Kritisk micellekoncentration

Hvad handler artiklen om? Denne artikels indledning bør kort forklare, hvad artiklen handler om, jf. stilmanualen. Husk at skrive det indlysende.

Overfladen af en opløsning. Fra top til bund stiger koncentrationen af surfaktanter, og de sætter sig på overfladen. Ved CMC, fra tredje til fjerde billede, begynder surfaktanterne at danne miceller.

Den kritiske aggregeringskoncentration (CAC) eller traditionelt den kritiske micellekoncentration (CMC) er den koncentration, hvor surfaktanter i en opløsning begynder at danne aggregater i form af fx miceller. Surfaktanter er molekyler, der kan sætte sig på opløsningens overflade og derved nedsætte overfladespændingen. Aggregater er i denne sammenhæng strukturer, der består af flere surfaktanter.^[1][2]

I begyndelsen vil en opløsnings overfladespænding falde i takt med, at koncentrationen af surfaktanter øges. Når koncentrationen er lig med CMC, vil overfladespændingen derimod opnå en konstant værdi eller i hvert fald fald ændres betydeligt langsommere, da tilførte surfaktanter i stedet danner miceller. Eksperimentelt kan CMC altså bestemmes ved at måle overfladespændingen som funktion af koncentrationen. CMC afhænger af temperatur, tryk og tilstedeværelsen af andre overfladeaktive elementer samt elektrolytter. Miceller dannes kun over den kritiske micelletemperatur.

Fx er CMC for surfaktanten SDS i rent vand ved 25 °C og atmosfærisk tryk målt til ${\displaystyle 8\cdot 10^{-3}}$ mol/L.^[3]

Kildehenvisninger

Spire Denne artikel om fysik er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.