Judith Butler
| Judith Butler | |
|---|---|
| |
| Personlig information | |
| Født | 24. februar 1956 (67 år) Cleveland, Ohio, USA  |
| Nationalitet |  Amerikansk |
| Partner | Wendy Brown |
| Uddannelse og virke | |
| Uddannelsessted | Yale University |
| Medlem af | American Academy of Arts and Sciences, British Academy (fra 2015) |
| Beskæftigelse | Universitetslærer, kunstteoretiker, journalist, sociolog, kvinderetsforkæmper, skribent, litteraturkritiker, filosof |
| Fagområde | Kønsforskning, litteraturteori, Feministisk teori, Queerteori |
| Arbejdsgiver | University of California, Berkeley, Wesleyan University, European Graduate School |
| Kendte værker | Vulnerability in Resistance, Torture and the Ethics of Phiolosophy |
| Bevægelse | Poststrukturalisme |
| Påvirket af | Michel Foucault |
| Nomineringer og priser | |
| Udmærkelser | Guggenheim-Stipendium, Chevalier des Arts et des Lettres, Cataloniens internationale pris (2021), Æresdoktor ved Universitetet i Liège (2015), Albertus-Magnus-professorat (2016) med flere |
Information med symbolet  hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Judith Butler (født 24. februar 1956) er en amerikansk post-strukturalistisk filosof, sociolog og queer-teoretiker, der er ansat ved instituttet for Retorik og Komparativ litteratur på University of California, Berkeley.
Deres filosofi er påvirket af Simone de Beauvoirs kønspolitiske tænkning, Friedrich Nietzsche, som i sin analyse af moralens historie erstattede "væren" med "gøren", og Michel Foucaults fokus på seksualitetens frigørelse fra diskursens bånd.[1]
De studerede filosofi ved Yale og færdiggjorde sin PhD i 1984. I 1988 i essayet "Performative Acts and Gender Constitution" begyndte Butler sin udvikling af en kønsteori baseret på Austins talehandlingsteori og dens begreb om performativitet. De modsiger og viderebygger Freuds påstand om, at lesbiske kvinder bygger deres kønsroller på at efterligne mænd. Butler argumenterer for at det faktisk er karakteristisk for alle kønsroller at de opstår ved efterligning og performative handlinger.
Dette projekt fortsatte i hovedværket Gender trouble fra 1990 (da. Kønsballade, 2011). Her argumenterer Butler for et syn på køn (både det biologiske og det sociale) som sociale konstruktioner og grundlæggende performative. Butler mener ikke, at vi kan erkende det biologiske ud over vores kultur og hævder at det biologiske også er et konstrukt. Dvs. de er både epistemologisk og ontologisk konstruktivist. I bogens første del problematiserer de ideen om "kvinden" som feminismens omdrejningspunkt, netop fordi begrebet kvinde dækker over en heterogen gruppe af kønsroller og seksualiteter. Og Butler gør op med den traditionelle forestilling om biologisk og socialt køn (på engelsk sex og gender) som værende adskilt, hvor dette traditionelt formodes at være en overbygning på hint. Butler mener, at "biologisk køn som det prædiskursive bør forstås som effekten af det kulturelle konstruktionsapparat, der betegnes af socialt køn" (s. 46). I bogens anden del gennemgår og kritiserer Butler den franske strukturalistiske tilgang til kønstænkning som den findes i psykoanalytikeren Jacques Lacans værk og hos antropologen Claude Levi-Strauss. De foreslår i modsætning til Freud og Lacans teser, der er bygget på en heteronormativ kønsforståelse, at de indebærer den heteroseksuelle identitet en form for melankoli, grundet tabet af afkaldet på det homoseksuelle begær (til forældre af samme køn) som er underlagt kulturelle og diskursive tabuer.
Butler er også kendt som politisk aktivist. I 2011 modtog de den fornemme Theodor Adorno-pris, hvilket skabte furore i Tyskland på grund af Butlers holdninger til staten Israel. Butler, som er jøde, havde udtalt, at Hamas og Hizbollah er legitime sociale bevægelser mod den israelske besættelse af de palæstinensiske territorier. Butler går ind for ikke-voldelige modstandsformer.[kilde mangler][2]
Butlers arbejde har været meget indflydelsesrigt i udviklingen af kønsteori og queer-teori og diskuteres i vide kredse. Selv pave Benedikt XVI diskuterede og kritiserede Butlers værker i sine teologiske skrifter.[3]
Værker
- 2013: Dispossession: The Performative in the Political, sammen med Athena Athanasiou
- 2012: Parting Ways: Jewishness and the Critique of Zionism
- 2011: The Power of Religion in the Public Sphere
- 2009: Frames of War: When Is Life Grievable?
- 2009: Is Critique Secular?: Blasphemy, Injury, and Free Speech
- 2007: Who Sings the Nation-State?: Language, Politics, Belonging (med Gayatri Spivak)
- 2005: Giving An Account of Oneself
- 2004: Undoing Gender
- 2004: Precarious Life: The Powers of Mourning and Violence
- 2003: Women and Social Transformation (with Elisabeth Beck-Gernsheim and Lidia Puigvert)
- 2000: Contingency, Hegemony, Universality: Contemporary Dialogues on the Left (with Ernesto Laclau and Slavoj Žižek)
- 2000: Antigone's Claim: Kinship Between Life and Death
- 1997: The Psychic Life of Power: Theories in Subjection
- 1997: Excitable Speech: A Politics of the Performative
- 1993: Bodies That Matter: On the Discursive Limits of "Sex"
- 1990: Gender Trouble: Feminism and the Subversion of Identity (da. Kønsballade, 2011)
- 1987: Subjects of Desire: Hegelian Reflections in Twentieth-Century France
Referencer
- ^ Judit Butlers feministiske klassiker Arkiveret 28. februar 2018 hos Wayback Machine - hentet 28. februar 2018
- ^ ukendt titel Arkiveret 10. marts 2014 hos Wayback Machine (Webside ikke længere tilgængelig)
- ^ Angela McRobbie: The pope doth protest | Opinion | The Guardian - hentet 28. februar 2018
Eksterne henvisninger
- Judith Butler Arkiveret 30. september 2012 hos Wayback Machine Faculty page @ European Graduate School. (engelsk)
|
Medier brugt på denne side
Forfatter/Opretter: University of California, Berkeley, Licens: CC0
Judith Butler (2013)