Le Klint (virksomhed)
- For alternative betydninger, se Le Klint. (Se også artikler, som begynder med Le Klint)
Le Klint | |
---|---|
Le Klint-lamper i Designmuseum Danmarks bibliotek | |
Eksterne henvisninger | |
Virksomhedens hjemmeside | |
CVR-nummer | 37750115 |
OpenCorporates | dk/37750115 |
Le Klint A/S er en dansk designvirksomhed, som er kendt for lamper med plisserede lampeskærme. Virksomheden er kgl. hofleverandør.
Virksomhedens produkt opstod, da Le Klint (1920-2012) begyndte at plissere papirskærme, der var baseret på en idé af farfaren, bygmesteren og arkitekten P.V. Jensen Klint. P.V. Jensen Klint havde i 1901 skabt den første skærm (af karduspapir) til en petroleumslampe af stentøj sammen med skibskaptajn Hagedorn. Le Klints far, Tage Klint (1884-1953, bror til arkitekten Kaare Klint), havde set potentialet i skærmene, tog patent på skærmen i 1938 og oprettede i 1943 firmaet Le Klint A/S oprettet, som han opkaldte efter sin datter. I 1942 havde Tage Klint lanceret skærmen "Model 1". Kaare Klint designede "Model 101", Frugtlygten i 1944 og senere Kiplampen. Det var også Kaare Klint, som tegnede Le Klints bomærke, som i let ændret form stadig anvendes. Kaare Klints søn Esben Klint (1915-1969) har også designet lamper for Le Klint.
Da Tage Klint døde i 1953, gik firmaet og rettighederne til lampeskærmene i arv til Le Klints bror Jan Klint, som udelukkede sin søster fra det succesrige familiefirma. Hun har i sin selvbiografi, Erindringstråde (1998), beskrevet, hvordan hun nærmest blev lokket til at afgive sin aktiepost i firmaet mod at få en livslang månedlig betaling på 850 kroner før skat. Jan Klint sørgede i 1972 for at stifte en fond, så han var sikker på, at virksomheden kunne fortsætte efter hans død. Jan Klint døde i 1989, hvorefter virksomhedens ledelse overgik til personer uden for Klint-familien.
Allan Bock blev forretningsfører i Le Klint 1943, direktør for samme 1945 og var medlem af direktionen for A/S Le Klint 1953-71, derefter kommitteret.
Poul Christiansen udførte nye modeller for Le Klint i perioden fra 1967 til 1978, bl.a. den populære Sinus-serie.[1]
Virksomheden har hovedsæde i Odense.
Litteratur
- Mette Strømgaard Dalby, Le Klint: Design – Håndværk – Historie, KreativGrafisk Forlag, Odense 2008. ISBN 978-87-992302-3-5 – (Udgivet i forbindelse med 65-års jubilæet for virksomheden Le Klint A/S)
Kilder og eksterne henvisninger
- Officiel hjemmeside
- Le Klints historie Arkiveret 16. august 2017 hos Wayback Machine
- ^ "Lamper tegnet af Poul Christiansen". Arkiveret fra originalen 16. august 2017. Hentet 16. august 2017.
|
Medier brugt på denne side
Forfatter/Opretter: lglazier618, Licens: CC BY 2.0
The library designed by Kaare Klint at Design Museum Denmark