Uldaber
Uldaber | |
---|---|
Lagothrix lagotricha | |
Videnskabelig klassifikation | |
Rige | Animalia (Dyr) |
Række | Chordata (Chordater) |
Klasse | Mammalia (Pattedyr) |
Orden | Primates (Primater) |
Parvorden | Platyrrhini (Vestaber) |
Familie | Atelidae |
Slægt | Lagothrix |
Hjælp til læsning af taksobokse |
Uldaber (Lagothrix) er en slægt af primater i familien Atelidae. Det er relativt store dyr med en tæt ulden pels. De lever i det nordvestlige Sydamerika. Tidligere blev alle dyr regnet som tilhørende samme art, men i dag skelnes mellem fire arter.
Udbredelse
Uldaber lever i det nordlige og centrale Sydamerika. De forekommer fra Colombia til Bolivia og i det vestlige Brasilien. Oplysninger om forekomsten i Venezuela er usikker. I Andes-bjergene findes de op til 3000 meter over havet.[1]
Udseende
Arterne i denne slægt er forholdsvis store primater med ulden pels, der hovedsagelig er mørk, mest mørkebrun eller gråsort. Hovedet er rundt og ansigtet nøgent. De vejer fra 5 til 10 kilogram. Kroppen er 50 til 70 cm lang og halen 60 til 70 cm.[2] Halen savner hår i spidsen og anvendes som gribeværktøj.
Levevis
Disse dyr er aktive om dagen og lever i træerne, men ses ret ofte på jorden. I skoven bevæger de sig ikke så hurtigt som andre primater i samme familie. Uldaber foretrækker våde og urørte skove. De danner grupper med 10 til 70 individer. En gruppe består af mange par med deres unger og har et 4 til 11 km² stort territorium.
Føde
Disse primater lever hovedsageligt af frugter. De æder også anden planteføde som blade, frø, blomster og bark samt smådyr som insekter, edderkopper og bløddyr.[1]
Formering
Hunnen føder hvert andet år efter en ca. 225 dage lang drægtighedsperiode en enkelt unge. Efter fødslen sidder ungen mindst fem måneder fast i morens pels. Efter omkring et år fravænnes ungen, der efter fire til seks år er kønsmoden.
Man kender til uldaber som i fangenskab er blevet 24-30 år gamle.[1]
Arter
Slægten Lagothrix omfatter fire arter:[3]
- Grå uldabe, Lagothrix cana
- Lagothrix lagotricha
- Lagothrix lugens
- Lagothrix poeppigii
Noter
- ^ a b c Gron, KJ. (30. december 2010). "Woolly monkey". Primate Info Net. National Primate Center, University of Wisconsin. Hentet 30. juni 2016.
- ^ Nowak, R. M. (1999) ss. 538-540
- ^ Groves, C.P. (2005). Wilson, D.E.; Reeder, D.M., eds. Mammal Species of the World: A Taxonomic and Geographic Reference (3rd ed.). Baltimore: Johns Hopkins University Press. pp. 148–152. ISBN 0-801-88221-4.
Kilder og eksterne henvisninger
- Ronald M. Nowak: Walker's Mammals of the World. 6th edition. Johns Hopkins University Press, Baltimore MD 1999, ISBN 0-8018-5789-9.
- Wikimedia Commons har flere filer relateret til Uldaber
Medier brugt på denne side
Photo of Brown Woolly Monkey (Lagothrix lagotricha) by Evgenia Kononova (Taruma River, Brazil)