Lino Ieluzzi
Dette emnes notabilitet er betvivlet, da en skribent har vurderet, at biografien for personen ikke har nok til at have encyklopædisk relevans. (2023) (Lær hvordan og hvornår man kan fjerne denne skabelonbesked) |
Lino Ieluzzi | |
---|---|
Født | Pasquale Ieluzzi 7. oktober 19?? Milano, Italien |
Uddannelse og virke | |
Beskæftigelse | Herremode |
Aktive år | 1970'erne - nu |
Pasquale Ieluzzi (7. oktober[1] 19??), bedre kendt under sit kælenavn Lino Ieluzzi, er en indflydelsesrig person inden for herretøj fra Milano i Italien. Han ejer herretøjsbutikken Al Bazar di Lino Ieluzzi i Milano, hvor han har arbejdet siden 1970'erne. I takt med at interessen for herreekvipering er steget er Ieluzzis omdømme steget, og han er i dag meget kendt blandt entusiaster inden for herretøj, og betragtes af mange som et ikon indenfor herremode.[1]
Opvækst
Lino Ieluzzi blev født i Milano. Han har været interesseret i herretøj fra en tidlig alder. Særligt hans egen far har haft indflydelse på dette, idet han altid var velklædt og som oftest i skræddersyede jakkesæt.[2] Billeder af Ieluzzi som 15-årig viser ham med en bandana og en sportsjakke der er et af hans tidlige eksempler på at bøje de konventionelle regler for herreekvipering.
Personlig stil
Ieluzzi har en meget personlig stil, der er en af grundende til, at han er blevet kendt inden for herremode. Han bærer dobbeltradet jakke,[3] ofte i spraglede farver og/eller mønstre, og i mange tilfælde med bukser i en anden farve (det er således ikke et jakkesæt).[4] Han bruger særligt farver som creme, grå og blå. Hans dobbeltradede jakker er tilvirket på en måde, så de også kan bruges sammen med denim og en rullekravebluse. Han benytter skjorter med cutaway krave[2][3] og tit et slips i uld eller kashmir med et 7-talt broderet på.[1][5] Tallet er Ieluzzis lykketal, da han er født den 7. oktober. Det begyndte som en joke blandt hans venner omkring 2009-2010,[6] men det blev snart populært og kunder begyndte at besøge Al Bazar di Lino Ieluzzi for at få et slips med det broderede 7-tal.[1] Han bærer typisk et bælte i westernstil med metalspids.[2] Han bærer armbåndsur fra Patek Philippe eller Audemars Piguet.[6] En anden beklædningsgenstand i hans signaturstil er lyse monksko med to spænder og med en mørkere spids.[1][3]
Al Bazar di Lino Ieluzzi
Lino har været ansat i Al Bazar siden 1970'erne, hvor butikken primært solgte denimtøj. På et tidspunkt overtog Ieluzzi butikken og begyndte at ændre udvalget til at være mere klassisk herremode med jakkesæt, slips og skjorter med ønske om at udfordre andre herreekviperinger som M. Bardelli. Dette skete på et tidspunkt, hvor folk generelt gik mindre i traditionelt tøj og formelt tøj blev mere upopulært.[2][1] Han begyndte også at gå i byen på forskellige klubber i Milano, heriblandt Nepentha og Charlie Max, for at blive bekendt med sine potentielle kunder. Her oplevede han at folk stadig tog pænt tøj på, for at gå i byen, og kunne se et marked for smart klassisk herretøj. Butikken sælger i dag kun klassisk herretøj, og udelukkende ting som Ieluzzi selv kan lide og går i.
Stigende berømmelse
Ieluzzi har i mange år deltaget i modearrangementet Pitti Uomo der foregår i Firenze i januar og juni hvert år. I takt med en større interesse for herremode begyndte flere at komme til hans shows ved messen. Blandt dem var Scott Schuman fra The Sartorialist, som fotograferede ham og brugte ham i flere artikler, hvilket var med til at udbrede kendskabet til Ieluzzi.[1]
Privatliv
Der vides ikke meget om Ieluzzis om privatliv, da han holder det meste for sig selv. Han er dog ikke gift, og har ingen børn. Han har en lys labrador ved navn Tommy, som ofte er med på billeder i hans opdateringer på sociale medier.[1][7]
Referencer
- ^ a b c d e f g h Lino Ieluzzi – The Colorful Style Icon. Gentlemans Gazette. Hentet 26/6-2016
- ^ a b c d Lino Ieluzzi Arkiveret 14. august 2016 hos Wayback Machine. philippeperzi.com. Hentet 26/6-2016
- ^ a b c Signaturtøj. Stiljournalen. Hentet 26/6-2016
- ^ Lino Arkiveret 24. juni 2016 hos Wayback Machine The Sartorialist. Hentet 26/6-2016
- ^ The 7-tie from Lino Ieluzzi. ohituskaistalla.com. Hentet 26/6-2016
- ^ a b EXPERIENCE: LINO IELUZZI'S AL BAZAR MILANO. A TRUE HABERDASHER AND A WATCHLIFESTYLER AT HEART. watchcollectinglifestyle.com. Hentet 26/6-2016
- ^ Lino Ieluzzi Official. Instagram. Hentet 26/6-2016
Medier brugt på denne side
Exclamation mark for ambox use