Kinoorglet i Palladium

Palladiums Wurlitzer var fra 1937, men spillekonsollen var magen til denne Wurlitzer fra 1927 (Opus 1821[1]) fra Orpheum Theatre i Los Angeles

Kinoorglet i Palladium var et WurliTzer-kinoorgel, der var opstillet i Palladium-biografen i København. Som underholdning før filmen blev der spillet på orglet, der var bygget i 1937 og blev opstillet i 1938.

Orglet døbtes "Bævreklaveret" af det københavnske vid. Det var et fuldt udrustet kinoorgel af den type der i sin tid var opfundet til at forsyne stumfilmene med musikledsagelse og alskens lydeffekter, og som efter tonefilmens gennembrud havde fået en helt ny funktion i de engelske biografer, nemlig som populære koncertinstrumenter i forlystelsespaladser, der blev drevet som såkaldte Cine-Varieties, med en skønsom blanding af film og scenisk underholdning. Egentlige varieté-shows blev det ikke til i den københavnske biograf, men det populære instrument var med til at skabe en særlig afslappet og ubekymret stemning i det nye biografteater på Vesterbrogade. Før forestillingen blev lyset dæmpet i salen, og i spotlysenes kulørte kegler så man spillekonsollen og organisten – i hvid smoking – komme langsomt op på en elevatorskive fra scenegulvets dyb, mens det indledende nummer blev spillet. Han nikkede venligt til publikum og skiven drejede 180 grader så han derefter sad med ryggen mod publikum.[2]

Organisterne var blandt byens kendteste musikere, og stjerne-kinoorganister fra USA og England gav gæstespil i biografen under stor opmærksomhed. Mange organister betjente orglet gennem årene, blandt andre australieren Berrey Brettoner, Mogens Kilde (1940-48 og 1950-52), englænderen Robinson Cleaver, Peer Frost, Ove Peters, Bertrand Bech, englænderen Bobby Pagan og Benna Moe. Mogens Kilde mente selv at Robinson Cleaver var den mest talentfulde, men han blev aldrig rigtig populær. Det gjorde til gengæld hans landsmand Bobby Pagan. Selv tenorhelten Aksel Schiøtz indspillede plader med ledsagelse af Palladiums kino-orgel.[3]

Specifikationer

WurliTzer – Model 175 3C (opus 2220 ud af i alt 2238)
– afsendt fra fabrikken i New York 27. oktober 1937.[4]


3 Manualer – 7 Piberækker – 4 Stemt Slagtøj
– 18 Effekter – Buet Konsol

Status

Der er kun bygget 6 stk. af typen 175[8]. 3 C referer til at der er en ekstra manual indskudt (den øverste), som stort set kun er med for syns skyld. Denne specialitet blev ifølge fabrikkens oplysninger kun leveret til England. Paladiums Wurlitzer var altså beregnet til det engelske marked. Orglet eksisterer ikke længere i sin helhed, men de dele der er tilbage – spillekonsollen, slagtøjet, lydeffekterne og en lille del af piberne – ejes i dag af Musikhistorisk Museum i København. Indtil videre befinder de sig på magasin, men man håber ved lejlighed at kunne præsentere dem for publikum. Der mangler for mange dele til at det kan komme til at spille igen med sine originale dele, men muligheden foreligger for at indkøbe et tilsvarende instrument i udlandet og anvende dele herfra til restaureringen. At det ikke bliver helt billigt vidner Wurlitzeren Opus 2208 (3 Manualer, opr. 8 piberækker, senere udvidet til 10) om[9], som indtil 2007 stod i Brighouse, West Yorkshire, England. Den er netop blevet flyttet til Victoria Hall, Saltaire, Bradford og opstillingen, inkl. ny lift, har kostet 135.000 £.[10]

Hør Wurlitzeren Opus 2208

For at få et indtryk af hvordan Palladiums Wurlitzer (Opus 2220) fra oktober 1937 har lydt, kan man høre John Bowdler øve sig på Wurlitzer (Opus 2208) fra februar 1937, her i en håndholdt amatøroptagelse medens instrumentet stod i Brighouse. Der er ikke den store forskel på dem, men Opus 2208 havde oprindelig 8 piberækker, senere udvidet til 10, medens Opus 2220 havde 7 piberækker.

Referencer

  1. ^ Wurlitzer Opus 1821 -WurliTzer Opus List, Theatreorgans.com
  2. ^ Palladium Arkiveret 15. januar 2005 hos Wayback MachineMusikhistorisk museum.dk
  3. ^ Kinoorglet Arkiveret 8. oktober 2008 hos Wayback MachineOptakt.com
  4. ^ Wurlitzer Opus 2220 -WurliTzer Opus List, Theatreorgans.com
  5. ^ WurliTzer – Style 175Theatreorgans.com
  6. ^ WurliTzer – Style 190Theatreorgans.com
  7. ^ Wurlitzer Opus 2091 -WurliTzer Opus List, Theatreorgans.com
  8. ^ WurliTzer StylesTheatreorgans.com
  9. ^ WurliTzer Opus 2208Theatreorgans.com
  10. ^ Old Ritz Wurlitzer ready for new role Arkiveret 23. marts 2009 hos Wayback MachineEvening Courier, 19. marts 2009

Eksterne henvisninger

Medier brugt på denne side

Berlin Wurlitzer Spieltisch 6.jpg

Mighty Wurlitzer, Musikinstrumenten-Museum Berlin

Console
Green Bay-Wisconsin-Meyer-Theatre-Wurlizer-Theater-Pipe-Organ.jpg
Forfatter/Opretter: Leprechauns (talk), Licens: CC BY-SA 3.0
View of pipes of the Wurlitzer theater pipe organ at the Meyer Theatre, Green Bay, WI.
Berlin Wurlitzer Spieltisch 7.jpg

Mighty Wurlitzer, Musikinstrumenten-Museum Berlin

Console: Pedals
Berlin Wurlitzer Spieltisch 5.jpg

Mighty Wurlitzer, Musikinstrumenten-Museum Berlin

Console
Berlin Wurlitzer Chimes.jpg

Mighty Wurlitzer, Musikinstrumenten-Museum Berlin

Chimes