Karthago

Karthago

Øverst: Karthago Saint-Louis Katedral, Malik-ibn Anas Moské, Midten: Karthago Palads, Nederst: Antoninus Badeanstalter, Karthago Amfiteater (alle ting benævnt fra venstre mod højre)
(c) Karte: NordNordWest, Lizenz: Creative Commons by-sa-3.0 de Shown within Tunesien
Location	Tunesien
Koordinater	36°51′10″N 10°19′24″Ø / 36.8528°N 10.3233°Ø / 36.8528; 10.3233
Type	Antik bystat

Karthago var en gammel by på den østlige side af søen Tunis i det nuværende Tunesien. Karthago var et af de vigtigste handelsknudepunkter i det antikke Middelhav og en af de mest velhavende byer i den antikke verden. Det var hovedstaden i civilisationen i det antikke Karthago og senere i det romerske Karthago.

Byen udviklede sig fra en fønikisk koloni til hovedstaden i et punisk imperium, som dominerede store dele af det sydvestlige Middelhav i løbet af det første årtusinde f.Kr.^[1] Den legendariske dronning Elissa, Alyssa eller Dido – oprindeligt fra Tyrus – anses for at være grundlæggeren af byen,^[2] selvom der er sat spørgsmålstegn ved hendes historicitet. I myten bad Dido om jord fra en lokal stamme, som fortalte hende, at hun kunne få lige så meget jord, som et okseskind kunne dække. Hun skar derpå okseskindet i strimler og dannede herudfra omkredsen af den nye by.^[3] I takt med at Karthago oplevede intern fremgang, begyndte bystaten at kolonisere andre landområder.^[4]

Den antikke by blev ødelagt i den næsten tre år lange belejring af Karthago af den romerske republik under den tredje puniske krig i 146 f.Kr. Den blev genudviklet og -opført et århundrede senere som det romerske Karthago, som blev den største by i Romerrigets Afrika-provins. Spørgsmålet om karthagisk fald og undergang er forblevet et emne for litterære, politiske, kunstneriske og filosofiske debatter i både antikke og moderne historier.^[4][5]

Senantikken og det middelalderlige Karthago fortsatte med at spille en vigtig kulturel og økonomisk rolle i den byzantinske periode. Byen blev plyndret og ødelagt af umayyadiske styrker efter slaget ved Karthago i 698 e.Kr. for at forhindre, at byen blev generobret af Det Byzantinske Rige.^[6] Den forblev besat under den muslimske periode^[7] og blev brugt som et fort af muslimerne indtil Hafsid-perioden, hvor den blev indtaget af korsfarerne, og dens indbyggere blev massakreret i forbindelse med det ottende korstog. Hafsiderne besluttede at ødelægge dens forsvarsværker, så byen ikke kunne bruges som en base af en fjendtlig magt igen.^[8] Den fortsatte også med at fungere som bispesæde.

Den regionale magt var skiftet til Kairouan og Medinaen i Tunis i middelalderen, indtil begyndelsen af det 20. århundrede, hvor Karthago begyndte at udvikle sig til en kystnær forstad til Tunis – indlemmet som Karthago kommune 1919. Det arkæologiske område blev første gang undersøgt i 1830 af den danske konsul Christian Tuxen Falbe. Udgravninger blev udført i anden halvdel af det 19. århundrede af Charles Ernest Beulé og af Alfred Louis Delattre. Karthago National Museum blev grundlagt i 1875 af kardinal Charles Lavigerie. Udgravninger udført af franske arkæologer i 1920'erne tiltrak først en ekstraordinær mængde opmærksomhed på grund af de beviser, som de fremlagde for børneofring. Der har været betydelig uenighed blandt forskere om, hvorvidt børneofring blev praktiseret i det antikke Karthago.^[9][10] Friluftsmuseet Karthago Paleo-Christian Museum har udstillinger udgravet under UNESCO-regi fra 1975 til 1984. Stedet for ruinerne er på UNESCO's Verdensarvsliste.^[11]

• Polybius, The Histories, Cambridge: translated from the Latin by W.R. Paton for Harvard University Press from 1922 to 1927.
• Polybius, "Rome at the End of the Punic Wars", History, 'Book VI', Milwaukee: translated from the Latin by Oliver J. Thatcher for University Research Extension Co. in 1907, arkiveret fra originalen 2007-02-05, hentet 2006-06-08.