Louise af Storbritannien

Louise af Storbritannien
Portræt udført af C.G. Pilo, ca. 1747.
Dronning af Danmark og Norge
Salving	4. september 1747 Frederiksborg Slotskirke
Periode	6. august 1746 – 19. december 1751
Forgænger	Sophie Magdalene af Brandenburg-Kulmbach
Efterfølger	Juliane Marie af Braunschweig-Wolfenbüttel
Ægtefælle	Frederik 5. af Danmark (g. 1743)
Børn	Kronprins Christian Sophie Magdalene, Dronning af Sverige Vilhelmine, Kurfyrstinde af Hessen Christian 7., Konge af Danmark og Norge Louise, Prinsesse af Hessen-Kassel
Hus	Huset Hannover
Far	Georg 2. af Storbritannien
Mor	Caroline af Ansbach
Født	18. december 1724(1724-12-18)[a] Leicester House, London, England
Død	19. december 1751 (27 år) Christiansborg Slot, København, Danmark
Hvilested	Roskilde Domkirke
v d r

Louise af Storbritannien (født 18. december 1724^[a], død 19. december 1751) var dronning af Danmark og Norge fra 1746 til sin død i 1751.

Louise var datter af Kong Georg 2. af Storbritannien og Caroline af Ansbach og voksede op i London som britisk prinsesse. I 1743 blev hun af politiske årsager gift med kronprins Frederik af Danmark-Norge, den senere Kong Frederik 5. Ved Kong Christian 6.'s død i 1746 overtog Louises mand tronen, mens Louise selv blev dronning i en alder af 21 år. Hun blev en populær dronning, men døde allerede i 1751, blot 27 år gammel.

Louise var mor til Kong Christian 7. og Dronning Sophie Magdalene af Sverige.

Prinsesse Louise blev født den 7. december 1724(1724-12-07)^[a] som den femte datter og det ottende og yngste barn af det daværende britiske tronfølgerpar Fyrst Georg af Wales og Caroline af Ansbach.^[1] Hun blev født i London, hvortil hendes forældre var flyttet ti år tidligere, da hendes farfar Kong Georg 1. i 1714 havde arvet den britiske trone, og hendes far var blevet Fyrste af Wales. Hendes far havde et yderst dårligt forhold til sin egen far, og kongen havde i 1717 efter en strid forvist sin søn fra hoffet. Familien havde siden da boet i en ny, lejet residens i London, Leicester House, et stort adelspalæ i Westminster, der lå nord for den nuværende Leicester Square. Her opstod der et parallelt hof, der blev samlingspunkt for oppositionen mod Kong Georg 1.'s styre. Det var her, Prinsesse Louise blev født.^[1]

Den 22. december blev hun døbt i Leicester House med navnet Louisa, som også var det navn, hun var kendt under indtil sit bryllup.^[2] Hendes faddere var hendes storesøster Prinsesse Amelia af Storbritannien, hendes kusine Prinsesse Louise Ulrike af Preussen, den senere dronning af Sverige, og hendes fætter Kronprins Frederik af Preussen, den senere Kong Frederik den Store af Preussen.^[2]

Prinsesse Louises mor var gravid 11 gange, men mistede fire af børnene. Prinsesse Louise havde dermed seks ældre søskende, som overlevede til voksen alder. Af disse boede Louise kun sammen med sine to yngste søskende Prins Vilhelm og Prinsesse Marie hos deres forældre i Leicester House. De udgjorde det 'yngre sæt', der var født i London, i modsætning til det 'ældre sæt', der var født i Hannover, og som på grusom vis var blevet adskilt fra deres forældre af kong Georg 1. i 1717.^[3] Louises yndlingssøster var den to år ældre Prinsesse Marie, der senere blev gift med landgreve Frederik 2. af Hessen-Kassel. De to søstres fremtidige ægteskaber blev et grundlag for de mange dynastiske ægteskabsforbindelser mellem det danske kongehus og det hessiske fyrstehus i de kommende generationer.

Den 11. juli 1727, da Louise var to år gammel, døde hendes bedstefar Kong Georg 1., og hendes far besteg tronen som Kong Georg 2. Familien flyttede herefter til den britiske monarks daværende residens i London, St. James's Palace på The Mall, hvor Louise voksede op. Ferierne tilbragte hun på forældrenes sommerresidens Richmond Lodge ved floden Themsen i Richmond vest for London. Familielivet i St. James's Palace blev betragtet som ulykkeligt, og hendes far optrådte som nærig over for sin familie. I 1737, da Louise var knap 13 år gammel, døde hendes mor, dronning Caroline, og hun blev herefter hovedsageligt opdraget af sin 10 år ældre storesøster, Prinsesse Caroline.^[3]

I 1743 blev der indgået aftale om et dynastisk ægteskab mellem Prinsesse Louise og og den dansk-norske tronfølger, Kronprins Frederik. Ægteskabet blev foreslået af Storbritannien af politiske årsager. På den tid foregik der en kappestrid sted mellem Frankrig og Storbritannien om at indgå en alliance med Danmark-Norge. Det protestantiske Storbritannien havde fordelen af at kunne indgå en ægteskabsalliance med de ligeledes protestantiske tvillingriger på den anden side af Nordsøen, og der opstod blandt de engelske statsmænd idéen om at arrangere et ægteskab mellem Louise og Kronprins Frederik.^[4] Den danske regering var positivt indstillet, mens Frederiks far, Kong Christian 6. i første omgang var lunken overfor idéen. Men da han øjnede chancen for, at ægteskabet ville medføre britisk støtte til planerne om at gøre Kronprins Frederik til svensk tronfølger, blev han positivt stemt.^[5] På det mere personlige plan var der også et håb om, at det ville lægge en dæmper på den karaktersvage og drikfældige kronprins' udskejelser at indgå et snarligt ægteskab.^[6] Kronprinsen selv erklærede sig også velvillig overfor planerne, efter at han havde set et portræt af Louise og var blevet fortalt om hendes venlighed, så meget desto mere som også han kunne se de politiske fordele ved ægteskabet.^[4]

I løbet af 1743 indledte man derfor ægteskabsforhandlingerne, der blev vellykket afsluttet den 14. september efter et par måneders forhandlinger.^[7] Den 19. oktober rejste den knap 19-årige prinsesse Louise fra London og indledte sin færd mod Danmark.^[3] Hofmarskallen ved det britiske hof beordrede levering af rejseudstyr til prinsessen, herunder "sæt af kongeligt sengetøj, portmanteauer, et rejse-teudstyr og genstande til Mrs. Dives og "Fubbs"-yachten: alt til et skøn på £503".^[8] Louise rejste først med det britiske kongeskib HMY Fubbs til sin fars nordtyske stambesiddelse, Kurfyrstedømmet Braunschweig-Lüneburg, hvor hun den 10. november 1743 blev gift med Kronprins Frederik i Hannover ved en såkaldt prokurationsvielse, hvor brudens bror, hertugen af Cumberland, fungerede som stedfortræder for brudgommen.^[4][7] Derefter rejste hun til Altona i det dengang danske Hertugdømme Holsten, hvor hun en uge efter brylluppet blev modtaget af sin brudgom.^[4] Der blev også hele Louises engelske følge udskiftet med et dansk, ledet af hendes nye hofmester Carl Juel og hendes nye overhofmesterinde Christiane Henriette Louise Juel. Den 11. december fandt hendes festlige indtog i København sted under stor jubel fra befolkningens side, og allerede samme dag blev vielsen gentaget, nu med brudgommen selv, i den netop færdigbyggede Christiansborg Slotskirke.^[7][9] Blot en uge senere, den 18. december 1743, fyldte den nye kronprinsesse 19 år. Til fejring af fødselsdagen skrev den tyske digter Johann Elias Schlegel en kantate.^[10]

Efter brylluppet flyttede det nygifte par ind på Charlottenborg Slot på Kongens Nytorv, hvor de boede, indtil de i 1745 kunne flytte ind i Prinsens Palæ ved Frederiksholms Kanal, der var blevet ombygget til deres brug af hofbygmester Nicolai Eigtved i den nye, moderne rokokostil.^[7][9]

At hun ikke var en tysk prinsesse, var nok til at bevirke, at hovedstadens befolkning, modtog hende med overstrømmende glæde, men det i højeste grad gunstige indtryk, hun ved denne lejlighed gjorde på alle, der kom i hendes nærhed, syntes at retfærdiggøre denne jubel og at berettige til de største forventninger, og heri blev man ikke skuffet; thi Louise blev den mest elskede dronning, Danmark havde haft siden dronning Dagmar’s dage, men lignede hende også deri, at hendes levetid blev ret kort. Selvom ægteskabet var arrangeret, var forholdet mellem ægtefællerne tilsyneladende godt, i hvert fald i deres første ægteskabsår.^[11] At hun var en mønsterværdig hustru og moder, var alle i samtiden enige om. Men med al sin ømme hengivenhed og samvittighedsfulde pligtopfyldelse formåede hun ikke, skønt hun var en smuk og indtagende personlighed, at vinde Frederik 5.s kærlighed; i begyndelsen så det vel ud, som om han følte sig lykkelig ved samlivet med hende, lige som han altid behandlede hende med stor opmærksomhed, men han opgav ikke sine slette venner og sin udsvævende levevis. Sin smerte over hans utroskab bar Louise med stille tålmod og søgte trøst i sine børns kreds eller ved beskæftigelse med litteratur og musik. Hun ville helst leve i stilhed og ro, men unddrog sig aldrig selskabslivets pligter; overalt, hvor hun skulle optræde som dronning, vakte hun ved sin naturlige værdighed, sin takt og yndefulde lethed i konversationen beundring hos enhver, der havde adgang til hoffet. Hos den store mængde blev beundringen til forgudelse, ikke blot på grund af hendes milde og venlige væsen, selv over for de ringeste, hendes hjertelige deltagelse og hjælpsomhed, hvor hun mødte ulykke og nød, men især, fordi hun bestemt udtalte, at hun i eet og alt ville være dansk, thi derved rørte hun, midt i tyskhedens glanstid i landet, ved nationens hjerte.^[12]

Louise og Frederik fik 5 børn, hvoraf deres første barn, tronfølgeren Kronprins Christian, døde inden sin to-års fødselsdag.^[11]

Den 6. august 1746 døde Christian 6., og Louises mand besteg tronen som Frederik 5., mens Louise selv blev dronning af Danmark og Norge i en alder af 21 år. Det nye kongepar flyttede derefter den korte distance fra Prinsens Palæ over Frederiksholms Kanal til Christiansborg Slot. Den 4. september 1747 afsluttedes ceremoniellet i forbindelse med tronskiftet, da den nye konge og dronning blev salvet^[b] i Frederiksborg Slotskirke.^[14]

Tronskiftet betød en stor ændring i livet ved det danske hof, der nu fik en lettere tone og blev langt mere festligt, end det havde været under Louises pietistiske svigerforældre. De tunge jernkæder, der tidligere havde omgivet Christiansborg for at holde undersåtterne på afstand, forsvandt, og slottets sale og gemakker blev igen fyldt med baller og selskabelighed.^[11]

Hun har god Forstand og meget let ved at tale, hun er venlig i sin Tone, forstaar at indlede en Samtale om forskjellige Æmner og kan tale flere Sprog; naar hun giver Kur, forlader hun sjælden nogen uden at sige ham noget behageligt; hun holder meget af at danse og danser smukt, hun har et godt og jævnt Humør, er meget æret for sin Fromhed og begavet med udmærkede Egenskaber. Hun finder sin Glæde i at læse og i Musik, spiller ret godt Klaver og morer sig med at lære sine Smaapiger at synge. I det hele staar hendes Lyst mest til at leve med sine Børn.^[15]

Det er ikke at beskrive med hvilken inderlig Fornøjelse meenige Mand hører Hendes Majestæt, skiøndt en Engelsk Princesse, at tale Dansk med de Kongelige Børn.^[17]

Louise interesserede sig for musik, teater og dans.^[11] I 1747 inviterede hun den italienske operaimpressario Pietro Mingottis operakompagni til København, hvor de opførte både opera og ballet på Charlottenborg indtil 1750.^[18][19] Blandt kompagniets medlemmer var komponisten Christoph Willibald Gluck, der opholdt sig i Danmark fra 1748 til 1749. Da Louise i 1749 fødte en tronarving, kronprins Christian, komponerede han i anledning af fødslen optrinnet La Contesa dei Numi (Gudernes trætte), hvor de olympiske guder samledes ved Storebælt for at diskutere, hvem der i særlig grad skulle beskytte den nye prins. Den blev opført første gang den 12. marts 1749 på Charlottenborg i anledning af dronning Louises første kirkegang efter fødslen.^[20] I 1748 blev den franske teatertrup Troupe Dulondel under ledelse af skuespillerinden Jeanne Dulondel inviteret til København, hvor de opførte dramatiske teaterforestillinger til 1753, og også optrådte i Kristiania i Norge under kongens besøg der i 1749.

I 1751 modsatte Dronning Louise sig uden held regeringens planer om et dynastisk ægteskab mellem hendes datter, den 5-årige Prinsesse Sophie Magdalene, og arvingen til den svenske trone, Kronprins Gustav, den senere Kong Gustav 3.^[11] Hun frygtede, at hendes datter ikke ville blive behandlet godt af Sveriges dronning, Louise Ulrike. Man vidste, at dronning Louise Ulrike var den egentlige hersker ved det svenske hof, og hun var kendt for sine anti-danske holdninger og for at være modstander af ægteskabsplanerne.^[21] Efter sigende brød Louise sig heller om arrangerede ægteskaber på grund af sine egne erfaringer.

Louise fik Hirschholm gods og oprettede i 1704 Donse Krudtværk.

I 1751 blev Dronning Louise alvorligt syg af en underlivssygdom med indeklemt navlebrok under sin sjette graviditet.^[15][11] Hofkirurg Hans Friedrich Wohlert blev tilkaldt for at udføre den vanskelige operation, men det lykkedes ham ikke at redde dronningens liv, og både hun og det ufødte barn døde. Hun døde dagen efter sin 27 års fødselsdag, den 19. december 1751, på Christiansborg Slot, efter otte års ægteskab og blot fem år som dronning. Budskabet om hendes død blev modtaget med bestyrtelse ved hoffet og oprigtig sorg blandt folket, som var kommet til at holde af sin dronning under hendes korte embedsperiode.^[22] Efter et castrum doloris i Christiansborg Slotskirke blev hun gravsat i Roskilde Domkirke.^[23] Hendes sarkofag blev udført af den engelskfødte billedhugger Carl Frederik Stanley. Skitserne til sarkofagen blev vist allerede i 1769, den var færdig i 1789, men blev først opstillet i 1825.^[24]

Frederik 5. overlevede sin hustru med 14 år. Han var indledningsvis ikke villig til at gifte sig igen, med mindre han kunne ægte en engelsk prinsesse, men der var ingen i en passende alder. En tid tænkte kongen på at ægte overhofmarskal Adam Gottlob Moltkes ganske unge datter, komtesse Catharine Sophie Wilhelmine, men dette forhindrede Moltke selv ved straks at arrangere et ægteskab for sin datter med lensgreve Hannibal Wedell til Wedellsborg.^[25] Tvunget af sine omgivelsers indtrængende råd giftede kongen sig igen et halvt år efter Dronning Louises død med Juliane Marie af Braunschweig-Wolfenbüttel.

I 1756 flyttede Louises søster, Marie, der var separeret fra sin mand, landgreve Frederik 2. af Hessen-Kassel, til Danmark for at tage sig af sin afdøde søsters børn. Hun tog sine tre sønner med sig, der blev opdraget ved det danske hof. De to ældste sønner, Prins Vilhelm og Prins Carl blev senere gift med deres danske kusiner, Prinsesse Vilhelmine og Prinsesse Louise, Dronning Louises døtre. De to yngste af sønnerne, Prins Carl og Prins Frederik forblev og gjorde karriere i Danmark.

Den kloge og elskværdige dronning påvirkede og inspirerede sin mand positivt, så regeringen efterfølgende opmuntrede kunst og videnskab stærkt. Fordi hun var ekstremt populær og afholdt af danskerne, blev mindet om den tidligt døde unge dronning med tiden mere og mere forherliget. Et eksempel på denne forherligelse er den tyske digter Friedrich Gottlieb Klopstock, der følte stor hengivenhed og højagtelse for Dronning Louise; han blev dybt grebet af hendes hårde lidelser og tidlige død og gav sine egne og folkets følelser luft i oden An den König (senere kaldet Die Königin Luise) fra 1752.^[26] Sammenlignet med dette ideal blev både hendes mands anden hustru Juliane Marie og hendes niece og senere svigerdatter Caroline Mathilde hårdt bedømt i deres dronningegerninger.^[27]

Louisa County i delstaten Virginia i USA blev opkaldt efter Louise i 1742.^[28]

• Danmarks historie (1660-1814)
• Danmarks dronninger
• Huset Hannover

• Bech, Claus (1981). "Louise (1724-1751, dronning)". I Cedergreen Bech, Svend (red.). Dansk Biografisk Leksikon. Vol. 9 (3. udgave). København: Gyldendal. ISBN 8700055514.
• Bregnsbo, Michael (2004). "Danish Absolutism and Queenship: Louisa, Caroline Matilda, and Juliana Maria". I Campbell Orr, Clarissa (red.). Queenship in Europe 1660-1815: The Role of the Consort. Cambridge University Press. s. 344–367. ISBN 0-521-81422-7.
• Cedergreen Bech, Svend (2001). "Louise". I Larsen, Jytte (red.). Dansk Kvindebiografisk Leksikon. Vol. 2. København: Rosinante & Co. s. 452-453. ISBN 8773574864.
• Heiberg, Steffen, red. (2004). Danske dronninger i tusind år (3. udgave). København: Gyldendal. ISBN 8702029464.
• Holm, Edvard (1896). "Louise". I Bricka, Carl Frederik (red.). Dansk Biografisk Lexikon, tillige omfattende Norge for Tidsrummet 1537-1814. Vol. X. Laale – Løvenørn (1. udgave). København: Gyldendal. s. 399-401.
• Jørgensen, Harald (1938). "Louise" (PDF). I Engelstoft, Povl; Dahl, Svend (red.). Dansk Biografisk Leksikon. Vol. 14 (2. udgave). København: J.H. Schultz Forlag. s. 489-491.
• Langhoff Koch, Louise (2021). Kongernes kvinder : dronninger, elskerinder, friller og maitresser i den danske kongerække fra Christian 1. til i dag. Muusmanns forlag. ISBN 9788794155564.
• Thuesen, Nils Petter (1991). Norges dronninger gjennom tusen år (norsk). Oslo: Tiden Norsk Forlag. s. 113-115. ISBN 82-10034-58-8.

• H. Bang, J., red. (1866). "Charlotte Dorothea Biehls historiske Breve". Historisk Tidsskrift. København: Den danske historiske Forening. 4 (3): 147-494.

Wikimedia Commons har medier relateret til: Louise af Storbritannien

• Louise i Dansk Biografisk Leksikon (1. udgave, bind 10, 1896), forfattet af Edvard Holm (1833-1915)
• Louise i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1923), forfattet af Carl Christian Frederik Ferdinandsen (1879-1944) og Carl Aage Trier (1871-1929)
• De Danske Kongers Kronologiske Samlings side om Dronning Louise