Knudsgilde

Lund Knudsgildes segl

Knudsgildet var et dansk gilde i middelalderen. Det første knudsgilde blev oprettet af købmænd i Slesvig by i 1200-tallet. Gilderne havde navn efter kong Knud den Store. I Flensborg, Slesvig by og en række andre byer er gildet opkaldt efter grænsejarlen Knud Lavard, der som leder af det militære forsvar boede i byen Slesvig. Knud Lavard havde selv været medlem af et slesvigsk gilde, Edslaget. Knudsgilderne havde stor politisk og økonomisk indflydelse. I Valdemarernes tid tog de stærkt opsving i Danmark.

I Flensborg havde knudsgildet et eget alter i byens Mariekirke. Gildets retsopfattelse indebar forpligtelsen til at yde gensidig hjælp. Medlemmerne var forpligtet til at være høflige og holde gode sæder i hævd. Efter reformationen opløstes de fleste knudsgilder, men i Skåne og Sydslesvig findes disse broderskaber stadig. For Sydslesvigs vedkommende er der dog tale om nyoprettelser af gilderne i Slesvig by og Flensborg. Sct. Knudsgildet i Flensborg blev således (gen)oprettet i 1844 og viderefører traditionen fra det middelalderlige købmandsgilde af samme navn [1].

Litteratur

  • Flensborg Bys historie, udgivet af Grænseforeningen og Historisk Samfund for Sønderjylland; redaktion: Holger Hjelholt, Johan Hvidtfeldt og K. Kretzschmer. Hagerup, 1953-1955, s. 246f.

Eksterne henvisninger

Referencer

  1. ^ Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig: Foreningslivet (Webside ikke længere tilgængelig)

Medier brugt på denne side

Knutsgillets sigill.jpg
Sankt Knuts Gilles i Lund sigill