Knud Marstrand
Knud Marstrand | |
---|---|
Født | 20. oktober 1886 København |
Død | 18. august 1918 (31 år) Rusland |
Uddannelse og virke | |
Uddannelsessted | Københavns Tekniske Skole, Det Kongelige Danske Kunstakademi |
Beskæftigelse | Arkitekt |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Knud Marstrand (20. oktober 1886 i København – formentlig 18. august 1918 i Rusland) var en dansk arkitekt, bror til Vilhelm og Paul Marstrand.
Uddannelse
Han var søn af jernstøber, maskinfabrikant og direktør Poul Marstrand og Thyra Valgerda Burmeister, blev student 1904 og gik på Det tekniske Selskabs Skole. Han blev optaget på Kunstakademiet i almindelig forberedelsesklasse i oktober 1906, besøgte Italien samme år, kom på malerskolen 1907 og skiftede i 1908 til arkitektskolen, hvorfra han tog afgang 1911. 1909 blev han sekondløjtnant ved artilleriet. Han var gæst i bygningsklassen på Akademiet 1914. I 1911 var han ansat på Heinrich Wencks DSB-tegnestue og besøgte ca. samme år München.
Karriere
Fra 1913 til sin død var Knud Marstrand - kun afbrudt af perioden 1914-15 - bosat i Rusland, hvor han fra 1915 havde en tegnestue efter 1913-14 at have været hos en arkitekt Klein i Moskva. Også hans ni år yngre bror Paul fik sin uddannelse i Rusland i 1914-17. Ydermere havde han en anden bror, Gunnar, hos sig i Rusland, og de to rejste som danske gesandtskabsdelegerede, udsendt i eftersommeren 1917 af det danske generalkonsulat i Moskva, til Orenburg, hvor den ene havde station. På vejen blev de fanget i krigstilstanden og revolutionsvirvaret og under uopklarede omstændigheder dræbt af et tjekkisk detachement.
Marstrand var blevet gift 29. december 1914 i Pedersborg Kirke ved Sorø med Bodil Marie Hagedorn (3. oktober 1889 i København - ?), datter af skibskaptajn Jeppe Thomsen Hagedorn og Marie Barfred.
Værker
I Danmark:
- Remise ved Hellerup Station (ca. 1911, for Heinrich Wenck, nedrevet)
- Sommerhus, Skodsborg (1913)
- Desuden tegnet møbler
I Rusland:
- Palæ og tre villaer i Lassinoostrow i Medvjedkowo uden for Moskva (1915)
- Administrationsbygning til et teglværk (1916, nedrevet)
- Tovværksfabrik (1916, nedrevet)
- Projekter: Universitet i Moskva (1915)