Kavslund (Flensborg)

Kavslund (dansk) eller Kauslund (tysk) er en lille bebyggelse beliggende vest for Ves-Himmershøj i det østlige Flensborg i Sydslesvig i delstaten Slesvig-Holsten, Tyskland. Kavslund nævntes første gang i Flensborgs jordebog fra 1635. Stednavnet skal betegne en buskskov (≈kageskov)[1]. Efter en anden forklaring er navnet afledt af mandenavnet Kage[2]. På sønderjysk/angeldansk udtales bynavnet Kåwslunj. Bebyggelsen bestod af en række husmandssteder (kåd) langs landvejen mellem Flensborg og Lyksborg. Omkring 1850 taltes der 12 husmandssteder. I året 1885 fik kådnerlandsbyen en station på amtsbane-strækningen Flensborg-Lyksborg-Kappel.

I den danske periode indtil 1864 hørte landsbyen under Adelby Sogn (Husby Herred, Flensborg Amt)[3]. Senere kom det under Tved. I 1910 blev Tved indlemmet i Flensborg og Kavslund blev til et bo- og erhvervsområde i bydelen Mørvig i det nordøstlige Flensborg. Kavslund-Østermark (Kauslund-Osterfeld) mod øst er nyt parcelhusområde, som blev bygget i 2000'erne.

Litteratur

  • Gerret Liebing Schlaber: Fra opland til bydele. Flensborgs bymark og de indlemmede landsbyer i foto og tekst ca. 1860-1930. Vom Land zum Stadtteil. Flensburgs Stadtfeld und die eingemeindeten Dörfer in Bild und Wort ca. 1860-1930. Flensborg 2009.

Noter

  1. ^ Wolfgang Laur: Historisches Ortsnamenlexikon von Schleswig-Holstein, 2. oplag, Neumünster 1992, side 380
  2. ^ Johannes Kok: Det danske folkesprog i Sønderjylland, 2. bind, København 1867, side 216
  3. ^ M. Mørk Hansen og C. L. Nielsen: Kirkelig Statistik over Slesvig Stift med historiske og topografiske bemærkninger, 2. bind, Kjøbenhavn 1864, side 238


Koordinater: 54°48′9″N 9°29′21″Ø / 54.80250°N 9.48917°Ø / 54.80250; 9.48917

Medier brugt på denne side