Kosovo

Republikken Kosovo Republika e Kosovës Република Косово
Flag Nationalvåben
Nationalmelodi: Evropa
Hovedstad og største by	Pristina 42°40′N 21°10′Ø / 42.667°N 21.167°Ø / 42.667; 21.167
Officielle sprog	Albansk, Serbisk[1]
Anerkendte regionale sprog	bosnisk tyrkisk romani[1] gorani
Regeringsform	Parlamentarisk republik
• Præsident	Vjosa Osmani
• Premierminister	Albin Kurti
Uafhængighed  fra Serbien
• Erklæret	17. februar 2008
Areal
• Total	10.908 km2  (nr. 162)
Befolkning
• Anslået 2017	1.895.250
• Tæthed	220/km2  (nr. 34)
BNP (KKP)	Anslået
• Total	17.537
BNP (nominelt)	Anslået
• Total	6.404
HDI	0.741 (nr. 82)
Valuta	Euro1 (EUR)
Tidszone	UTC+1 (CST)
• Sommertid	UTC+2 (CEST)
Kører i	højre side af vejen
Kendings- bogstaver (bil)	RKS
Luftfartøjs- registreringskode	KS[2]
Telefonkode	+383
ISO 3166-kode	XK

Kosovo (albansk: Kosovë, tr. Kosova; serbisk: Косово, tr. Kosovo) er en stat beliggende på Balkanhalvøen, der formelt erklærede sin uafhængighed den 17. februar 2008. Selvom Kosovo har proklameret sig som en selvstændig stat, er landet endnu ikke fuldt ud anerkendt som en suveræn stat af FN.^[3] Pr. 22. november 2019 har 98 af FN's 193 medlemslande, herunder 22 EU-medlemsstater, anerkendt Kosovo som en selvstændig stat, herunder også Danmark.^[4][5]

Kosovo grænser op til Serbien, Montenegro, Albanien og Nordmakedonien. Landets hovedstad, Pristina, er beliggende i et bjergrigt område. Kosovo har en befolkning på omkring to millioner mennesker, hvoraf flertallet er etniske albanere. Derudover findes der mindre grupper af serbere, tyrkere, bosniakker samt andre etniciteter.

Forholdet mellem Kosovos regering og Serbien er præget af en vedvarende politisk og territorial konflikt. Spørgsmålet om Kosovos status har forårsaget internationale spændinger, især mellem USA og Rusland, hvilket har resulteret i en vedvarende fastlåst situation i regionen. USA, sammen med sine vestlige allierede, herunder NATO, har spillet en central rolle i støtten til Kosovos uafhængighed, hvilket har medført en markant skillelinje mellem Vesten og Østen. Rusland og Kina er blandt de lande, der fortsat nægter at anerkende Kosovos suverænitet.

Flere eksperter udtrykker bekymring for, at konflikten kan eskalere og potentielt udvikle sig til en større international krise. I værste fald frygtes det, at konflikten kan udløse større geopolitiske spændinger, særligt i lyset af Serbiens tab af kontrol over området. Selvom Serbien historisk gør krav på Kosovo, har landet undgået en direkte konfrontation, idet en konflikt med USA og dets allierede kan få alvorlige konsekvenser, som det blev demonstreret under NATO's bombekampagne i 1999.

USA har i dag en ambassade i Pristina og opretholder militærbasen Camp Bondsteel, hvor amerikanske soldater er udstationeret sammen med tropper fra flere NATO-lande, herunder Italien, Polen, Storbritannien, Tyrkiet, Tyskland og Frankrig.

Den internationale fredsbevarende styrke KFOR har til opgave at opretholde fred og stabilitet i Kosovo og sikre, at området forbliver sikkert.

Da Kosovo i 2008 under ledelse af Hashim Thaci erklærede sin uafhængighed, vakte det stor modstand, især fra Serbien, der fordømte erklæringen og anklagede USA for illegitim indblanding. Serbien hævdede, at USA spillede en afgørende rolle i anerkendelsen af Kosovos territoriale integritet uden tilstrækkeligt juridisk grundlag. Den daværende amerikanske præsident, George W. Bush, erklærede, at USA ville være blandt de første lande til at anerkende Kosovos suverænitet.

Landet omtales oftest som Kosovo på landkort og i resten af verden. Navnet Kosovo udtales "ko-SO-va" på albansk (med tryk på 2. stavelse) og "KOS-so-vo" på serbisk (med tryk på 1. stavelse). De fleste danske medier bruger navnet Kosovo om landet, mens Politiken konsekvent anvender navnet Kosova. På albansk skrives det også nogle gange som Kosovë.

Internationalt har navnet Kosovo fået bred anvendelse, hvilket afspejles i den officielle oversættelse af Kosovos forfatning^[6]. Også Danmark bruger dette navn i sine officielle forbindelser med Kosovo^[7].

Navnets etymologi kan spores til den fulde form Kosovo polje, der på slavisk betyder "Solsortesletten" (se afsnittet Oldtid og middelalder), hvor det slaviske ord kos betyder "solsort".

Nogle kosovoalbanere foretrækker at bruge navnet Dardania ^(de), hvilket henviser til det område, der blev erobret i 28 f.v.t. og senere blev en del af den romerske provins Moesia ^(de). Den historiske region Dardania omfattede det nuværende Kosovo samt dele af Nordmakedonien. Navnet Dardania menes at stamme fra det albanske ord Dardhë, og regionen var beboet af illyrere, der anses for at være forfædrene til den albanske befolkning. Kosovos første præsident, Ibrahim Rugova, var en stærk fortaler for navnet "Dardanien". Navnet er dog ikke anerkendt af nogen international instans, og "Kosova" er fortsat det mest anvendte navn blandt den albanske befolkning.

Betegnelsen Metohija bruges af serberne til at beskrive den vestlige del af Kosovo, hvor den serbisk-ortodokse kirke historisk har haft mange af sine kirkelige ejendomme. Albanerne foretrækker derimod at kalde området for Rrafsh i Dukagjinit eller "Dukagjin-plateauet".

Kosovo er beliggende i det østlige Europa og har et areal på 10.912 km² (ca. en fjerdedel af Danmark). Kosovo grænser op til Montenegro i nordvest, Serbien mod nord og øst, Nordmakedonien mod syd og Albanien mod sydvest. Landets nuværende grænser blev fastlagt i 1945.

Flertallet af befolkningen har gennem mange år bestået af serbere og albanere, men der er forskellige opfattelser af, hvordan fordelingen af disse har udviklet sig over tid, samt hvilke årsager der ligger bag forskydningerne.

Det siges blandt andet, at thrakiske folk boede i området i klassisk tid. En udbredt teori hævder desuden, at albanerne nedstammer fra illyrerne, som beboede store dele af området ved Adriaterhavet i forhistorisk tid, længe før slaverne, som serberne nedstammer fra, ankom til Balkan. Illyrerne er blandt andet kendt fra romerske kilder, og teorien om albanernes illyriske oprindelse anses som værende sandsynlig. Fra 700-tallet og frem til cirka år 1400 var Kosovo et centralt område i det serbiske rige, der var tæt forbundet med Det Byzantinske Rige. Fra denne periode stammer mange ortodokse kirker og klostre.

Efter slaget på Solsortesletten (på serbisk: Kosovo Polje) den 28. juni 1389 blev området underlagt det osmanniske rige, og fyrsterne blev – mere eller mindre frivilligt – sultanens vasaller. Slaget i 1389 endte formentlig uafgjort. Mange forskellige folkeslag deltog i slaget, herunder serbere, albanere og andre, som kæmpede på begge sider. Størstedelen støttede den serbiske hærfører, fyrst Lazar, mens andre støttede sultanen. Både fyrst Lazar og sultan Murad I blev dræbt under slaget.

Hvordan forholdet og fordelingen mellem serbere og albanere var i middelalderen er vanskeligt at fastslå, men det formodes, at der skete en betydelig demografisk forskydning mod flere albanere i slutningen af 1600-tallet, da mange serbere flygtede til Østrig-Ungarn som følge af en mislykket østrigsk-ungarsk invasion og den efterfølgende retræte mod nord.

Det albanske nærvær i Kosovo voksede i begyndelsen af 1800-tallet, blandt andet som et led i ønsket om at tiltrække muslimske bosættere for at sikre en større andel af loyale undersåtter til sultanen. Særligt mange kom fra Nordalbanien, hvor størstedelen af befolkningen i 1700-tallet var konverteret til islam. Selv i dag er der en tæt sammenhæng mellem de gegisk-albanske dialekter i Nordalbanien og Kosovo. Den østrigske forsker Joseph Müller bemærkede dog i 1834, at befolkningen i Metohija, i den østlige del af området, hovedsageligt havde en slavisk karakter, og at den serbiske tilstedeværelse var særligt fremtrædende i byerne.

Efter det Osmanniske Riges fald i begyndelsen af 1900-tallet blev Kosovo erobret af Serbien i 1912, og albanerne har siden opfattet serberne som undertrykkere.

Efter 2. verdenskrig forblev Kosovo en del af Serbien og indgik i Titos Jugoslavien, hvor der findes talrige eksempler på, at albanerne blev undertrykt, især i perioden hvor Aleksandar Ranković havde magten i Serbien^{[kilde mangler]}.

Forskellige forsøg på at udvikle Kosovo økonomisk og socialt lykkedes kun delvist. Selvom der er eksempler på samarbejde og venskab mellem serbere og albanere, er det tydeligt, at de to etniske grupper overordnet set levede adskilte liv. For eksempel er der meget få eksempler på ægteskaber mellem personer fra de to grupper.

Albanerne fortsatte med at leve i klaner og patriarkalsk dominerede storfamilier og vedblev med at tale albansk. Selvom det var obligatorisk at lære serbokroatisk i skolerne, forblev albansk det dagligdags sprog blandt albanerne.

Nogle kosovo-serbiske bønder levede på samme måde som albanerne, men talte serbisk. Samtidig forsøgte man – med varierende succes – at tiltrække folk fra andre dele af Jugoslavien, både som landbrugere, industriarbejdere og ansatte i staten. De fleste af de tilflyttere, der kom, var serbere fra det rigere og mere udviklede Serbien, hvilket førte til dannelsen af en serbisk overklasse, som i høj grad betragtede albanerne som en slags underklasse.

Gennem mange år havde der været spændinger mellem serberne og albanerne, hvilket førte til, at Tito sammen med andre beslutningstagere valgte at tildele Kosovo status som en autonom provins, svarende til Vojvodina i det nordlige Serbien. Formelt set forblev Kosovo en del af Serbien.

I de efterfølgende år følte kosovoserberne sig i stigende grad berøvet politisk og anden form for indflydelse. I denne periode begyndte ønsket om et separatistisk Kosovo at tage form, et ønske som blandt andre Slobodan Milošević var modtagelig over for.

Fra slutningen af 1980'erne blev spændingerne yderligere forværret – især efter Slobodan Miloševićs ikoniske tale i Kosovo Polje i 1987, og ikke mindst da han i 1989 kom til magten i Serbien, og fra 1997 fungerede som præsident for hele Jugoslavien.

I 1989 anmodede Kosovos parlament Serbien om at ophæve selvstyret. Afstemningen var til dels manipuleret, men mange medlemmer følte sig utvivlsomt også presset af Serbien og af det massive militære tilstedeværelse.

I de efterfølgende år overtog Serbien og kosovoserberne kontrollen med regeringsapparatet i Kosovo. Mange af de albanske ansatte blev pålagt at underskrive en loyalitetserklæring, og de, der nægtede (hvilket de fleste gjorde), blev afskediget.

På albansk side var der uenighed om, hvordan man bedst skulle reagere på situationen. Efter nogen tid blev man dog enige om at etablere et autonomt albansk parlament uden om den serbiske stat, vælge en præsident (Ibrahim Rugova), og herfra erklære Kosovo som en selvstændig stat.

Denne stat blev imidlertid ikke anerkendt af det internationale samfund, med undtagelse af Albanien.

Efterhånden som albanerne blev skubbet ud af offentlige stillinger, herunder i hospitalerne, politiet og uddannelsessystemet, begyndte de at opbygge et illegalt parallelt system, der omfattede egne sundhedsklinikker og egne skoler i private hjem.

Dette alternative system blev i høj grad finansieret af frivillige skatter indsamlet fra de mange kosovoalbanere, der boede som emigrantarbejdere rundt omkring i Europa.

Nogle kosovoalbanere, herunder Ibrahim Rugova, håbede på, at Kosovo-spørgsmålet ville blive inddraget i Dayton-forhandlingerne. Dayton-forhandlingerne handlede imidlertid udelukkende om de komplekse forhold i Bosnien-Hercegovina, og der var ikke plads til også at drøfte situationen i Kosovo.

Ibrahim Rugovas fredelige linje, som ofte blev sammenlignet med Gandhis i Indien, fik en vis respekt i udlandet, men den havde ingen reel gennemslagskraft, og det virkede som om, at Slobodan Milošević og andre magthavere var indstillet på at tolerere situationen.

Uddybende artikel: Kosovokrigen

Mellem 1996 og 1999 opstod der en væbnet konflikt mellem militante kosovoalbanske separatister (UCK) og den overlegne jugoslaviske hær. I 1999 brød fredsforhandlingerne mellem parterne sammen, hvorefter NATO på eget initiativ iværksatte en militær intervention i form af luftbombardementer mod mål i Jugoslavien. I juni 1999 accepterede den serbiske præsident Slobodan Milošević, hans regering og det serbiske parlament en våbenhvile, hvorefter Kosovo blev underlagt kontrol af internationale styrker under FN's kommando. Begrebet Kosovokrigen refererer til to parallelle konflikter: guerillakrigen mellem UCK og den jugoslaviske hær samt NATO's intervention.

Siden 1999 er der gjort adskillige forsøg på at overføre politisk og administrativt ansvar til lokale myndigheder. Med få undtagelser har repræsentanter for det serbiske mindretal dog valgt at boykotte de nye politiske og administrative organer, i høj grad på grund af pres fra Serbien.

Den første præsident efter sommeren 1999 blev den albanske Ibrahim Rugova. Rugova, som var uddannet litteraturforsker, havde gennem 1990'erne fungeret som illegalt valgt præsident.

Præsidentvalget fandt sted i 2002 efter udarbejdelsen af et sæt rammebestemmelser (et legal framework), efterfulgt af parlamentsvalg, og endelig en magtdelingsaftale mellem Ibrahim Rugova og hans parti, Den Demokratiske Alliance, samt Hashim Thaçi fra det største af de partier, der var udsprunget af UÇK. Aftalen indebar, at Rugova fik præsidentposten, mens UÇK’s repræsentant, Bajram Rexhepi, blev premierminister.

Efter det følgende parlamentsvalg blev der indgået endnu en magtdelingsaftale, denne gang mellem Ibrahim Rugova og Ramush Haradinaj, fra et andet parti udsprunget af UÇK.

Efter Rugovas død i januar 2006 blev Fatmir Sejdiu valgt som hans efterfølger den 10. februar 2006.

Der eksisterer fortsat flere etniske mindretal i Kosovo, hvoraf serberne udgør den største gruppe. Nord for floden Ibar, der løber gennem byen Mitrovica, findes et serbiskdomineret område, men der bor også serbere i albanskdominerede områder og omvendt.

Uddybende artikel: Kosovos Uafhængighedserklæring 2008

Søndag den 17. februar 2008, kort før klokken 15:00 lokal tid, godkendte Kosovos parlament en uafhængighedserklæring. Premierminister Hashim Thaçi læste erklæringen om republikken Kosovos uafhængighed højt for de internationale medier omkring klokken 15:50 lokal tid. Erklæringen blev enstemmigt vedtaget, idet alle 109 tilstedeværende folkevalgte stemte for uafhængigheden (de elleve fraværende repræsentanter, der tilhørte etniske mindretal^[8], heriblandt etniske serbere, deltog ikke i afstemningen).

Serbiens premierminister Vojislav Koštunica reagerede straks på den ensidige uafhængighedserklæring ved at kalde regionen i syd for en "falsk stat" i en tv-tale til nationen. Han hævdede desuden, at Kosovo ulovligt blev støttet af USA, som efter hans udsagn var "villig til at overtræde internationale love af militære årsager."^[9]

Den 15. juni 2008 underskrev Kosovos præsident landets forfatning og en række ledsagende love, som blandt andet oprettede statens grundlæggende institutioner, herunder et udenrigsministerium.

Serbien har ingen kontrol over Kosovo. Sikkerheden i Kosovo varetages af den NATO-ledede KFOR-styrke. FN's mission i Kosovo, UNMIK, udfører fortsat visse statsfunktioner, men den primære internationale tilstedeværelse vil i den kommende tid være det Internationale Civile Kontor (ICO), ledet af en international civil repræsentant (ICR). ICR har til opgave at overvåge og støtte Kosovos gennemførelse af den foreslåede statusplan, fremlagt af den tidligere finske præsident Martti Ahtisaari, og har endelig kompetence i fortolkningen af planen. ICR har beføjelse til at ophæve love, der strider mod statusplanen, og til at afskedige embedsmænd, der handler imod den. ICR fungerer samtidig som EU’s særlige repræsentant (EUSR) i Kosovo, Pieter Feith (NL). I overensstemmelse med Ahtisaari-planen er der også etableret en international styringsgruppe for Kosovo, bestående af repræsentanter fra omkring 20 lande, som rådgiver ICR. Danmark deltager i denne gruppe.

22 ud af 27 EU-lande har anerkendt Kosovo som en selvstændig stat. Dog har Cypern, Grækenland, Spanien, Rumænien og Slovakiet endnu ikke anerkendt uafhængigheden, blandt andet på grund af indenrigspolitiske forhold. Rusland støtter Serbien og nægter at anerkende Kosovos selvstændighed under nogen omstændigheder, og Kina har også taget skarpt afstand fra den.

Ruslands og Kinas faste pladser i FN's Sikkerhedsråd gør det umuligt for Kosovo at blive medlem af FN, da de sandsynligvis vil anvende deres vetoret til fordel for Serbien. Serbien har midlertidigt hjemkaldt sine ambassadører fra de lande, der har anerkendt Kosovo som en selvstændig stat.

• Georg Christian Holstein. Om den habsburgske invasion i Kosova i 1689-1690, nederlaget og retræten.
• TMK
• Adem Demaçi

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Kosovo
• John Wilkes: The Illyrians. Gennemgang af arkæologisk materiale om illyrerne.
• Konstantin fra Kostenec: Den serbiske Despot Stefan Lazarevics liv og levned. Oversat og kommenteret af Gunnar Svane. Stefan Lazarevic var søn af fyrst Lazar. Beretningen beskriver tiden efter slaget på Solsortesletten i 1389.
• Noel Malcolm: Kosovo. Om Kosovos ældre og nyere historie på engelsk.
• Bjørn Andersen: Fra Kosovo til Kosóva (1999). Om Kosovos historie med udgangspunkt i Malcolms beskrivelse. Om den politiske diskussion i Tito-tiden. Gennemgang af interventionsforløbet i 1999.
• Hvor uafhængig skal Kosovo/Kosova være? Hvornår? Situationen lige før statusforhandlingerne skal begyndes. Ambassadør Eides rapport, oktober 2005. Baggrundsmateriale på dansk og engelsk
• New Kosova Report – Kosovo News and Views Portal

42°33′N 20°50′Ø / 42.55°N 20.83°Ø / 42.55; 20.83