Louise Mogensen

Louise Mogensen
Født9. januar 1973 (51 år) Rediger på Wikidata
Vejle, Danmark Rediger på Wikidata
ÆgtefællePeter Mogensen (1999-2010) Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
BeskæftigelseØkonom Rediger på Wikidata
ArbejdsgiverFinanstilsynet, Danmarks Nationalbank Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Louise Caroline Mogensen (født 9. januar 1973 i Vejle[1] med pigenavnet Andersen[2]) er en dansk økonom, der siden 2023 har været direktør for Finanstilsynet.

Hun har tidligere været direktør i Forenet Kredit, vicedirektør i Finans Danmark, kontorchef i Økonomi- og Erhvervsministeriet og ansat i Nationalbanken.

Karriere

Mogensen blev uddannet økonom (cand.polit.) fra Københavns Universitet i 1997.[1] De næste 13 år arbejdede hun i Danmarks Nationalbank i forskellige afdelinger som fuldmægtig, specialkonsulent og sidst prokurist. I 2010-2013 var hun kontorchef for det finansielle område i Økonomi- og Erhvervsministeriet, hvor kontoret undervejs efter en organisationsændring i departementerne skiftede til at høre under Erhvervs- og Vækstministeriet. I 2013-2016 var hun vicedirektør i Finansrådet (der i 2016 skiftede navn til Finans Danmark), og 2016-2023 var hun direktør for Forenet Kredit.[3] I sin tid i Forenet Kredit var hun i en periode næstformand for Tænketanken Demokratisk Erhverv.[1]

Direktør for Finanstilsynet

I slutningen af september 2023 afløste Mogensen Jesper Berg i stillingen som direktør for Finanstilsynet, hvis femte direktør hun blev, siden tilsynet opstod i sin nuværende form i 1988.[3][4] I begyndelsen af 2024 kritiserede Mogensen i Berlingske i sit første større avisinterview efter tiltrædelsen kvaliteten af bankernes rådgivning til deres kunder, som ikke altid er tilstrækkelig. Samtidig udtalte hun, at "selvom det ligger i rollen som tilsynsdirektør at være bekymret", var hun ikke særlig bekymret for den øjeblikkelige sundhed i det danske finansielle system.[3]

Privatliv

Fra 1999 til 2010 var Mogensen gift med den politiske kommentator Peter Mogensen. De lærte oprindelig hinanden at kende, da hun var studentermedhjælp for ham under hans ansættelse i Finansministeriet. De har tre børn sammen.[5]

Kilder