Lucien Bonaparte

Lucien Bonaparte
Personlig information
Født	21. maj 1775 Ajaccio, Frankrig
Død	29. juni 1840 (65 år) Viterbo, Italien
Dødsårsag	Mavekræft
Gravsted	Canino
Far	Carlo Buonaparte
Mor	Laetitia Ramolino
Søskende	Elisa Maria Bonaparte, Jérôme Bonaparte, Caroline Bonaparte, Paolina Bonaparte, Napoleon 1. af Frankrig, Joseph Bonaparte, Louis Bonaparte
Ægtefæller	Marie Alexandrine Charlotte Louise Laurence de Bleschamp, princesse de Canino Bonaparte (fra 1803/1803), Christine Boyer (fra 1794)
Børn	Charles Lucien Bonaparte, Joseph Lucien Bonaparte, Paul Marie Bonaparte, Christine-Égypta Bonaparte, Antoine Bonaparte, Lætitia Bonaparte, Charlotte Bonaparte Gabrielli, Maria Alessandrina Bonaparte, Louis-Lucien Bonaparte, Victorie Gertrude Bonaparte, odöpt son Bonaparte, Jeanne Bonaparte, Constance Bonaparte, Pierre Napoléon Bonaparte
Uddannelse og virke
Medlem af	Académie française (fra 1803), De femhundredes råd, Deutsches Archäologisches Institut
Beskæftigelse	Diplomat, skribent, politiker
Arbejdssted	Paris
Nomineringer og priser
Udmærkelser	Storofficer af Æreslegionen
Signatur
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Lucien Bonaparte, (21. maj 1775 i Ajaccio - 29. juni 1840 i Viterbo, Italien), søn af Carlo Buonaparte og Laetitia Ramolino, fransk politiker og yngre bror til Napoleon 1. af Frankrig. Lucien beskrives som den bedst begavede af Napoleons søskende. Ved broderens kroning i 1804 frabad han sig "gøglet".

Fransk politiker

Som ung agiterede Lucien Bonaparte ivrigt for den Den Franske Revolution. I 1795 blev han gennem Napoleons indflydelse udnævnt til krigskommissær.

I 1798 blev han indvalgt i de femhundredes råd (underhuset), hvor han blev ordfører og præsident. Det var i denne stilling, at han skaffede Napoleon diktatorisk magt i staten. Dette skete ved statskuppet 18. brumaire (9. november 1799), der indførte Konsulatet.

Herefter var Lucien indenrigsminister fra den 25. december 1799 til 7. november 1800. Hans tilbagetræden skyldes uenighed med broderen.

Han var ambassadør i Madrid i 1800-1801. I 1802 blev han medlem af underhuset (tribunatet) og derefter af overhuset (senatet) i 1804.

I Rom

I 1803 giftede Lucien med sin smukke, men berygtede elskerinde Alexandrine de Bleschamp. Napoleon kunne ikke acceptere dette ægteskab. Som straf blev Lucien udvist til Rom, hvor han knyttede nære forbindelser til paven.

Interneret i England

I 1810 forsøgte Lucien at udvandre til USA, men som "fjendtlig udlænding" havnede han i engelsk fangenskab frem til 1814. Han vendte tilbage til Rom og paven udnævnte ham til fyrste af Canino.

Sidste år i Italien

Fra 1815 levede Lucien Bonaparte, titulær fyrste af Canino og Musignano, i Italien. Dog boede han i England i 1832 - 1837.

Første ægteskab

Den 4. maj 1794 giftede han sig med Anne Christine Boyer (6. juli 1773 - 14. maj 1801). Hun døde af tuberkulose, og hun var datter af en værtshusholder.

Børn med Anne Christine Boyer

1. Charlotte Marie (1795-1865)
2. barn (født og død 1796)
3. Victoire Gertrude (født og død 1797)
4. Christine (1798-1847), gift i 1818-1824 med den svenske greve Arvid Posse (1782–1826) og fra 1824 med den liberale britiske politiker Lord Dudley Stuart (1803–1854)

Andet ægteskab

I 1803 giftede han sig med Alexandrine de Bleschamp (18. februar 1778 - 12. juli 1855).

Børn med Alexandrine de Bleschamp

1. Charles Lucien Bonaparte (1803-1857), gift med sin kusine Zénaïde, datter af Joseph Bonaparte
2. Letizia (1804-1871)
3. Joseph (1806-1807)
4. Jeanne (1807-1828)
5. Paul Marie (1806-1827)
6. Louis Lucien Bonaparte (1813-1891)
7. Pierre Bonaparte (1815-1881)
8. Antoine Bonaparte (1816-1877)
9. Alexandrine Marie (1818-1874)
10. Constance (1823-1876)