Louis Gallait

Denne artikel eller dette afsnit er forældet Se artiklens diskussionsside eller historik. Teksten er helt eller delvist kopieret fra et gammelt opslagsværk (Salmonsens Konversationsleksikon), og det er rimeligt at formode, at der findes nyere viden om emnet. Hvis teksten er opdateret, kan denne skabelon fjernes.

Louis Gallait
Personlig information
Født	10. marts 1810, 10. februar 1810, 10. maj 1810 Tournai, Belgien
Død	20. november 1887 Schaerbeek, Belgien
Uddannelse og virke
Elev af	Philippe Auguste Hennequin, Paul Delaroche, Mathieu Ignace van Bree
Medlem af	Kungliga Akademien för de fria konsterna, Det Kongelige Nederlandske Videnskabsakademi, Royal Academy, Académie royale des sciences, des lettres et des beaux-arts de Belgique
Beskæftigelse	Kunstmaler, akvarelmaler, gravør
Arbejdssted	Bruxelles, Paris
Elever	Friederike Emilie August O'Connell
Kendte værker	Abdikation af Karl V af Louis Gallait, Endelig hyldest til Egmont og Hoorn, Fiskerens familie, De Avond (le soir), Verlaten (l'abandon) med flere
Genre	Portræt
Påvirket af	Bartolomé Esteban Murillo, Jusepe de Ribera, Peter Paul Rubens
Nomineringer og priser
Udmærkelser	Ridder af Æreslegionen, Pour le Mérite for videnskab og kunst
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Louis Gallait, portræt af Édouard Fétis.

Louis Gallait (født 9. maj 1810 i Tournai, død 20. november 1887 i Bryssel) var en belgisk historiemaler.

I sin fødeby oplærtes han under Hennequin nærmest i den Davidske kunstretning, i Antwerpen fik studiet af Rubens og van Dyck betydning for hans kolorit (udførte her Kristus helbreder en blind, 1833, katedralen i Tournai); men først opholdet i Paris og bekendtskabet med Delaroche virkede afgørende på hans opfattelse af historiemaleriets mål og midler. Her malede han blandt andet Farende musikanter (museet i Liège), Hertugen af Alba, Hiob og hans venner (i Luxembourgmuseet), Antiochias erobring (1840), et slagbillede for Versailles. Hans berømmelse daterer sig dog først fra Karl V's tronfrasigelse (1841, museet i Bryssel); dets efter datidens opfattelse glimrende farverige teknik vakte furore under dets turné i Tyskland og andre steder. Lignende lykke gjorde Egmonts sidste øjeblikke (1848) og det gribende, grandiost, men lidt melodramatisk virkende Skyttegildet i Bryssel viser Egmont og Hoorn den sidste ære (1851, rådhuset i Tournai, replika i Antwerpens museum).

Så højt samtiden hævede disse — kunsthistorisk altid fremragende — værker med den lysende farvepragt, der dog smagte stærkt af atelierbryg og udvortes effekt, og med sans for prægnant, men lidt teatermæssig karakterskildring, så lavt på rangstigen stillede et senere kunstsyn dem. Med de her nævnte arbejder havde Gallait væsentlig udtømt sin evne; i de mange senere hviler han på de alt vundne laurbær: Tasso i fængslet, det smukke Den fangnes familie (1855), Johanne den Vanvittige (1856, museet i Bryssel), Frants I hos den døende Lionardo da Vinci (1857), Alba underskriver dødsdommen (1863), Pesten i Tournai (1882, museet i Bryssel) med mange flere; i Berlins Nationalgalleri: Grev Egmonts sidste øjeblikke (1858), i Bryssels museum Violinspilleren. Gallait malede en del portrætter, Pius IX (1861) m. v. Om hans anseelse vidner blandt andet hans udnævnelse til medlem af adskillige akademier; til ære for Karl V's tronfrasigelse lod byen Bryssel slå en medalje.

Wikimedia Commons har medier relateret til: Louis Gallait

Kilder

• Gallait, Louis i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1920)