Landbrug i Arktis

Kujataa, Grønland: nordbo- og inuitlandbrug ved indlandsisen eller 1000 års landbrug i Arktis er det andet af de tre steder i Grønland, der er optaget på UNESCOs liste over verdensarv. Området blev verdensarv i juli 2017.

Grønlands tredje verdensarvssted er Aasivissuit – Nipisat (Vestgrønlandske jagtområder i indlandet og ved kysten (Paradisdalen og Aasivissuit)), der blev verdensarv den 30. juni 2018.

I 2004 blev Ilulissat Isfjord anerkendt som Grønlands første verdensarvssted.

Landbrugs- og kulturlandskabet blev optaget på UNESCOs liste over verdensarvskandidater den 29. januar 2003. Der har været drevet landbrug i Sydgrønland i to adskilte perioder.

Erik den Røde var den første nordbo, der slog sig ned i Grønland. Han grundlagde Østerbygden i 985. Derefter blev der drevet landbrug i bygden frem til engang i 1400-tallet.

Kirkeruinen ved Hvalsø, bispesædet ved Gardar og Erik den Rødes Brattahlíð er kendte levn fra denne periode.

Den norske købmand Anders Olsen (1718-1786) kom til Grønland i 1742. Efter mange års tjeneste hos Almindelige Handelscompagnie tog han sig afsked i 1780. Derefter slog han sig ned i Upernaviarsuk, hvor der ligger en landbrugsskole og en forsøgsgård i dag.

I 1783 flyttede familien Olsen til Igaliku (Nordboernes Gardar). Her skabte Anders Olsen og hans hustru, grønlænderen Tuperna det første 'moderne' landbrug i Grønland. De genbrugte bl.a. nordboernes gamle græsgange og også mange af stenene fra deres bygninger.

I 1924 oprettede Elisabeth og Otto Frederiksen det første moderne fåreholdersted i Qassiarsuk (Erik den Rødes Brattahlíð). I dag er der en del fåreavlere i Sydgrønland.

• | Kulturstyrelsens side om verdensarv Arkiveret 9. august 2017 hos Wayback Machine
• UNESCOs side om kandidater til verdensarv (engelsk)

Denne artikel kan blive bedre, hvis der indsættes geografiske koordinater Denne artikel omhandler et emne, som har en geografisk lokation. Du kan hjælpe ved at indsætte koordinater i wikidata.