Kernekraft i Danmark

Der har gennem tiden været planer om indførelse af kernekraft i Danmark. Den tidligere Forsøgsstation Risø (i dag Risø DTU) har i perioden 1957-2001 drevet tre forsøgsreaktorer. Senere, under oliekrisen i 1970'erne, var emnet igen på bane. I 1974 udkom for eksempel en rapport fra energiministeriet med forslag til placering af kernekraftværker i Danmark ^[1]. Særlig kendte er planerne om Storstrømsværket på Falster, som blev påbegyndt, men aldrig fuldført, og et værk på Gyllingnæs ved Horsens, der aldrig blev påbegyndt. En betydelig folkelig modstand gjorde, at planerne om indførelse af kernekraft til energiforsyning i Danmark dengang blev skrinlagt.

Under navnet Atomenergikommisionens Forsøgsanlæg Risø blev det oprettet i 1955 som en offentlig forskningsinstitution, der skulle forske i den fredelige udnyttelse af atomenergi.

Anlæggelsen blev ledet af Atomenergikommissionen med Niels Bohr som formand samt 23 medlemmer fra højere læreanstalter, industri, el-værker og fagbevægelse. Halvøen Risø i Roskilde Fjord blev centrum for den store forskningsinstitution, hvor reaktorerne blev bygget indtil indvielsen den 6. juni 1958. I alt var 3 forskningsreaktorer i brug: DR1 (1957-2001), DR2 (1958-1975) og DR3 (1960-2000) på hhv. 2 kW, 5 MW og 10 MW^[2].

Siden 2003 demonteres de nukleare anlæg af virksomheden Dansk Dekommissionering og gøres klar til deponering. Langt hovedparten af det brugte brændsel er blevet taget tilbage af USA, som Risø havde leveranceaftale med. Der er derfor kun mindre mængder langlivet højradioaktivt affald til deponering, mens hovedparten af affaldet til deponering udgøres af mellemradioaktivt affald og lavradioaktivt affald.^[3] GEUS har ad flere omgange undersøgt deponeringsmulighederne for jordnært deponi, og har senest angivet at der findes adskillige områder i Danmark, hvor de geologiske forhold er gunstige for et sikkert sådant mellem- og lavradioaktivt deponi.

I 1973 var oliekrisen årsag til en politisk debat om udnyttelse af atomkraft, som førte til lukning af Risøs hovedaktivitet nogle år senere. I stedet blev der satset på forskning i alternativ energi, herunder vindmøller. I 1985 blev a-kraften taget helt ud af den danske energiplanlægning. Herefter skiftede institutionen navn til Forskningscenter Risø.

Kernekraft har i perioder været mødt af både planer om indførelse, men også af ofte betydelig folkelig modstand. Også i Danmark, hvor kernekraft siden 1970'erne har været et ofte kontroversielt emne i den offentlige debat^{[kilde mangler]}. I Danmark har der været flere foreninger for modstanderne af kernekraft, herunder bl.a. Organisationen til Oplysning om Atomkraft (OOA), der har stået for en lang række kampagner siden 1970, som har spredt budskabet "Atomkraft? - Nej Tak" som deres primære slogan. I OOA's Folkepjece, "Danmark uden atomkraft", som uddeltes til alle danske husstande i 1979-80 skrev de blandt andet: "Danmark har masser af olie og naturgas" og "Kul til flere hundrede år". ^[4]

Planerne om indførelse af kernekraft blev skrinlagt den 29. marts 1985, da Folketinget pålagde regeringen at “tilrettelægge den offentlige energiplanlægning ud fra den forudsætning, at atomkraft ikke vil blive anvendt”. Beslutningsforslaget blev fremlagt 12. februar 1985. Flertallet, der havde fremlagt og stemte for beslutningsforslaget med 79 stemmer efter andenbehandlingen, bestod af S, SF, RV og VS. Partierne, der stemte imod beslutningsforslaget med 67 stemmer var KF, V, CD, KrF og FP. ^[5][6].

I stedet for atomkraft ombyggede Danmark i stedet oliekraftværker til kul og byggede nye kulkraftværker så effektivt, at Danmark i en årrække var verdens næststørste importør af kul (11-12 mio. ton om året).^[7] I august 1976 meddelte ELSAM, at man ville udskyde planerne om atomkraft og i stedet opføre to kulfyrede værker. Ren Energi Oplysning (REO) udsendte en pressemeddelelse, hvor foreningen dybt beklagede, at ELSAMS bestyrelse havde følt sig tvunget til at opføre to store kulfyrede enheder i stedet for det første atomkraftværk og fremhævede bla. klimahensyn ^[8]

Spørgsmålet om indførelse af atomkraft i Danmark har fået ny opblusning siden 2019, da COP-19 og klimaets tilstand viste, at der globalt er behov for nye eller andre energikilder, som ikke udleder samme store mængder CO2 og andre drivhusgasser som fossile brændsler. Bevægelsen “Atomkraft, ja tak” er vokset i medlemsantal og har fået en del medieomtale. ^{[kilde mangler]} I August 2023 viste en Gallup meningsmåling at 55% af Danmarks befolkning er positive for atomkraft mod 26% mod.^[9] Danmarks Tekniske Universitet genindførte dansk forskning i atomkraft i 2024.^[10]

I 2015 blev både Seaborg Technologies og Copenhagen Atomics etableret. Begge er private firmaer, som arbejder på udvikling af såkaldte smeltet salt reaktorer (Molten Salt Reactors (MSR) ^[11][12]), hvor det fissile brændsel er opblandet i det smeltede salt, og har en væsentlig mindre effekt som output end de konventionelle, kommercielt tilgængelige atomkraftreaktorer. De er derfor mindre i størrelse, og vil i begge tilfælde være modulært opbygget (Small Modular Reactors (SMR)).

Copenhagen Atomics med basis i Søborg har som fokus at udvikle en reaktor, som også bruger thorium som brændsel, og hvor reaktor-modulet kommer leveret i en 30-fods container.

Seaborg Technologies med basis på Nørrebro, København, har som fokus at udvikle en reaktor, som i første omfang vil bruge uran som brændsel, og hvor reaktor-modulet kommer leveret på flydende pramme.