Köping

For alternative betydninger, se Köping (by).

Köping var i Sverige et ældre juridisk udtryk for et byområde, der havde visse funktioner som handelsplads, men til forskel fra staden (købstad) ikke havde stadsprivilegium. Udtrykket har haft forskellig betydning i forskellige perioder. Det svenske köping svarer omtrent til Hertugdømmet Slesvigs flække.

Fra begyndelsen betegnede udtrykket kort og godt en handelsplads, men fra 1600-tallets begyndelse blev det også et særskilt juridisk udtryk for et sted, der fungerede som "stadsfilial". I 1620 fik Kalmar købstad ret til at oprette köpinger ved Borgholm, Brömsebro, Linneryd og Mönsterås. I disse köpinger havde kun borgere i Kalmar ret til at øve handel, og håndværkerne skulle tilhøre lav i Kalmar. Samme år oprettedes der köpinger i Bjurvik, Gamleby, Locknevi og Ed (alle under Västerviks købstad), Hellestad (under Norrköpings købstad), Ullasjö, Fållinge, Horn, Moheda og Värnamo (under Jönköpings købstad). I 1647 fik både Söderköping og Västervik ret til at holde köping i Valdemarsvik, men på forskellige steder og tidspunkter. Mellem 1723 og 1727 havde også Norrköping köpingret i Valdemarsvik. En anden delt köping var Strömstad, som fra og med 1667 var delt mellem Göteborg, Marstrand og Uddevalla. I 1686 oprettedes Ronneby og Kristianopels köpinger under Karlskrona. Nogle af disse ældre köpinger, som også kaldes lydköpinger, var kun åbne på visse tidspunkter i årets løb, og kan da også beskrives som en art markedsplads med særskilte juridiske regler.

I Gustav IIIs regeringstid blev der skabt en helt ny form for köping, der ikke hørte under en købstad og hvis indbyggere ikke skulle rette sig efter handelsregler eller lavordninger. De første af disse köpinger var Tammerfors (1779; i det nuværende Finland) og Malmköping (1784); i 1811 fulgte Arvika og Töcksmark, og i 1820 Motala og Mörbylånga. Disse köpinger kaldtes også for friköpinger.

Med kommunalforordningen af 1862 kom de fleste kopinger til at udgøre egne kommuner, mens et mindre antal, som ikke blev egne kommuner, i princippet blev ligestillede med municipalsamhällen (municipalsamfund, også kaldet municipalköping). I köpinger var nogle vedtægter obligatoriske mens andre var frivillige. Der gjaldt også en forordning om kommunalbestyrelser på landet, hvilket adskilte dem fra byerne.

De köpinger, som udgjorde egne kommuner, bestod i de fleste tilfælde frem til kommunalreformen i 1971, hvor et "ensartet kommunebegreb" blev indført, mens de sidste municipalköpinger ophørte ved udgangen af 1955.

Sveriges köpinger efter 1862

Indbyggertal pr. år 2000.

Litteratur

• Bo Öhngren: "Urbaniseringen i Sverige 1840-1920", i: Grethe Authén Blom (red.): Urbaniseringsprosessen i Norden 3: Industrialiseringens første fase; Universitetsforlaget Oslo-Bergen-Tromsø; ISBN 82-00-01666-8 (svensk)

Se også

• Kaupang
• Norske købstæder
• Købstad
• Köping (by)
• Köpings kommun

Eksterne henvisninger

• Nordisk Familjebok, 1800-talsutgåvan (1885), bind 9, sp. 435-437; opslag: Köping (svensk)
• Nordisk Familjebok, Uggleupplagan (1911), bind 15, sp. 673-674; opslag: Köping (svensk)