Judith Butler

Judith Butler
17. april 2018
Personlig information
Født	24. februar 1956 (68 år) Cleveland, Ohio, USA
Nationalitet	Amerikansk
Partner	Wendy Brown
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted	Yale University
Medlem af	American Academy of Arts and Sciences, British Academy (fra 2015)
Beskæftigelse	Kjønnsteoretiker[1], samfundsvidenskabsmand, universitetsunderviser, kunstteoretiker, journalist, sociolog, kvinderetsforkæmper, forfatter, litteraturkritiker, filosof
Fagområde	Kønsstudier, Politisk filosofi, Transseksualitet, sociologi, psykoanalyse med flere
Deltog i	International endorsement letter. Barcelona leads the way[2]
Arbejdsgiver	University of California, Berkeley, Wesleyan University, European Graduate School
Kendte værker	Genustrubbel[3], Vulnerability in Resistance, Torture and the Ethics of Phiolosophy
Bevægelse	Poststrukturalisme
Påvirket af	Michel Foucault
Nomineringer og priser
Udmærkelser	Doctorat honoris causa de l'université Paris-VII (2011), Guggenheim-Stipendium, Chevalier des Arts et des Lettres‎, Cataloniens internationale pris (2021), Æresdoktor ved Universitetet i Liège (2015) med flere
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Judith Butler (født 24. februar 1956) er en amerikansk post-strukturalistisk filosof, sociolog og queer-teoretiker, der er ansat ved instituttet for Retorik og Komparativ litteratur på University of California, Berkeley.

Butlers filosofi er påvirket af Simone de Beauvoirs kønspolitiske tænkning, Friedrich Nietzsche, som i sin analyse af moralens historie erstattede "væren" med "gøren", og Michel Foucaults fokus på seksualitetens frigørelse fra diskursens bånd.^[4]

Hun studerede filosofi ved Yale og færdiggjorde sin PhD i 1984. I 1988 i essayet "Performative Acts and Gender Constitution" begyndte Butler sin udvikling af en kønsteori baseret på Austins talehandlingsteori og dens begreb om performativitet. Hun diskuterer og viderebygger Freuds påstand om, at lesbiske kvinder bygger deres kønsroller på at efterligne mænd. Butler argumenterer for at det faktisk er karakteristisk for alle kønsroller, at de opstår ved efterligning og performative handlinger.

Dette projekt fortsatte i hovedværket Gender trouble fra 1990 (da. Kønsballade, 2011). Her argumenterer Butler for et syn på køn (både det biologiske og det sociale) som sociale konstruktioner og grundlæggende performative. Butler mener ikke, at vi kan erkende det biologiske ud over vores kultur og hævder at det biologiske også er et konstrukt. Dvs. de er både epistemologisk og ontologisk konstruktivist. I bogens første del problematiserer hun ideen om "kvinden" som feminismens omdrejningspunkt, netop fordi begrebet kvinde dækker over en heterogen gruppe af kønsroller og seksualiteter. Og Butler gør op med den traditionelle forestilling om biologisk og socialt køn (på engelsk sex og gender) som værende adskilt, hvor dette traditionelt formodes at være en overbygning på hint. Butler mener, at "biologisk køn som det prædiskursive bør forstås som effekten af det kulturelle konstruktionsapparat, der betegnes af socialt køn" (s. 46). I bogens anden del gennemgår og kritiserer Butler den franske strukturalistiske tilgang til kønstænkning som den findes i psykoanalytikeren Jacques Lacans værk og hos antropologen Claude Levi-Strauss. Hun foreslår i modsætning til Freud og Lacans teser, der er bygget på en heteronormativ kønsforståelse, at de indebærer den heteroseksuelle identitet en form for melankoli, grundet tabet af afkaldet på det homoseksuelle begær (til forældre af samme køn) som er underlagt kulturelle og diskursive tabuer.

Butler er også kendt som politisk aktivist. I 2011 modtog hun den fornemme Theodor Adorno-pris, hvilket skabte furore i Tyskland på grund af Butlers holdninger til staten Israel. Butler, som er jøde, havde udtalt, at Hamas og Hizbollah er legitime sociale bevægelser mod den israelske besættelse af de palæstinensiske territorier. Butler går ind for ikke-voldelige modstandsformer.^{[kilde mangler][5]}

Butlers arbejde har været meget indflydelsesrigt i udviklingen af kønsteori og queer-teori og diskuteres i vide kredse. Selv pave Benedikt XVI diskuterede og kritiserede Butlers værker i sine teologiske skrifter.^[6]

• 2013: Dispossession: The Performative in the Political, sammen med Athena Athanasiou
• 2012: Parting Ways: Jewishness and the Critique of Zionism
• 2011: The Power of Religion in the Public Sphere
• 2009: Frames of War: When Is Life Grievable?
• 2009: Is Critique Secular?: Blasphemy, Injury, and Free Speech
• 2007: Who Sings the Nation-State?: Language, Politics, Belonging (med Gayatri Spivak)
• 2005: Giving An Account of Oneself
• 2004: Undoing Gender
• 2004: Precarious Life: The Powers of Mourning and Violence
• 2003: Women and Social Transformation (with Elisabeth Beck-Gernsheim and Lidia Puigvert)
• 2000: Contingency, Hegemony, Universality: Contemporary Dialogues on the Left (with Ernesto Laclau and Slavoj Žižek)
• 2000: Antigone's Claim: Kinship Between Life and Death
• 1997: The Psychic Life of Power: Theories in Subjection
• 1997: Excitable Speech: A Politics of the Performative
• 1993: Bodies That Matter: On the Discursive Limits of "Sex"
• 1990: Gender Trouble: Feminism and the Subversion of Identity (da. Kønsballade, 2011)
• 1987: Subjects of Desire: Hegelian Reflections in Twentieth-Century France

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Judith Butler
• Judith Butler Arkiveret 30. september 2012 hos Wayback Machine Faculty page @ European Graduate School. (engelsk)