Kunst i vikingetiden

Den eponyme udskæring fra Urnes stavkirke, er en ældre portal, der i midten af 12. århundrede blev genanvendt i den nuværende trækirke.

Guldsmykket fra det 10. århundrede Hiddensee-smykket, blander hedenske og kristne symboler.

Vindfløj fra Söderala, Sverige (begyndelsen af 11. årh.)

Kunst i vikingetiden er en samlebetegnelse for de kunstneriske stilarter, der blomstrede i Norden og de områder i Nordeuropa, hvor vikingerne bosatte sig fra slutningen af 8. århundrede til omkring 1100 e.v.t. De bevarede kunstværker omfatter både materielle værker, såsom udskårne træfigurer, smykker af metal, indhuggede sten og sjældne tilfælde billedtæpper,^[1] samt litterære værker, fx digte. Vikingetidens kunst byggede i høj grad på jernalderens, og mange elementer, fx de mange dyremotiver og stiliserede figurer, er direkte videreførelser af de ældre tiders stilarter. Vikingetidens kunst repræsenterer således de yngste stilperioder af germansk dyrestil. Den øgede internationale kommunikation i Norden medførte også en øget udenlandsk inspiration;^[2] for eksempel kan man i vikingernes kunst udover den tidlige keltiske indflydelse også finde romanske elementer.^[3]

Den nordiske kunst forblev længe fællesnordisk trods den udenlandske påvirkning og beholdt mange særegne træk: Det gælder for såvel den visuelle kunst som for digtningen; dog overlevede sidstnævnte længst, da skjaldekunst endnu i første halvdel af 13. århundrede var fremtrædende hos overklassen. I denne periode blev den primært videreført af islandske skjalde, hvoraf den mest berømte var Snorre Sturlasson.^[1] Igennem vikingetiden bibeholdt den nordiske kunst i store træk sin særegenhed i forhold til det øvrige Europas kunsttraditioner, men med tydelige internationale strømninger. Arkæologen Iben Skibsted Klæsøe forklarer den udenlandske påvirkning med, at denne epoke er præget af en stor grad af internationale kontakter; fra begyndelsen primært handelsfolk, der hjembragte både genstande og idéer. En proces der begyndte allerede før den traditionelle indledning på vikingetiden i 793.^[4] I løbet af højmiddelalderen blev de vesteuropæiske stilarter mere dominerende, da den romanske stil blev den mest udbredte.^[2] Sammen med runesten er billeder de vigtigste kilder til de før-kristne myter og ritualer i vikingetidens religion, da scener fra yngre fortællinger ofte kan genfindes på billeder. Studiet af billedfremstillinger udgør derfor en nøgleposition i studiet af religionen, da de udgør langt hovedparten af de bevarede kilder fra samtiden.^[5] Kunstværker kan i visse tilfælde også bruges som historiske kilder, fx vidner monumenter fra 10. århundrede om etableringen af en centralmagt.^[4]

Visuel kunst og håndværk

Vølund Smed var en mytologisk mestersmed. Denne billedsten fra Gotland viser en scene fra Völundarkviða, der viser Niðuðs til venstre mens Vølund iklædt ørneham forlader sin smedje, og hendes halshuggede brødre ligger begravet bagerst til højre.

I vikingetiden blev både håndværkere og kunstnere betegnet med det samme ord, smed (norrønt: smidr), indimellem blev det sat sammen det materiale de arbejdede i; en snedker kunne fx blive omtalt som en tresmidr. Våbensmede og skibssmede havde høj status i det nordiske samfund, men vi ved ikke hvad smykkesmedens og andre kunsthåndværkeres status var.^[1] Kunstfærdigt udformede smykker af ædelmetaller blev brugt til at signalere rigdom og prestige. Guld og sølv blev brugt til de mest fornemme genstande i enten ren form eller indlejret som dekoration i andre materialer. Ædelmetaller blev importeret fra det øvrige Europa – enten som smykker eller mønter – og smeltet om. I romersk og germansk jernalder blev der indført store mængder af guld, og noget af det kan være blevet genbrugt i vikingetiden. Genstande fra fremmede lande er som regel udført i guld eller sølv, udsmykkede genstande var luksusprodukter (luksusgenstande af høj værdi var nemmere at transportere).^[6] Der blev også fremstillet smykker af mindre fornemme metaller, især bronze, der blev forgyldt eller forsølvet, så de fremstod som lavet af dyrere materialer.^[7] I løbet af 10. årh. blev der i Danmark etableret produktionssteder af særligt eksklusive genstande. Indtil da var de mest eksklusive smykker blevet fremstillet i udlandet. Ellers havde lokale håndværkere kun fremstillet genstande i billigere materialer og ved hjælp af enklere teknikker.^[8]

Datidens kunstnere og håndværkere var i reglen anonyme, de eneste der kunne signere deres værker var runeristerne. Tendenser indenfor kunst og håndværk blev formidlet af omrejsende håndværkere (nordiske og europæiske), handelsfolk, missionærer og krigere. ^[8]

Runesten fra Ramsund i Södermanland. Billederne viser forskellige scener fra fortællingen om Sigurd Fafnersbane, der ikke er placeret i kronologisk orden.

Datidens kunst var karakteriseret ved kontrast, kulør og harmonisk bevægelse. Stilen var prangende, men de bedste kunstnere udførte delelementer med samme omhu som helheden, så ornamentikken kun kan ses meget tæt på.^[1] Overordnet set var det et bestemt billedsprog og stilistik, der gik igen i hele perioden. Det samme gælder motiverne; man opfandt ikke bare nye. Alexandra Persch foreslår derfor, at det kunne være specialister, der fremstillede billederne.^[9] Billedsproget var anderledes end det, der er udbredt i moderne tid, da begivenheder, der ellers var kronologisk adskilte i en fortælling, gerne blev gengivet så de optrådte samtidigt på billedfeltet, således at fortællingens enkelte scener sættes sammen, så de fungerer som en helhed.^[10] Størstedelen af udsmykningerne fandtes på brugsgenstande, og et gennemgående motiv i hele perioden var stiliserede dyrefigurer, gerne udformet i komplicerede mønstre.^[2] Dyr som motiv har lange traditioner i europæisk kunst, men nordisk kunst er kendetegnet ved en nær sammenhæng mellem udsmykning og genstand, hvor ornamentikken er udført som en integreret del af genstanden.^[11]

I de fleste tilfælde var mønstrene af nonfigurativ art, og deres betydning er derfor svære at tolke. Preben Meulengracht Sørensen har foreslået, at de måske ikke har haft nogen betydning som andet end ornamentering.^[12] Udsmykningen med gribedyr viser som regel, i lighed med de billeder, der illustrerer fortællinger, et øjeblik midt i en scene, hvor det er op til beskuerens fantasi, hvad der sker bagefter; fx et rovdyr, der er ved at kaste sig over et andet dyr.^[13] Plantemotiver fik en opblomstring i første halvdel af vikingetiden, men forsvandt igen omkring år 1000.^[13]

Detalje fra illustration i Book of Kells.

International inspiration

Vikingernes kunst har klare særtræk, der adskiller den fra nabokulturers kunsttraditioner. Et eksempel er skålspænderne, som er de mest udbredte smykkegenstande fra vikingetiden. De blev brugt som spænde på overdelen af kvindernes kjoler. Udsmykningen på dem var konservativ, og der kan kun spores få stilistiske ændringer over en ca. 400 år lang periode.^[14]. Men Iben Skibsted Klæsøe har samlet en række andre stiltræk, hvis oprindelse kan spores til bestemte områder i vikingernes nabolande. Fx genfindes de geometriske mønstre og dyreornamenterne i irske bogillustrationer fra ca. 6. til 8. århundrede. De er karakteriserede af slyngede og flettede dyrekroppe samt en del plantemotiver.

En anden udbredt fundgruppe er de trefligede fibulaer, der sammen med skålspænderne hørte til kvindernes standardsmykker. De blev brugt til at samle og fastholde et sjal el.lign. på brystet. Inden for denne gruppe er der konstateret flere variationer og modestrømninger, der var inspireret af sydvesteuropæiske traditioner. I Frankerriget blev denne slags fibulaer brugt som sværdskedebeslag, og de første eksemplarer er antagelig blevet hjembragt af mænd, der havde tjent som lejesoldater, og brugt som gaver til kvinder.^[14] Egenart var dog ikke et særtræk ved den nordiske kunst, da europæisk kunst i tidlig middelalder generelt var karakteriseret af store lokale variationer. Skibsted Klæsøe konstaterer, at karakteren af genstande tilsyneladende havde en vis indflydelse på, hvilken udsmykningsform man valgte. Fx blev vinranker og akantusblade, der gradvist vinder indpas i nordisk kunst, i begyndelsen kun brugt på de trefligede fibulaspænder.^[15] De vigtigste udenlandske tendenser var symbolske kristne paradisfigurer i form af løver, fugle og vinranker, samt de kejserlige/guddommelige akantusplanter.^[16]

Den mest udbredte europæiske stilart i tidlig middelalder var den insulære stil, der havde rod i irsk-angelsaksisk tradition, men som blev spredt over hele Vesteuropa gennem klostre.^[17] Og en anden britisk teknik, der vandt indpas i Norden, var ringnåle med filigran i sølv og indlagt rav eller glas.^[18] Fra de britiske øer kom der endog en påvirkning fra mellemøstlige traditioner. I 7. og 8. århundrede var der en tydelig syrisk påvirkning i det engelske gejstlige miljø pga. etableringen af flere syriske munkekolonier, bl.a. i Lindisfarne. Baggrunden var, at flere syrere blev valgt som paver, og de bragte mange munke med sig til Vesteuropa. Disse munke medbragte bl.a. en lettere mere yndefuld stil med motiver med vinranker og fugle afbildet parvis i grenene. Vinranker bliver i Johannesevangeliet kap. 15;1 forklaret som et symbol på kirken. Det betød, at den engelske dyrestil nærmede sig orientalske stilarter og blev mere naturalistisk. Dyrene fik langstrakte kroppe, men ikke forvredne som i den nordiske stil. Disse langstrakte former genfindes på nordiske skålspænder fra ca. 9. til 11. århundrede, hvor de ofte blev kombineret med traditionelle nordiske gribedyr.^[19] Skibsted Klæsøe mener, at selvom de kristne motiver således ofte var til stede i motivsproget, så blev de brugt uden at deres egentlige betydning helt blev forstået før langt ind i 10. årh.^[8]

Loftsudsmykning fra Domkirken i Aachen.

Fra sidst i 9. århundrede til ca. 950'erne optræder den frankiske akantusstil i nordiske udsmykninger. Denne stil havde fået en opblomstring i Frankerriget under Karl den Store i 8. til 9. århundrede.^[20] Den bygger på græsk-romerske traditioner og kendes fx fra kapitæludsmykninger på søjler af den korintiske type. Motiverne bygger på middelhavsfloraen og er navngivet efter akantus^[21] Den klassiske inspiration i kunsten i Karls imperium afspejler kejserens intentioner om at genskabe Romerriget.^[22] Det kunstneriske miljø, han opbyggede, var en del af den karolingiske renæssance. Dette miljø var internationalt, og påvirkninger kom derfor mange steder fra, blandt andet også fra Syrien og det Byzantinske rige foruden det øvrige Vest- og Sydeuropa.^[22] Fx blev løvemotiver af byzantisk oprindelse i begyndelsen af 8. århundrede spredt til hele Nord- og Vesteuropa. I Norden blev løverne hurtigt inkorporeret i den lokale stilart. Det er blevet foreslået, at det var flygtninge fra de ikonoklastiske stridigheder, der kan have medbragt udsmykkede genestande og derved inspireret med nye motiver.^[23] Fibulaer inspireret af frankisk stil fra ca. 9. århundrede er koncentreret omkring Uppland i Sverige, det tyder på stærke forbindelse mellem dette område og Centraleuropa på det tidspunkt.^[24]

Både den mellemøstlige vinranke- og den frankiske akantusstil slår igennem i Norden ca. 100 år efter, de opstår i deres hjemlande.^[25] I sidste halvdel af 9. århundrede smeltede den frankiske akantus- og den britiske vinrankeornamentik sammen i den kontinentale kunst. Denne nye blandingsform gav siden inspiration til plantedekorationen i den sene vikingetids kunst.^[26]

Litteratur og poesi

Litteraturen var mundtlig overleveret, selvom man rådede over en skrift. Runerne egnede sig ikke til egentlig nedskrivning af lange tekster. Skriftkultur var imidlertid ikke ukendt, da den fandtes i flere af nabolandene. Preben Meulengracht Sørensen mener, at vikingetidens runemonumenter kan tolkes som en begyndende skriftkultur, men at grunden til den først opstod i Norden efter religionsskiftet var, at der ganske simpelt ikke var et behov for det før da. Digtning havde en vigtig position i nordisk kultur, og dygtige skjalde havde en høj status i samfundet, de var autoriteter i alt, der havde med sprog og kommunikation at gøre. Igennem hele perioden var der også en nær sammenhæng mellem digtning og billeder; skjaldedigtningen udgjorde med sit kunstfærdige og formalistiske udtryk, hvor alene form kunne give en strofe indhold, et sprogligt sidestykke til tidens slyngede billedstil. Genren indeholdt mange konventioner, men levnede alligevel god plads til innovationer for den dygtige digter.^[27]

På Røkstenen, Östergötland, er ristet et eddadigt, men digtets betydning er usikker, da vi ikke kender de fortællinger, det henviser til.

Myter blev også genfortalt ved hjælp af poesi, men her brugte man en lagt mere enkel og konservativ digtform, kaldet eddadigte. I denne type digt lå vægten på enkelthed og formidling af kollektiv viden. I modsætning til skjaldedigtene blev de ikke tilskrevet en oprindelig forfatter, men blev opfattet som opståede i en fjern fortid. Preben Meulengracht Sørensen mener, at de genrer og dem metrik, der karakteriserer eddaformen var udviklet i 9. århundrede, og at de digte, der er overleveret til i dag, sandsynligvis er blevet til omkring det tidspunkt. Der har imidlertid aldrig eksisteret én fast form af de enkelte digte, indtil de blev nedskrevet i middelalderen, efter at de havde mistet deres religiøse betydning.^[28] Den nordiske digtning forudsatte, at tilhøreren allerede var i besiddelse af en mytologisk og historisk viden, da fortællingen ofte blev formidlet i fragmentarisk form. Selve fortællingen som regel bestod af en enkelt eller flere scener, taget ud af den mytologiske sammenhæng. Flere digte havde en rammefortælling, hvor fortælleren henvendte sig direkte til tilhørerne. Overordnet fandtes der to typer, af eddadigte, kundskabsdigtene og episke digte.^[29]

Detalje fra stenkors fra Gosforth, England. Nederst er vist to fiskende mænd, der måske er en scene fra Hymiskvidjá. Øverst et bundet vilddyr, måske Fenrisulven.

Litteratur og billeder

I nordisk kultur var der en meget nær forbindelse mellem visuel og oral kunst, billeder hugget i sten, skåret i træ, vævet på tæpper, malet på træ el.lign. har ganske givet vis fungeret som inspiration for digtere og mytefortællere, der digtede ud fra de billeder, hvor myternes centrale scener var gengivet.^[12] Bl.a. er historien om Thor og Midgårdsormen bevaret i fem forskellige skjaldedigte, i eddadigtet Hymiskvidjá og i Yngre Edda, men derudover også fra flere billedsten. I de fem digte fortælles historien ud fra helt det samme motiv, som er gengivet på billedstenene, hvor Thor har ormen på krogen, mens han har løftet hammeren.^[30] Et stenkors fra Kirk Andreas på Isle of Man er et andet eksempel på mytologiske billeder. Her er en scene fra Vølvens spådom, der er gengivet, som blev brugt som et billede på kaos og ødelæggelse, for at illustrere døden.

Hunnestadmonumentet, illustration fra Ole Worms Monumenta Danica (1643). Nr. 4 opfattes traditionelt som Hyrrokin.

Et andet billede, der kunne fungere som inspiration for digtere, stammer fra Hunnestad fra ca. år 1000. Det viser en person, der rider på et vilddyr og bruger en slange som tømme. Det er traditionelt blevet tolket som jættekvinden Hyrrokin, men Preben Meulengracht Sørensen påpeger, at lignede figurer kendes fra andre myter; og at motivet må have haft en selvstændig betydning, der kunne bruges både isoleret og som led i en anden fortælling; fx kan Snorre Sturlasson have ladet sig inspirere af sådanne billeder til scenen med Hyrrokin, der ankommer til Balders bålfærd, i sin egen fortælling. Ikke alle billeder refererede derfor nødvendigvis til bestemte myter, men var motiver, der kunne flettes ind i forskellige historier. I andre tilfælde er forbindelsen mere entydig, fx billederne af Thor og Ormen,^[31]. Ligesom der kendes adskillige portrætter af Sigurd Fafnersbane.^[10] Billeder var tydeligvis vigtige for oldtidens mennesker, der er fundet mange udsmykkede genstande. Alexandra Persch foreslår, at de måske blev opfattet som en vigtigere eller mere korrekt måde, at formidle mytisk materiale på, end tekst.^[9]

Periodisering

Kunsten var ikke den samme gennem hele vikingetiden, men udviklingen i kunsten var præget af kortvarige innovative perioder, hvor en ny stilart fandt sin form. De blev afløst af længere mere konservative perioder. En væsentlig innovation var introduktionen af stenskulpturer i den sene vikingetid. Når en stilart kom i brug afløste den ikke den foregående fuldstændigt, men de gerne eksisterede sideløbende i en længere periode.^[32] Og fra vikingetiden kendes kun få og meget små figurer i forhold til romersk jernalder, hvorfra en række romersk eller lokalt fremstillede statuer stammer.^[33] I stedet blev tredimensional kunst mest udført som hoveder, mest dyrs, der blev brugt til at fremhæve sammenføjninger og endestykker på fx skrin og vogne.^[1]

Vikingetidens kunst kan opdeles i to overordnede perioder. Overgangen mellem dem skete omkring midten af 10. århundrede og er sammenfaldende med overgangen mellem tidlig og sen vikingetid i 950'erne. Dette er også er tidspunktet for opførelsen af Nordhøjen i Jelling. Den tidlige vikingetids kunst, fra slutningen af 8. årh. til midten af 10. årh., er en videreudvikling af gribedyrstil fra germansk jernalder. Oprindelsen (ca. 4. årh. e.v.t.) til denne stilart er omdiskuteret. Skibsted Klæsøe påpeger, at der findes flere paralleller i samtidens kunst, fx var løvemotiver meget udbredte i byzantinsk kunst, mens stiludviklingen i vesteuropæisk kunst ca. 7. årh. gik fra naturalisme til mere abstrakte bånddyr. Den tidlige kunst bestod i realiteten af en mangfoldighed af stilarter. Men overgangen til vikingetid betød overordnet set, jernalderens båndformede dyr afløses af snoede kattelignende gribedyr. Udviklingen fremad omfattede en gradvis stilisering af de afbildede dyr, så de mod slutningen af perioden ikke længere kan bestemmes zoologisk. Sideløbende med dyremotiver var ringkæder, kringlemønstre og eksotiske plantemotiver almindelige, især sidstnævnte var et resultat af udenlandsk påvirkning, og viser de øgede internationale kontakter i Norden.^[34]

Ifølge arkæologen Lise Gjedssø Bertelsen kan den sene vikingetids kunst overordnet beskrives som en raffineret leg med linjer og symbolsprog knyttet til religiøse forestillinger. Farvelægning har været en integreret del af fremstillingen og har haft stor betydning for udtrykket. Stilen var en videreudvikling af den traditionelle nordiske kunst med inspiration fra især britisk insulærstil. Kristne symboler fik nu en større og mere central betydning i kunsten.^[35] Selvom stilarterne var fællesnordiske og overlappede hinanden i tid, mener Gjedssø Bertelsen at de i flere tilfælde kan være særligt knyttet til bestemte konger; fx faldt Mammenstilens højdepunkt sammen med Harald Blåtands regeringstid, mens Ringerike gjorde det med Knud den Stores. ^[36]

Motiv og struktur har stor betydning for forståelsen af kunsten. Symboler refererede til andre myter og fortællinger, og kunne derved give betydning til den enkelte genstand. Et almindeligt eksempel var ligesom i den foregående akantusbladet, der var symbol for Livets træ. Det blev i denne periode især identificeret med korset. Billedets komposition er vigtig for forståelsen af det. Og fra vesteuropæisk kunst kom der i denne periode en ny hierarkisk ordning af billeder. Øverst, midt og/eller på midterlinjen var nu den fornemste placering, hvilket var en afspejling af det kristne monoteistiske verdensbillede. En figur, der var placeret med front fremad havde øjenkontakt med beskueren fik autoritet, da den derved kunne kommunikere. En placering i profil havde en mere henvisende funktion. Periferien var lavstatus.^[37]

Tidslinje for nordisk dyrestil.

Stilarter

Arkæologer har klassificeret de to overordnede perioder vikingernes kunst i syv forskellige hovedstilarter: Broa (tidl. Oseberg), Berdal, Borre, Jelling, Mammen, Ringerike og Urnesstil. Gennem omfattende studier af udsmykkede er der blevet påvist en kronologisk udvikling af stilarterne; derfor bruger man i dag ofte udsmykninger på udgravede genstande til at lave omtrentlig en datere af dem.^[2] Hver af dem er opkaldt efter fundstedet for fremtrædende genstande udsmykket i den pågældende stil; fx Jellingstilen, med de fremtrædende dyrefigurer, opkaldt efter fund i den ene af de kongelige gravhøje i Jelling. Ringerikestilen, der er karakteriseret ved kunstfærdige plantedekorationer, er opkaldt efter et det område i Norge, hvor der fundet en række billeder indhugget i sandsten. Den yngste stilart blev opkaldt efter et udskåret dørparti af træ i Urnes stavkirke i Sognefjorden. Oversigt over stilarter i vikingetidens materielle kunst:

• Broastilen, er opkaldt efter Broa på Gotland, og den blev brugt fra anden halvdel af 8. århundrede til begyndelsen af 9. århundrede. I lighed med både de foregående og de efterfølgende stilarter, er den præget af stiliserede dyrefigurer, enten udformet som snoede bånd eller med mere afrundede former.
• Osebergstilen har store ligheder med Broastilen, men dyrene er her udstyret med kløer, der griber fat, enten i sig selv eller i noget andet; disse figurer kaldes gribedyr, og er fremherskende fra omkring 800 til ca. 875. Det er Oseberggraven fra 834, som har givet stilarten sit navn.
• Berdalstien er opkaldt efter en lokalitet i Sognefjorden. Den er kendetegnet af assymetriske langstrakte dyr med afrundede kroppe og trekantede hoveder. Kendes fra slutningen af 8. århundrede til begyndelsen af 9. århundrede. Ribe har tilsyneladende været hovedproduktionssted for skålspænder i denne stilart.^[38]
• Borrestilen har fået navn efter to stykker seletøj af forgyldt bronze, der er fundet i Borre i Norge. De er blevet dekoreret i et mere geometrisk og formaliseret mønster af sammensatte cirkler eller firkanter, end hvad man tidligere brugte. Stilarten kendes primært fra udsmykninger på personlige genstande fra ca. 850 og 100 år frem. Genstande i Borrestil er blevet fundet ikke bare i Skandinavien, men over hele Nordeuropa fra Island til Rusland.^[2] Stilarten optræder sideløbende med engelsk inspirerede vinrankemotiver.^[25]
• Jellingstilen var udbredt i den første halvdel af 10. århundrede, og er primært karakteriseret af båndformede dyr, der i S-buer vikles ind i hinanden. Udsmykninger i denne stilart kendes også fra fund udenfor Skandinavien. Den er samtidig med senkarolingisk akanthus og planterankeornamentik, der i flere tilfælde optræder ved siden af hinanden på genstande.^[39]
• Mammenstilen er opkaldt efter genstandene fra en veludstyret stormandsgrav fra Mammen i Nordvestjylland. Den er i lighed med Ringerike-stilen karakteriseret ved seminaturalistiske motiver omgivet af sammenslyngede planteranker, der er en sammensmeltning af karolingisk akantus og nordisk dyrestil.^[40] Den var udbredt i sidste halvdel af 10. Århundrede. Stilen var måske især knyttet til kredsen omkring det danske kongehus, og måske endda direkte inspireret af udsmykningen på den store jellingsten.<viking world 99>
• Ringerikestilen var tilsyneladende begrænset regionen Ringerike i det sydvestlige Norge, hvor der er store forekomster af de rødlige sandsten, denne stilart især kendes fra. Den er ligesom Mammenstilen karakteriseret af dyr, der næsten skjules i slyngplanter.
• Urnesstilen er den yngste stilart. Den opstod omkring 1050 og var udbredt over hele Norden indtil 12. århundrede. Den er karakteriseret af mere stiliserede og tyndere dyr, end de foregående stilarter. Iben Klæsøe karakteriserer den som mere stilistisk monoton, mindre livlig og mangfoldig end de foregående stilarter.^[20] De er som regel omsluttede af elegante mønstre med mangfoldige løkker. Den omkransende planteslyng i de to foregående stilarter er forsvundet i denne stilart, og er i stedet integreret i motivet.^[40]

Omkring overgangen mellem 11. og 12. århundrede afløses den traditionelle nordiske stil af den internationale romanske. Det medførte fornyelse af motiver og den symbolske billedverden.^[41]

• 

  Broastil: Bronzespænde fra Gotland

• 

  Osebergstil: Detalje fra Osebergskibets stævn, udskæring fra 834

• 

  Borrestil: Bronzefibula fra Hedeby

• 

  Jellingstil: Vedhæng af sølv fra Varby i Skåne

• 

  Mammenstil: Kopi af Cammin-skrinet (originalen gik tabt under 2. Verdenskrig) fremstillet i træ, bronze og elghorn i Sydskandinavien, udskæringer er udført ca. år 1000.

• 

  (c) I, Berig, CC BY 2.5

  Ringerikestil: Runesten U1016 fra Fjuckby nær Uppsala i Sverige

• 

  Urnesstil: Bronzespænde fra ca. 1000-tallet, udstillet på Nationalmuseet, København

Religion og ikonografi

Hovedartikel: Ikonografi i nordisk religion.

Billeder og dekorationer er sammen med runerne de vigtigste kilder til nordisk religion fra før-kristen tid, da de repræsentere de eneste samtidige levn til den hedenske tids religiøse forestillinger. Det giver studiet af billedfremstillinger til en nøgleposition i studiet af nordisk religion.^[5]

Der er blevet fundet billeder med tydelige religiøse motiver, der stammer langt tilbage i tiden over hele Norden. Fra omkring 5. århundrede e.v.t. kan enkelte motiver tolkes som tidlige udgaver af guddomme, vi kender fra senere kilder, men det er først i vikingetiden, at vi med relativ sikkerhed kan forbinde motiver med kendte fortællinger. Der kendes dog også billeder fra vikingetiden, som illustrerer fortællinger, der i dag er ukendte, og derfor umulige at tolke.^[42] For at forstå oldtidens billeder, er det dog nødvendigt at benytte middelalderlig litteratur, da der ikke er overleveret mytologiske tekster fra den periode. Studier af billederne viser også at, man i Norden havde en særlig billedforståelse, hvor de ofte fungerede som en form for komprimerede tekster. Det betyder også, at tydningen af dem krævede, at man i forvejen havde kendskab til baggrundshistorien.^[9] Et eksempel er det gotlandske billedsten. Deres motiver kan vi i mange tilfælde tolke som fremstillinger af kendte myter, i nogle tilfælde er forbindelsen entydig, i andre er den mere tvetydig, mens den vi t atter andre ikke kan forbinde dem til nogen kendt myte.^[43]

Efterliv i romansk kunst

Alter fra Lisbjerg Kirke, Århus. Den nederste del af den ramme, der omgiver de centrale relieffer er udført i Urnesstil, mens den øverste del er udført i romansk. Udstillet på Nationalmuseet i København.

Hovedartikel: Romansk stil.

De ældste stenkirker bygget i romansk stil og de første kalkmalerier stammer formentlig fra 1080’erne. Herefter bliver den romanske stil hurtigt dominerende. Det betyder ikke, at den gamle nordiske stil forsvinder fuldstændigt med det samme, da der i de første årtier indtil 1150 eksisterer der en blandingsstil, hvor elementer fra de to stilarter endda kan optræde på den samme genstand. kunsthistorikeren Lise Gotfredsen mener, at denne sammenblanding blev brugt helt bevidst. I den romanske kunst er skellet mellem frodig og livgivende natur og kaotisk og farlig natur et hovedtema. Hendes forslag er at den gamle dyrestil med sine forvredne mønstre repræsenterer kaos, mens den nye strengere romanske stil repræsenterer orden. Dette skel fungerer ifølge hende som et billede på gudsriget overfor ondskaben. Et eksempel er kirkens ydermure, der symbolsk markerer overgangen mellem de to domæner; gudsriget og den profane verden. Overgangen afspejles i udsmykningen omkring indgangsportalerne. De er ofte udsmykket med motiver, hvor kaotiske sammenfiltrede mønstre, som nogen gange udført i den gamle urnesstil, stilles overfor mønstre i streng geometrisk orden. Et andet eksempel er alteret fra Lisbjerg Kirke. Her har Gotfredsen foreslået, at elementer fra urnesstilen blandes sammen med romanske med det formål at skabe en symbolsk fremstilling af menneskets rejse mod det guddommelige. Hun mener, at denne rejse vises ved hjælp af en progression fra gamle kaotiske stil til den nye rene stil.^[44]

Omkring 1100 kan der stadig spores en tydelig engelsk indflydelse i nordisk kunst. Men herefter forsvinder den gradvist, for i stedet at blive afløst af tysk og lombardisk indflydelse. Gotfredsen mener, at dette øjensynligt et resultat af oprettelsen af det nordiske ærkebispesæde i Lund i 1103 og det katedralbyggeri, der umiddelbart derefter blev sat i værk. Efter 1150 bliver den franske indflydelse den dominerende, da den tidlige gotiske stil spredte sig derfra over hele Europa.^[45]

Bevaring

De kunstgenstande der er blevet til vore dage består mest af brugskunst, der skulle udsmykke brugsgenstande; fx beklædning, værktøj, våben, køkkengrej, skibe og vogne. Størstedelen af de kunstgenstande, der er blevet bevaret til vor tid, er blevet fundet i grave, og af dem er de fleste fremstillet af metal eller sten. Kun i sjældne tilfælde har træ og tekstiler overlevet, selvom det sandsynligvis har været de mest brugte materialer til kunstgenstande. Disse levn viser, at vikingerne i høj grad også udsmykkede den slags materialer.^[2] Småkunst i metal kendes derfor i massevis fra grave og skattefund.^[1]

Referencer

Litteratur

• Andrén, Anders (1991); Förhållandet mellom texter, bilder och ting. i Gro Steinsland (red.); Nordisk hedendom; Tro och säd i förkristen tid. Odense Universitetsforlag 1991 (svensk)
• Bertelsen, Lise Gjedssø (2002); Den sene vikingetids kunst. i Bertelsen (red.); Vikingetidens kunst; en udstilling om kunsten i vikingernes verden og efterverden ca. 800 – 1250. Kongernes Jelling 2002 ISBN 87-989042-0-5* Crumlin-Pedersen, Ole (2005); Skibet i kulten, i Capelle et.al. Ragnarok; Odins verden, Silkeborg Museum 2005
• East, Katherine; A Lead Model and a Rediscovered Sword, both with Gripping Beast decoration
• Godfredsen, Lise; Den romanske kunst og vikingekunstens efterliv. i Bertelsen (red.); Vikingetidens kunst; en udstilling om kunsten i vikingernes verden og efterverden ca. 800 – 1250. Kongernes Jelling 2002 ISBN 87-989042-0-5
• Graham-Campbell, James (red.); Cultural Atlas of the Viking World; 1994 ISBN 0-8160-3004-9 (engelsk)
• http://www.tiscali.co.uk/reference/encyclopaedia/hutchinson/m0023723.html Arkiveret 7. februar 2009 hos Wayback Machine
• Klæsøe, Iben Skibsted (1994); Inspirationerne til vikingetidens kunst, i Niels Lund (red.); Norden og Europa i vikingetid og tidlig middelalder. 1994 ISBN 87-7289-240-4
• Klæsøe, Iben Skibsted (2002); Den tidlige vikingetids kunst. i Bertelsen (red.); Vikingetidens kunst; en udstilling om kunsten i vikingernes verden og efterverden ca. 800 – 1250. Kongernes Jelling 2002 ISBN 87-989042-0-5
• Meulengracht Sørensen, Preben (2006); Kapitler af Nordens litteratur i oldtid og middelalder. ISBN 87-7934-219-1
• Neiß, Michael: Fenrisulv och Midgårdsorm. Två grundmotiv i vendeltidens djurornanmentik. (Kontinuitetsfrågor i germansk djurornamentik I.).Mit deutscher Zusammenfassung. i: Fornvännen 99. Stockholm 2004.http://fornvannen.se/pdf/2000talet/2004_009.pdf (svensk)
• Neiß, Michael: The ornamental Echoe of Oðinn’s Cult.(Kontinuitetsfrågor i germansk djurornamentik II) i: ”Ulf Fransson (red.). Cultural Contacts between East and West. Stockholm 2007 http://michaelneiss.hardell.net/Festschrift/index.pdf Arkiveret 23. juli 2011 hos Wayback Machine (engelsk)
• Persch, Alexandra (2005); På glatis med ikonografi. i Capelle (red.); Ragnarok, Odins verden. Silkeborg Museum 2005
• Tani, Maurizio; Le origini mediterranee ed eurasiatiche dell’arte vichinga. Casi esemplari dall’Islanda, in Studi Nordici (Roma), XIII, 2006, pp. 81–95 (italiensk)
• Thrane, Henrik (2005); Romerske og germanske småfigurer. Capelle (red.); Ragnarok, Odins verden. Silkeborg Museum 2005

v d r Vikingetid (793 til 1066) Vikingetidens Skandinavien Birka Danmarks forhistorie Handel Hedeby Jelling Kanhavekanalen Lejre Nordisk religion Kristendommens indførelse i Norden Kristendommens indførelse i Danmark Nordisk saga Ribe Ringborg Runesten Vikingerne Vikingeskib (rekonstruktioner) Árós (Århus) Vikingetidens udfarter Nordboerne Hertugdømmet Normandiet Landnam Færøerne Island Grønland Serkland Storbritannien (Danelagen, Skotland, Dublin, York) Vinland Gardarige Væring Vikingetidens fæstningsanlæg Dannevirke Østervold (Dannevirke) Kovirke Aggersborg Trelleborg (ringborg) Trelleborg (Slagelse) Fyrkat Nonnebakken Trelleborg (Trelleborg) Borgeby Jomsborg Götavirke Borrering Vikingetidens skriftlige kilder Brevis Historia Regum Dacie Ældre Edda Yngre Edda Færingesaga Gesta Danorum Landnámabók Lejrekrøniken Nestorkrøniken Ravnkel Frejsgodes Saga Roskildekrøniken Vita Ansgari Runesten Glavendrupstenen Gørlevstenene Hedeby-stenene Hærulfstenen Jellingstenene Rydsgårdstenen Sjellebrostenen Snoldelevstenen Søndre Vissing 1 Kunst i vikingetiden Broastil (Osebergstil) Berdalstil Borrestil Jellingstil Mammenstil Ringerikestil Urnesstil Danske konger Sigfred Godfred Hemming Sigurd Anulo Reginfred Harald Klak Horik 1. Horik 2. Bagsecg Sigfred Halvdan Helge Olaf Gurd Knud 1. Hardeknud Gnupa/Knud Sigtryg Gorm den Gamle Knud Danaást Harald Blåtand Toke Gormsen Svend Tveskæg Harald 2. Knud den Store Hardeknud Magnus den Gode Svend Estridsen Slag Krigsførsel og taktik Belejringen af Paris (845) Belejringen af Paris (885-86) Brunanburh Knud den Stores invasion af England Stamford Bridge Store Hedenske Hær Vikingetogter i Rheinland Rustning og våben Atgeir Daneøkse Hellebard Skægøkse Vikingesværd (Ulfberht Ingelrii) Andre historiske personer Erik den Røde Leif den Lykkelige Snorri Sturluson Se også: Andre indgange til historien

LA-ikon