Klorkalk

Klorkalk (blegekalk eller blegepulver) er en teknisk blanding af ca. 35 % calciumhypoklorit Ca(OCl)2, 30 % calciumklorid (CaCl2) og 13 % calciumhydroxid Ca(OH)2.[1] Af og til bliver klorkalk beskrevet under formlen 3CaCl(OCl) · Ca(OH)2 · 5 H2O. Klorkalk er et oxidationsmiddel.

Klorkalk blev fremstillet for første gang i 1799 af Charles Tennant.[2]

Fremstilling

Klorkalk dannes uden varmetilførsel, når man tilfører klorgas til læsket kalk (calciumhydroxid):[2]

Den her beskrevne omsætning til calciumhypoklorit løber dog ikke fuldstændigt til ende, og derfor opstår den nævnte blanding, som også indeholder calciumklorid og calciumhydroxid.

Egenskaber

Klorkalk er et hvidt pulver eller granulat, der lugter af klor. Det er kun ganske lidt opløseligt i vand.[1] Vægtfylden angives til 2,35 g/cm3.[1]

Når der tilføres syre eller CO2 fra luften, udvikler blandingen klorgas. Et eksempel på det er svovlsyrens reaktion med klorkalk:[3]

Ved henstand og i forbindelse med mange metalilter udskilles der ilt (særligt under lyspåvirkning).

Anvendelse

Klorkalk blev først brugt som desinfektionsmiddel af lægen Ignaz Semmelweis, som det lykkedes at nedsætte barselskvinders dødelighed ganske betydeligt. Ganske vist angriber klorkalk ikke kun bakterier og vira, men også huden. Derfor tåles midlet ikke særligt godt, og kun få er parate til at bruge det regelmæssigt. I dag anvender man i stedet håndsprit. Klorkalk bruges bl.a. til at desinficere drikkevand og svømmebassiner. Stoffet bruges desuden som bekæmpelsesmiddel mod alger og som afgiftningsmiddel for krigsgasser (f.eks. sarin eller sennepsgas). I det militære sprogbrug kendes klorkalk også under NATOs korte betegnelse, C8.

Klorkalk eller det rene calciumhypochlorit bruges i industrien som blegemiddel for cellulose, papir og tekstiler, selv om stoffet af hensyn til miljøet efterhånden bliver erstattet med klorfrie fremgangsmåder til blegning.

Toksikologi

De pakninger med klorkalk, som findes i handlen, er forsynet med de samme sikkerhedsmærkninger som hovedkomponenten, calciumhypoklorit. Advarslerne viser, at stoffet er brandfremmende, ætsende og miljøskadeligt. Dødelig dosis, udtrykt som LD50, ligger på 850 mg/kg ved rotters optagelse af stoffet gennem munden.[1][4]

Noter

  1. ^ a b c d Sikkerhedsdatablad (Hedinger) Arkiveret 16. marts 2012 hos Wayback Machine (PDF; 219 kB)
  2. ^ a b Römpp CD 2006, Georg Thieme Verlag 2006
  3. ^ E. Schweda: Jander/Blasius: Anorganische Chemie I - Einführung & Qualitative Analyse. 17. Auflage. Hirzel, 2012, ISBN 978-3-7776-2134-0. S. 184
  4. ^ Residents Of UK Town Forced To Evacuate After Cleaning Accident Goes Very Wrong IFLScience 2019