Kana (skriftsystem)

For alternative betydninger, se Kana (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Kana)

Kana er stavelsesskrifter, der bruges til at skrive japansk med sammen med kanji (漢字), der er skrifttegn af kinesisk oprindelse. Der er tre former for kana: moderne kursive hiragana (ひらがな), moderne kantede katakana (カタカナ) og den gamle stavelsesbrug af kanji kaldet manyougana (万葉仮名), der var forfader til de to andre. Hentaigana (変体仮名, "variant-kana") er historiske udgaver af de nutidige standard-hiragana. I moderne japansk består hiragana og katakana af de samme antal grundlæggende antal tegn, der repræsenterer de samme lyde.

Med enkelte tilføjelser bruges katakana også til at skrive ainu. Mens Taiwan hørte under Japan blev kana desuden brugt som furigana, læsehjælp, til kinesiske skrifttegn.

Hvert kana-tegn svarer til en lyd eller stavelse i det japanske sprog. Hver af disse består enten af en vokal, så som a, i osv. eller af en konsonant med efterfølgende vokal så som ka, ki osv. Undtagelsen der bekræfter reglen er n, der er en nasal, og som den eneste konsonant kan bruges i slutningen og midten af et ord men aldrig i begyndelsen. Denne struktur har fået nogle til at omtale systemet som mora.

I nedenstående tabel er de 46 grundlæggende hiragana og katakana sorteret efter gojuuon-systemet med a, i, u, e, o i første kolonne til venstre, ka, ki, ku, ke, ko i den næste og så fremdeles. n følger til slut for sig selv. Små stjerner, asterisk, markerer kombinationer, der ikke bruges. Til gengæld er de forældede wi og we medtaget.

Der er ingen kana for ye eller yi, da de tilsvarende stavelser ikke forekommer naturligt i japansk. Der var en kana for wu, men brugen af den sluttede meget tidligt, fordi den tilsvarende stavelse heller ikke fandtes i japansk. je-lyden menes at have eksisteret i førklassisk japansk, primært før kana kom til, og repræsenteres generelt i rekonstruktioner af kanjien 江, selvom en arkaisk hiragana, we/ye, ゑ, findes. I senere tid kom we til som [jɛ], hvilket er dokumenteret af europæiske kilder fra det 17. århundrede, men den blev senere fusioneret med vokalen e og udgik af officiel brug i 1946.

wi og we bruges ikke længere i almindelig japansk ortografi, men de bruges nogle gange stilmæssigt som i ウヰスキー for whisky og ヱビス for bryggeriet Yebisu. Hiragana wi og we bruges stadig i visse skriftsystemer på Okinawa, mens katakana wi og we stadig bruges i ainu.

wo bruges ikke som del af ord men kun som en grammatisk partikel og skrives normalt kun med hiragana.

si, ti, tu, hu, wi og we transskriberes ofte som shi, chi, tsu, fu, i og e, i stedet for standardkombinationen med en vokal og en konsonant.

Stavelser med stemte konsonanter, g, z, d og b skrives med kana fra den tilsvarende ustemte kolonne, k, s, t og h og det diakritiske tegn dakuten. Stavelser der begynder med p skrives med kana fra h-kolonnen og tegnet handakuten.

zi, di og du transskriberes ofte som ji, ji og zu i stedet svarende til nutidig udtale.

Stavelser der begynder med pataliserede konsonanter skrives med en af de syv konsonant-kana fra i-rækken efterfulgt af et lille ya, yu eller yo. Disse digrafer kaldes for youon.

Der er ingen digrafer for y- og w-kolonnen. Tidligere kunne digrafer dog også formes med w-kana. Det er forældet i moderne japansk, men digraferne くゎ (/kwa/) og くゐ/くうぃ(/kwi/) forekommer stadig i visse ortografier på Okinawa. Desuden kan kanaen え bruges på Okinawa til at skabe digrafen くぇ, der repræsenterer lyden /kwe/.

Digrafer transskriberes normalt med tre bogstaver. For eksempel bliver きゃ transskriberet som kya. si+y* og ti+y* transskriberes ofte som sh* og ch* i stedet for sy* and ty*. For eksempel transskriberes しゃ som sha.

Forskellen mellem hiragana og katakana er et spørgsmål om stil og forskellig brug. Som regel er hiragana standard, mens katakana bruges til specielle tilfælde.

Hiragana bruges til at skrive naturlige japanske ord, som der ikke findes kanji for, eller hvor disse anses for at være svære eller obskure. Desuden bruges de til grammatiske elementer som partikler og bøjninger (okurigana).

Katakana bruges nu om stunder mest til at skrive låneord, som der ikke findes kanji for, og til udenlandske person- og stednavne. Katakana bruges også til lydord, udråbsord, eftertryk, tekniske og videnskabelige begreber, transskribering af sino-japansk læsning af kanji og nogle firmanavne.

Kana kan skrives i lille form ovenover eller ved siden af mindre kendte kanji for at vise, hvordan de skal læses. Denne form for læsehjælp kaldes for furigana og bruges mest i bøger for børn og udlændinge, der lærer japansk. Litteratur for mindre børn, der ikke kender kanji endnu, vil nogle gange helt udelade disse og bare skrive tingene med hiragana.

Hiragana er det første skriftsystem japanske børn og udlændige der studerer japansk lærer, hvorefter de lærer katakana. Efter disse to forholdsvis simple systemer følger så de tusindvis af kanji, hvoraf der læres 2.136 i grundskole, mellemskole og gymnasium.

De første kana var et system kaldet manyougana, et sæt kanji der brugtes fonetisk, ikke ulig nutidig kinesisk hvor bestemte tegn bruges til fonetisk gengivelse af låneord. Manyoushuu (万葉集), en poesisamling fra 759, er skrevet med denne tidlige skrift. Hiragana blev udviklet som en særskilt skrift fra den kursive udgave af manyougana, mens katakana blev udviklet ved undlade dele af regulær manyougana som en læsehjælp eller forklaring til buddhistiske sutraer. Hiragana var udviklet for hurtighed, mens katakana udvikledes til at blive små.

Kana siges traditionelt at være blevet opfundet af den buddhistiske præst Kuukai i det 9. århundrede. Kuukai bragte vitterligt siddham-skriften med hjem fra Kina i 806. Hans interesser i de hellige aspekter af tale og skrivning ledte ham til den konklusion, at japansk ville være bedre repræsenteret af et fonetisk alfabet end af de kanji, der havde været brugt indtil da. Den moderne arrangering af kana afspejler den fra siddham, mens den traditionelle iroha følger et digt, der bruger hver kana en gang.

Det nuværende sæt kana blev kodificeret i 1900 og reglerne for deres brug i 1946.

Kana er grundlaget for den alfabetiske orden i japansk. De følger rækkefølgen i gojuuon-systemet (あ い う え お … わ を ん), om end iroha-systemet (い ろ は に ほ へ と … せ す (ん)) nogle gange bruges til optælling. Ordbøger varierer i rækkefølgen for lange/korte vokaler, små tsu og diakritiske tegn. Da japansk ikke bruger mellemrum mellem ordene (undtagen for børn), så er der ingen sammenligning ord for ord men derimod altid kana for kana.

Placeringen for hiragana i Unicode er U+3040 ... U+309F, mens det for katakana er U+30A0 ... U+30FF. De forældede og sjældne tegn wi og e har også koder i systemet.

Koderne U+3040, U+3097 og U+3098 benyttes ikke pr. Unicode 6.3. U+3095 og U+3096 er lille ka og ke i hiragana, mens U+30F5 og U+30F6 er de tilsvarende i katakana. U+3099 og U+309A er kombinerende dakuten og handakuten, der svarer til mellemrummene U+309B og U+309C. U+309D er et gentagelsestegn for hiragana, der bruges til at gentage den foregående hiragana. U+309E er et stemt gentagelsestegn for hiragana, der står for den foregående hiragana men med stemt konsonant (k bliver til g, h bliver til b osv.). U+30FD and U+30FE er de tilsvarende gentagelsestegn for katakana. U+309F og U+30FF er ligaturer af yori (より) og koto (コト), der nogle gange bruges i lodret skrivning.

Desuden findes der katakana i halv bredde svarende til de almindelige i fuld bredde. De er placeret i blokken U+FF00–U+FFEF startende med U+FF65 og sluttende med U+FF9F. Dertil kommer så U+FF61–U+FF64, der er skilletegn i halv bredde.

Der er også en lille ekstra fonetisk udvidelse til katakana (U+31F0 ... U+31FF), der omfatter nogle ekstra tegn til at skrive ainu med.

Unicode version 6.0 omfatter også de arkaiske E (U+1B000) til katakana og YE (U+1B001) i en udvidelse.^[1]

• Japanese hiragana, Omniglot.
• Japanese katakana, Omniglot.