Lasar Kaganovitj

Lasar Kaganovitj
Personlig information
Født	10. november 1893 Dibrova, Ukraine
Død	25. juli 1991 (97 år) Moskva, Rusland
Gravsted	Novodevitjekirkegården
Nationalitet	Sovjetisk
Politisk parti	Sovjetunionens kommunistiske parti
Søskende	Aron Kaganovitj, Israil Moisejevitj Kaganovitj, Mikhail Kaganovitj, Julij Kaganovitj
Uddannelse og virke
Medlem af	Centralkomiteens Politbureau i SUKP(b), Alrussiske centralkomente
Beskæftigelse	Revolutionær, statsmand, politiker
Deltog i	17. kongres af det Kommunistiske Parti i Sovjetunionen, 20. kongres af det Kommunistiske Parti i Sovjetunionen, 10. kongres af det Kommunistiske Parti i Rusland (B), 18. kongres af det Kommunistiske Parti, 8. kongres af det Kommunistiske Parti i Rusland (B) med flere
Nomineringer og priser
Udmærkelser	Medalje "For tappert arbejde under den Store Fædrelandskrig 1941 til 1945"., Leninordenen (15. marts 1935, 5. november 1943, 21. november 1943), "Hammer og segl" guldmedalje (5. november 1943), Det Socialistiske Arbejdes Helt (5. november 1943), Arbejdets røde fanes orden (17. januar 1936) med flere
Signatur
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Lasar Moisejevitj Kaganovitj (russisk: Ла́зарь Моисе́евич Кагано́вич, tr. Lásar Moiséjevitj Kaganóvitj; født 22. november 1893 i Kabane nordøstlige Ukraine; død 25. juli 1991 i Moskva, Den Russiske Føderation) var en sovjetisk politiker. Han fik tilnavnene "Lokomotivet" og "Jern-Lasar". Han var jødisk ateist og var yngste barn i en fattig familie. Han rekrutteredes til kommunistpartiet i 1911 af en bror og blev agitator i Ukraine. Kaganovitj var uddannet skomager.

Karriere

Lenin så en leder i Kaganovitj. Han var hjernen bag partiets militarisering. I 1918, da han var 24 år, styrede han byen Nisjnij Novgorod med sit skrækregime. Efter at have været leder af personalekontoret i centralkomiteen, blev "Jern-Lasar" sendt til Centralasien for at styre det. Fra1924 til 1928 var han i Ukraine, hvor han fungerede som en slags vicekonge. Her bidrog han aktivt til tvangskollektiveringen af landbruget, der medførte stor hungersnød blandt landbefolkningen. Dødstallet er opgjort til mellem fem millioner og 14 millioner. Han støttede Stalins kandidatur som russisk leder under magtkampen efter Lenins død og blev en af Stalins mest betroede mænd under udrensningen i begyndelse af 1930'erne. I 1928 kom han tilbage til Moskva, og i 1930 blev han fuldgyldigt medlem af politbureauet. Han siges at være den første sande stalinist, og det var Kaganovitj, der opfandt udtrykket: "Længe leve stalinismen". Selv Molotov sagde om ham, at han var "stalinist til to hundrede procent". I begyndelse af 1930'erne blev han sendt til Nordkaukasus og Vestsibirien, hvor han nedkæmpede bonderevolten med stor grusomhed. Han fulgte Molotov som partichef i Moskva, hvor formålet var at skabe en heltedyrkelse af Stalin, hvilket havde til følge, at flere historiske bygninger blev sprængt bort for at vise Moskva som en bolsjevikisk metropol. Kaganovitj ansås af flere ledende stalinister for at være en af de bedste talere. Han kunne virkelig fange publikum, har Molotov udtalt om ham.

Kaganovitj blev dog politisk udmanøvreret af Nikita Khrusjtjov i 1956 og førte siden hen en skjult tilværelse. Han døde den 25. juli 1991, lige før Sovjetunionen blev opløst.

Eksterne henvisninger

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Lasar Kaganovitj

v d r Sovjetunionens historie Revolutionerne og NEP Den russiske borgerkrig Den Russiske Revolution 1917 Oktoberrevolutionen Den polsk-sovjetiske krig Brest-Litovsk-freden NEP Bund Tjekaen Sovjetunionen i mellemkrigstiden Traktaten om dannelse af Unionen af socialistiske sovjetrepublikker Freden i Tartu (Sovjetunionen–Finland) Riga-freden Japansk-russiske traktat 1925 Komintern Moskvaprocesserne Den store udrensning Gulag Den finsk-sovjetiske ikke-angrebspagt af 1932 Fransk-sovjetiske gensidige bistandspagt af maj 1935 GPU NKVD Sovjetunionen under 2. verdenskrig Sovjetisk-japanske grænsekonflikt Molotov-Ribbentrop-pagten Stavka Østfronten under 2. verdenskrig Katynmassakren Slaget om Moskva Slaget om Stalingrad Operation Uranus Teherankonferencen Jaltakonferencen Potsdamkonferencen Moskvadeklarationen Det tredje slag om Kharkov Operation Bagration Sovjetunionen under den kolde krig Den kolde krig Østblokken Kominform Afstalinisering Det kinesisk-sovjetiske brud Cubakrisen Minsk-aftalen KGB Sovjetunionens fald Sovjetunionens imperialisme Fjernøstlige Republik Holodomor Beskydningen ved Mainila Karelsk-finske SSR Sovjetunionens invasion af Polen i 1939 Vinterkrigen Fredstraktaten i Moskva Fortsættelseskrigen Vyborg–Petrozavodsk-offensiven Slaget i Vyborgbugten (1944) Finske Demokratiske Republik Petsamo Slaget om Petsamo Sovjetunionens besættelse af de baltiske lande Bombardementet af Tallinn under 2. verdenskrig Junideportationer Martsdeportationer DDR Blokaden af Berlin Folkeopstanden 17. juni 1953 Berlinmuren Opstanden i Ungarn Brezjnevdoktrinen Foråret i Prag Den afghansk-sovjetiske krig Den baltiske kæde Comecon Comecon Warszawapagten Warszawapagten Den Røde Hær Sovjetiske kommunister Jurij Andropov Inessa Armand Lavrentij Pavlovitj Berija Leonid Bresjnev Nikolaj Bukharin Pavel Dybenko Felix Dzerzjinskij Mikhail Gorbatjov Andrej Gromyko Genrikh Jagoda Gennadij Janajev Adolf Joffe Lazar Kaganovitj Mikhail Kalinin Lev Kamenev Nikita Khrusjtjov Sergej Kirov Alexandra Kollontai Nadezjda Krupskaja Otto Ville Kuusinen Vladimir Lenin Georgij Malenkov Vjatjeslav Molotov Boris Pugo Jan Rudzutak Aleksej Rykov Eduard Sjevardnadse Josef Stalin Pēteris Stučka Semjon Timosjenko Konstantin Tjernenko Lev Trotskij Aleksandr Vasiljevskij Andrej Vysjinskij Grigorij Zinovjev Andrej Zjdanov Georgij Zjukov Generalsekretærer i Sovjetunionens kommunistiske parti Patriotiske antikommunister Russiske befrielseshær (ROA) Komitéen til befrielse af folkene i Rusland Andrej Vlasov Sovjetiske kunstnere Dmitrij Sjostakovitj Sergej Prokofjev Aram Khatjaturjan Se også: Sovjetunionen