Laurent Jalabert

Laurent Jalabert
(c) I, McSmit, CC BY-SA 3.0
Personlig information
Kælenavne	Jaja
Født	30. november 1968 (54 år) Mazamet
Land	Frankrig
Søskende	Nicolas Jalabert
Højde	1,76 m
Holdinformation
Nuværende hold	Pensioneret
Disciplin	Landevejscykling
Rolle	Rytter
Ryttertype	All-rounder
Professionelle hold
År 1989-1991 1992-2000 2001-2002 Hold Toshiba ONCE Team CSC
Store sejre
Verdensmester i enkeltstart (1997) Vuelta a España (1995), 18 etaper Tour de France, 4 etaper Giro d'Italia, 3 etaper Paris-Nice (1995, 1996, 1997) Romandiet Rundt (1999) Baskerlandet Rundt (1999) Katalonien Rundt (1995) Clásica de San Sebastián (2001, 2002) Lombardiet Rundt (1997) La Flèche Wallonne (1995, 1997) Milano-Sanremo (1995)
Nomineringer og priser
Udmærkelser	Vélo d'Or (1995)
Links
Laurent Jalaberts hjemmeside
Del af Portal:Cykling
Information med symbolet hentes fra Wikidata.  [ redigér på Wikidata ]
v d r

Laurent Jalabert (født 30. november 1968) er en fransk tidligere professionel cykelrytter fra 1989 til 2002. Med kælenavnet "Jaja" (ordet er fransk slang for et glas vin, og da han drak en del vin i sin aktive karriere, blev navnet hængende pga. ligheden med hans navn), kæmpede han sig til sejr i mange en-dags- og etapeløb, og var nummer 1 i verden i 1990'erne.^{[kilde mangler]} Selvom han aldrig vandt Tour de France, hvor han sagde, at han led for meget af højdesyge, vandt han dog Vuelta a España i 1995.^[1] Foruden førertrøjen vandt han både løbets sprintertrøje og bjergtrøjen i det samme løb.^{[kilde mangler]} Jalabert er den kun anden rytter, der har gjort denne bedrift i et Grand Tour-løb.^{[kilde mangler]} Desuden er han, sammen med Eddy Merckx,Djamolidine Abdoujaparov og Mark Cavendish den ene af fire ryttere, der har vundet pointklassementet i alle tre Grand Tour-løb.^{[kilde mangler]}

Biografi

Jalabert blev født i Mazamet i det sydlige centrale Frankrig. Byen har nu en gade opkaldt efter ham.

Han blev blev professionel med det franske Toshiba-hold i 1989 og etablerede hurtigt sig selv som en af de mest vovede sprintere i feltet. Han flyttede så til det spanske ONCE-hold under Manolo Saiz, hvor han fandt sig til rette som en all-rounder i stand til at vinde hvilket som helst en-dags- og Grand Tour-løb.

En katalysator i denne transformation fra sprinter til kaptajn var den frygtelige ulykke på målstregen i Tour de France 1994-etapen i Armentières. En politimand tog et skridt ind i det sprintende felt for at tage et billede af rytterne og blev ramt hårdt af flere af dem. Jalabert blev slynget ud i luften. Han fik flere alvorlige skader i ansigtet og lovede efterfølgende sin kone at ændre sin kørestil væk fra sprinter-typen, han var dengang.

Det tog kun kort tid for ham at lægge sprinter-stilen på hylden. I det følgende år vandt han under Vuelta a España 1995 både det generelle klassement, men også point- og bjergkonkurrencen.^[1][2][3] Han vandt verdensmesterskabet i enkeltstart i 1997,^[4] og var fransk mester i landevejsløb i 1998^[5], da han tog initiativ til, at de spanske hold trak sig ud af Tour de France 1998 i protest mod den behandling, de fik af politiet under doping-skandalen. Dette forårsagede sure miner hos de franske cykelfans, og det tog mange år før de atter heppede på Jalabert. Han flyttede til Team CSC i 2001, hvor han nok engang vandt det franske publikums hjerte med en etapesejr i Tour de France 2001 den 14. juli, Bastilledagen.^[6] Han trak sig tilbage i 2002 for at kunne bruge mere tid med sin familie.

Grand Tour-løb

Jalabert har vundet flere etaper af Tour de France, i de tidlige dage som sprinter, hvor han vandt den grønne pointtrøje to gange,^[7][8] og senere som en klatrer, hvor han vandt den prikkede bjergtrøje ligeledes to gange. Hans mindeværdige sejre på Bastilledagen i Tour de France i 1995^[9] og 2001 sikrede ham en plads i de franske cykelfans' hjerter.^{[kilde mangler]} Trods hans karrieres start som en af de bedste sprintere i feltet, fik hans styrt på Tour de France-etapen i Armentières i 1994 ham til at genfinde sig selv som en all-rounder med den nødvendige udholdenhed til at vinde Grand Tour-løb som Vuelta a España, eller mindre etapeløb som Paris-Nice.

I 1990'erne dominerede han de spanske etapeløb som en del af det mægtige ONCE-hold under Manolo Saiz. Duetten, bestående af ham selv og Alex Zülle, var en konstant trussel mod de andre holds ambitioner i Vueltaen, hvor de indbyrdes skiftedes til af vinde etaper, den samlede stilling og bjergkonkurrencen.^{[kilde mangler]} ONCE-holdets styrke, med blandt andre Johan Bruyneel (senere sportsdirektør på Discovery Channel Pro Cycling Team) og Neil Stephens betød at de var i stand til at kontrollere løb fra start til slut.^{[kilde mangler]}

Foruden Eddy Merckx og Tony Rominger er han den eneste cykelrytter, der har præsteret en "trifecta"^{[kilde mangler]}på Grand Tour-niveau, da han vandt alle tre trøjer (den samlede stilling, point- og bjergkonkurrencen) i Vuelta a España i 1995.

Jalabert er kendt for sin sportsmanship. I 1995-Vueltaen tillod han Bert Dietz fra Team Telekon – der havde været i soloudbrud i mange kilometer – at tage etapesejren på Sierre Nevadas top, selvom han havde fanget ham inden for de sidste kilometer. "Jeg troede aldrig, vi ville fange ham, og da jeg så, at han var ved at give slip, synes jeg det var synd for ham. Jeg ville vise, at det ikke er sandt, at jeg vil vinde det hele. Mit mål er at vinde Spanien Rundt," sagde han.^[10]

Da Vueltaen blev flyttet til september var Jalabert endelig i stand til at deltage i forårsklassikerne, og de mindre etapeløb som Paris-Nice. Han vandt etaper og samlede stillinger mange gange.^{[kilde mangler]}

En-dagsløb

Jalaberts trofærum indeholder to af cykelsportens fem "monumenter": Milano-Sanremo i 1995^{[kilde mangler]} og Lombardiet Rundt i 1997.^{[kilde mangler]} Han vandt også La Flèche Wallonne to gange i 1995^{[kilde mangler]} og 1997^{[kilde mangler]}, og Clásica de San Sebastián to gange i 2001^{[kilde mangler]} og 2002.^{[kilde mangler]} Bemærkelsesværdigt^{[kilde mangler]} er det dog, at han aldrig har vundet verdensmesterskabet i landevejsløb, selvom han blev toer i 1992 efter Gianni Bugno fra Italien. Dog vandt han verdensmesterskabet i enkeltstart i 1997.^{[kilde mangler]} Han vandt også prisen som den mest aggressive rytter i Tour de France i 2001^{[kilde mangler]} og 2002.^{[kilde mangler]}

Pension

Efter sin tilbagetrækning arbejdede Jalabert som konsulent for LOOK cykler og deltog i udviklingen af deres nye serie af cykelstel. Han er også kommentator for tv-kanalerne France 2 og 4, de nationale stationer, ofte fra en motorcykel på selve ruten. I 2005 løb han New York Marathon, som han gennemførte på 2 timer, 55 minutter og 39 sekunder, hvilket rakte til en 391. plads i et felt på 36.894 ^[11]. Han bor med sin kone Silvie i en forstad til Geneve i Schweiz, tæt på den franske grænse. Han bror, Nicolas, der ofte kørte cykelløb med ham, fortsatte med sin karriere efter Jalaberts pension.

I januar 2007 deltog Jalabert i en ultra-udholdenheds triathlon, Ironman Schweiz^[12]. Han sluttede i tiden 9 timer og 12 minutter.

Kilder

Eksterne henvisninger

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Laurent Jalabert
• Laurent Jalaberts opslag i Munzinger Sportsarchiv (tysk)
• Laurent Jalaberts profil på Sports-Reference OL-resultater (arkiveret) (engelsk)
• Laurent Jalaberts profil på Olympedia (engelsk)
• Laurent Jalaberts profil på CycleBase (engelsk)
• Laurent Jalaberts profil på Cykelsiderne
• Laurent Jalaberts profil på ProCyclingStats (engelsk)
• Laurent Jalaberts profil på FirstCycling (engelsk)
• Laurent Jalaberts profil på Strava (engelsk)

v d r Vuelta a España-vindere 1935, 1936 Gustaaf Deloor 1941, 1942 Julián Berrendero 1945 Delio Rodríguez 1946 Dalmacio Langarica 1947 Edward Van Dijck 1948 Bernardo Ruiz 1950 Emilio Rodríguez 1955 Jean Dotto 1956 Angelo Conterno 1957 Jesús Loroño 1958 Jean Stablinski 1959 Antonio Suárez 1960 Frans de Mulder 1961 Antonio Soler 1962 Rudi Altig 1963 Jacques Anquetil 1964 Raymond Poulidor 1965 Rolf Wolfshohl 1966 Francisco Gabica 1967 Jan Janssen 1968 Felice Gimondi 1969 Roger Pingeon 1970 Luis Ocaña 1971 Ferdi Bracke 1972, 1974 José Manuel Fuente 1973 Eddy Merckx 1975 Agustín Tamames 1976 José Pesarrodona 1977 Freddy Maertens 1978, 1983 Bernard Hinault 1979 Joop Zoetemelk 1980 Faustino Rupérez 1981 Giovanni Battaglin 1982 Marino Lejarreta 1984 Eric Caritoux 1985, 1989 Pedro Delgado 1986 Álvaro Pino 1987 Luis Herrera 1988 Seán Kelly 1990 Marco Giovannetti 1991 Melchor Mauri 1992–1994 Tony Rominger 1995 Laurent Jalabert 1996, 1997 Alex Zülle 1998 Abraham Olano 1999 Jan Ullrich 2000, 2003, 2004 Roberto Heras 2001 Ángel Casero 2002 Aitor González 2005, 2007 Denis Mensjov 2006 Aleksandr Vinokurov 2008, 2012, 2014 Alberto Contador 2009 Alejandro Valverde 2010 Vincenzo Nibali 2011 Juan José Cobo 2013 Chris Horner 2015 Fabio Aru 2016 Nairo Quintana 2017 Chris Froome 2018 Simon Yates 2019, 2020, 2021 Primož Roglič 2022 Remco Evenepoel

v d r Vindere af den prikkede bjergtrøje i Tour de France 1933 Vicente Trueba 1934 René Vietto 1935, 1937 Félicien Vervaecke 1936 Julián Berrendero 1938, 1948 Gino Bartali 1939 Sylvère Maes 1947 Pierre Brambilla 1949, 1952 Fausto Coppi 1950 Louison Bobet 1951 Raphaël Géminiani 1953 Jesús Lorono 1954, 1958-1959, 1962–1964 Federico Bahamontes 1955, 1956 Charly Gaul 1957 Gastone Nencini 1960-1961 Imerio Massignan 1965–1967 Julio Jiménez 1968 Aurelio González Puente 1969-1970 Eddy Merckx 1971-1972, 1975, 1977, 1981, 1983 Lucien Van Impe 1973 Pedro Torres 1974 Domingo Perurena 1976 Giancarlo Bellini 1978 Mariano Martínez 1979 Giovanni Battaglin 1980 Raymond Martin 1982 Bernard Vallet 1984 Robert Millar 1985, 1987 Luis Herrera 1986 Bernard Hinault 1988 Steven Rooks 1989 Gert-Jan Theunisse 1990 Thierry Claveyrolat 1991-1992 Claudio Chiappucci 1993 Tony Rominger 1994–1997, 1999, 2003-2004 Richard Virenque 1998 Christophe Rinero 2000 Santiago Botero 2001-2002 Laurent Jalabert 2005, 2006 Michael Rasmussen 2007 Mauricio Soler 2008 Bernhard Kohl 2009 Franco Pellizotti 2010 Anthony Charteau 2011 Samuel Sánchez 2012 Thomas Voeckler 2013 Nairo Quintana 2014, 2016 Rafał Majka 2015 Chris Froome 2017 Warren Barguil 2018 Julian Alaphilippe 2019 Romain Bardet 2020, 2021 Tadej Pogačar 2022 Jonas Vingegaard 2023 Giulio Ciccone

v d r Vindere af den grønne pointtrøje i Tour de France 1953 Fritz Schär 1954 Ferdinand Kübler 1955–1956 Stan Ockers 1957 Jean Forestier 1958, 1960 Jean Graczyk 1959, 1961 André Darrigade 1962 Rudi Altig 1963 Rik Van Looy 1964–1965, 1967 Jan Janssen 1966 Willy Planckaert 1968 Franco Bitossi 1969, 1971–1972 Eddy Merckx 1970 Walter Godefroot 1973 Herman van Springel 1974 Patrick Sercu 1975 Rik Van Linden 1976, 1978, 1981 Freddy Maertens 1977 Jacques Esclassan 1979 Bernard Hinault 1980 Rudy Pevenage 1982–1983, 1985, 1989 Seán Kelly 1984 Frank Hoste 1986 Eric Vanderaerden 1987 Jean-Paul Van Poppel 1988 Eddy Planckaert 1990 Olaf Ludwig 1991, 1993–1994 Djamolidine Abdoujaparov 1992, 1995 Laurent Jalabert 1996–2001 Erik Zabel 2002, 2004, 2006 Robbie McEwen 2003 Baden Cooke 2005, 2009 Thor Hushovd 2007 Tom Boonen 2008 Óscar Freire 2010 Alessandro Petacchi 2011, 2021 Mark Cavendish 2012–2016, 2018–2019 Peter Sagan 2017 Michael Matthews 2020 Sam Bennett 2022 Wout van Aert 2023 Jasper Philipsen

v d r Verdensmester i enkeltstart 1994 Chris Boardman 1995 Miguel Indurain 1996 Alex Zülle 1997 Laurent Jalabert 1998 Abraham Olano 1999, 2001 Jan Ullrich 2000 Sergej Gontjar 2002 Santiago Botero 2003–2005 Michael Rogers 2006, 2007, 2009, 2010 Fabian Cancellara 2008 Bert Grabsch 2011–2013, 2016 Tony Martin 2014 Bradley Wiggins 2015 Vasil Kiryjenka 2017 Tom Dumoulin 2018, 2019 Rohan Dennis 2020, 2021 Filippo Ganna 2022 Tobias Foss