som blev forlænget med en skraldemekanisme. På M1A2 var skralden udskiftet med et donkraftsystem og transportlåsen var også modificieret. M1A1E1 lavetten var tænkt til anvendelse i jungle og mudret terræn og hjulene på M1A1 var udskiftet med ubundet bælteaffjedring, men projektet blev stoppet efter den japanske kapitulation uden at være nået til produktionsstadiet. T-9 og T-10 lavetterne var projekter som benyttede stål af lav kvalitet, som blev opgivet da der ikke længere var brug for dem. T-16 var en letvægtslavet, som anvendte stål af høj kvalitet, som kunne reducere vægten med 540 kg. Arbejdet begyndte i juli 1945 og fortsatte efter krigen, om end det ikke lader til at der kom noget ud af det.[1] En variant fra midten af 1960'erne var 155mm M123A1 med motor, førersæde, rat og styrehjul, altsammen placeret på den venstre lavetsvans, hvilket gjorde det muligt hurtigere at opstille den, når den var spændt fra sin traktor. Den ekstra vægt på venstre lavetsvans betød, at haubitsen flyttede sig når den blev afskudt og sigtet måtte justeres, og projektet blev opgivet. Metoden var kopieret fra den sovjetiske 85 mm SD-44 panserværnskanon med hjælpemotor, som blev udviklet i 1954 og anvendt af de luftbårne styrker.
Selvkørende kanoner
Haubitsen blev forsøgsvis monteret på en forlænget M5 let kampvogn. Det herved fremkomne køretøj fik betegnelsen 155 mm Howitzer Motor Carriage T64. En enkelt prototype blev bygget inden T64 projektet blev opgivet til fordel for T64E1, som var baseret på det lette M24 Chaffee kampvognschassis. Den blev til sidst til 155mm Howitzer Motor Carriage M41 og blev indsat under Koreakrigen.[2]
Ammunition
Kanonen havde adskilt projektil og ladning. Der var syv forskellige ladninger fra 1 (mindst) til 7 (størst). Mundingshastighed, rækkevidde og gennemtrængningskraft i tabellerne nedenfor er angivet for de største ladninger til M4A1 granater.
| Granater[3][4] | |||||
| Type | Model | Projektilvægt, kg | Ladning | Mundingshastighed, m/s | Rækkevidde, m |
| HE | HE M102 Shell | 43,13 | TNT, 7,06 kg | ||
| HE | HE M107 Shell | 43 | TNT, 6,86 kg | 564 | 14.955 |
| Røg | FS M105 Shell | 45,14 | svovltrioxid i klorsvovlsyre, 7,67 kg | ||
| Røg | WP M105 Shell | 44,55 | hvid fosfor, 7,08 kg | ||
| Røg | FS M110 Shell | 45,45 | svovltrioxid i klorsvovlsyre, 7,67 kg | ||
| Røg | WP M110 Shell | 44,63 | Hvid fosfor, 7,08 kg | ||
| Farvet røg | BE M116 Shell | 39.21 | Røgblanding 7,8 kg | ||
| Røg | HC BE M116 Shell | 43,14 | Zink klorid, 11,7 kg | 564 | 14.955 |
| Gas | CNS M110 Shell | 44,05 | phenylacetylklorid, 6,26 kg | ||
| Gas | H M110 Shell | 43,09 | sennepsgas, 5,02 kg | 564 | 14.972 |
| Lys | Illuminating M118 Shell | 46,77 | lys, 4,02 kg | ||
| Øvelse | Dummy Mk I Projectile | - | - | - | |
| Øvelse | Dummy M7 Projectile | 43,09 | - | - | - |
| Afskydningsladninger[3] | ||||
| Model | Vægt i alt, kg | Komponenter | ||
| M3 | 2,69 | Grundladning og fire yderligere ladninger (for ladning 1 til 5) | ||
| M4 | 6,29 | Grundladning og to yderligere ladninger (for ladning 5 til 7) | ||
| M4A1 | 6,31 | Grundladning og fire yderligere ladninger (for ladning 3 til 7) | ||
| Mk I Dummy | 3,63 | Grundladning og seks yderligere ladninger | ||
| M2 Dummy | 3,34 | Grundladning og seks yderligere ladninger | ||
| Beton gennemtrængning, mm[4] | ||||
| Ammunition \ afstand, m | 0 | 914 | 2743 | 4572 |
| HE M107 Shell (anslagsvinkel 0°) | 884 | 792 | 610 | 488 |
| Forskellige målemetoder blev anvendt i de forskellige lande/perioder. Derfor er direkte sammenligning ofte umulig. | ||||
Brugernationer
Afghanistan
Argentina
Brasilien
Cambodja
Canada
Chile
Danmark
Ecuador
Filippinerne
Frankrig
Grækenland
Iran
Irak
Israel
Italien
Jordan
Jugoslavien
Libanon
Libyen
Norge
Pakistan
Portugal
Saudiarabien
Serbien
Singapore
Sydkorea
Sydvietnam
Taiwan
Thailand
Tyrkiet
Uruguay
USA
Venezuela
Vietnam
Østrig
Noter
Referencer
- Hogg, Ian V. (1998). Allied Artillery of World War Two. Crowood Press, Ramsbury. ISBN 1-86126-165-9.
- Hunnicutt, R. P. (1992). Stuart: A History of the American Light Tank. Presidio Press. ISBN 0-89141-462-2.
- Technical Manual TM 9-1331B, 155mm Howitzer M1 and Mount M14. War Department, 1953.
- "The M114 155 mm howitzer". FAS Military Analysis Network. Hentet 29. juli 2006.
 | Wikimedia Commons har medier relateret til: |
Medier brugt på denne side
.svg)
Flag of Canada introduced in 1965, using Pantone colors. This design replaced the Canadian Red Ensign design.
Det er let at give dette billede en kant
Flag of Iran. The tricolor flag was introduced in 1906, but after the Islamic Revolution of 1979 the Arabic words 'Allahu akbar' ('God is great'), written in the Kufic script of the Qur'an and repeated 22 times, were added to the red and green strips where they border the white central strip and in the middle is the emblem of Iran (which is a stylized Persian alphabet of the Arabic word Allah ("God")).
The official ISIRI standard (translation at FotW) gives two slightly different methods of construction for the flag: a compass-and-straightedge construction used for File:Flag of Iran (official).svg, and a "simplified" construction sheet with rational numbers used for this file.
.svg)
Flag of the Socialist Federal Republic of Yugoslavia (1946-1992).
The design (blazon) is defined in Article 4 of the Constitution for the Republic of Yugoslavia (1946). [1]
Flag of Portugal, created by Columbano Bordalo Pinheiro (1857–1929), officially adopted by Portuguese government in June 30th 1911 (in use since about November 1910). Color shades matching the RGB values officially reccomended here. (PMS values should be used for direct ink or textile; CMYK for 4-color offset printing on paper; this is an image for screen display, RGB should be used.)
The national flag of Kingdom of Thailand since September 2017; there are total of 3 colours:
- Red represents the blood spilt to protect Thailand’s independence and often more simply described as representing the nation.
- White represents the religion of Buddhism, the predominant religion of the nation
- Blue represents the monarchy of the nation, which is recognised as the centre of Thai hearts.
.svg)
Flag of Austria with the red in the Austrian national colours which was official ordered within the Austrian Armed Forces (Bundesheer) in the characteristic “Pantone 032 C” (since May 2018 the Red is ordered in the characteristic “Pantone 186 C”.)
(c) Sturmvogel 66 at engelsk Wikipedia, CC BY-SA 3.0
A 155 mm Howitzer M-1 at U.S. Army Field Artillery Museum, Ft. Sill, Oklahoma
.svg)
(c) Sturmvogel 66 at en.wikipedia, CC BY-SA 3.0
A 155 mm Howitzer M-114 at U.S. Army Field Artillery Museum, Ft. Sill, Oklahoma
An M114 155 mm Howitzer in firing position.
.svg){kind=link}