Klinte Sø
Koordinater: 55°56′30.75″N 11°35′34.57″Ø / 55.9418750°N 11.5929361°Ø
Klinte Sø, nogle gange skrevet Klintsø, var en 255 hektar stor sø i Odsherred nær Nyrup, som i 1800-tallet blev tørlagt og lavet om til agerjord.[1]
Søen tilhørte Odsherreds Krongods indtil den blev solgt på en auktion i 1856 til en investor fra København som hed Jürgensen for 25.600 rigsdaler (svarende til 3,1 mio. kr. i 2013).[1] Derefter begyndte man en at tømme søen for vand med en dampdrevet pumpe. Polyteknisk Læreanstalt beregnede at der skulle udpumpes 25.592.000 kubikfod vand (725 mio. liter) for at tørlægge søen. I 1860 var vandstanden sænket med to fod (63 cm) og de første tørlagte arealer blev udlagt med raps.[1]
På et tidspunkt blev dampmaskinen som drev pumpen suppleret med en vindmølle, men søbunden var for våd til at få en god kornafgrøde, så arealet blev mest brugt til høslæt i de første årtier. I 1908 blev dampmaskine og vindmølle udskiftet med en ny pumpe drevet af en dieselmotor fra Burmeister & Wain, og dyrkningen blev derefter intensiveret. Søen holdes stadig tørlagt ved pumpning af vand. Den laveste del af søbunden ligger i kote -2,8 m under havet.[1]
Beskrivelse af søen
Klinte Sø er beskrevet i "J.H. Larsen: Holbeks Amt, topographisk beskrevet. Ods- og Skippings-herrederne. Bind 1. Kjøbenhavn 1832." som næsten kredsrund med lave, sandede, sumpede, stenede og grusede bredder. Bunden var leret, stenet og mudret. Søen var 2-6 alen dyb (ca. 1-4 m), rig på fisk, især ål og begroet med siv.[1]
Referencer
- ^ a b c d e Kjeld Hansen. "Klintsø blev tørlagt af pengemand uden landboviden" (PDF). Det tabte land. Hentet 2. juli 2019.
Eksterne henvisninger
- Klinte Sø på Odsherred Wiki
Spire Denne artikel om geografi i Region Sjælland er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |
Medier brugt på denne side
Forfatter/Opretter: Jarke, Licens: CC BY-SA 3.0
Municipalities of Sjælland, Denmark