Linje 550S

550S
HT bus line 550S at Kvæsthusbroen.jpg
Linje 550S ved Kvæsthusbroen i 2003 med Bornholmerfærgen i baggrunden.
Overblik
LandDanmark
KommuneGlostrup Kommune
Rødovre Kommune
Københavns Kommune
Frederiksberg Kommune
FraGlostrup Station
TilKvæsthusbroen
Oprettet2. juni 1996
Ophørt25. maj 2003
Drift
LinjetypeS-bus
TrafikselskabHovedstadsområdets Trafikselskab

Linje 550S var en buslinje i København mellem Glostrup st. og Kvæsthusbroen. Linjen var en del af Hovedstadsområdets Trafikselskabs S-busnet og var udliciteret til City-Trafik, der drev linjen fra sit garageanlæg i Glostrup. Linjen kørte blandt andet ad Roskildevej og betjente Brøndbyøster, Rødovre, Vesterbro og Indre By undervejs.

Linjen blev oprettet 2. juni 1996, hvor den erstattede linje 27 og 125E. Endestationerne var de samme i hele linjens levetid, men der skete et par omlægninger på Vesterbro. Linjen blev nedlagt 25. maj 2003, hvor den blandt andet erstattedes af den nye linje 6A.

Historie

Linje 550S ved Ålholm Plads.
Ekstrabus på Tietgensbroen ved Hovedbanegården.

21. oktober 1990 indførte Hovedstadsområdets Trafikselskab (HT) de første S-buslinjer, der var og er hurtige og direkte linjer med få stop undervejs. De første linjer var tværlinjer udenom Københavns centrum, men fra 1994 begyndte man også at etablere radiallinjer gennem København.[1] På det tidspunkt havde man efterhånden fået oprettet de fleste af de oprindeligt planlagte linjer,[2] men i januar 1995 udgav HT S-busplan 1995-1997, der lagde op til yderligere kraftig udbygning af S-busnettet.[3] Der skulle etableres nye S-buslinjer, hvor de eksisterende lokale buslinjer og S-tog ikke gav tilstrækkelig højklasset betjening, og der skulle oprettes flere radiallinjer. Baggrunden var bl.a., at hvor der var indført S-busser, var årlige fald i passagertallene på 2-3 % blevet vendt til stigninger på 6-7 %. Til gengæld betød de nye tiltag, at man ikke længere kunne holde målet om en mindste rejsehastighed på 40 km/t men måtte nøjes med mindst 25 km/t i de centrale bydele. De nye tiltag ville omfatte de fem radiallinjer 150S, 350S, 450S, 550S og 650S og tværlinjen 100S. Ved fuld etablering ville det øge S-bussernes andel af det samlede antal vogntimer kørt for HT fra ca. 10 % til ca. 20 %.[1]

I første omgang etableredes linje 350S 24. september 1995, og 2. juni 1996 var det så tanken at følge op med linje 450S mellem Holmen og Gladsaxe Trafikplads og linje 650S mellem Avedøre st. og Hellerup st.[3] Etableringen af linje 450S forudsatte dog, at der blev bygget en busvej ved Tingbjerg. Den var Københavns Kommune imidlertid modstander af, og den blev aldrig til noget. Af samme årsag blev oprettelsen linje 450S derfor først udsat og senere helt opgivet i 1997.[4][5][6] I stedet blev linje 550S fremrykket, så den blev oprettet sammen med linje 650S 2. juni 1996.[1]

Fra starten og helt frem til nedlæggelsen kørte linje 550S fra Glostrup st. via Rødovre Centrum, Roskildevej og Tietgensbroen ved Københavns Hovedbanegård til Sankt Annæ Plads ved Kvæsthusbroen. Ved oprettelsen erstattede den linje 27 på flere delstrækninger mellem Gammelholm og Rødovre og linje 125E mellem Glostrup st. og Christiansborg Slotsplads. Begge disse linjer nedlagdes, mens linje 13, der hidtil havde kørt til Brøndbyøster st., afkortedes til Rødovre Centrum, og linje 28, der havde kørt til Kvæsthusbroen, omlagdes til Amager.[7] Et nyt indslag var til gengæld, at der fra Vesterbros Torv zigzaggedes ad forskellige gader til Tietgensbroen i stedet for linje 27 og 125E's kørsel ad Vesterbrogade til Rådhuspladsen.[8][9]

I HT's personaleblad HT-nyt blev linje 550S beskrevet således: "Den ny linie giver forbindelse fra Glostrup st. til Rødovres tætte boligområder og Rødovre Centrum, direkte forbindelse fra Rødovre, Roskildevej og Vesterbrogade til Hovedbanegården og Christiansborg samt forbindelse fra Hovedbanegården til Oslo- og Bornholmerfærgen."[10] Færgerne til Oslo og Rønne på Bornholm udgik dengang begge fra Kvæsthusbroen.

18. august 1997 overtog linje 550S linje 10's hidtidige ekstrakørsel mellem Hovedbanegården og Holmens Kirke, der samtidig blev forlænget til Gammelholm. Ekstrakørslen var ikke optaget i de officielle køreplaner, men der kørtes om morgenen fra Hovedbanegården til Nyhavnsbroen og om eftermiddagen modsat fra Holbergsgade/Tordenskjoldsgade til Hovedbanegården. Ekstrakørslen betegnedes uofficielt som linje 550Sx.[11][12]

Generelt forblev linje 550S en stabil linje, når der ses bort fra forskellige vej- og fjernvarmearbejde. I 1997 skete der en mindre ændring på Vesterbro, hvor busserne hidtil havde kørt ad Istedgade - Abel Cathrines Gade mod Kvæsthusbroen og ad Halmtorvet - Gasværksvej mod Glostrup st., men hvor det nu blev Istedgade - Abel Cathrines Gade i begge retninger.[13] Mere omfattende blev det 24. maj 1998, da Halmtorvet blev spærret, så linjen måtte omlægges ad Gasværksvej - Sønder Boulevard - Skelbækgade - Ingerslevsgade. Omlægningen skulle have varet ca. 8 måneder men kom i praksis til at vare 22 måneder til 26. marts 2000.[14][15]

Nedlæggelsen

Sidste linje 550S ved Christiansborg Slotsplads.

Ved årtusindskiftet begyndte fremtiden efterhånden at banke på i form af etableringen af metroen, der medførte reduktioner i den københavnske busdrift. I den forbindelse foreslog HT, at der skulle etableres et net af stambusser, senere kendt som A-busser, i og omkring Københavns og Frederiksberg Kommuner i form af seks linjer med hyppig drift. De ville blandt andet erstatte hele eller dele af flere S-buslinjer.[16] Ved offentliggørelsen af planerne i 2000 var det således tanken, at linje 550S skulle nedlægges og erstattes af den senere linje 6A på strækningen mellem Damhustorvet og Stormgade.[17]

I et forslag til stambusnettet i april 2001 blev planerne gjort mere konkrete. Her kom den senere linje 6A til at følge linje 550S' hidtidige rute til Rødovrehallen, mens resten af strækningen til Glostrup st. skulle overtages af en forlænget linje 13. En omlægning af linje 29 ad Holbergsgade ville delvist erstatte kørslen til Kvæsthusbroen. Imidlertid havde stambusplanen som helhed den følge, at de fleste andre linjer i Københavns og Frederiksberg Kommuner også ville berørt.[18] Som alternativ arbejdedes derfor med et referencebusnet, hvor det eksisterende busnet blev bibeholdt i størst muligt omfang. Her ville linje 550S komme til at fortsætte uændret. Det var dog tanken, at linjen i givet fald skulle betjenes af 13,7 m lange busser som dem var ved at blive indsat på flere andre buslinjer på det tidspunkt.[19] Ulempen ved referencebusnettet var dog, at S-busserne sprang en del stoppesteder over, som andre linjer så måtte betjene. Noget der betød, at en del strækninger fik dobbelt betjening.[1] For eksempel ville linje 550S på den måde fortsat blive suppleret af linje 28 på Roskildevej og linje 6 på Vesterbrogade.[19]

Slutresultatet blev imidlertid, at HUR besluttede at indføre stambusnettet i tre etaper ved sit møde den 26. oktober 2001.[20][21] Den første skete 20. oktober 2002 i forbindelse med indvielsen af metroen,[22] og anden etape fulgte 25. maj 2003. Her blev linje 550S nedlagt og erstattet af den nye linje 6A mellem Rødovrehallen og Vesterbros Torv. Samtidig forlængedes linje 13 fra Rødovre Centrum til Glostrup st., mens linje 650S omlagdes til Kvæsthusbroen og samtidig overtog ekstrakørslen. Stykket mellem Vesterbros Torv og Tietgensbroen bortfaldt derimod uden erstatning.[23]

Fakta

Linje 550S ved nedlæggelsen i 2003.
  • Linjeføring ved nedlæggelsen
    • Glostrup st. - Banegårdsvej - Hovedvejen - Roskildevej - Korsdalsvej - Rødovre Parkvej - Tårnvej - Roskildevej - Vesterbrogade - Vesterbros Torv - Gasværksvej - Istedgade - Abel Cathrines Gade - Kvægtorvsgade - Hovedbanegården - Tietgensgade - Stormgade - Vindebrogade - Christiansborg Slotsplads - Holmens Kanal - Holbergsgade - Nyhavnsbroen - Toldbodgade - Sankt Annæ Plads - Kvæsthusbroen[24]
  • Overordnede linjevarianter
    • Glostrup st. - Kvæsthusbroen[24]
    • Hovedbanegården - Nyhavnsbroen hhv. Tordenskjoldsgade - Hovedbanegården (ekstrakørsel i myldretiden)[12]
FraEntreprenør og garage
02-06-1996City-Trafik, Glostrup[25]


Kronologisk oversigt

Oversigten nedenfor omfatter permanente og længerevarende ændringer. Der er set bort fra ændringer af stoppesteder og kortvarige omlægninger ved vejarbejder, sportsbegivenheder og lignende.

DatoHændelse
02-06-1996Linje 550S oprettes ad følgende rute:[7]
Glostrup st. - Banegårdsvej - Hovedvejen - Roskildevej - Korsdalsvej - Rødovre Parkvej - Tårnvej - Roskildevej - Vesterbrogade - Vesterbros Torv - Gasværksvej - > Istedgade > Abel Cathrines Gade > (/< Halmtorvet <) - Kvægtorvsgade - Hovedbanegården - Tietgensgade - Stormgade - Vindebrogade - Christiansborg Slotsplads - Holmens Kanal - Holbergsgade - Nyhavnsbroen - Toldbodgade - Sankt Annæ Plads - Kvæsthusbroen.[9]
Linje 550S erstatter linje 27 og 125E der nedlægges samt dele af linje 13 og 28.[7]
09-07-1996 - ca. 30-07-1996Omlægges ad Nyhavn - Havnegade - Tordenskjoldsgade i retning mod Glostrup st. Omlægningen skyldes vejarbejde i Holbergsgade.[26]
13-11-1996 - ca. 13-01-1997Omlægges ad Frederiksberg Alle - Pile Alle i retning mod Glostrup st. Omlægningen skyldes fjernvarmearbejde.[27]
??-??-1997Omlægges så der køres ad Abel Cathrines Gade - Istedgade i begge retninger.[13]
27-05-1997 - ca. 27-07-1997Omlægges ad Frederiksberg - Platanvej i retning mod Glostrup st.[28]
18-08-1997Der etableres ekstrakørsel mellem Gammelholm og Hovedbanegården. Om morgenen køres fra Hovedbanegården til Nyhavnsbroen og om eftermiddagen køres fra Holbergsgade/Tordenskjoldsgade til Hovedbanegården. Ekstrakørslen betegnes uofficielt som linje 550Sx og erstatter tilsvarende ekstrakørsel som linje 10x mellem Hovedbanegården og Holmens Kirke/Admiralgade.[11][12]
24-05-1998 - 26-03-2000Omlægges ad Gasværksvej - Sønder Boulevard - Skelbækgade - Ingerslevsgade. Omlægningen skyldes lukning af Halmtorvet og påregnedes oprindeligt at vare ca. 8 måneder men kom i praksis til at vare 22 måneder.[14][15]
25-05-2003Linjen nedlægges på grund af metroens og A-busnettets oprettelse. Erstattes af ny linje 6A samt linje 13 og 650S der omlægges.[23]

Kilder

Noter

  1. ^ a b c d S som succes af Jesper Kiby Denborg. Busfronten 150/2000, s. 4-12.
  2. ^ Kollektiv trafikplan 1989, s. 42-47, Hovedstadsrådet, 1989.
  3. ^ a b Nye S-buslinier af Jesper Kiby Denborg. Busfronten 104/1995, s. 5.
  4. ^ Ad Busfronten 104.5 - "Nye S-buslinier" af Jesper Kiby Denborg. Busfronten 112/1996, s. 8.
  5. ^ Kørselsudbud september 1997 af Jesper Kiby Denborg. Busfronten 119/1997, s. 8.
  6. ^ Færre busser på Amager, flere på landet af Jesper Kiby Denborg. Busfronten 126/1997, s. 16-19.
  7. ^ a b c HT linieændringer af Jesper Kiby Denborg. Busfronten 115/1996, s, 3-4.
  8. ^ Køreplan Busser og tog, 24. sept. 1995-1. juni 1996, HT, s. 29, 45.
  9. ^ a b Køreplan Busser og tog, 2. juni-28. september 1996, HT, s. 103.
  10. ^ Ekstranummer af HT-nyt, 14. maj 1996, s. 6.
  11. ^ a b Thorvald Borgs Gade Garage af Thomas Hildebrand. Busfronten 124/1997, s. 14.
  12. ^ a b c Thorvald Borgs Gade Garage af Jesper Kiby Denborg. Busfronten 125/1997, s. 17.
  13. ^ a b Det nøjagtige tidspunkt for omlægningen kendes ikke. I sommerkøreplanen fra 1. juni 1997 og på det tilhørende trafikkort er den gamle linjeføring angivet. På trafikkortet til vinterkøreplanen fra 28. september 1997 er den nye linjeføring angivet men den gamle i selve køreplanen.
  14. ^ a b Øvrige HT linieændringer af Jesper Kiby Denborg. Busfronten 129/1998, s. 7.
  15. ^ a b HT linieændringer af Jesper Kiby Denborg og Thomas de Laine. Busfronten 145/2000, s. 6.
  16. ^ "Forslag til stambusnet i København, Trafikdage på Aalborg Universitet, 2000" (PDF). Arkiveret fra originalen den 3. april 2016. Hentet 29. februar 2020.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Uegnet url (link)
  17. ^ Visionen om et helt nyt busnet af Pernille Hermann. HT-nyt 5/2000, s. 4-5.
  18. ^ Forslag til stambusplan - sammenfatning, s. 10-11. HUR, april 2001. ISBN 87-90269-58-6
  19. ^ a b Forslag til stambusplan - sammenfatning, s. 22-27. HUR, april 2001. ISBN 87-90269-58-6
  20. ^ Stambusserne næsten på skinner af Anders Borring-Møller. HT-nyt 10/2001, s. 3.
  21. ^ Stambus behandles politisk af Per Gellert. HT-nyt 1/2002, s. 5.
  22. ^ A-busserne - metro på gadeplan af Jesper Kiby Denborg. Busfronten 161/2002, s. 11-14.
  23. ^ a b Linieændringer maj 2003 af Thomas de Laine. Busfronten 167/2003, s. 17-18.
  24. ^ a b Køreplan Busser og tog, 20. oktober 2002-24. maj 2003, Hovedstadens Udviklingsråd, s. 906-909.
  25. ^ Køreplan Busser og tog, 2. juni-28. september 1996, HT, s. 719.
  26. ^ Øvrige linieændringer af Jesper Kiby Denborg m.fl. Busfronten 115/1996, s. 6.
  27. ^ HT af Jesper Kiby Denborg. Busfronten 117/1996, s. 3.
  28. ^ Øvrige linieændringer af Jesper Kiby Denborg m.fl. Busfronten 122/1997, s. 5.

Eksterne henvisninger

Medier brugt på denne side

Copenhagen bus line 550S 2003.png
Forfatter/Opretter: Leif Jørgensen, Licens: CC BY-SA 4.0
Map of Copenhagen bus line 550S between Glostrup Station and Kvæsthusbroen as of may 2003, when the line was closed.
HT bus line 550S at Kvæsthusbroen.jpg
Forfatter/Opretter: Leif Jørgensen, Licens: CC BY-SA 4.0
City-Trafik bus 2901 on HT bus line 550S at Kvæsthusbroen in Indre By in Copenhagen. In the background the ferry for Rønne.
Last HT bus line 550S at Christiansborg Slotsplads.jpg
Forfatter/Opretter: Leif Jørgensen, Licens: CC BY-SA 4.0
City-Trafik bus 2600 at the last HT bus line 550S at Christiansborg Slotsplads in Indre By in Copenhagen.
HT bus line 550S at Ålholm Plads.jpg
Forfatter/Opretter: Leif Jørgensen, Licens: CC BY-SA 4.0
City-Trafik bus 2928 on HT bus line 550S on Roskildevej at Ålholm Plads in Valby in Copenhagen.
HT bus line 550S on Tietgensbroen.jpg
Forfatter/Opretter: Leif Jørgensen, Licens: CC BY-SA 4.0
City-Trafik bus 216 as extra bus on HT bus line 550S on Tietgensbroen at Københavns Hovedbanegård (Copenhagen Central Station).