Kurfyrste
Kurfyrste (tysk: Kurfürst; latin: Princeps elector imperii) var en betegnelse for de rigsfyrster, der i det Tysk-romerske rige valgte (kårede) kejseren. Deres antal blev ved den gyldne bulle i 1356 fastsat til syv, men siden øgedes antallet ad flere omgange til ni.
Det Tysk-romerske rige var et valgmonarki, omend valghandlingen fra 1400-tallet ofte var formaliseret som en de facto dynastisk arvefølge af Huset Habsburg, hvor kejsertitlen som regel gik i arv til den døde kejsers ældste søn. Kejsertitlen var altså ikke juridisk arvelig, og arvingen kunne ikke bruge titlen kejser uden at være valgt.
I middelalderen valgte kurfyrsterne en Romernes Konge. Den, som blev valgt til romersk konge, blev kejser, når han var kronet til tysk-romersk kejser af paven i Rom. Fra 1500-tallet blev den pavelige kroning dog opgivet, og kurfyrsterne valgte kejseren direkte.
Værdigheden som kurfyrste indebar stor prestige, og kurfyrsterne rangerede højest blandt rigsfyrsterne og lige under kejseren.[1] I deres områder havde de en række rettigheder, der normalt ikke tilfaldt rigsfyrsterne, blandt andet møntret. Flere af de territorier, hvis fyrster var kurfyrster, fik efterhånden tildelt forstavelsen Kur- for at tydeliggøre deres fyrstes status.
Etymologi
Betegnelsen kurfyrste kommer af mellemhøjtysk kur eller kure i betydningen "valg" (sml. dansk: kåre).
Historik
I 1338 fastslog kurfyrsterne, at deres valg var gyldigt uden pavens stadfæstelse. Ved Den Gyldne Bulle i 1356 blev antallet af kurfyrster fastsat til syv: tre gejstlige og fire verdslige.
I 1354 var følgende kurfyrster:
- Ærkebispen af Mainz
- Ærkebispen af Trier
- Ærkebispen af Köln
- Den ledende greve af Pfalz
- Hertugen af Sachsen
- Markgreven af Brandenburg
- Kongen af Böhmen
Som følge af hændelserne under Trediveårskrigen blev kurfyrsteværdigheden den 23. februar 1623 frataget Frederik 5. af Pfalz, der var overhoved for den protestantiske union i riget og overdraget til hertugen af Bayern. Efter Den Westfalske Fred i 1648 blev kurfysteværdigheden igen tildelt den siddende pfalzgreve, Karl 1. Ludwig, så antallet af kurfyrster herefter var otte. I 1692 blev hertugen af Braunschweig-Lüneburg (Hannover) optaget i kurfyrstekollegiet som det 9. medlem. I 1777 blev Pfalz indlemmet i Bayern, og antallet af kurfyrster faldt til otte.
Rhinske gylden
Allerede i 1385 benyttede de fire rhinske kurfyrster (ærkebisperne af Mainz, Trier og Köln samt samt den ledende greve af Pfalz) deres møntret til danne en møntunion, der udmøntede den rhinske gylden eller rhingylden. Denne nye valuta overtog efterhånden florinens rolle som den dominerende handelsmønt i området.
Afskaffelse af kurfyrsteværdigheden
I 1803 blev hertugerne af Salzburg og Württemberg, markgreven af Baden samt landgreven af Hessen-Kassel kurfyrster. Til gengæld mistede ærkebiskopperne af Mainz, Trier og Köln værdigheden som kurfyrster. Herefter var der 10 kurfyrster.
Hidtil havde der været katolsk flertal blandt kurfyrsterne. Fra 1803 var der ligevægt, nemlig fem protestantiske fyrster (Brandenburg, Hannover, Württemberg, Baden og Hessen-Kassel) overfor fem katolske fyrster (Bayern, Sachsen, Böhmen, Salzburg og Regensburg). Dette fik dog ingen praktisk betydning, da kurfyrsternes funktion som valgkollegium var afskaffet allerede i 1806.
Noter
Eksterne links
|
Medier brugt på denne side
The "Seven Prince Electors" electing Henry, Count of Luxembourg as Henry VII, Holy Roman Emperor at Frankfurt on 27 November 1308 (Reigned 29 June 1312 – 24 August 1313). "In Mensa sedet". Pen-and-ink miniature from the picture chronicle of Henry VII (Balduineum). Drawing on parchment from 1341; today at public main federal state record office in Koblenz, Germany. "The seven electors choose Henry, Count of Luxembourg, as King of the Romans at Frankfurt on the 27th day of November." Henry's brother, Baldwin, Archbishop of Trier, won over a number of the electors, including the Archbishop of Cologne, in exchange for some substantial concessions. Consequently, Henry skillfully negotiated his way to the crown, elected with six votes at Frankfurt on 27 November 1308. The only elector who did not support him was Henry, King of Bohemia. Henry was subsequently crowned at Aachen on 6 January 1309. The electoral princes, identified by the coats of arms above their heads, from left to right are:
- 1: Heinrich II of Virneburg, Archbishop of Cologne
- 2: Peter of Aspelt (aka Peter von Aspelt/Aichspelt, Peter von Basel, Peter von Mainz) Archbishop of Mainz
- 3: Baldwin of Luxembourg (Balduin von Luxemburg) Archbishop-Elector of Trier
- 4: Rudolf I, Duke of Bavaria, called "the Stammerer" (German: Rudolf der Stammler; 4 October 1274 – 12 August 1319), a member of the Wittelsbach dynasty, was Duke of Upper Bavaria and Count Palatine of the Rhine.
- 5: Rudolf I, Duke of Saxe-Wittenberg (c.1284-1356) (Sachsen-Wittenberg), a member of the House of Ascania, was Duke of Saxe-Wittenberg from 1298 until his death. By the Golden Bull of 1356 he was acknowledged as Elector of Saxony and Marshal of the Holy Roman Empire.
- 6: Waldemar, Margrave of Brandenburg-Stendal "Waldemar the Great" (c.1280-1319), a member of the House of Ascania, was Margrave of Brandenburg-Stendal from 1308 until his death.
- 7: King Henry of Bohemia "Henry of Gorizia" (c.1265-1335), a member of the House of Gorizia, was Duke of Carinthia and Landgrave of Carniola (as Henry VI) and Count of Tyrol from 1295 until his death, as well as King of Bohemia, Margrave of Moravia and titular King of Poland in 1306 and again from 1307 until 1310.