Kleptoparasitisme

Store fregatfugle (Fregata minor) jagter en rødfodet sule (Sula sula) for at stjæle dens mad

Kleptoparasitisme (etymologisk betydning: parasitisme ved tyveri) er en form for ernæring, hvor et dyr bevidst tager mad fra et andet. Strategien er evolutionært stabil, når det kræver mindre energi at stjæle end at ernære sig direkte, for eksempel når der er mangel på mad, eller når der er rigeligt med bytte. Mange kleptoparasitter er leddyr, især bier og gedehamse, men inklusive nogle fluer, møgbiller, andre insekter og edderkopper. Snyltebier er specialiserede kleptoparasitter, som lægger deres æg enten på pollenmasserne lavet af andre bier eller på insektværter fra parasitoide hvepse. De er et eksempel på Emerys regel, som siger, at sociale insektparasitter har en tendens til at være tæt beslægtede med deres værter. Adfærden forekommer også hos hvirveldyr, herunder fugle såsom kjover, der vedvarende jagter andre havfugle, indtil de sluger deres føde, og kødædende pattedyr såsom plettede hyæner og løver. Andre arter hengiver sig opportunistisk til kleptoparasitisme.

Strategi

Kleptoparasitisme er en ernæringsstrategi, hvor et dyr bevidst stjæler mad fra et andet. Dette kan være intraspecifikt, involverende tyveri fra medlemmer af samme art, eller interspecifikt, fra medlemmer af andre arter.[1][2] Udtrykket betegner en form for parasitisme der involverer tyveri, fra græsk κλέπτω (kléptō, 'stjæle' ').[3] Strategien er blevet undersøgt bredt hos fugle; i fire familier, alle havfugle, fregatfugle (Fregatidae), skedenæb (Chionididae), kjover (Stercoraridae) og mågefugle (Laridae), forekommer den hos mere end en fjerdedel af arterne.[4][2]

En sådan strategi giver kun mening, hvis den er evolutionært stabil, hvilket betyder, at den tilbyder en selektiv fordel til organismer, der praktiserer den. Kleptoparasitisme koster tid og energi, som ellers kunne bruges direkte på at ernære sig, så denne omkostning skal opvejes af den mængde energi, der opnås fra den stjålne mad. Matematisk modellering tyder på, at når næringen er rigelig, er almindelig ernæring den bedste strategi; når mængden næring falder under et kritisk niveau, bliver kleptoparasitisme pludselig fordelagtigt, og aggressive interaktioner bliver almindelige. På samme måde, når potentielle ofre er sjældne eller vidt spredte fra hinanden, kan det med den tid, der kræves til at finde dem, muligvis ikke betale sig at stjæle fra dem, hvilket resulterer i et såkaldt frekvensafhængigt valg.[1][4]

Taksonomisk fordeling

Leddyr

Bier og hvepse

Snyltebi fra slægten Nomada

Der er mange slægter af snyltebier, som alle lægger deres æg i andre biers redeceller, ofte inden for samme familie.[5] Bombus bohemicus parasitterer f.eks. adskillige andre arter i sin slægt, herunder B. terrestris, B. lucorum, og B. cryptarum.[6] Dette er et tilfælde af Emerys regel, opkaldt efter den italienske entomolog Carlo Emery, som hævder, at sociale parasitter blandt insekter, herunder kleptoparasitter, har en tendens til at være nært beslægtet med deres værter.[7][8] Den største monofyletiske gruppe af kleptoparasitære bier er Nomadinae (en underfamilie af Apidae), som omfatter flere hundrede arter i 35 slægter, bl.a. slægten hvepsebier (Nomada).[9]

Nogle bier og deres parasitter[5]
VærtsslægtParasit slægt
BombusBombus (Psithyrus)
AnthophoraMelecta, Zacosmia
AmegillaThyreus
MegachileCoelioxys

Fluer

Sarcophaga sp. lever af fanget bytte (Tipulidae) af en edderkop (video, 1 min 44 sek)
Miltogrammine flue (Craticulina seriata) er en kleptoparasit blandt sandhvepsene, der placerer sine larver på maden reserveret til hvepsens larver

Nogle fluer (Diptera) er kleptoparasitter; strategien er især almindelig i underfamilien Miltogramminae af familien Sarcophagidae. Der er også nogle kleptoparasitter i familierne fritfluer (Chloropidae) og Milichiidae. Nogle voksne milichiider besøger f.eks. edderkoppespind, hvor de opfanger halvspiste tæger. Andre er forbundet med rovfluer (Asilidae), eller myrer fra slægten Crematogaster.[10] Fluer i slægten Bengalia (i familien spyfluer; Calliphoridae) stjæler mad og pupper transporteret af myrer og findes ofte ved siden af deres fourageringsstier.[11] Musca albina (familien Egentlige fluer; Muscidae) angiveligt viser kleptoparasitisk adfærd og lægger kun æg i møgkugler, der bliver begravet af en af flere samtidig forekommende møgrullende torbister (biller i familien Scarabaeidae).[12]

Møgbiller

Møgbiller (Aphodiinae), der er en underfamilie i familien torbister blandt billerne, flytter store mængder hvirveldyrgødning og ruller kugler af materialet til deres reder, så deres larver kan ernære sig af det. Flere mindre arter af møgbiller samler ikke selv møg, men tager det fra større arters reder. For eksempel kommer arter af Onthophagus ind i møgkugler, mens torbister laver dem.[13]

Næbmunde

(c) James Lindsey at Ecology of Commanster, CC BY-SA 3.0
Velia caprai (Ardennerne, Belgien)

Mange semiakvatiske insekter (Heteroptera) er kleptoparasitære på deres egen art. I en undersøgelse, hvor tægen bækløber (Velia caprai) tog et bytte tungere end 7,9 g, sluttede andre insekter af samme art sig til det og spiste med held dele af byttet.[14]

Edderkopper

Argyrodes flavescens på nettet af Argiope pulchella

Kleptoparasitære edderkopper, som stjæler eller lever af bytte, fanget af andre edderkopper, er kendt for at forekomme i fem familier:

  • Theridiidae (Argyrodes art)
  • Dictynidae (Archaeodictyna ulova)
  • Salticidae (arter af Portia og Simaetha)
  • Symphytognathidae (Curimagua bayano)
  • Mysmenidae (Isela okuncana, Kilifia inquilina og Mysmenopsis arter).[15]

Hvirveldyr

Fugle

Nogle få fuglearter er specialiserede kleptoparasitter, mens mange andre er opportunistiske (dvs. kan vælge). Kjover og fregatfugle er stærkt afhængige af at jagte andre havfugle for at få mad. Andre arter – inklusive rovfugle, måger, terner, vandhøns og nogle ænder og vadefugle – gør det opportunistisk. Blandt opportunister som rosenternee, er forældrefugle, der er involveret i kleptoparasitisme, mere succesrige med at opdrætte yngel end ikke-kleptoparasitære individer.[16][17] Hvidhovedet havørn er blevet set angribe mindre rovfugle, såsom fiskeørne, for at stjæle fisk fra dem.[18] Blandt spurvefugle, er masketornskader er blevet set stjæle mad fra stenpikkere,[19] og solsorte er blevet opdaget, mens de stjæler smadrede snegle fra andre drosler.[16]

Når havfugle yngler kan fregatfugle svæve over havfuglekolonier og vente på, at forældrefuglene vender tilbage til deres reder med mad til deres unger. Efterhånden som de hjemvendte fugle nærmer sig kolonien, slår fregatfuglene (som er hurtige og adrætte) ind for at forfølge dem ; de griber nogle gange tropikfugle ved deres lange halefaner.[20] Mængden af føde opnået ved kleptoparasitisme hos pragtfregatfuglen kan dog være marginal.[21]

Måger er både forøvere og ofre for opportunistisk kleptoparasitisme, især i ynglesæsonen. Mens offeret oftest er et andet medlem af samme art, kan målet også være andre (primært mindre) måger og terner. I Amerika, stjæler Heermanns måge og lattermåge mad fra brun pelikan; når pelikanerne kommer op til overfladen og tømmer deres næbposer for vandet, der har samlet sig i dem, lurer mågerne i nærheden og griber, hvad der spildes af spiseligt.[22] Svartbagen er en dygtig kleptoparasit, der stjæler fra andre måger og fra rovfugle. Adskillige mågearter stjæler mad fra mennesker, f.eks. takeaway-mad i badebyer.[23]

  • Vestlig måge (Larus occidentalis) jagter en aztekerterne (Thalasseus elegans)

    Vestlig måge (Larus occidentalis) jagter en aztekerterne (Thalasseus elegans)

  • Den flyvende skarv har taget en fisk fra fuglen i vandet.

    Den flyvende skarv har taget en fisk fra fuglen i vandet.

Pattedyr

Forholdet mellem plettede hyæner og løver, hvor hver art stjæler den andens bytte,[24] er en form for kleptoparasitisme.[14] Geparder er almindelige mål. Bjørne, prærieulve og ulve er meget opportunistiske og har alle denne adfærd. Alle hyænearter engagerer sig i denne adfærd, når de kan, ligesom sjakaler.[25] Mennesker, der jager, kan almindeligvis tage resterne af friske drab fra andre kødædende dyr, såsom løver og europæisk los.[26][27][28] Rissosdelfiner er blevet observeret at støde deres hoveder frontalt ind mod kaskelothvaler, hvilket får dem til at åbne munden; det er blevet foreslået, at den observerede chikane resulterer i nogle opstød, og at maden derefter bliver spist af Rissosdelfiner. Adfærden er sjælden og kan være opportunistisk.[29]

Referencer

  1. ^ a b Broom, Mark; Ruxton, Graeme D. (1998). "Evolutionarily stable stealing: game theory applied to kleptoparasitism". Annals of Human Genetics. 62 (5): 453-464. doi:10.1111/j.1469-1809.1998.ahg625_0453_5.x. S2CID 56407575.
  2. ^ a b Furness, R. W. (1987). "Kleptoparasitism in seabirds". I Croxall, J. P. (red.). Seabirds: feeding ecology and role in marine ecosystems. Cambridge: Cambridge University Press. ISBN 978-0521301787.
  3. ^ Nishimura, K. (2010). "Kleptoparasitism and Cannibalism". Encyclopedia of Animal Behavior. Elsevier. s. 253-258. doi:10.1016/b978-0-08-045337-8.00279-5. ISBN 9780080453378.
  4. ^ a b Brockmann, H. Jane; Barnard, C. J. (1979). "Kleptoparasitism in birds". Animal Behaviour. 27: 487-514. doi:10.1016/0003-3472(79)90185-4. S2CID 53151684.
  5. ^ a b Slater, Peter J. B.; Rosenblatt, Jay S.; Snowdon, Charles T.; et al. (30. januar 2005). Advances in the Study of Behavior. Academic Press. s. 365. ISBN 978-0-08-049015-1.
  6. ^ Kreuter, Kirsten; Bunk, Elfi Bunk (2011). "How the social parasitic bumblebee Bombus bohemicus sneaks into power of reproduction". Behavioral Ecology and Sociobiology. 66 (3): 475-486. doi:10.1007/s00265-011-1294-z. S2CID 7124725.
  7. ^ Deslippe, Richard (2010). "Social Parasitism in Ants". Nature Education Knowledge. Hentet 25. maj 2022.
  8. ^ Emery, Carlo (1909). "Über den Ursprung der dulotischen, parasitischen und myrmekophilen Ameisen" [On the Origin of Dulotic, Parasitic, and Myrmecophilic Ants]. Biologisches Centralblatt (tysk). 29: 352-362.
  9. ^ Roig-Alsina, A. (1991). "Cladistic analysis of the Nomadinae s. str. with description of a new genus (Hymenoptera: Anthophoridae)". Journal of the Kansas Entomological Society. 64 (1): 23-37. JSTOR 25085241.
  10. ^ Wild, A.L. & Brake, I. 2009. Field observations on Milichia patrizii ant-mugging flies (Diptera: Milichiidae: Milichiinae) in KwaZulu-Natal, South Africa. African Invertebrates 50 (1): 205–212.[1] Arkiveret 15. maj 2009 hos Wayback Machine
  11. ^ Sivinski, J., S. Marshall and E. Petersson (1999) Kleptoparasitism and phoresy in the diptera. Florida Entomologist 82 (2) [2] Arkiveret 2008-09-10 hos Wayback Machine
  12. ^ Marshall, S.A. & Pont, A.C. (2013). The kleptoparasitic habits of Musca albina Wiedemann, 1830 (Diptera: Muscidae). African Invertebrates 54(2): 427–430.[3]
  13. ^ Hammond, P. M. (september 1976). "Kleptoparasitic Behaviour of Onthophagus suturalis Peringuey (Coleoptera: Scarabaeidae) and Other Dung-Beetles". The Coleopterists Bulletin. 30 (3): 245-249. JSTOR 3999694.
  14. ^ a b Erlandsson, Ann (1988). "Food sharing vs monopolising prey: a form of kleptoparasitism in Velia caprai (Heteroptera)". Oikos. 53 (2): 203-206. doi:10.2307/3566063. JSTOR 3566063.
  15. ^ Coyl, F. A.; O'Shields, T. C.; Perlmutter, D. G. (1991). "Observations on the behaviour of the kleptoparasitic spider, Mysmenopsis furtiva (Araneae, Mysmenidae)" (PDF). Journal of Arachnology. 19: 62-66. Arkiveret fra originalen (PDF) 13. maj 2006. Hentet 20. februar 2023.
  16. ^ a b Ehrlich, Paul R.; Dobkin, David S.; Wheye, Darryl; Pimm, Stuart L. (1994). The Birdwatcher's Handbook. Oxford: Oxford University Press. ISBN 0-19-858407-5.
  17. ^ Shealer, David A.; Spendelow, Jeffrey A.; Hatfield, Jeff S.; Nisbet, Ian C. T. (2005). "The adaptive significance of stealing in a marine bird and its relationship to parental quality". Behavioral Ecology. 16 (2): 371-376. doi:10.1093/beheco/ari008. hdl:10.1093/beheco/ari008.
  18. ^ Jorde, D.G.; Lingle, G (1998). "Kleptoparasitism by Bald Eagles wintering in South-Central Nebraska" (PDF). Journal of Field Ornithology. 59 (2): 183-188. Arkiveret fra originalen (PDF) 2007-08-10. Hentet 2007-08-21.
  19. ^ Harris, Tony; Franklin, Kim (2000). Shrikes & Bush-Shrikes. London: Christopher Helm. ISBN 0-7136-3861-3.
  20. ^ Sibley, David (2001). The Sibley Guide to Bird Life and Behaviour. London: Christopher Helm. ISBN 0-7136-6250-6.
  21. ^ Calixto-Albarrán, Itzia; Osorno, José-Luis (2000). "The diet of the Magnificent Frigatebird during chick rearing". The Condor. 102 (3): 569-576. doi:10.1650/0010-5422(2000)102[0569:tdotmf]2.0.co;2. S2CID 84078011.
  22. ^ del Hoyo, Josep; Elliott, Andrew; Sargatal, Jordi, red. (1996). Handbook of Birds of the World. Vol. 3. Barcelona: Lynx Edicions. ISBN 84-87334-20-2.
  23. ^ Sample, Ian (7. august 2019). "Stare seagulls out to save your snacks, researcher says". The Guardian. Hentet 1. september 2022.
  24. ^ Estes, Richard D. (1999). The Safari Companion: A Guide to Watching African Mammals. Chelsea Green. s. 294. ISBN 1-890132-44-6.
  25. ^ Estes, op. cit., 281–295, 339–346
  26. ^ Walker, Matt (24. juli 2009). "People steal meat from wild lions". BBC Earth News. Hentet 2009-08-01.
  27. ^ Schoe, Marjolein; de Iongh, Hans H.; Croes, Barbara M. (6. juli 2009). "Humans displacing lions and stealing their food in Bénoué National Park, North Cameroon". African Journal of Ecology. Blackwell. 47 (3): 445. doi:10.1111/j.1365-2028.2008.00975.x.
  28. ^ Krofel, Miha; Kos, Ivan; Linnell, John; Odden, John; Teurlings, Ivonne (2008). "Human Kleptoparasitism on Eurasian Lynx (Lynx Lynx L.) in Slovenia and Norway" (PDF). Varstvo Narave. 21: 93-103. Arkiveret fra originalen (PDF) 16. juni 2022. Hentet 20. februar 2023.
  29. ^ Smultea, Mari A.; Bacon, Cathy E.; Lomac-MacNair, Kate; Visser, Fleur; Bredvik, Jessica (2014). "Rare Mixed-Species Associations Between Sperm Whales and Risso's and Northern Right Whale Dolphins Off the Southern California Bight: Kleptoparasitism and Social Parasitism?". Northwestern Naturalist. 95 (1): 43-49. doi:10.1898/nwn13-11.1. ISSN 1051-1733. S2CID 86227330.

Medier brugt på denne side

Cuckoo bee.jpg
Forfatter/Opretter: unknown, Licens: CC BY 2.0
Klepto.JPG
Great Frigatebirds chasing booby to steal food (kleptoparasitism)
Argyrodes flavescens at Nayikayam Thattu.jpg
© 2014 Jee & Rani Nature Photography (License: CC BY-SA 4.0)
Argyrodes flavescens, Red and Silver Dewdrop Spider, is a species of spider belonging to the family Theridiidae. It is widely distributed in Southeast Asia and is also found in India and Sri Lanka. Like other members of this genus, this species is a kleptoparasite, living on the web of a larger spider and feeding off its prey. A. flavescens most commonly inhabits the webs of araneids and nephilids. Here she is found on the web of a Argiope pulchella.


This is a very small spider with a length (excluding legs) of around 3 mm. The legs are black and the markedly domed and very shiny abdomen is red-brown with white spots.
Kleptoparasitism video - Fly feeding on captured prey of a spider 2011.ogv
Forfatter/Opretter: Pristurus, Licens: CC BY-SA 3.0
Sarcophaga spec. feeding on captured prey (Tipulidae) of a spider (video, 1m 44s). Filmed at the Wollenberg, Hesse, Germany
Hyenas at stolen impala kill.jpg
(c) I, JerryFriedman, CC BY-SA 3.0
Spotted Hyenas, Crocuta crocuta, at carcass of an Impala, Aepyceros melampus, that they had stolen from a Cheetah, Acinonyx jubatus, at Masai Mara National Park, Kenya. See Image:Cheetah with impala kill.jpg and Image:Hyena arriving.jpg. The time stamp is 10 hours too early.
Cheetah with impala kill.jpg
(c) I, JerryFriedman, CC BY-SA 3.0
Cheetah (Acinonyx jubatus) with Impala (Aepyceros melampus) that it had recently killed, Masai Mara National Reserve, Kenya. See Image:Hyena arriving.jpg and Image:Hyenas_at_stolen_impala_kill.jpg. The time stamp is 10 hours too early.
Kleptoparasitism Great Cormorant.jpg
Forfatter/Opretter: Juan Lacruz, Licens: CC BY-SA 3.0
Stealing fish every often
Velia.caprai.jpg
(c) James Lindsey at Ecology of Commanster, CC BY-SA 3.0

Picture taken in Commanster, Belgian High Ardennes .


Species:

Velia caprai
Craticulina sp.jpg
Forfatter/Opretter: Muhammad Mahdi Karim, Licens: GFDL 1.2
A Craticulina sp fly, most probably Craticulina seriata, the only species of the genus found in Tanzania. The fly was around 6-7mm long. Pictured in Dar es Salaam.
Western Gull chasing Elegant Tern.jpg
Forfatter/Opretter: Kevin Cole from Pacific Coast, USA (en:User:Kevinlcole), Licens: CC BY 2.0
Feeding Frenzy in Windy Cove today included about fifty or more Elegant Terns diving for Anchovies, Pelicans and Western Gulls included. The Western Gulls aggressively tried to get the Terns to drop their catch.