Krigserklæring

En krigserklæring er en formel erklæring udsendt af en national regering, som indikerer, at der nu er krig mellem den nation og én eller flere andre nationer.

Baggrund

Krigserklæringer har været acceptable midler og diplomatiske forholdsregler siden Renæssancen, da den første formelle krigserklæring blev udsendt.

Indenfor folkeretten medfører en krigserklæring en erkendelse af fjendtlighederne mellem disse lande, og sådanne erklæringer skulle regulere ledelsen af militærengagementer mellem de respektive lande. De primære flersidige traktater, som bestemmer sådanne erklæringer, er Haag-konventionerne.

Folkeforbundet blev dannet i 1919 efter 1. verdenskrig, og Kellogg-Briand pagten, som blev underskrevet i Paris 1928, viste, at verdens stormagter, med største alvor, forsøgte at undgå endnu en verdenskrig. Disse kunne dog ikke forhindre 2. verdenskrig, og efter krigen blev de Forenede Nationer oprettet i stedet i et forsøg på at forhindre international aggression gennem krigserklæringer.

FN og krig

I et forsøg på at tvinge nationer til at løse problemer uden krigsførelse forsøgte FN-pagten at forpligte medlemsnationer til kun at bruge krigsførelse under begrænsede omstændigheder, specielt udelukkende i defensivt øjemed.

FN blev paradoksalt nok selv krigskombattant, efter at Nordkorea invaderede Sydkorea 25. juni 1950. FN's sikkerhedsråd fordømte de nordkoreanske handlinger ved en 9-0 resolution, (hvor Sovjetunionen afstod fra at stemme) og bad sine medlemsnationer komme Sydkorea til hjælp. USA og 15 andre nationer dannede en "FN styrke" for at hjælpe til. I en pressekonference afholdt 29. juni 1950 karakteriserede den amerikanske præsident Truman ikke disse fjendtligheder som "krig", men som en "politiaktion".^[1]

De Forenede Nationer har vedtaget resolutioner, som har erklæret nogle krige som lovlige begivenheder i forhold til international lov, navnlig Resolution 678, som bemyndiger krig mod Irak i 1991.

Uerklærede krige

I de fleste demokratiske nationer bliver en krigserklæring udsendt af den lovgivende magt. I USA er der ingen formelle krav for krigserklæringer. Faktisk nævnes begrebet "Krigserklæring" ("Declaration of War") slet ikke i USA's forfatning. I stedet siger forfatningen, at "Kongressen skal have magten til at ... erklære krig, ..." uden at definere hvordan sådanne erklæringer skal udformes. Derfor har mange ment, at bemyndigelser vedtaget af Kongressen til at bruge militær magt egentlig er "krigserklæringer". Dette er dog aldrig blevet afprøvet i den amerikanske Højesteret.

Efter FN's intervention i Korea har en række demokratiske regeringer ofte forsøgt at kunne bruge militær magt ved at beskrive det som noget andet, f.eks. "militær handling" eller "bevæbnet svar." Dette blev navnlig brugt af USA i dets årelange engagement i Vietnamkrigen.

At lade være med at erklære krig er også en måde at omgå grundlovsmæssige sikkerhedsforanstaltninger mod den krigserklærende part, og også, i nogle tilfælde, for at undgå at være bundet af international krigsret. Den anses også for mere PR-venligt ikke at bruge ordet "krig".