Lindisfarne
Lindisfarne (også kaldet Holy Island) er en ø ud for Northumberlands kyst i det nordøstlige England. På en forhøjning ligger Lindisfarne slot. Ved ebbe har øen fastlandsforbindelse ad en bilvej, der er oversvømmet ved flod. Øen har 162 indbyggere i 2004.
Der er store naturreservater for at beskytte fuglelivet. Der er op mod 300 fuglearter på øen. Mange fugle overvintrer.
Klosteret
Klosteret på Lindisfarne blev grundlagt af St. Aidan, som blev udsendt fra øen Iona af kong Oswald af Northumbria omkring år 635. Det blev centrum for kristningen af Nordengland, og der blev også sendt missionærer til Mercia. Northumberlands skytshelgen, St. Cuthbert, var klosterets abbed.
Fra begyndelsen af det 7. århundrede skrev munkene smukt illustrerede manuskripter. Det mest berømte, Lindisfarneevangelierne, er den ældste overlevende version af de fire evangelier på engelsk, illustreret i en blanding af keltisk, angelsaksisk, romersk, koptisk og østlig stil,[1] og er et illumineret manuskript.[2]
I 793 blev klosteret angrebet af vikinger;[3] begivenheden markerer selve indledningen på vikingetiden i engelsk sammenhæng. Vikingerne plyndrede klosteret. Blandt det stjålne var det kostbare bind om Lindisfarneevangelierne. Munkene flygtede fra øen, og stiftet flyttedes til Durham i år 1000.
St Cuthbert-ordenen og mange af dens skatte og manuskripter overlevede angrebet i 793, og kirken fra 600-tallet blev ikke ødelagt. Først da Simeon af Durham 300 år senere beskrev overfaldet, forlød det, at vikingerne havde raseret kirken, stjålet skattene og dræbt munkene.[4]
I normannisk tid blev klosteret genoprettet, og det blomstrede, til det blev opløst af Henrik 8. af England i 1536. Det er nu en ruin, der forvaltes af English Heritage.
Nyere fund
Der foregår stadig arkæologiske undersøgelser på Lindisfarne. I 2020 blev der fundet en sjælden spillebrik af glas stammende tilbage fra 8. eller 9. arhundrede.[5]
I moderne kultur
I 1972 opkaldte digteren William Irwin Thompson sin Lindisfarne Association efter klosteret.
I musik
Historier og legender om Lindisfarne har fundet vej til sangtekster og koncepter for bands, musikere og komponister. Et eksempel er koralmotetten i 40 satser af den britiske komponist Peter McGarr bestilt til Tallis Festival 2007 Love You Big as the Sky. Undertitlen er "a Lindisfarne Love Song", og der er digte om Lindisfarne og en detaljeret geografi for området, skibsvrag og fyrtårne.
Et britisk folk/rock-band (1969–2003), Lindisfarne, var opkaldt efter øen, mens et keltisk kristent progressiv rock-band opkaldt efter en anden ø, Iona, har en sang til Lindisfarne på deres album Journey into the Morn (1995).
Dubstep-artisten James Blake har en to-satset suite om Lindisfarne på sit album James Blake (2011).
Folk metal bandet Svartsot har skrevet en sang kaldt "Lindisfarne". Den handler om vikingernes angreb på øen og er med på albummet Mulmets viser.
Referencer
- ^ "Sacred Texts: Lindisfarne Gospels". Arkiveret fra originalen 17. juli 2018. Hentet 24. april 2015.
- ^ "Lindisfarne Gospels Exhibition". Arkiveret fra originalen 14. april 2015. Hentet 24. april 2015.
- ^ Eleanor Rosamund Barraclough: Beyond the Northlands. Viking Voyages and the Old Norse Sagas (Oxford University Press, 2016); s. 3.
- ^ Bergsveinn Birgisson: Den svarte vikingen (s. 354), forlaget Spartacus, Oslo 2013, ISBN 978-82-430-0789-5
- ^ This Incredibly Rare Board Game Piece Dates Back to The First Viking Raids on England. ScienceAlert 2020
Eksterne henvisninger
| ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Koordinater: 55°40′40″N 1°47′40″V / 55.67778°N 1.79444°V
|
Medier brugt på denne side
Folio 27r from the Lindisfarne Gospels, incipit to the Gospel of Matthew. The main text contains the first sentence of the Gospel According to Saint Matthew: "Liber generationis Iesu Christi filii David filii Abraham" ("The book of the generation of Jesus Christ, the son of David, the son of Abraham").
The first line contains the word "liber" ("the book") with illuminated letters in insular majuscule; the first three letters ("lib") are much more ornate than the last two ("er") in white. The next two lines are in runic capitals (i.e. Latin letters in a rune-inspired script, also seen in the Book of Nunnaminster for example): the first of these lines partially contains the word "generationis" ("generation" in the genitive case) as "-onis" appears in the next line, followed by the contracted form of "Iesu", namely "Ihu" with a tilde on the "h"; this type of contraction is called a nomen sacrum.
The last line is in insular majuscule and begins with another nomen sacrum, the contraction "χρi" with a tilde, meaning "Christi". This is followed by a more compressed series of words. The first is "filii" ("son", genitive) with an "fi" ligature and a letter "l" with two stacked "i" letters on its leg. Then "David" is seen and is formed with a letter "d" with an "a" stacked on a "v" in its counter followed by "id". After that, "filii" is present again, however this time the "fi" ligature is replaced with the Greek letter phi (φ) due to its phonetic similarity. The last word is "Abraham", which is split into two lines.Forfatter/Opretter: matthew Hunt, Licens: CC BY 2.0
Lindisfarne Castle on Holy island