Jupiter (planet)
Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.
Der er for få eller ingen Jupiter  | |
|---|---|
 Jupiter med Den Store Røde Plet til venstre | |
| Opdaget | |
| Kendt siden oldtiden | |
| Kredsløb om Solen | |
| Afstand til Solen (massecenter) |
|
| Halve storakse | 778 412 027 km |
| Halve lilleakse | 777 500 031 km |
| Excentricitet | 0,04839266 |
| Siderisk omløbstid | 11a 317d 14t 30m 28,8s |
| Synodisk periode | 1a 33d 14t 38m 24,0s |
| Omløbshastighed |
|
| Banehældning | 1,305 3° i fh. t. ekliptika, 6,09° i fh. t. Solens ækv. |
| Periapsisargument; ω | 274,197 7 ° |
| Opstigende knudes længde; Ω | 100,556 15 ° |
| Omgivelser | |
| 92[1] kendte måner Flere ganske tynde ringe af støv fra månerne | |
| Fysiske egenskaber | |
| Diameter | 142 984 km v. ækv., 133 709 km v. polerne |
| Fladtrykthed | 0,064 87 |
| Omkreds | 449 197 km |
| Overfladeareal | 6,14·1010 km² |
| Rumfang | 1,34·1015 km³ |
| Masse | 1,899·1027 kg |
| Massefylde | 1,326·103 kg/m³ |
| Tyngdeacc. v. ovfl. | 23,120 m/s² |
| Undvigelseshastighed v. ækv. | 214 344 km/t |
| Rotationstid | 9t 55m 19,68s |
| Aksehældning | 3,13° ift. ekliptika |
| Nordpolens rektascension | 268,050 ° (17t 52m 12,0s) |
| Nordpolens deklination | 64,490 ° |
| Magnetfelt | Udstrakt og meget stærkt |
| Albedo | 52 % |
| Temperatur v. ovfl. | Gnsn. -121 °C Min. -163 °C |
| Atmosfære | |
| Atmosfæretryk | 700 hPa |
| Atmosfærens sammensætning | Brint: ~86% |
For alternative betydninger, se Jupiter. (Se også artikler, som begynder med Jupiter)
For alternative betydninger, se Jupiter er den femte planet fra Solen i Solsystemet. Jupiter har 92[1] kendte måner. Planeten er den største planet i vores solsystem, og den kan ses med det blotte øje fra Jorden som det (normalt) fjerdeklareste objekt på himlen – kun overgået af Solen, vor egen Måne samt Venus og ved visse lejligheder Mars.
Jupiter har også rekorden med hensyn til omdrejningshastighed; den drejer én gang om sig selv i løbet af mindre end 10 timer, hvilket får den til at "bulne ud" langs ækvator – i et astronomisk teleskop ses planetskiven af den grund svagt elliptisk frem for helt cirkelrund. Rotationen er differentiel, idet vinkelhastigheden er størst i ækvatorregionen.
Jupiters atmosfære
Uddybende artikel: Jupiters atmosfære
Jupiter er indhyllet i en atmosfære, der primært består af brint og helium med bælter og zoner af tætte skyer, der i hovedtræk ligger parallelt med planetens ækvator.
Jupiters røde plet
Jupiters bæltemønster brydes flere steder af storme, hvor skymasserne i atmosfæren hvirvles rundt. Den mest bemærkelsesværdige af disse er Jupiters røde plet, der er en gigantisk storm, der kan observeres med simple teleskoper. Den røde plet et et vedvarende højtryk i Jupiters atmosfære, der skaber en anticyklonisk storm 22° syd for planetens ækvator. Den røde plet har været løbende observeret siden 1830.[2] Tidligere observationer i perioden fra 1665 til 1713 formodes at være af den samme storm, og er dette tilfældet, så har stormen været aktiv i mere end 350 år.[3][4]
Pletten skifter facon, farve og udbredelse fra tid til anden. Stormens størrelse har i dag en diameter på 16.330 km, svarende til ca. 1,3 gange Jordens størrelse. Stormen har dog tidligere i 1800-tallet været målt til at have en størrelse på 56.300 km, svarende til ca. 4,5 gange Jordens størrelse.[5] Over de senere mange år er stormen blevet mindre, og fortsætter reduktionen, kan synet af stormen muligvis forsvinde indenfor de næste 20 år.[6]
Jupiters magnetfelt
Jupiter har et stærkt komplekst magnetfelt. Magnetfeltet er 18.000 gange stærkere end Jordens magnetfelt og rækker 6 millioner km ud i rummet.[7] På grund af magnetfeltet medvirker solvinden til polarlyset på Jupiters poler.
Jupiters ringe
Hovedartikel: Jupiters ringe.Jupiters ringsystem blev opdaget i 1979 af rumsonden Voyager 1, da denne tog billeder af Jupiter i modlys. Ringsystemet har en lys, central ring på cirka 7.000 kilometer i bredden, og den er cirka 20 kilometer tyk, hvilket er astronomisk set småt og ringene kan næsten ikke ses.
Jupiters måner
Uddybende artikel: Jupiters månerI 2023 kender man 92 måner i kredsløb om Jupiter.[8]
En af månerne, Ganymedes, er Solsystemets største måne. Den og de tre andre såkaldt galileiske måner blev opdaget i 1610 af den italienske astronom og fysiker Galileo Galilei.
Flere af månerne indgår i et kompliceret samspil med hinandens og Jupiters tyngdefelter, hvilket bl.a. giver en intens vulkanaktivitet på månen Io. Materiale udspyet fra Ios vulkaner vekselvirker med de intense magnetfelter og strålings bælter omkring Jupiter, hvilket er hovedparten til dannelsen af Jupiters polarlys, og det skaber også radiostøj der kan måles her på Jorden.
Kometnedslag
Brudstykker af kometen Shoemaker-Levy 9 gav i 1994 en stor opvisning i hvilke kræfter der er i spil i Solsystemet idet de slog ned på Jupiter med en hastighed af omkring 60 km/s svarende til 216.000 km/t. Nedslagene blev observeret ved hjælp af rumsonden Galileo.[9]
- Sumererne – Enlil.
- Babylonien – Marduk.
- Fønikerne – Ba'al Hammon.
- Græske bystater – Zeus.
- Romerriget – Iuppiter.
- Nordboerne – Höfuðstjarna (usikkert[10])
Eksterne links og referencer
- ^ a b https://sites.google.com/carnegiescience.edu/sheppard/moons/jupitermoons - Sheppard, Scott S. "Moons of Jupiter". Earth & Planets Laboratory. Carnegie Institution for Science - Hentet 7. januar 2023
- ^ Chang, Kenneth (13. december 2017). "The Great Red Spot Descends Deep Into Jupiter". The New York Times. Hentet 15. december 2017.
- ^ Staff (2007). "Jupiter Data Sheet – SPACE.coma". Imaginova. Hentet 2008-06-03.
- ^ Anonymous. "The Solar System - The Planet Jupiter – The Great Red Spot". Dept. Physics & Astronomy – University of Tennessee. Arkiveret fra originalen den 10. juni 2004. Hentet 2015-08-30.
{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: BOT: original-url status ukendt (link) - ^ Mike Wall (2018). "Jupiter's Great Red Spot Swirls in Stunning Up-Close Photo by Juno Probe". Space.com. Hentet 2018-05-01.
- ^ Doris Elin Salazar (2018). "Jupiter's Great Red Spot Could Disappear Within 20 Years". Space.com. Hentet 2018-05-01.
- ^ Jupiter’s Huge, Crazy Magnetic Field. Wired Science
- ^ Saturn reclaims 'moon king' title with 62 newfound satellites, bringing total to 145, space.dom, 12. maj 2023
- ^ Shoemaker-Levy 9 images University of Nevada
- ^ Rímbegla, nedskrevet i d. 12. århundrede
 | Wikimedia Commons har medier relateret til: |
| ||||||||||||||||||
|
Medier brugt på denne side
.svg)
Forfatter/Opretter: Kwamikagami, Licens: CC BY-SA 4.0
heavier line weight (1.333 px), ♃ U+2643
This is a spectacular NASA Hubble Space Telescope close-up view of an electric-blue aurora that is eerily glowing one half billion miles away on the giant planet Jupiter. Auroras are curtains of light resulting from high-energy electrons racing along the planet's magnetic field into the upper atmosphere. The electrons excite atmospheric gases, causing them to glow. The image shows the main oval of the aurora, which is centered on the magnetic north pole, plus more diffuse emissions inside the polar cap.
Though the aurora resembles the same phenomenon that crowns Earth's polar regions, the Hubble image shows unique emissions from the magnetic "footprints" of three of Jupiter's largest moons. (These points are reached by following Jupiter's magnetic field from each satellite down to the planet).
Auroral footprints can be seen in this image from Io (along the left hand limb), Ganymede (near the center), and Europa (just below and to the right of Ganymede's auroral footprint). These emissions, produced by electric currents generated by the satellites, flow along Jupiter's magnetic field, bouncing in and out of the upper atmosphere. They are unlike anything seen on Earth.
This ultraviolet image of Jupiter was taken with the Hubble Space Telescope Imaging Spectrograph (STIS) on November 26, 1998. In this ultraviolet view, the aurora stands out clearly, but Jupiter's cloud structure is masked by haze. This image was taken in UV light at 140 nm.Rough visual comparison of Jupiter, Earth, and the Great Red Spot. Approximate scale is 44 km/px.
Original Caption Released with Image: This processed color image of Jupiter was produced in 1990 by the U.S. Geological Survey from a Voyager image captured in 1979. The colors have been enhanced to bring out detail. Zones of light-colored, ascending clouds alternate with bands of dark, descending clouds. The clouds travel around the planet in alternating eastward and westward belts at speeds of up to 540 kilometers per hour. Tremendous storms as big as Earthly continents surge around the planet. The Great Red Spot (oval shape toward the lower-left) is an enormous anticyclonic storm that drifts along its belt, eventually circling the entire planet.
Image of Jupiter with NASA's Hubble Space Telescope's Planetary Camera. Eight impact sights are visible. From left to right are the E/F complex (barley visible on the edge of the planet), the star shaped H site, the impact sites for tiny N, Q1, small Q2, and R, and on the far right limb the D/G complex. The D/G complex also shows extended haze at the edge of the planet. The features are rapidly evolving on timescales of days. The smallest features in the this image are less than 200 kilometers across. This image is a color composite of three filters at 9530, 550, and 4100 Angstroms.